Morbide Minder – victorianernes dødsfotografier
8. november 2016
Landsbyen der Døde for Frankrig (videoblog)
23. november 2016

Da Titanic trak en nitte, eller: hvorfor den billigste løsning ikke altid er den bedste

Beretningen om Titanics forlis en kold aprilnat i 1912 turde vel være de fleste bekendt. Ulykken var langt fra at være den største skibskatastrofe. Men det var den, hvor der var flest velfriserede og -havende 1. klasses-passagerer blandt de omkomne – og derfor naturligvis selvskrevet til mytestof!

Interieur fra de øvre dæk på Titanic. Luksus og kvalitet er ret iøjenfaldende.

Interieur fra de øvre dæk på Titanic. Luksus og kvalitet er ret iøjenfaldende.

I sin allerenkleste version handler fortællingen om et meget stort skib, der ramler ind i et isbjerg og synker. Og skønt det naturligvis er rigtigt at et isbjerg spillede en central rolle i forliset, er virkeligheden her, som så ofte, en hel del mere kompleks og mudret. Der var en hel række årsager til at det gik som det gik, og i virkeligheden var det et ganske usandsynligt forløb af tilfældigheder og sammenfald, der sendte 1.517 mennesker til bunds hin vinternat for et århundrede siden. Det utilstrækkelige antal redningsbåde (der var plads til 1.100 af de 2.230 personer ombord) spillede selvfølgelig en stor rolle – ligesom det havde reddet en del liv, hvis man faktisk havde fyldt redningsbåde op, inden de blev sendt afsted. Skroget var inddelt i adskilte rum, der skulle sikre mod sænkning i tilfælde af kollisioner. Hvis disse rum havde været ført helt op i skrogets højde, var Titanic ikke sunket.

Blandt de medvirkende faktorer – men knap så velkendt som isbjerget og de fåtallige redningsbåde – var kvaliteten af de nitter, skibet var samlet med; I alt var der brugt mere end 3 millioner nitter til at holde stålpladerne i Titanics skrog sammen, med en samlet vægt (af nitterne alene!) på over 1.500 tons!  Skibet kunne fremvise en luksus uden sidestykke, det var et flydende palads. Det var helt åbenlyst tilfældet på 1. klasse, der var så overdådigt udstyret at det nærmede sig det obskøne, med træningscentre, squashbaner, saunaer og andre badefaciliteter, samt grandiose udsmykninger overalt hvor blikket faldt. Al tænkelig luksus, som det var menneskeligt muligt at proppe ombord på et skib, var at finde på Titanics 1. klasse. Men også 2, og sågar 3. klasse, var efter tidens standard usædvanligt veludstyret og kvalitetsbevidst.  På Titanic var der med andre ord ikke sparet på noget.

Men jo, det var der. Men som så ofte havde man valgt at være sparsommelig der, hvor det ikke kunne ses. Havde man været blot en anelse mere tilbageholdende i skibets udsmykning eller sparet selv det allermest beskedne på 1. klasses skamløse luksus, og i stedet brugt pengene på noget der var mindre synligt, men en hel del mere afgørende, ville mange liv muligvis have været reddet. Muligvis ville Titanic slet ikke være sunket.

Skematisk fremstilling af Titanics konstruktion. De vandtætte rum er markeret med rødt.

Skematisk fremstilling af Titanics konstruktion. De 16 vandtætte rum er markeret med rødt.

Fra rederiets side valgte man nemlig, mens skibet var under bygning på Harland & Wolff-rederiet i Belfast, at holde igen på udgifterne og tage det økonomisk ansvarlige alternativ; man besluttede at nøjes med billige nitter af jern, i stedet for de lidt dyrere kvalitetsnitter af stål. Med et samlet forbrug på over 3 millioner nitter betød selv en yderst beskeden besparelse på stykprisen selvfølgelig en hel del i det samlede regnskab… og der skulle naturligvis være penge til den helt urimelige overdådighed på de øverste dæk. Herregud, nitter er jo blot småbitte detaljer i den store sammenhæng, og hvem ofrer nogensinde det mindste opmærksomhed på den slags, når først det færdige skib står klar? Hvilket skib er nogensinde blevet rost for sine solide, stærke nitter? Det er ikke den slags, der trækker avisforsider eller skaber myter – men det var det så faktisk i dette tilfælde, for de svage nitter var stærkt medvirkende til at sende fartøjet til bunds, og dermed skabe en af den nyere tids mest livskraftige myter.

Da isbjerget slæbtes langs med Titanics skrog, rev det ikke som sådan hul i skrogets stålplader. I stedet flåede det hovedet af de nitter, der holdt pladerne sammen – og efterlod en 12 meter lang flænge. At der gik hul var vel næppe til at undgå; selv ikke de bedste nitter ville have kunnet modstå isbjergets enorme pres. Men stålnitterne ville sandsynligvis have givet mindre efter end de blødere jernnitter. Det ville formentlig have begrænset skadens omfang, og det er slet ikke utænkeligt at et mindre hul ville have gjort alverden til forskel; kollisionen oversvømmede 6 af skrogets ialt 16 vandtætte rum, hvilket var mere end fartøjet kunne bære; den kolossale vægt af det meget vand tyngede stævnen ned, hvilket fik vandet til at løbe over ind i det syvende rum – hvilket igen øgede vægten og tyngede stævnen yderligere ned. Og derfra var der selvsagt kun én vej. Havde flængen været mindre ville muligvis kun fire eller fem rum være blevet oversvømmet, hvilket skibet sagtens havde kunnet overleve.

Som sagt er der mange faktorer på spil i Titanics forlis. Faktorer, der hver især kunne have givet et helt andet forløb end det, der rent faktisk indtraf. Havde der været redningsbåde nok var der ikke druknet så mange. Havde telegrafrummet været bemandet på de skibe, der lå i nærheden, ville mange liv være blevet reddet. Og havde man valgt kvalitetsnitterne havde der muligvis slet ingen omkomne været.

***

Resultatet af en fornuftig, økonomisk ansvarlig disposition...  ;-)

Resultatet af en fornuftig, økonomisk ansvarlig disposition…(!)  ;-)

Historien om Titanic mangler sådan set kun én ting for at være den perfekte beretning: en god (ond) skurk. Der er nemlig ingen skurke i hele forløbet, i hvert fald ikke nogen rigtige skurke; svigt, sjusk, fejlvurderinger og almindelig menneskelig utilstrækkelighed, javist (og tilmed i ret stor stil) men ingen egentlig skurk. Ikke for alvor. Men heri ligger der måske en lektie; at det sjældent er rendyrket ond vilje der er årsagen til de største katastrofer, men derimod almindelig, hverdagsagtig smålighed.

Skal man forsøge at udlede en lektie af Titanics nitter må det være denne: at det ikke altid er den gode forretning, der er den bedste investering. At det ikke altid kan betale sig at være sparsommelig. Og at man – når man vil spare – bør være meget omhyggelig med, hvad man vælger at spare på. Det kan være en god ting at holde sig for øje, også i alle mulige andre sammenhænge; I miljø- & klimadebatten er det f.eks. ikke nogen helt dårlig idé at holde sig de billige nitter og deres konsekvenser i erindring, når den Lomborg´ske gren af klimaforskningen (og jeg anvender her ordet i dens bredest mulige betydning!) begynder at tale om “mest miljø for pengene”… det er ikke altid, at den kortsigtede besparelse er den bedste investering!

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar