Publikationer – Større udgivelser

De tre Slægten-romaner

I sensommeren 2004 blev jeg kontaktet af forfatteren Susanne Clod Pedersen med en anmodning om at fungere som faglig konsulent på hendes vikingeromaner Arnulf og Veulf (Borgens Forlag). Det udviklede sig til ikke blot er uhyre frugtbart samarbejde, men også et nært venskab. Susannes historiske romaner er blandt det ypperste i genren, og kan ikke anbefales tilstrækkeligt. Da hun sidenhen fik opgaven at skrive med på Forlaget Aschehougs (senere Lindhardt & Ringhoff) storstilede projekt om at fortælle tusind års danmarkshistorie i romanform i serien Slægten, fulgte jeg med, stadig i rollen som fagkonsulent.

Til min egen store overraskelse blev jeg af forlaget tilbudt selv at skrive et bidrag til serien, nemlig bind 7, Blodsbånd, der omhandler Erik af Pommerns regeringstid i begyndelsen af 1400-tallet. Forsøget faldt åbenbart tilfredsstillende ud, for året efter blev jeg bedt om at bidrage med yderligere et bind, det niende, Vredens Dag, om reformationstiden og Christiern den Anden – og endelig seriens 12. bind, Forræderen, der foregår under svenskekrigene i 1600-tallet.

Alle tre titler er endvidere udkommet som lydbøger på audio-forlaget Den Grimme Ælling.

bog_kejserhoegenKejserhøgen

Arbejdet med bindene til Slægten åbnede helt nye muligheder. Gennem mange år havde en bog ligget og rumsteret i hovedet på mig; en bog, der var drevet frem af en brændende interesse og dyb personlig fascination. I årevis havde jeg forsøgt at skrive en fagbog om de tyske krigsflyvere under den Første Verdenskrig, og især den berømteste af dem alle: Manfred von Richthofen, den berømte ”Røde Baron”.

Men det var ikke blevet til noget. Bogen ville ikke skrives. Først da den fik romanform kom der skred i tingene. I fiktionsform kunne den omsider forløses – og i 2009 udkom så Kejserhøgen på Borgens Forlag. Bogens lidt smalle emne betød, at den mest høstede opmærksomhed i det danske flyvermiljø, hvor den til gengæld blev modtaget med betydelig ros.

Se udvalgte anmeldercitater HER Kejserhøgen er også udkommet som lydbog på audio-forlaget Den Grimme Ælling.

“Kejserhøgen” er ikke længere i trykken, men kan pr. 23. april 2016 købes som e-bog, nu på forlaget Lindhard & Ringhof (til en væsentlig lavere pris end førhen ;-)

E-versionen kan bl.a. bestilles HER

bog_politiken_vikingerPolitikens Bog om Danmarks Vikingetid

I 2000 blev jeg af Politikens Forlag bedt om at skrive Politikens Bog om Danmarks Vikingetid (udkom 2001). Bogen er en kombination af historisk indføring, opslagsværk og rejsefører, med en præsentation af de væsentligste lokaliteter med betydning for vikingetiden i Danmark og Sydsverige. Den giver et samlet, overskueligt overblik over periodens vigtigste begivenheder, og rummer endvidere en række biografier over de vigtigste personer (historiske såvel som fiktive).

bog_hor_saa_videHor Saa Vide – seksualiteten i Middelalderen

I 1998 udkom på Middelaldercentrets forlag bogen Hor Saa Vide – seksualiteten i Middelalderen. Emnet blev egentlig foreslået af Ingeniørforbundets afdeling for levnedsmiddelingeniører, der året forinden havde bedt mig levere et kort og muntert indlæg om mad og sex i historisk perspektiv til deres julemøde. Ved nærmere eftersyn viste emnet sig dog at være mere end almindeligt interessant (også for ikke-husarer); i seksualiteten er mennesket nemlig mere nøgent og mindre iscenesat end i alle andre situationer. Derfor er netop middelalderens menneskers holdning til seksualiteten et meget interessant sted at møde dem. Hor Saa Vide er udkommet som lydbog på audio-forlaget Den Grimme Ælling. Bogen er genoptrykt adskillige gange siden, og kan bestilles på Middelaldercentrets webshop

Blandt Krigere, Søfolk og Trælle – vikingetid i Danmark

På foranledning af Forlaget Klematis skrev jeg sidenhen bogen Blandt Krigere, Søfolk og Trælle – vikingetid i Danmark, der udkom i 2003. Bogen er fortrinsvis rettet mod større børn og unge, og er rigt illustreret med fotos, hovedsageligt optaget på Museet ved Trelleborg. I bogen præsenteres en række vigtige aspekter af periodens historie – sociale, økonomiske og religiøse forhold, osv.

Mindre hæfter

Hæfterne i Middelaldercentrets grå serie er små, korte introduktioner til afgrænsede emner, der præsenterer udvalgte aspekter af middelalderens kulturhistorie. Hæfterne er ikke uddybende, men er tænkt som en første indførelse i de enkelte emner. De kræver derfor ingen særlige kundskaber. Hvert hæfte er på 15-30 sider, og er gennemillustreret.

Mine bidrag til serien omfatter følgende titler:

Guds Dilletanter… og Hvermands – teater i middelalderen (2011)

Blandt Spøgelser, Gengangere og Andet Godtfolk – om det overnaturlige i middelalderen (2011)

Stil og Status – møbler og boligindretning i middelalderens verdslige bygninger (2006)

Hvad Mønten Fortæller – en introduktion til middelalderens møntvæsen (2004)

Det Lo De Meget Af – middelalderens humor (2004)

Den Skæve Pind – buen som militærvåben i middelalderen (1998)

Magi og heksetro i Nordisk Middelalder (1997)

Løgne, Misforståelser og Halve Sandheder – 10 myter om middelalderen (2014)

“Middelalderens Tyske Fægtemestre” (2014)

Hæfterne kan købes på Middelaldercentrets webshop

Andre småtekster og artikler omfatter:

– Instant Justice? – a note on the holmgang law of Kormaks Saga, i Zeitschrifft für Historisches Waffen- und Kleiderkunde (2007)

Historie med Nål og Tråd, artikel i Rubicon (temanummer vikinger, 2004)

Sundkøbing Folketidende – en Middelalderavis (Middelaldercentret, 2004)

Blod, Sved og Latter – Et benknusende boldspil… artikel i Siden Saxo I/2003

Da Danskerne blev Massakreret, kronik i Politiken 13/11-02

Educational Aspects of Killing…, artikel i Viking Heritage Magazine 4/2002

Blood, Sweat and Laughs, artikel i Viking Heritage Magazine 3/2002

Neighbours, artikel i Viking Heritage Magazine 2/2002

Naboskab – artikel i SKALK 5:2001

Pragmatiske Moralister – om Forståelsen av det Onde i Præ-kristen Norrøn Kultur artikel i DIN – Religionsvitenskaplig Tidsskrift 1+2/2000

Utugt i Dydens Tjeneste, artikel i Cekvina-Nyt 2:1998

Den Militære Udrustning i Bayeux-Tapetet, essay i Vaabenhistoriske Aarbøger vol. XXXX (1995)

Middelalderligt Artilleri…, artikel i Våbenhistorisk Tidsskrift, bind 29/4 (1996)

Endvidere foretog jeg i 2008 og -09 oversættelsen til dansk af de første tre bind af den engelske forfatter Rosalind Kerven´s børnebøger om vikingetids-skurken Grim Gruesome for Forlaget Flachs. I 2004 udførte jeg oversættelsen fra dansk til engelsk af Forlaget Erantis´ publikation Viking Today.

Bemærk: En del af de nævnte titler er ikke længere i trykken, men bibliotekerne har dem, eller kan skaffe dem hjem.