Én gang til for Prins Knud: Middelalderen var ikke så mørk!
9. august 2016
Feer før og nu
5. september 2016

De Uheldige Helte – Militærnægtere i 1. Verdenskrig

Lige siden krigen brød ud i 1914 har der – ligesom i enhver anden krig – været talt en hel del om helte. Mindemærker tilegnet “our glorious dead” tynger gadebilledet i enhver europæisk hovedstad, og i London har selv heste, duer og hunde nu fået deres eget helte-mindesmærke. Og det er ganske interessant at konstatere, at definitionen på “en helt” øjensynligt har ændret sig en del siden jeg som dreng åd mig igennem romanerne om Robin Hood, Gøngehøvdingen, De Tre Musketerer og alle de andre kære, gamle kappe-og-kårde-svingende helte. Når man snakker 1. Verdenskrig kræves der tilsyneladende ikke andet for at vinde helterang, end at man er i stand til at falde død om når man bliver ramt. I den officielle erindring er man en “helt”, hvis man er faldet i kamp.

Presset på pacifister og folk, der af religiøse årsager fraskrev sig voldelige midler, vakte regulær væmmelse - en væmmelse, der i høj grad blev stimuleret fra officiel side. At have en samvittighed skulle behæftes med dårlig samvittighed.

Pacifister og folk, der af religiøse årsager fraskrev sig voldelige midler, vakte regulær væmmelse – en væmmelse, der i høj grad blev stimuleret fra officiel side. At have en samvittighed skulle behæftes med dårlig samvittighed.

Man kan jo så synes at det er en noget letkøbt heltetitel, al den stund meget få af disse talløse faldne rent faktisk foretog sig noget egentlig heltemodigt; vist var mange af dem frivillige, men det er ikke tilstrækkeligt til at kandidere til helterang, for så vidt som at meget få af dem anede hvad det egentlig var, de meldte sig frivilligt til. Det er med andre ord betydeligt lettere at opnå heltestatus i virkeligheden end i fiktionens verden (hvor der jo som bekendt kræves både et betydligt element af vid, elegance og dristighed, og en stor, fjerprydet hat). Forklaringen er vel den i & for sig ganske simple, at de er helte, fordi de SKAL være helte. Vi udråber dem til helte, fordi de overlevende har brug for det – ikke de døde selv.

På det århundrede der er henrundet siden Den Store Krig begyndte er helteflokken vokset ganske betydeligt. I starten var det kun de, der vandt flotte medaljer og fine ordner. Efterhånden udvidedes gruppen til at omfatte alle der havde mistet livet. Og sidenhen blev det alle, der overhovedet havde deltaget i krigshandlingerne på nogen som helst måde (inklusiv latringravere, kontornussere og henrettede desertører.) Der er faktisk efterhånden kun én gruppe tilbage, jeg synes ikke har fået anerkendt deres heltestatus tilstrækkeligt – og dét endda en gruppe, der på sin vis udviste væsentligt større mod end de mange, der bare drev med strømmen, lod sig rive med af tåbelig propaganda og tankeløst meldte sig under fanerne. Jeg taler naturligvis om militærnægterne.

Opfattelsen af krigsmodstand blev uden tøven forklaret med svigtende mandighed.

Opfattelsen af krigsmodstand blev uden tøven forklaret med svigtende mandighed.

Selvfølgelig er militærnægterne ikke ganske glemte og oversete. Selv de har såmænd i 2006 fået deres eget mindesmærke på Tavistock Square i London. Men det er stadig mildt sagt ikke dem, vi hører om. I alle de mange fortællinger om krigen er det meget, meget lidt opmærksomhed der vies til “the Conchies” – til trods for at det faktisk har krævet et helt usædvanligt mod at vælge at gå imod en storm af folkelig, hysterisk og blind krigsbegejstring. Sam- (og i nogen grad også efter-)tidens billede af militærnægteren under 1. Verdenskrig driver af foragt, af mistænkeliggørelse, hån og agression. Militærnægtere fremstilles som ynkelige, pjevsede, naive og – underforstået – naturligvis homoseksuelle (!) Beskyldingen for kujoneri ligger aldrig langt under overfladen, og det er i høj grad interessant, at det ikke er gemene, vulgære og pøbelagtige følelser der går amok på gaden. Det var stats-sanktioneret. Ja, værre end det: det var aktivt fremelsket af staten, der med dynger af mere eller mindre udspekuleret “informationsmateriale” (!) opfordrede til næsten uindskrænket klapjagt på de, der ikke uden videre godtog tanken om at fjenden var født ond og at alle problemer kan løses med at myrde tilstrækkeligt mange der har et forkert pas.

Men i grunden har det jo netop krævet et betydeligt mod at turde vælge at sige nej. På sin vis er det mere modigt at have rygrad til at stå fast på sine holdninger – vel vidende hvilke omkostninger det kan få. I alle de krigsførende nationer medførte det fængselsstraf (hvor der typisk mildt sagt ikke blev taget særlige hensyn, tvært imod; militærnægtere havde som regel et betydeligt hårdere fængselsophold end kriminelle), social udstødelse, omgivelsernes hån, foragt og mistænkeliggørelse – og i nogle tilfælde ligefrem dødsdomme. En hel del militærnægtere blev dødsdømt i England (bl.a. de berømte “Richmond Sixteen”), omend dommene ofte blev omstødt og erstattet med minimum 10 års hårdt straffearbejde.

Virkemidlerne i denne slyngelstreg af et stykke statslig manipulation kan synes primitive idag - men de slog meget, meget hårdt i 1916!

Virkemidlerne i denne slyngelstreg af et stykke statslig manipulation kan synes grov og primitiv idag – men de slog meget, meget hårdt i 1916!

Et eksempel på, hvor skamløse myndighederne ofte var i deres bestræbelse for med alle midler at presse så mange som overhovedet muligt til at melde sig til “frivillig” krigstjeneste inden den almindelige værnepligt blev indført i Storbritanien er traditionen med den hvide fjer; man opfordrede de britiske kvinder til at overrække en hvid fjer til tilfældige civilklædte, fremmede mænd i den krigsduelige alder – et almindeligt kendt tegn på fejghed… og et smerteligt ydmygende symbol at få overrakt (at de så i mange tilfælde blev overrakt til krigsinvalider og andre mænd, der faktisk havde “legitime” grunde til ikke at være i uniform, så man gerne stort på. Der kendes flere eksempler på britiske drenge på helt ned til 13 år, der begik selvmord i frustration over at have modtaget en fjer fordi de så ældre ud end de faktisk var). I det hele taget gik meget af den officielle propaganda en smutvej omkring kvinderne, for gennem dem at ramme mændene. Dette kneb ville utvivlsomt fungere ganske glimrende idag også, men tiden var en anden for hundrede år siden, og en mands selvrespekt var et felt der var sårbart i et omfang, vi næppe evner at forestille os idag. At frivilligt vælge en vej, der refleksmæssigt medførte uophørlige angreb på éns maskulinitet og selvagtelse har krævet en helt utrolig viljestyrke. At få en hvid fjer overrakt – eller, som det oftest skete, tilsendt anonymt med posten – har været helt utroligt ubehageligt, og har krævet en voldsom karakterstyrke at modstå. Enkelte, som f.eks. den formidable George Bernhard Shaw, greb ydmygelsen i luften og gjorde den med vanlig god stil til en hæder i stedet; han bar med stolthed sin hvide fjer i hatten!

Man siger ofte, at det første offer i en krig er sandheden. Dette er helt utvivlsomt sandt. Men det næste – og lidt mindre kendte – offer er logikken! Der er nemlig en helt gennemgribende logisk brist i den konfliktsøgende tilgang til sagerne, og i særlig grad når vi beskæftiger os med krige i lidt ældre tid. Under 1. Verdenskrig var langt den overvejende del af Europas befolkning kristne. Ikke sådan lala-hygge-juleaften-kulturkristne som de fleste er idag. Nej, man tog sin religion alvorligt. Alligevel var man stæreblind overfor det faktum, at det vigtigste bud kristendommen (ganske som alle andre store religioner) giver er: ikkevold. Du må ikke slå ihjel. Du skal vende den anden kind til. Tilgiv dine fjender. Salige ere de ydmyge – osv.osv. Der er faktisk ikke så meget at tage fejl af: hvis man tror på Gud må man logisk set også tro på, at han mener at vi skal behandle hinanden ordentligt. Der er ingen forbehold i Bibelen; intetsteds står der “PS: Undtagen dem, som din regering siger skal have no´en på ørerne“. Jeg husker endnu et optrin fra min egen kristendomsundervisning i 70´erne, hvor en opvakt klassekammerat spurgte til det 5. Bud, “hvad så med krig?”… og fik svaret: Det gælder ikke i krig. Unægtelig en noget fri tolkning af den kristne arv, som lærte mig at vi ikke er helt så fjernt fra de energiske feltpræster der holdt hadefulde flå-deres-indvolde-ud-prædikener mod den barbariske fjende på begge sider af fronten.

Vittighedstegning fra "Punch", hvis læsere har fundet det både naturligt og rimeligt, at den afmønstrede soldat sparker den kujonagtige nægter.

Vittighedstegning fra “Punch”, hvis læsere i samtiden har fundet det både naturligt og rimeligt, at den afmønstrede soldat sparker den kujonagtige krigsmodstander.

Når man under 1. Verdenskrig anførte religiøse holdninger som begrundelse for sin modvilje mod at kæmpe (som f.eks. de fleste kvækere gjorde) burde der altså logisk set ikke være de store forståelsesproblemer for et samfund, der i ramme alvor hævdede at handle på et kristent grundlag. Men dybere stak kristendommen altså så ikke; man fik elegant gjort det til en kristen pligt at gribe til våben.

Og endnu værre så det ud, hvis indvendingerne var intellektuelle, som f.eks. filosoffen Bertrand Russel. Hvis moral eller livsholdning ikke tillod én at trække i uniform var der ingen pardon; at være nægter var slemt. At være intellektuel var slemt. At kombinere de to var den sikre vej til latterliggørelse, forfølgelse, mistænkeliggørelse og udstødelse af alle gode borgeres selskab.

 

Det har virkelig krævet rygrad ikke at gribe til våben. Så meget, at vi i mindst lige så høj grad kan udråbe nægterne til helte!

***

3 Comments

  1. Sjovt du nævner kvækere. I f.eks. den amerikanske borgerkrig var det almindeligt kendt, at kvækere var dybt religiøse, at de ikke ville melde sig til militærtjeneste og det hverken frivilligt eller efter at “værnepligten” (draft) blev indført og at det var almindeligt respekteret…eller måske snarere et stadfæstet eller velkendt faktum…….altså at de ikke deltog.

    Sjovt nok brugte man kvækerne som dække for fup-kanoner; quaker guns……for at snyde fjenden :-)

    Smider lige en link herom:

    http://66.media.tumblr.com/c06f7fdc1a6075379d1883c87449c027/tumblr_myt0v33RLg1rd3evlo1_1280

  2. Kåre Johannessen siger:

    Don´t get smart on me!
    ;-D

  3. Hmmm – såvidt jeg husker har Jesus et eller andet sted sagt: Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd! Så….

Skriv en kommentar