Den Største Luftkamp
23. september 2017
Fortolket Fortid – Øksnebjerg 1535
8. oktober 2017

Danmarks Sidste Duel

Kære læsere

Det er vådt udenfor. Og koldt. Jeg gider ikke tosse rundt med et kamera – så igen i denne uge bliver indsparket en tilbagevenden til de gode gamle dages rene tekstsmører. Og emnet er såmænd også en tilbagevenden, thi det er en episode, der allerede er blevet kortvarigt berørt i disse spalter (se HER). Men historien er god, og fortjener såmænd nok en lidt mere indgående behandling…

Maleren Anker Lunds skildring af holmgangen på Samsø (1871)

Dueller kender vi talrige eksempler på fra danmarkshistorien. Saxo fortæller herligt om Uffe hin Spages kamp med kejserens søn på øen i Ejderen (som bloggen iøvrigt osse har beskæftiget sig med – se HER) og den velkendte tvekamp på Samsø, hvor Orvar-Odd og Hialmar besejrede Arngrims tolv sønner, omend begge disse hændelser med sindsro kan afskrives som æventyr. Holmgangen var en integreret del af vikingetidens lovvæsen, og i middelalderen var den juridiske duel ikke ualmindelig (skønt den næppe har været helt så hyppig som mange nok forestiller sig). I renaissancen kendes duellen stadig – Tycho Brahe mistede spidsen af sin næse i en æresduel, og Christian IV modtog i 1611 en udfordring til duel fra den svenske kong Karl IX.

Duellen skulle, forestillede svenskekongen sig, stå i stedet for en åben krig, og således spare mange liv. Dén hoppede Chris4 dog ikke på; hans svar var lige så kategorisk afvisende som det var ubehøvlet. Kongen skrev:

„Hvad angaar den Kamp, du tilbyder Os, forekommer den Os Spot værd, af den Aarsag, at Vi er udmærket klar over, at du allerede er nok saa slagen af Gud i Himlen, saa det er meget bedre at ynke dig end at slås og fægtes med dig. En varm Kakkelovn var dig meget tjenligere end en sådan Skærmydsel eller Kamp og dertil en god Medicus, der kunne sætte dit Hoved i lave igen. Du skulle skamme dig, du gamle Nar, saadan at angribe en ærlig Herre, hvilket du visseligen har lært af gamle Skøger, som plejer at værge for sig med skælden og smælden …”

Så meget for høviske og ridderlige omgangsformer (!)

Men skønt den foreslåede dansk-svenske landskamp aldrig blev til noget, døde dueltanken ikke ud. I november 1720 omkom Peder Wessel Tordenskjold i en duel (der ganske vist udkæmpedes i Tyskland, og udenfor bymurene, fordi duellen strengt taget var blevet gjort ulovlig på dette tidspunkt).

Edvard Brandes – journalist, politiker, kritiker, åndsmenneske – og duellant!

Men det er alt sammen forhistorie. Den duel, der er på tapetet her, fandt nemlig sted så sent som i februar måned år 1900, og udspillede sig i Ermelunden i Dyrehaven nord for København. Her var det ikke stolte adelsmænd eller overarmssvulmende sagnkrigere, der greb til våben, men… hvad-skal-vi-kalde-dem… åndsmennesker!

Baggrunden var, at avis-med-meget-mere-manden Edvard Brandes, der sammen med sine brødre Georg og Ernst udgjorde datidens danske kulturs svar på enten Rip, Rap & Rup eller Daltonbrødrene (afhængig af om man kan lide kulturradikale eller ej) havde anmeldt det Kongelige Teaters opsætning af Ludvig Holbergs Gert Westphaler, og i den anledning havde hængt skuespilleren Robert Schyberg grundigt til tørre; bl.a. antydede Brandes, at Schyberg bevægede sig så det så ud, som om han havde gjort i bukserne, hvilket jo strengt taget også var en både bramfri og noget uhøvisk udmelding.

Schyberg, der i forvejen mente at Brandes drev klapjagt på nationalscenen fordi han nærede modvilje mod det hæderkronede og unægtelig noget konservative parnas, blev selvsagt oprørt over sådan en bredside. Han indkøbte en solid spadserestok, og stillede sig på lur udenfor Brandes´ kontor for at give ham sin mening tilkende om hans person, hans avis, hans tvivlsomme intelligens i almindelighed, og hans evner som kritiker i særdeleshed.

Robert Schyberg (i midten), i én af sine mange roller. Det er altså ikke duelpistolen, han her svinger så kækt (!)

Optrinnet, der udviklede sig herefter, tiltrak sig meget bred opmærksomhed. Schyberg havde – formentlig bevidst – valgt at henlægge konfrontationen til fortovet, netop fordi det sikrede et stort og nysgerrigt publikum. Da Brandes trådte ud af døren slog den fornærmede skuespiller ham i ansigtet med ordene “Ved De, at De er et æsel!” Brandes forsvarede sig med sin paraply, og skærmydslen udviklede sig til en regulær fægtekamp – Schyberg med stok, Brandes med paraply. Det må have gået forholdsvis festligt for sig, thi det endte med at Brandes´ paraply knækkede.

Schyberg blev omgående en helt i den konservative presse, der længe havde haft et horn i siden på den provokerende progressive Brandes-klan. Man hånede avismanden for ved flere lejligheder at være blevet pryglet offentligt uden at han på noget tidspunkt havde krævet æresoprejsning, og konstaterede at det “åbenbart var en ufarlig forlystelse at prygle dr. Brandes” (hvilket vel må ses som en slet skjult opfordring til læserne om at give ham nogle flere prygl. Dybere stak den nationalkonservative presses respekt for demokratiets ligeværdige meningsudveksling altså ikke).

I første omgang forlangte Brandes, at det Kgl. Teaters chef, grev Christan Danneskjold-Samsøe, skulle fyre Schyberg. I stedet forsøgte denne at få Schyberg til at undskylde, hvilket han imidlertid ikke havde den allerringeste intention om. Tvært imod skrev han et svovlduftende  hånligt indlæg mod Brandes i den førende konservative avis – hvilket indbraget ham 14 dages spillekarantæne.

Og dermed havde Brandes nået grænsen. Hele tanken om en duel var naturligvis ment som en spøg fra højrepressens side – dueller havde trods alt været forbudt i Danmark i flere hundrede år – men Edvard Brandes udfordrede nu Robert Schyberg til en duel! Kampen skulle efter Brandes´ valg foregå på pistoler (et fornuftigt valg, al den stund Schyberg som skuespiller havde lært at fægte), og den 10. februar år 1900 mødtes man så i Ermelunden nord for København – komplet med sekundanter og alt, hvad der hører sig til en rigtig duel!

Hver mand skulle afgive to skud. Om det var rent og skært svineheld eller et bevidst valg fra duellanternes side, er ikke til at sige – men ingen af de fire skud ramte noget som helst, og kamphanerne slap begge fra dysten uden en skramme. Det er vel rimeligt at antage, at begge herrer har valgt at ramme ved siden af, det er trods alt en meget voldsom reaktion ligefrem at slå nogen ihjel over en teateranmeldelse.

Dagspressen havde herlige dage i kølvandet på duellen i Dyrehaven.

Begge herrer havde en forventning om, at nu måtte emnet være uddebatteret, og at de begge havde skilt sig fra sagen med stor hæder. Det var resten af verden så ikke helt enige i. Tvært imod. Pressen eksploderede af vittighedstegninger og spydige kommentarer, og i ugevis var begge d´herrer håbløst til grin. Og tilmed fik sagen et retsligt efterspil, al den stund man ikke – heller ikke for hundrede år siden – må gå rundt i det offentlige rum og skyde efter hinanden som man nu får lyst til. De blev begge to idømt 14 dages fængsel, thi det var længe inden  diverse bande- & respektpakker, og skyderi i gaderne var ikke den trussel, det er i dag. Og således endte den sidste rigtige duel i Danmark!

I dag kan man selvsagt kun trække på smilebåndet af hele affæren. Men skønt man naturligvis aldrig bør forfalde til håndgribeligheder eller regulær våbenbrug i en meningsudveksling kan man godt nære en vis respekt for de dybe følelser, med hvilke begge herrer forsvarer deres standpunkt. Og helt alene stod de iøvrigt ikke; George Bernhard Shaw hævdede nemlig engang, at “anmeldere burde være udstyret med kastespyd – og bruge dem!

Man kan jo gætte på, at i hvert fald Brandes ville have været enig med ham…

***

1 Comment

  1. Anonym siger:

    Hvis man vil læse om en anden duel, der havde en lidt anden udgang kan det anbefales at studere James Butler Hickok’s (Wild Bill) duel mod David Tutt. En af de få “rigtige” dueller i det gamle vesten. Den foregik i 1865 Springfield, Missouri.

Skriv en kommentar