Propaganda – hadets fødsel
2. maj 2016
En meget politisk drik
16. maj 2016

En Forudsigelig Katastrofe

Idag, den 7. maj, er 101års-dagen for en af de mest afgørende begivenheder under den Store krig: den britiske passagerdamper RMS Lusitanias forlis, blot 18 km. ud for Irlands vestkyst i 1915. Passagerdamperen var på vej fra New York til Liverpool, som den havde gjort 202 gange siden dens søsættelse næsten præcis ni år tidligere. Ulig det mindst lige så berømte skibsforlis tre år før, Titanic, var det dog ikke naturfænomener der var årsag til forliset, men en enkelt 300-punds torpedo, affyret fra den tyske U-båd U20.

En af de annoncer, det tyske konsulat indrykkede i New Yorks aviser i dagene op til Lusitanias afgang.

En af de annoncer, den tyske ambassade indrykkede i New Yorks aviser i dagene op til Lusitanias afgang.

Ved forliset omkom næsten 2/3 af de ombordværende, 1.198 mennesker, mod 761 overlevende. Årsagen til det uforholdsmæssigt store tab af menneskeliv var, at skibet forsvandt fra havets overflade på mindre end 18 minutter – helt usædvanligt hurtigt, og slet ikke tilstrækkeligt tid til at organisere redningsbåde og evakuering. Blandt de omkomne var et større antal amerikanske statsborgere, herunder en del børn. Affæren blev mesterligt udnyttet af den britiske propaganda (der bl.a. lancerede en selv i dag hyppigt citeret skrøne om, at alle tyske skolebørn havde fået fri fra skole for at fejre de mange omkomne amerikanske børn). Sagen bar voldsom ved til de allerede kraftige anti-tyske strømninger i Amerika, og skulle et års tid senere blive kraftigt medvirkende til, at USA trådte ind i krigen på allieret side. Sænkningen fik dermed afgørende indflydelse på verdenskrigens gang.

Lusitanias undergang var en katastrofe – men det var en forudsigelig én af slagsen. Faktisk var den klart meddelt i alle de førende New York-aviser i dagene op til skibets afgang, hvor den kejserlige tyske ambassade havde indrykket store annoncer med umisforståelig besked om, at skibet risikerede at blive sænket hvis det trængte ind i den zone omkring de Britiske Øer, Tyskland havde erklæret for krigszone. Ikke blot rederiet og de britiske og amerikanske myndigheder var underrettet – den amerikanske civilbefolkning var også orienteret på forhånd. Angrebet kom altså ingenlunde som et lyn fra en klar himmel.

Skibet var iøvrigt, skønt det var bygget og fungerede som passager- & fragtdamper, opført på den officielle britiske liste over AMC´ere (Armed Merchant Cruisers, kanonbestykkede fartøjer til fragt af militært gods). I praksis benyttede briterne normalt ikke de enorme luksuslinere i den funktion – de var simpelthen for kostbare i drift – men Lusitania var altså alligevel registreret som et militært fartøj, og var anført som sådant i 1914-udgaven af  den internationalt anerkendte publikation Jane´s All The World´s Fighting Ships. Teknisk set var Lusitania et krigsskib.

En samtidig illustration af passagerdamperens forlis, tegnet på grundlag af overlevendes skildringer.

En samtidig illustration af passagerdamperens forlis, tegnet på grundlag af overlevendes skildringer.

Affæren har gennem det forløbne århundrede været emne for hed debat. Der er nemlig en række besynderlige elementer i historien der gør, at det ikke er så helt let at klarlægge det faktiske begivenhedsforløb.  Det første interessante punkt er altså, at man overhovedet valgte at lade skibet afsejle fuldt af civile rejsende, vel vidende at der var forbundet med betydelig risiko. Men selve sænkningen er også fuld af uafklarede punkter. I U20´s officielle krigsdagbog, ført af ubådens kommandant Kapitänleutnant Walther Schwieger, er beskrevet den forbløffelse der greb ubådens besætning ved torpedoens utrolige effekt; ingen havde forestillet sig at en enkelt standardtorpedo ville kunne anrette så vildsomme skader, at det 240 meter lange skib sank på mindre end tyve minutter. I U20´s logbog står følgende beskrivelse:

“Torpedo træffer styrbord side lige bag kommandobroen. En usædvanligt voldsom detonation ses med kraftig røgudvikling. Torpedoens eksplosion må være blevet efterflugt af en 2. eksplosion. Skibet stopper straks og vælter meget hurtigt mod styrbord, mens stævnen samtidig synker under overfladen.”

Allerede dagen efter sænkningen tævede de amerikanske og britiske aviser ikke med at hævde, at skibet var blevet ramt af to torpedoer (i visse versioner sågar tre). Dette er imidlertid helt uden støtte i faktuelle kilder.

Allerede dagen efter sænkningen tøvede de amerikanske og britiske aviser ikke med at hævde, at Lusitania var blevet ramt af to torpedoer (i visse versioner sågar tre!) Dette er imidlertid helt uden støtte i faktuelle kilder.

På ubåden havde man altså slet ikke forventet en så voldsom effekt. I de hundrede års debat der har fulgt begivenheden er dette et kernepunkt i den ene sides argumentation: at den voldsomme (og tilmed muligvis to-delte) eksplosion bekræfter den tyske mistanke om, at den uskyldigt udseende damper brugte de mange civile passagerer som slør for en illegal transport af krigsmateriel til Storbritanien fra det endnu neutrale USA – en transport, der i så fald ville være klart ulovlig, og ville fjerne enhver tvivl om skibets karakter af helt legalt krigsmål.

Fra den anden side modargumenteres med flere alternative forklaringer på den voldsomme eksplosion, nemlig følgende:

  1. Det var en eksplosion i én af dampkedlerne, forårsaget af torpedoen (hvilket forekommer usandsynligt i betragtning af, at der var overlevende fra samtlige kedelrum, hvilket der temmelig sikkert ikke ville have været hvis en kedel virkelig var eksploderet med en sådan kraft, at det sendte skibet til bunds på rekordtid. Ingen af disse overlevende berettede iøvrigt om kedelsprængninger.)

2. Det var en spontan eksplosion, der opstod ved at store mængder fint kulstøv blev slynget op i luften da torpedoen ramte. På en eller anden måde blev dette kulstøv antændt – hvilket resulterede i den anden eksplosion. En lang række eksperter – heraf en del allerede i samtiden – fastslog dog at dette er om ikke teknisk umuligt, så dog gennemført usandsynligt. Kulstøvet ville have været for fugtigt til at flyve frit rundt i luften, og ville under alle omstændigheder temmelig sikkert ikke kunne forårsage så voldsom en reaktion.

3. Der blev i virkeligheden affyret to torpedoer, muligvis sågar tre, mod damperen. Dette baserer sig på et vidneudsagn fra en lille dreng, der bagefter hævdede at have set to ekstra torpedoer på vej mod skibet, efter at den første havde truffet. Dette forekommer imidlertid stærkt usandsynligt, da det ville indebære et helt utroligt stykke cover-up fra ubådens side – herunder at have smuglet to ekstra torpedoer, der ikke figurerer i nogen officielle optegnelser eller godslister, med på togtet… og sådan nogle er rimelig vanskelige at gemme under sengen (!)

Alle tre forklaringer forekommer altså mangelfulde, omend de ikke kan afvises med sikkerhed. I Lusitanias godslister er faktisk anført en ret stor mængde ammunition, 4.200 kasser patroner, der af tekniske årsager imidlertid ikke havde karakter af krigsmateriel. Dette gods kan imidlertid langt fra tjene som forklaring; dertil er mængden alt, alt for lille.

U20, grundstødt på stranden nord for Thorsminde på den jyske vestkyst i november 1916.

U20, grundstødt på stranden nord for Thorsminde på den jyske vestkyst 4. november 1916. Dagen efter blev den ødelagt af sin egen besætning.

Lusitanias beliggenhed har været kendt siden forliset, og der har været dykket på det siden 1960´erne. Beklageligvis er skibet i overraskende ringe stand, og ligger tilmed på styrbord side. Torpedoens hul kan altså ikke ses (hvilket ellers ville have bidraget konstruktivt til diskussionen, al den stund det formentlig ville kunne be- eller afkræfte udsagnene om en voldsom eksplosion i skibets indre.)

Om det nogensinde lykkes at klarlægge sandheden om Lusitanias forlis hinsides enhver tvivl er tvivlsomt. Men at affæren fik meget stor betydning er et faktum; sagen blev nemlig et meget stærkt våben i de britiske bestræbelser på at trække det ellers stærkt modvillige USA ind i krigen på allieret side. På et overordnet plan er der ingen tvivl om, hvem der fik størst gavn af sænkningen; Tyskland havde nemlig i den store sammenhæng ikke ret meget at vinde ved at standse en enkelt forsendelse af kontrabande, mens USA´s engagement fik afgørende betydning – måske ikke så meget i streng militær forstand, men det var et voldsomt psykologisk anslag mod den tyske kampvilje.

Meget tyder på, at sænkningen af Lusitania ikke var i strid med krigens regler… men det var, med Talleyrands ord, “værre end en forbrydelse. Det var en fejl.” Skønt Tyskland mente at have al ret på sin side (hvad enten det nu reelt var tilfældet eller ej), så burde det have været til at forudse, at det ville forpeste forholdet til Amerika. Det var altså en forudsigelig katastrofe i mere end én forstand: selve sænkningen var til at forudse (al den stund den var annonceret i forvejen), og den propagandamæssige katastrofe for Tyskland burde i allerhøjeste grad også have været til at forudse. I det hele taget var Tyskland under 1. Verdenskrig lidt for god til at holde på sin ret, og lidt for dårlig til at forudse konsekvenserne…

***

Dog, Der er som bekendt intet der er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Sænkningen af Lusitania i 1915 har nemlig haft ganske betydelig indflydelse på min egen karriere som historiker. I 1977 gik jeg i 6. klasse på Margretheskolen i Fodby ved Næstved, og vores historielærer brugte Affæren Lusitania som emne for nogle dages historieundervisning. Jeg husker endnu mine klassekammeraters tomme, livløse øjne da vi på tredie eller fjerde dag skulle dykke ned i de længst henrundne begivenheder… men jeg var fanget! Den fremragende lærer lagde nemlig alt tilgængeligt materiale om sagen foran os – fra uddrag af de officielle amerikanske udredninger og rapporter til den tyske ubådskaptajns dagbøger og erindringer – og bad os tage stilling. Det var første gang, det gik op for mig at historie er et spørgsmål om tolkning, om afvejning, og om at søge om bag kilderne. Jeg var dybt, dybt betaget.

Det er altså med andre ord min prægtige, gamle historielærers skyld, at jeg er blevet historiker… med lidt hjælp fra en længst afdød tysk ubådskaptajn ;-)

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar