Virkelighedens Professor Moriarty

  Som en del andre har også jeg en kommodeskuffe, fyldt med skitser og noter til fremtidige, spændende romanprojekter. Bøger, der ganske givet ville blive bestsellere og milepæle i verdenslitteraturen, og helt sikkert straks ville blive filmatiseret af tidens førende instruktører med de ypperste skuespillere i hovedrollerne (og, hvem ved – tør man drømme så…

Selvfed Scenekunst – Middelalderteater som social propaganda

Ei blot til Lyst, lyder den tankevækkende sentens, der med enkelte pauser har stået prentet over det hæderkronede Kgl. Teaters Gamle Scene siden 1774, og som nu næsten er blevet hele den danske scenekunsts fælles motto. En påmindelse til de feststemte tilskuere om ikke kun at lade sig underholde, om at Thalia og Melpomene –…

Arkæologi med Forhindringer – Bucy-le-Long, 1915

Ganske kort udenfor byen Soissons nordøst for Paris, på nordsiden af floden Aisne, ligger en beskeden landsby ved navn Bucy-le-Long. I dag er der ikke meget bemærkelsesværdigt ved den lille flække, der med sine små 2.000 indbyggere ligner tusinder af andre hyggelige, søvnige nordfranske småbyer. Men fredelig har byen nu ikke altid været. I januar…

Da fremskridtets ofre slog igen – the Luddites

  Det sker jævnligt, at bekendte sammenligner mig med Waldorff & Statler, de to gamle, sure brokkehoveder på balkonen i det længst henfarne Muppet Show – en sammenligning, jeg selvfølgelig kun kan modtage med den allerstørste tilfredshed. Men egentlig ville jeg blive oprigtig ked af det, hvis nogen skulle finde på for alvor at kalde…

Status fra Smørhullet – Årsberetning 2017

Atter en gang slæber året sig, snublende og vaklende på ømme og udmattede fødder, mod slutningen af december, og årsskiftet står for døren. Snart lægger vi juletidens strabadser bag os, og grannåle-allergi, glögg-tømmermænd og akut marcipanforgiftning vil hurtigt begynde at fortage sig. Trædemøllen fuldbringer sin cyklus, og om føje tid skal vi atter en gang…

Om Bitcoins & Blomster – tulipankrakket 1637

Den uopmærksomme betragter kunne nemt forfalde til at tro, at det er frygteligt anstrengende at være en vrissen, gammel mand. Men som stolt og erklæret eksemplar af arten kan jeg meddele, at det ingenlunde er tilfældet. Tvært imod. Ikke blot er det svært tilfredsstillende; det kræver såmænd kun en ganske minimal indsats (f.eks. et lejlighedsvist…