Frugtbare Feriedage
20. juli 2016
En Ny Generations Historie
1. august 2016

Den Altruistiske Frk. Jeppes Ufortjente Glemsel

Iblandt slår det mig, at der egentlig ikke er megen retfærdighed i historien. Tifold forbandede slamberter, morderiske slyngler og blodtørstige banditter vinder ofte en umistelig plads i vores fælles erindring, hvor det egentlig ville være mere på sin plads at lade dem forsvinde i glemselens tåger. For en forhærdet, erklæret gudløs som jeg er det jo nærliggende at se historien som den eneste vej til udødelighed, og selv om den evige erindring ofte er stærkt negativ er det dog alligevel en form for udødelighed, vi bringer til en lang række fæle slamberter. Adolf Hitler, Caligula, Timur Lenk, Josef Stalin og alle de andre deltagere i Skammens Parade er allesammen skikkelser, der næppe nogensinde bliver glemt. Ganske vist er deres udødelighed ikke af den mest eftertragtelsesværdige art, for vi nævner selvfølgelig deres navne i sammenhæng med byger af hån og velfortjente forbandelser… men vi husker dem! Og det er jo i sig selv en form for berømmelse.

Den oplagte værnehelgen for disse mennesker er naturligvis go´e gamle Herostratos, der i 356 fvt. nedbrændte Artemistemplet i Efesos – ét af verdens syv vidundere – med det ene formål aldrig at blive glemt, og dermed lagde navn til hele fænomenet: herostratisk berømmelse. Hans straf bestod bl.a. i at man besluttede at fjerne alle spor af ham, at slette ham af historien, så at sige, og således forpurre hans forsøg på at vinde evig ihukommelse – men det virkede selvsagt ikke, al den stund vi faktisk kender hans navn idag. Herostratos skød altså den proverbiale papegøje ganske eftertragteligt; hans plan lykkedes faktisk, selvom det kostede ham livet. Herostratos fandt en smutvej til evig ihukommelse.

Siden da er der en bekymrende stor mængde skikkelser, der har fulgt hans eksempel – og stort set alle sammen med samme grad af held. Og det er jo egentlig hverken ret eller rimeligt! I grunden burde vi ofre langt mere opmærksomhed på at huske de gode mennesker, og derved hædre og ære de, der faktisk har fortjent vores agtelse og beundring.

Desværre er gode mennesker sjældent særligt interessante. Som regel vil vi langt hellere opleve den gysende fryd over slamberter og slyngler, banditter og bøller. Og som sagt: det er egentlig ikke helt rimeligt.

Et eksempel på den fuldkomment uberettigede glemsel, der har sænket sig over et virkelig godt menneske, er Karen Jeppe. “Karen hvem?“, hører jeg spurgt – og med god grund, thi stort set ingen i Danmark husker længere frk. Jeppe og hendes indsats. Selv har jeg også henlevet hele mit hidtidige liv i lykkelig uvidenhed om hende, indtil en god ven for nylig gjorde mig opmærksom på hende.

Karen Jeppe var en af de mennekser, der ville kunne gøre Moder Theresa rangen stridig. I modsætning til den albansk-fødte Calcutta-nonne, der jo har indkasseret både en Nobelpris og en katolsk helgenkåring som honorar for sit arbejde med de fattige i Indien til trods for en lang række mildt sagt tvivlsomme forhold – som bl.a. Aroup Chatterjee, Tariq Ali og Christopher Hitchens har afsløret – er det faktisk aldrig lykkedes nogen at sætte en finger på Karen Jeppes arbejde. Er det i grunden rimeligt, at vi allesammen – katolikker eller ej – savler af begejstring over en tvivlsom missionær, mens vi fuldkomment ignorerer et menneske, der efter alle solemærker at dømme var et langt bedre menneske? Er Moder Theresas stjernestatus berettiget, set i forhold til Karen Jeppes glemsel? Nej, det synes jeg egentlig ikke.

Men hvem var så dette enestående menneske?

I al korthed: Karen Jeppe blev født i 1876, og blev uddannet som skolelærer – et af de relativt få erhverv, der på den tid stod åben for selvstændige kvinder. Gennem en bekendt hørte hun om forfølgelserne af armenerne, og søgte i 1903 ansættelse ved den tyske Orientmission på en skole i det armensk-dominerede Urfa i Osmannerriget (der stort set var identisk med det moderne Tyrkiet). Hendes egen baggrund var en solid forankring i den danske grundtvigianske kristendom, men livet igennem respekterede hun armenernes apostolske tro. Deres tro var, holdt hun på, en så vigtig del af den armenske folkesjæl, at forsøg på at forkaste den til fordel for hendes egen trosretning ville være forkert (en holdning, der i høj grad fortjener anerkendelse!)

Osmannernes systematiske folkedrab på armenierne i 1915-17 benægtes den dag idag af Tyrkiet - men står i virkeligheden kun tilbage for nazisternes jødeforfølgelser på det rent numeriske plan. Grusomhederne er overordentligt veldokumenterede.

Osmannernes systematiske folkedrab på armenierne i 1915-17 benægtes den dag idag af Tyrkiet – men står i virkeligheden kun tilbage for nazisternes jødeforfølgelser på det rent numeriske plan. Grusomhederne er overordentligt veldokumenterede.

Hendes arbejde på skolen blev hurtigt udvidet med ledelsen af et lokalt børnehjem, og en energisk indsamling til hjælp for de nødstedte armenere i området. Siden 1894 havde det tyrkiske styre på forskellig vis været på nakken af armenerne, og under den 1. Verdenskrig udartede chikanerierne sig til regulær forfølgelse – og i sidste ende til den moderne verdens første fuldvoksne, organiserede etniske udrensning. Den tyrkiske behandling af armenerne i årene 1915-17 er med rette blevet betragtet som en generalprøve på nazistyrets jødeudryddelser. Under denne “osmanniske Endlösung” virkede Karen Jeppe under stor personlig risiko for at redde så mange som muligt fra de tyrkiske forfølgelser; bl.a. skjulte hun flokke af forfulgte i en hule under sit eget hus.

Forfølgelsen og udryddelsen af armenerne var ikke ukendt for Vestmagterne; i Europa var man udmærket klar over hvad der foregik, men bortset fra nogle få, halvhjertede forsøg på at stille nogle af de ansvarlige for retten efter krigen blev der ingen seriøse forsøg gjort på at hjælpe dem. Trods detaljerede rapporter fra den danske ambassade i Konstantinopel allerede i 1915 var der ingen forsøg på at påvirke tyrkerne fra den danske udenrigsminister, Erik Scavenius, der vægtede den danske neutralitetspolitik højere. Karen Jeppe arbejdede altså stort set på egen hånd, stik imod tidens politiske strømninger.

Mindesten for Karen Jeppe, Gylling.

Mindesten for Karen Jeppe, Gylling. Stenen blev i 2014 suppleret med et mindekors, opsat på initiativ af det armenske folk.

Efter Tyrkiets nederlag i Verdenskrigen arbejdede hun fra 1921 til sin død i 1935 som kommissær for Folkeforbundet (en tidlig forløber for FN), hvor det bl.a. lykkedes hende at løskøbe tusindvis af bortførte armenske kvinder og børn. Hun døde af malaria i Aleppo i en alder af 59 år, efter at have viet hele sit voksenliv til armenierne.

Det smukkeste skudsmål hun kunne få blev formuleret af den armenske folkemord-overlever Ephraim Jernazian. Han skrev:

“Denne skrøbelige person havde uudtømmelig visdom og ukueligt mod. Fornuftig og intelligent, dannet og dedikeret, altid energisk og inspireret. Hun havde lært armensk sprog og studeret armenernes historie og religion for bedre at kunne forstå og udføre sine opgaver. Gennem hele krigen hjalp hun flygtningene og de forfulgte unge mænd, og hun reddede mange fra tyrkernes klør og fra sulten.”

Ganske glemt er Karen Jeppe dog trods alt ikke. I Danmark er en gruppe under det Danske Spejderkorps i Horsens opkaldt efter hende, og i hendes fødeby Gylling er der rejst en sten til minde om Karen Jeppe – Armeniernes Moder. I Aleppo findes den dag idag en skole med navnet Karen Jeppe College, og blandt armenierne huskes hun stadig som den store skikkelse, hun vitterligt var.

***

 

Læs mere om Karen Jeppe her: http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/825/

Læs om det armenske folkedrab her: https://da.wikipedia.org/wiki/Det_armenske_folkedrab

Læs mere om Herostratos her: http://www.executedtoday.com/2013/07/21/356-bce-herostratus-burns-the-temple-of-artemis/

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.