Zeppelinbasen i Tønder – en Hangar i Nød.
12. maj 2017
En Pioner fylder rundt…ish
26. maj 2017

Demokratiske Vikinger?

For ikke længe siden fandt jeg mig selv i embeds medfør som part i en samtale i radioen, der handlede om vikingerne. Kloge, vidende og højtkvalificerede mennesker (og mig) udvekslede meninger om vore fjerne forfædres gøren & laden. Undervejs faldt et udsagn om vikingernes samfundsform som “demokratisk”. Desværre levnede rammerne ikke mulighed for en nærmere drøftelse af sagen, hvilket egentlig ærgrede mig noget, al den stund det er et interessant emne – og en opfattelse, der ret ofte luftes når man drøfter netop vikingerne. Derfor, kære læser, tager jeg nu atter fat på emnet, thi i dette forum er det som bekendt mig selv, der sætter dagsordenen ;-)

At der ikke hersker enighed er selvfølgelig ikke noget problem. Tvært imod. Enighed er dræbende for udvikling, og uden faglige uenigheder og rivaliserende tolkninger ville vores allesammen ædle historiefag være lige så livløst og goldt som de længst afdøde mennesker, det handler om. Og som jeg ofte har haft lejlighed til at påpege, så er al historie i en vis forstand alligevel en konstruktion; stundom gives der simpelthen ingen éntydig sandhed, og modstridende opfattelser kan godt være “rigtige” på samme tid. Jeg kan altså ikke hævde, at vikingernes samfund ikke var demokratisk.

Men jeg gør det sgu´ alligevel:

Vikingetidens samfund var ikke demokratisk!!! 

 

Normalt prøver jeg (ofte uden større held, kan man indvende – men intentionen er der dog i det mindste) at undgå at udtrykke mig alt for kategorisk. Enhver sag har som bekendt to sider – mindst – og hele historiefaget er i sidste ende et spørgsmål om tolkning og udlægning. Men lige netop hér må jeg altså trække en streg i sandet. Ikke fordi påstanden om de demokratiske vikinger er ganske blottet for kildemæssigt belæg (det er den nemlig ikke). Heller ikke fordi kilderne efter min opfattelse er utilstrækkelige (hvilket de er). Nej, det skyldes slet og ret, at ordet “demokrati” ikke nødvendigvis betyder det samme for den der siger det, og den der hører det!

Isøre Ting (som vi strengt taget først med sikkerhed kender på overgangen mellem vikingetid og middelalder) var ikke en slags “tidlig version af Folketinget”.

Når man som fagmand udråber vikingerne til en slags proto-demokrater menes der selvsagt ikke et demokrati som dét, vi har idag. Der menes naturligvis en eller anden ur-form af demokratiet, der har visse basale træk til fælles med vore dages parlamentarisme. Det er med andre ord “rigtigt”, hvis man tillægger vikingerne én eller anden grad af demokrati. Men som formidler er man ikke kun forpligtet til – så vidt det nu er muligt – at sige noget, der er teknisk rigtigt. Man er også forpligtet til at sikre sig at folk rent faktisk forstår, hvad man forsøger at fortælle dem. Og når man uden nogen videre forklaring, uddybning eller forbehold kalder vikingerne for demokratiske… ja, så kan man jo da ikke fortænke menigmand i at gå ud fra, at der menes… “demokratiske”!

Vikingerne var ikke demokratiske. Det var Athens gamle grækere heller ikke. Demokrati i moderne forstand har rødder i oplysningstiden.

I dette spørgsmål (som i en del andre) er det et problem, at lige netop vikingetiden er en periode, vi egentlig er alt, alt for betagede af. I al vores jublende – og ganske forståelige – begejstring for vikingerne begår vi den samme fejl, vi så ofte begår med historien: vi glemmer alt om skepsis, kritik og forbehold, og tillægger dem gladelig alle mulige herlige og positive egenskaber og karaktertræk, der i bedste fald er et yderst spinkelt belæg for – og som i værste fald er ren ønsketænkning. For trekvart århundrede siden stødte man ofte på vikingerne som kulturel retfærdiggørelse for fascisme, racisme, forfølgelse, selvtægt og alle de andre klassiske højreekstremistiske kardinaldyder (ligesom man iøvrigt stedvis også kan i dag). Og i nyere tid præsenteres de selvsamme vikinger jævnligt som en slags foregangsmænd indenfor økologi, holistisk harmoni med naturen, Simple Living, kønslig ligestilling, rummelighed, dyrevelfærd, tolerance og bæredygtighed… og nu altså åbenbart også selveste demokratiet! Og begge dele er fuldkomment tåbeligt. Vikingerne kan selvfølgelig ikke indplaceres på en moderne politisk holdningsskala. De du´r ikke som hverken højre- eller venstrefløjsikoner… i hvert fald kun, hvis man vrider, vender og fordrejer dem skamløst. Vikingerne var lige så lidt marxister, som de var nazister.

Hvis vikingernes samfund var demokratisk… så forestiller dette billede et kæmpestort egetræ (!)

Når vikingernes lejlighedsvise afstemninger tages som udtryk for en slags ur-form af demokratiet skyldes det nok især to ting: dels, at man ser forholdene på Island i Fristatstiden (altså frem til 1262, hvor islændingene afgav al suverænitet til Bruxell… (ups! Undskyld!) til den norske konge, og dermed indvarslede 700 års isolation og armod) som repræsentative for vikingetiden generelt – men Island var jo netop anderledes end resten af vikingeverdenen, al den stund hele nationen opstod som reaktion på den styrkede statsmagt i Norge; selvom der selvfølgelig også blev afholdt tingmøder i resten af den nordiske verden var det altså under en helt anden samfundsform – ikke ulig, hvis man om tusind år kigger på fristaden Christiania, og tror at forholdene dér er repræsentative for hele vor tids Danmark. Og iøvrigt kan det i høj grad diskuteres, hvor udbredt denne islandske “stemmeret” reelt var; efter alt at dømme var det mest en formssag, hvor goderne (altså stormændene/ “høvdingene”) slæbte deres bønder med, som så pligtskyldigt rakte armen op, når de fik besked på det. Var der tale om demokrati, så var det i hvert fald med et yderst eksklusivt vælgerkorps.

Problemet er dybest set, at vi forfærdeligt gerne vil have at vikingerne var gode forbilleder. Vi vil meget gerne spejle os selv i vores stolte forfædre, og tilskriver dem derfor alle mulige positive egenskaber (lad os bare kalde det “Martin Luther-effekten”). Mekanismen kan, i forsimplet udgave, opstilles således:

  1. Vi kan enormt godt lide vikingerne.
  2. Når vi godt kan lide dem, må det være fordi de var gode.
  3. Hvis vikingerne var gode, så må det være fordi de lignede os.
  4. Vi kan godt lide demokrati.
  5. Ergo var vikingerne demokratiske!

Bevogtning af den efter eget udsagn “Demokratiske” Tyske Republik. Er der nogen der synes, at dette ligner en demokratisk udsigt?

Nu er det en ganske udbredt fejl at tro, at bare fordi nogen bruger ordet afstemning, så er der automatisk tale om demokrati. Demokrati kræver mere, end at man bare råber ordet tilstrækkeligt højt, og stiller en stemmeboks på torvet (jeg tillader mig i denne forbindelse at erindre om, at det hedengange Østtyskland kaldte sig selv for “Deutsche Demokratische Republik”). Demokrati kræver dels et ægte demokratisk sindelag, dels at så tæt på alle borgere som praktisk muligt har adgang til at deltage. Af samme grund var der aldeles ikke tale om demokrati i Danmark i 1849 (fordi kvinder, fattige, tyende osv. ikke måtte lege med), ligesom der heller ikke var tale om demokrati i Athen i oldtiden; de opfandt konceptet, javist, men de evnede reelt ikke at indføre det. Det såkaldte Athen´ske “demokrati” var så begrænset, at det ikke giver mening, set med moderne øjne. På samme måde kan vikingetidens samfund ikke have været demokratisk, fordi det i sit grundvæsen var et slavesamfund, baseret på ejerskabet af trælle; at det rummede en bittelille spire til demokrati er muligvis sandt, men et egentligt demokrati – i noget der bare ligner den betydning vi bruger ordet idag – kan der selvfølgelig ikke have været tale om. Om noget lå vikingernes samfund betydeligt tættere på et oligarki end på demokratiet. Og selv om der lejlighedsvis finder begrænsede afstemninger sted under et oligarki, så gør dét det altså ikke til et demokrati.

***

En af mine kloge og gode venner, der også smykker sig med en historikertitel, formulerede det egentlig ganske storartet over en kop øl en aften i Slagelse: “Man kan i virkeligheden bedst sammenligne vikingernes samfund med en stat, der har Vladimir Putin som præsident, med en adel der består af Bandidos-rockere“. Så er man jo selvfølgelig velkommen til at kalde dét for demokrati, hvis man synes (!)

***

 

 

 

 

 

1 Comment

  1. Anne S Jeppesen siger:

    Vil du ikke uddybe hvad der trods alt var, hvornår afstemninger blev brugt og hvordan tingsystemet fungerede? Min viden består af halvkvædede viser, og nok forstår jeg så udmærket din agenda – jeg vil bare gerne vide mere.

Skriv en kommentar