Status fra Smørhullet – Årsberetning 2017
21. december 2017
Om Mode og Meninger
11. januar 2018

Antifascisme – eller krænket stolthed?

Med decembers minefelt af højtider og fester overstået, er vi nået trygt og forhåbentlig helskindet ind i januar. I digtet The Waste Land fra 1922 udråber T. S. Eliot skråsikkert april til at være “den ondeste måned”. Og skønt Eliot bestemt var en ferm & habil vers-snedker er det selvfølgeligt åbenlyst for enhver, at hér gik han altså grueligt galt i byen; april er aldeles ikke den ondeste måned… for det er og bliver selvfølgelig januar! Den mørkeste, mest forarmede og nedslående af alle årets tolv måneder. En ørkenvandrings-tid, hvor julens muntre lys og nytårets festlige løjer erstattes af dunkelhed, mismod, sjap og sjasket kulde, og hvor lyset for enden af tunnelen synes fjernere end nogensinde. Der er kort sagt dén måned, der er allermest velegnet til sortsyn og negativitet!

Derfor er det nu, kære venner, vi skal få fyret alle de triste og sørgmodige betragtninger af vejen. Det er nu, al vrissen misantropi skal ud af systemet. Vi er stort set allesammen i så dårligt humør for tiden, at det alligevel ikke kan blive meget værre. Ugens blogindlæg er derfor valgt med omhu. Det er nemlig et surt og vredladent og negativt indlæg – og altså helt i undertegnedes ånd.

Nu er det formentlig de fleste af læserne bekendt, at jeg trækkes med en både socialt og psykologisk temmelig tung tilbøjelighed til ikke at kunne se en hvepserede uden at stikke begge hænder dybt ned i den. Iblandt sker det til min egen store overraskelse, til andre tider med velberåd hu, thi det kan være meget nyttigt at røre lidt i gryden iblandt. Og denne gang sker det altså med åbne øjne, til trods for at jeg ved selvsyn & på nærmeste hold har set, hvilke voldsomme reaktioner det kan medføre. Der er nemlig visse emner, man ikke uden videre beklikker hertillands, og ét af dem er…. modstandsbevægelsen under besættelsen 1940-45!

Nu vil jeg gerne, allerede fra starten og klokkeklart, med store bogstaver og en tyk streg under, slå fast én gang for alle, at jeg ALDELES IKKE ringeagter den danske modstandkamp. Tvært imod. På mange måder var det nationens stjernestund, hvor danskerne trådte i karakter i kampen mod en overmægtig fjende. Det er altså ikke på nogen måde de tapre modstandsmænd og -kvinder, jeg har et problem med.

Nej, mit udestående er med eftertiden, med vores kollektive selvforståelse og vores valgte version af begivenhederne og – især – bevæggrundene. Vores “valgte udgave” af fortidens hændelser. Vist så, det er ikke noget nyt tema på disse sider, men dog stadig relevant. Der har nemlig gennem tiden tegnet sig et billede af modstanden mod den tyske besættelsesmagt, som båret af en basal, etisk funderet modvilje mod nazismen. I vores selvforståelse var danskernes adfærd i årene 1940-45 et udtryk for en klar og dyb, moralsk betinget afstandtagen fra den nationalsocialistiske tankeverden.

At der blev kæmpet mod nazisterne er selvfølgelig hævet over enhver tvivl, det giver jo sig selv. Men spørgsmålet er, om det nu egentlig overhovedet var en modstand mod nazismen som ideologi? Nu er det selvfølgelig vigtigt at huske på, at der jo i princippet kan have været lige så mange forskellige motiver for at engagere sig i modstandskampen, som der var modstandfolk. Når alt kommer til alt bestod modstandbevægelsen selvfølgelig af enkeltpersoner, der allesammen havde deres individuelle motiver. Og der kan da ikke herske nogen tvivl om, at nogle af disse modige mennesker nærede en dyb og rodfæstet modvilje mod den nazistiske ideologi. Men gjalt det virkelig hele bevægelsen?

Konservativ Ungdom i fri dressur (udateret foto…
men helt afgjort præ-1940) (!)

Det er almindeligt kendt, at der i Danmark (og, kan man tilføje, resten af den vestlige verden) var en ikke helt ubetydelig fascination af Hitler og Mussolini før krigen. Europas nye, stærke mænd vakte opmærksomhed, og der var mange – væsentlig flere, end vi har brudt os om at indrømme – der opfattede Berlin og Rom som meget inspirerende steder at rette blikket hen. Det gjaldt både menigmand, lærde og statsmænd. Før krigen var f.eks. både Kaj Munk og Johannes V. Jensen ikke entydige modstandere af nazismen, der langt hen ad vejen blev oplevet som stærk, handlekraftig og nyskabende – en holdning, der blev delt i vide kredse. Hitler og Mussolini var en helt ny type statsmænd. Det Konservative Folkepartis ungdomsafdeling trampede rundt i de danske byer iført skrårem og ridestøvler, og hilste hinanden med dét, de kaldte for den “oldgamle nordiske hilsen” (men som blot var den nazistiske fremstrakte arm). Selv Winston Churchill udtalte sig anerkendende, næsten beundrende, om Adolf Hitler, helt frem til ret kort før krigens udbrud.

Digterpræsten Kaj Munk bevægede sig fra (i hvert fald delvis) beundrer af Hitler, til én af hans mest højlydte modstandere – og betalte den yderste pris for det.

At langt størstedelen af alle disse mere-eller-mindre-beundrere sidenhen skiftede mening er naturligvis en væsentlig del af historien. Mange af dem blev efterfølgende aktivt engagerede i modstandskampen (med enorm personlig risiko), hvilket jo unægtelig må siges at være en ret klar stillingtagen. Men hvad var det egentlig, der vendte stemningen? Havde man gennem flere år simpelthen overset, hvad fascismen egentlig gik ud på, og ladet sig forblænde af dr. Goebbels´ veliscenesatte flagparader og stort anlagte PR-events? Vågnede man pludselig op i april 1940 og indså som ved et trylleslag at nazismen jo faktisk var ond og menneskefjendsk?

Det er selvfølgelig halsløs gerning at kaste sig ud i spekulationer om, hvad der foregik inde i danskernes hoveder – for der er sket rigtig mange forskellige ting, fra individ til individ. Men det er nu altså en snublende nærliggende tanke, at dét, man i virkeligheden gik til kamp imod, ikke så meget var nazismen som tankesystem… men dens besættelse af Danmark!

Nu er der naturligvis ikke noget galt i at blive klogere, tvært imod. Vi kan allesammen lade os rive med af et øjebliks begejstring, eller blive forblændet af noget nyt og kraftfuldt. Der er absolut ingen grund til at ringeagte vores store tænkere for, at de i en periode vaklede – så længe de i sidste ende nåede frem til det rigtige valg. Selv holder jeg meget af Johannes V. Jensen, og føler ikke noget behov for en skamstøtte over hans lidt mere tvivlsomme tilbøjeligheder. Det handler ikke om hvorvidt eller -for enkelte personer var for eller imod fascismen. Det handler om vores kollektive forestilling om, hvad modstanden som samlet fænomen egentlig var.

Attentatmanden Claus von Stauffenberg
(nej, det er ikke Tom Cruise!)

I dag ynder vi at se den danske modstand som en uselvisk og retsindet, stolt reaktion på en mørk og ond ideologi (ikke ulig lille Frodos kamp mod den mægtige Sauron) (!). Og det var det da utvivlsomt også… for nogle. Men for rigtig manges vedkommende er det altså, kan det synes, pokkers svært at komme udenom, at man reelt ikke havde noget synderligt problem med nazismen, før den væltede ind over vores egne grænser og krænkede den danske suverænitet. Det var ikke altid en ideologisk modstand, en betydelig del af det var simpelthen krænket national stolthed. Er den grimme sandhed i virkeligheden måske ikke, at man jævnt hen var ret ligeglad med nazismens gemenheder, så længe den ikke krænkede vores egen lille, hyggelige andedam?

Det samme gælder, mistænker jeg, eftertidens opfattelse af det berømte attentatforsøg mod Hitler 20. juli 1944, herunder dets mest berømte bagmand, Claus von Stauffenberg. I dag er der en udtalt tilbøjelighed til at se Stauffenberg som én af de få “gode” tyskere i nazitiden. Én, der frejdigt, tappert og uforknyt sagde “nej!” til den grusomme og forfærdelige nazisme. Men hvis det virkelig var dét, der drev Stauffenberg og hans medsammensvorne… hvorfor var det så først i 1944, de greb til handling? Hvorfor lod man passivt Hitler husere uforstyrret i ti år, før man gik til aktiv modstand? Er det ikke langt mere sandsynligt, at attentatforsøget var motiveret af, at Hitlers karisma var på retur, at hans massive succes´er og sejre fra de første år var tørret ud – at han var ved at tabe krigen, kort sagt?

Selvfølgelig er der eksempler på entydig, moralsk betinget modstand mod fascismen. Sophie Scholl og hendes ligesindedes aktiviteter var, skønt ret hovedløse (pun not intended!), selvfølgelig udtryk for en modstand mod hele den nazistiske idé. Det samme gælder de spaniensfrivillige, der fra hele verden – også Danmark – meldte sig under demokratiets faner i kampen mod Franco under den Spanske Borgerkrig. Men det er jo altså ikke noget bevis på, at det nødvendigvis var de samme tanker og holdninger der stimulerede modstandskampen herhjemme.

At modviljen mod nazismen var dybfølt og ægte er der ingen grund til at betvivle. Heller ikke den ideologisk betingede. Men er det dybest set ikke mere sandsynligt, at man efter 9. april 1940 vågnede op af en tornerosesøvn, hvor man gennem flere år havde ladet sig forblænde af Hitlers tilsyneladende endeløse succes´er og triumfer?

Men i grunden, kan man sige, betyder det jo ikke alverden. Egentlig er det i dag, på næsten 80 års afstand, mindre væsentligt præcis hvad det var der drev de gæve modstandsfolk dengang. Hovedsagen er at de gik til modstand – i mindre grad hvorfor.

Som allerede sagt er det på ingen måde mit ærinde at beklikke modstandsbevægelsen. Vi har brug for helte og forbilleder i historien, og ingen er vel bedre egnet til den rolle end netop de gæve modstandskæmpere. Men forbilleder er ingenting værd hvis de ikke er virkelige (det er derfor, Niels Ebbesen til hver en tid er en bedre helt end Supermand) og historien er ikke bare nytteløs hvis den ikke stræber efter sandhed. Hvis vi fusker med historen bliver den skadelig, ligefrem farlig, og vi står os nu engang bedst, alle vi nutidige mennesker, ved at se nøgternt på tingene. Vi opnår ingenting ved at hæve de gamle helte af begge køn (og alle nuancer imellem dem) op på en piedestal. Og hvis vi bilder os selv ind, at danskerne fra dag ét var indædte modstandere af nazismen, at den fascistiske mentalitet på en eller anden måde var uforenelig med den danske ånd, og at folket (hvad dét så egentlig vil sige?) stod skulder ved skulder som et anstændighedens bolværk mod fascismens barbariske tidevandsbølge – så er vi altså, frygter jeg, ved at have bevæget os temmelig langt bort fra sandheden…

***

2 Comments

  1. Kåre Johannessen siger:

    Det gjorde de så sandelig. Jeg har selv nær familie, der betalte ret dyrt for indsatsen. Og mht. “overskrift-billedet”, så var det mest tænkt som en slags tematisk tilgang – det handler om modstandsbevægelsen. Det er egl. ikke for at fremhæve netop denne film, men blot et eksempel på, at f.eks. biografernes melodramaer er med til at forme vores historiske forståelse.

  2. Nu har du indsat et billede fra filmen “Den usynlige hær”, som egentlig giver et ganske nuanceret og absolut ikke glamourøst billede af den meget blandede modstandsbevægelse samt den “almindelige” (borgerlige) danskers holdning. Filmen er lavet meget tæt på befrielsen og er selvfølgelig farvet – men alligevel også nøgtern. Det VAR en meget broget flok, der gik til modstand – men ganske mange af dem betalte også den højeste pris.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.