Inspiration eller virkelighedsflugt? “Middelalderbyen” Jakriborg
6. juli 2017
Om Afholdsfolk og Cocktails
20. juli 2017

Danmarkshistoriens Særeste Tyveri

Burglar C

At mennesket har sine dunkle sider er ingen hemmelighed. Grundliggende er vi selvfølgelig flinke og venlige mennesker allesammen (bloggens storartede læsere naturligvis i helt ekstraordinær grad). Men det er dog et faktum, at røverisk tyvagtighed har fulgt os fra de ældste tider. I fortalen til Jyske Lov står, at ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men det gør vi selvfølgelig – for der er altid nogen, der ikke kan kende forskel på dit og mit.

Storsvindleren Victor Lustig, der i 1925 solgte Eiffeltårnet til skrot, er én af de få, hvis dristighed og finurlige elegance kan stå mål med tyvene i Stubbekøbing…

Der er med andre ord næsten ingen grænser for, hvad der gennem tiderne har skiftet hænder, pludseligt og uden at den rette ejermand var informeret på forhånd. Men det tyveri, som købstaden Stubbekøbing blev udsat for i 1368, må dog tage prisen som det særeste, mest mærkværdige og besynderlige tyveri i hele Danmarkshistorien. Gerningsmanden (eller rettere: -mændene) blev så vidt vides aldrig pågrebet og straffet. Der er aldrig ført retssag i sagen, og ingen dom har formelt udpeget de skyldige.

Alligevel kan vi godt tillade os at komme med et kvalificeret bud på, hvor vi skal placere skyldsbyrden (og i et vist omfang æren, for skønt kriminalitet med ganske få undtagelser aldrig bliver anbefalelsesværdigt, kan man godt tilstå et virkelig velgennemført tyveri en vis anerkendelse. Om ikke andet kan vi i hvert fald godt lette på hatten og give point for god stil og imponerende udførelse). Tyveriet fra Stubbekøbing var – om ikke andet – i hvert fald udført på en imponerende skala!

Skriv en kommentar