Store sten & særlige briller – Lindeskovdyssen
18. september 2017
Danmarks Sidste Duel
29. september 2017

Den Største Luftkamp

I dag, kære læser, viser kalenderen den 23. september. En dato, som – ud over at være mit højtskattede mødrene ophavs fødselsdag, og således uløseligt forbundet med kage – er skrevet ind i luftkrigens annaler. Og hvis man kender til min forkærlighed for lige netop dét emneområde (1. Verdenskrigs luftkampe, altså. Ikke kage) (Nå, okay, også kage), ja, så tilgiver man nok, at jeg benytter lejligheden til at nørde lidt igennem. Idag – kl. 18.35, for at være helt præcis – er det nemlig nøjagtig 100 år siden én af de mest dramatiske, og helt givet den mest berømte, luftkamp under hele 1. Verdenskrig sluttede. Thi netop da slog et Fokker Triplan ført af det tyske jager-es Werner Voss i jorden lidt nordøst for den bunke murbrokker i Flandern, der et par år forinden havde været byen Ieper, og satte dermed punktum for karrieren for den eneste pilot, der måske kunne have gjort Manfred von Richthofen, den “Røde Baron”, rangen stridig som alle tiders ypperste jagerpilot. Han var 20 år gammel, kunne notere sig 48 bekræftede luftsejre, og var bl.a. blevet hædret med Kejsertysklands fornemste militære orden, Pour le Merite (den er den, amerikanerne tror hedder “The Blue Max”) (!)

Werner Voss foran sin Fokker. Den gulmalede motorhjælm er udsmykket med et drageansigt, hentet fra en kinesisk papirdrage han havde som dreng.

Tidligere i krigen benyttede Voss et Albatros-fly, smykket med et hjerte… og et hagekors (der dog absolut intet havde med nazismen at gøre)

Når netop denne luftkamp fylder så meget i historien skyldes det naturligvis ikke blot at en dygtig pilot mistede livet; den slags var en dagligdags hændelse. Men kampen udspillede sig mellem Voss og ikke mindre end otte (8..!) topmoderne britiske SE5a jagerfly – herunder et, ført af én af the Royal Flying Corps´ førende stjernepiloter, James McCudden.

Man støder ofte på sejglivede historier, når man beskæftiger sig med verdenskrigens jagerpiloter. Den tidlige militære flyvning er så syltet ind i myter, tvivlsomme anekdoter og det rene og skære romantiske digt, at det kan være meget svært at skelne skidt fra kanel. Men at netop denne kamp blev legendarisk er nu ikke uden gode grunde; alene dét, at kampen var én mand mod otte, og at ingen af de allierede fly slap uskadte fra styrkeprøven – to af dem ansås endda for totalskadede efter kampen, og blev simpelthen skrottet – peger på, at det var en kamp langt ud over det sædvanlige, og skønt den kostede Voss livet vandt den ham til gengæld enorm respekt fra de otte piloter, han kæmpede imod. McCudden anså ham for den braveste af alle tyske piloter, og flere af de sejrende udtrykte stor beklagelse over, at det ikke lykkedes at tvinge Voss ned uden at dræbe ham.

Præcis hvad der egentlig skete er selvfølgelig kropumuligt at klarlægge. Hele kampen varede ikke meget mere end fem minutter, og alle involverede blev kastet rundt i enorm fart i et larmende, tredimentionelt kaos. Selvfølgelig var der ingen, der fik det fulde overblik. Men fælles for de overlevendes beretninger er, at Voss´  håndtering af det vævre lille Fokker-fly var helt uden sidestykke.

Og i virkeligheden er det slet ikke umuligt, at de britiske piloters fromme ønske om at bringe deres modstander ned i live faktisk blev indfriet. Alois Heldmann, én af de andre stjernepiloter i Voss´ enhed, deltog perifært i kampen efter at Voss var gået ned, og hævdede hårdnakket at han havde set sin kammerat stige uskadt ud af flyet, for straks efter at blive skudt ned på klos hold af de britiske infanterister på stedet. Historien er aldrig blevet endegyldigt bekræftet – men den slags forekom fra tid til anden; dén gensidige respekt, som piloterne generelt nærede for hinanden, blev sjældent delt af soldaterne på jorden, der med jævne mellemrum oplevede at blive pebret godt og grundigt til af fjendtlige fly. I almindelighed havde infanteriet svært ved at påskønne piloternes gode håndværk, og nærede ingen varme følelser for fjendtlige flyvere.

I den tyske BioPic “Der Rote Baron” (2008) spilledes Voss af Till Schweiger. Skildringen havde dog, både fysisk og mentalt, meget lidt med virkeligheden at gøre.

At Werner Voss var en fremragende pilot hersker der ikke tvivl om, og han var en superstjerne i den tyske offentlighed. Men om han var en god officer er en ganske anden sag. Hans overordnede, Manfred von Richthofen, havde udpeget ham til anfører for Jagtstaffel 10, der var en del af Richthofens berømte “flyvende cirkus”, Jagdgeschwader 1. Men de samme egenskaber der gjorde ham til en fremragende flyver, gjorde ham også til en temmelig ringe leder. Han var, som mange af de store “kanoner”, en udpræget enegænger, og opfattede sine underordnede piloter som en byrde, der kun hæmmede ham i hans egne jagtture. Det var nærmest standardprocedure, at han simpelthen forlod dem så snart eskadrillen var i luften, lod dem i stikken og stak af på ensomme togter; ikke ligefrem nogen god egenskab hos en leder (!)

Dette haleror, der er identisk med Voss´ flytypes, er malet i samme chromgule farve som han havde. Om det så faktisk ER hans – og hvor det i givet fald befinder sig nu – vides ikke.

Fra britiske beretninger vides det, at han blev begravet på stedet, hvor hans fly gik ned. Stedet kendes med nogenlunde sikkerhed, nogle hundrede meter nordøst for Plum Farm, men det er aldrig lykkedes at påvise hans gravsted med sikkerhed; muligvis blev han kort efter flyttet  til den tyske soldaterkirkegård ved Langemarck, men også i så fald er gravens præcise beliggenhed gået tabt.

Ligesom med Richthofen kendes der en række “relikvier” efter Werner Voss, men ét af de vigtigste er omgærdet af en vis aura af mystik; haleroret fra hans Fokker Triplan blev nemlig efter krigen angiveligt indleveret til Imperial War Museum i London, der i så fald stadig har det – men museet nægter i dag ethvert kendskab til haleroret. Der findes ret nutidige fotografier af det… men hvor det egentlig befinder sig i dag er altså ikke til at sige. Haleroret deler således i en vis forstand skæbne med Voss; velkendt, men tabt – og historien bag har det med at blive en smule tåget, hvis man ser grundigt efter.

Hvad der imidlertid kan siges med sikkerhed er, at den unge stjernepilot fløj direkte ind i myterne, da han (på den ene eller den anden måde) mistede livet 23. september 1917!

***

3 Comments

  1. Carsten Madsen siger:

    Godt skrevet, spændende emne.
    Voss’s luftkamp i 3-D animation 11:10 inde i udsendelsen. Engelsk tale med russiske undertekster.

    https://m.youtube.com/watch?v=sdDJWCJclPE

  2. Kåre Johannessen siger:

    Mange store takker for de venlige ord! Og jo, det er skam George Guynemére, der stadig flabrer rundt deroppe (der må iøvrigt være trængsel, han var langtfra den eneste der bare forvandt). Og jo, kender “Flyboys”… og er desværre ikke overdrevent begejstret ;-)

  3. Jan Dresler siger:

    Nydeligt skriveri as usual.Var det ikke det franske flyver-es Guyenemere (eller hvordan han nu staves) der aldrig vendte tilbage og hvorom man sagde at han stadig flyver rundt deroppe ?

    Du kender vel den amerikanske film fra 2006 “Flyboys” ??

    http://www.imdb.com/title/tt0454824/

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.