Funkis-vikinger
27. oktober 2017
Om Royal Mundhygiejne og et sært tilnavn
16. november 2017

Den Forsvundne Attentatmand – Herschel Grynzspan

På denne tid af året burde det ikke være så vanskeligt at vælge emne for denne blog. Vi har netop passeret den “magiske dato”, 11. november, og i de (overdrevent?) Første-Verdenskrigs-fikserede kredse jeg kalder mine, er det naturligvis en dato, der er værd at markere hvert eneste år.

Krystalnattens optøjer spredte ødelæggelse i mange tyske byer, og markerede starten på den systematiske udryddelse af Europas jøder.

Men dels har det faktisk været gjort før (bloggen har allerede tidligere gjort sig dybe tanker på årsdagen for fredsslutningen i 1918 – læs f.eks. HER), og dels er der trods alt grænser for, hvor meget man kan blive ved med at trampe rundt i de samme emner – selv, når man er mig! I stedet tager ugens indspark afsæt i et andet, men ikke mindre vigtigt eller vedkommende, jubilæum; natten mellem 9. og 10. november markerede nemlig 79års-dagen for den såkaldte Krystalnat – der regnes for startskudet på den sidste og grummeste fase af nazisternes jødeforfølgelser i Tyskland; en nat hvor propagandaminister Goebbels orkestrerede systematiske overfald på Tysklands jøder, rasering af butikker, nedbrænding af synagoger og utøjlede optøjer i de tyske byer. Omkring 100 mennesker mistede livet i nattens løb, tusindvis blev mishandlet, mere end 7.500 butikker blev raseret, og 267 synagoger blev nedbrændt. Affærens urimeligt poetiske navn skyldes, at gaderne den følgende dag blev oplyst af morgensolens glitren i de talløse glasskår. Men faktisk er det ikke selve krystalnatten, der er emnet her. Det er i stedet den hændelse, der satte krystalnatten i gang – eller rettere: tjente som kærkomment påskud for den!

Attentatmanden Herschel Grynzspan, fotograferet kort efter sin arrestation i 1938.

At det tyske nazistyre var barbarisk hinsides enhver tænkelig grænse er selvfølgelig hævet over enhver tvivl. Men det er værd at notere sig – særligt i tider som disse – den omhyggelighed, med hvilken nazisterne sikrede sig, at alle deres uhyrligheder fandt sted på et fuldt gyldigt og solidt juridisk grundlag; det er ikke den mindst vigtige lektie vi kan uddrage af nazismen, at lovlighed i sig selv mildt sagt ikke er nogen garanti for, at noget også er “rigtigt” eller moralsk og menneskeligt forsvarligt. Udryddelsesprogrammerne i Auschwitz og de øvrige dødslejre blev ikke igangsat, før juristerne omhyggeligt havde sikret sig, at det hele foregik på et strengt korrekt og uangribeligt juridisk grundlag. Juristers godkendelse er ikke på nogen måde garanti for god moral og anstændighed – hverken dengang eller i dag.

Inden SA-folkene og nazisternes andre bøllegrupper blev sluppet løs i de tyske byer måtte man altså finde ét eller andet, der kunne tjene som påskud, som en tilsyneladende retfærdiggørelse af pøbeloptøjerne. Og dén blev leveret den 7. november 1938, da den 17-årige jødiske Herschel Grynzspan trådte ind på det tyske konsulat i Paris, og affyrede fem skud mod diplomaten Ernst vom Rath.

Den tyske diplomat Ernst vom Rath, der blev dræbt ved attentatet i Paris.

Attentatet var, hævdede Grynszspan umiddelbart efter, hævn for Tysklands behandling af Grynszpans familie. De var, sammen med tusindvis af andre tyske jøder, blevet udvist, og var nu fanget mellem grænsekontrollerne i Tyskland (der havde smidt dem ud) og Polen (der nægtede at tage imod dem). Og mordet på den tyske diplomat var netop, hvad Goebbels manglede: et påskud til at fløjte klapjagten på de tyske jøder igang!

Grynzspan har lige siden været genstand for meget varierende tolkninger; nogle har set ham som det jødiske folks retfærdige hævner, andre som nazisternes “nyttige idiot”, der beredvilligt leverede præcis hvad man behøvede: en voldshandling, der muliggjorde krystalnattens rædsler. At han under den efterfølgende retssag pludselig skiftede forklaring og nu hævdede, at det i virkeligheden var en reaktion på et kuldsejlet homoseksuelt forhold mellem vom Rath og ham selv, har medvirket til at forplumre billedet. Men det betød, at hans nytteværdi for nazistyret trods alt blev mindre end først tænkt; en slibrig (og ulovlig!) homoseksuel affære mellem en nazistisk embedsmand og en jøde var ikke noget meget heldigt signal at sende for Goebbels, og retssagen blev derfor ikke dét højprofilerede mediecirkus, der oprindeligt havde været hensigten. Grynzspan betroede iøvrigt senere en medfange i KZ-lejren Sachsenhausen, at han skiftede forklaring netop for at fratage nazisterne muligheden for at spinde mediemæssigt guld på sagen.

Den sidste sikre kilde til Grynzspans skæbne er fra september 1942. De fleste historikere mener, at han må være omkommet kort tid efter;  der er i hvert fald ingen sikre kilder til hans videre liv – og det forekommer jo da også lidet sandsynligt, at han skulle have fået lov at overleve holocaust. En mand som ham har været en ærke-torn i øjet på nazisterne, der temmelig sikkert ville strække sig vidt for at tage livet af ham.

Det omdiskuterede fotografi, der hævdes at vise Grynzspan (til venstre), med ansigtet mod kameraet.

Imidlertid afslørede en artikel i det britiske dagblad The Guardian d. 18. december 2016, at der måske alligevel er et ekstra kapitel i historien om attentatmanden! Artiklen, der bygger på studier af den tyske historiker Armin Fuehrer (et lidt uheldigt navn i denne sammenhæng, men det hedder han altså!) og Christa Prokish, over-arkivar på det Jødiske Museum i Wien, fortæller om et foto, der for nylig er dukket op, taget i Bamberg i juli 1946 – fire år efter Grynzspans (formodede) død – der tilsyneladende viser ham, nu som 24-årig. Billedet er blevet analyseret med moderne retstekniske metoder, bl.a. ansigtsgenkendelsesprogrammer, der har fastslået at manden på billedet med 95% sikkerhed faktisk ER Herschel Grynzspan… 95% regnes for metodens højst mulige sikkerhed, og er i de fleste landes lovgivning tilstrækkeligt til at sikre en domfældelse.

Lige siden 2. Verdenskrigs afslutning har der været rygter om, at Grynzspan overlevede krigen. Det har været hævdet at han bestyrede en benzintank i udkanten af Paris, og at han slog sig ned i Israel og startede en familie. I 1960´erne påstod en journalist at repræsentere Grynzspan, der var villig til at vende tilbage til Tyskland og berette den fulde historie, hvis man til gengæld kunne garantere at han ikke ville blive retsforfulgt; men retten kunne ikke give en sådan garanti, og Grynzspan trådte aldrig frem i offentligheden.

Nu er der jo ikke noget usædvanligt i den slags rygter. Når en relativt velkendt skikkelse forsvinder mere eller mindre sporløst, vil det altid stimulere gætterier og mytedannelse. Det interessante er, at påstandene nu understøttes af fotografiet. Og hvis det virkelig er Grynzspan der ses på billedet, kan han i princippet stadig være i live – ganske vist som 96-årig. Meget sandsynligt er det selvfølgelig ikke, og i sidste ende må vi nok indstille os på at de mange spørgsmål og dunkle punkter i Herschel Grynzspans historie aldrig bliver besvaret.

***

Læs mere om Herschel Grynzspan HER – og om Krystalnatten HER

1 Comment

  1. Sabine siger:

    Spændende oplysninger om Grynzspans evt. videre skæbne. Det er ny viden for mig. Vigtigt at understrege pointen i, at loven alene ikke garanterer en moralsk og etisk anstændighed.

Skriv en kommentar