En Sund Udfordring
9. juni 2016
Misforstået mytologi & Redigerede Vikinger
27. juni 2016

En Krig på Forventet Efterbevilling

I 1906 udkom en bog i Storbritanien, der allerede fra starten blev en massiv bestseller. Offentligheden havde dog haft lejlighed til at læse den allerede inden, da den fra starten af marts var blevet trykt som føljeton i avisen Daily Mail. Begge steder offentliggjordes værket under titlen The Invasion of 1910, og det gjorde sin forfatter til en ganske velhavende mand. Efter sigende var bogen endog medvirkende til at starte den 1. Verdenskrig!

William Tufnell le Queux (1864-1927) - forfatteren, der gjorde en karriere ud af at udpege nationens fjender... inden de var blevet til fjender (!)

William Tufnell le Queux (1864-1927) – forfatteren, der gjorde en karriere ud af at udpege nationens fjender… tilmed inden de var blevet til fjender (!)

Om man ligefrem kan lægge en del af skylden for verdenskrigen på en middelmådig britisk skribents spinkle skuldre er nu nok tvivlsomt, men helt uden rod i virkeligheden er det dog ikke. I bogen beskrives nemlig et skrækscenarie, hvor Tyskland iværksætter en (selvfølgelig ganske uprovokeret) invasion af England; de detaljerede skildringer af ulyksalige begivenheder og national ydmygelse vakte enorm opsigt i den brede engelske befolkning, der blev voldsomt opskræmt af denne pludselige påmindelse om at imperialisme altså i teorien også kunne have modsat fortegn – med Storbritanien selv som offer. Angiveligt havde bogen effekt helt ind i regeringskontorerne (hvor man muligvis nok havde for meget diplomatisk erfaring til at lade sig rive med af folkelig paranoia, men jo dog blev påvirket af folkestemninger). Helt utænkeligt er det altså ikke, at bogen fik en vis indirekte indflydelse på de politiske beslutninger i sommeren 1914, otte år senere.

Forfatteren, William le Queux, var ikke noget ubeskrevet blad for de engelske læsere. Skønt The Invasion of 1910 var et nyskrevet værk var det nemlig mere eller mindre en omredigeret udgave af en bog, han havde udgivet i 1894, med titlen The Great War in England in 1897. Handlingsgang og temaer var stort set de samme, med den lille forskel at det i den første version ikke var Tyskland der blev tildelt den lidet flatterende rolle som barbarisk aggressor, men Frankrig. Men i 1904 etableredes imidlertid den såkaldte Entente Cordiale , egl. “den Hjertevarme forståelse” (der sidenhen gav navn til de allierede i verdenskrigen – “Ententemagterne”) der gjorde Storbritanien og Frankrig til allierede… og så måtte man jo finde et nyt mål for sin paranoia. Le Queux udpegede altså så uden større slinger i valsen Tyskland som ny yndlingsfjende, skrev sin bog én gang til – og hentede endnu et gavmildt honorar for sin indsats. Udviklingen må have været lidt af en personlig lettelse for Le Queux, der selv var halvt fransk. Det er iøvrigt en finurlig detalje, at i denne første version af invasionsmyten optræder tyskerne også aktivt – her er de nemlig de tapre og selvopofrende allierede, der iler England til undsætning for at hjælpe med at støde den fæle franskmand tilbage.

Forløberen, hvor skurkerollen spilles af den frø- & ostegnaskende franzose - og som blev uaktuel med den fransk-britiske alliance af 1904.

Forløberen, hvor skurkerollen spilles af den frø- & ostegnaskende franzose – og som pludselig blev uaktuel med den fransk-britiske alliance af 1904.

I begge værker refereres ustandseligt til den britiske feltmarskal Frederick, Earl Roberts of Kandahar, der havde tjent i snart sagt samtlige det britiske imperies utallige krige og kampagner mellem opstanden i Indien 1857 og Boerkrigen i 1904. Earl Roberts havde gennem mange år rejst England tyndt med forelæsninger, der indprentede skoledrenge den rette krigeriske selvopofrelse for fædrelandet og talte varmt for en mere aggressiv og handlekraftig udenrigspolitik (fortrinsvis baseret på direkte militær styrke). Earl Roberts vandt meget stor indflydelse på brede lag af den britiske befolkning, herunder helt tydeligt William Le Queux; i hans skrækvisioner er det nemlig en hyppigt tilbagevendende forfatterkommentar, at “De skulle have lyttet til Lord Roberts!”

The Invasion of 1910 blev i stor hast oversat til en lang række andre sprog. Ét af disse var… tysk. I en forkortet version under titlen Die Invasion von 1910: Einfall der Deutschen in England, oversat og bearbejdet af Traugott Tamm (der ved samme lejlighed forsynede teksten med en ny slutning – som vel kan gættes af de fleste ;-) Den tyske version var naturligvis en piratudgave, og efter sigende ikke ligefrem populær hos forfatteren.

Værkets enorme popularitet ledte til, at Le Queux blev kontaktet af filmselskabet Gaumont, der oprindeligt planlagde en filmversion med to alternative slutninger – én hvor England vinder (til det engelske marked), og én hvor Tyskland står tilbage som sejrherre (til det tyske ditto); hvad filmselskabet eventuelt manglede i moralsk rygrad og stillingtagen, havde det til gengæld i rigt mål i økonomisk tæft! Det engelske satirebland Punch foreslog med vanligt glimt i øjet, at man burde vise den første i Tyskland, og den anden i England – en sjældent konstruktiv tanke, man gerne kunne have ønsket sig udført i virkeligheden!

Værket er såmænd stadig tilgængeligt (her dog med en ny titel)

Værket er såmænd stadig tilgængeligt (her dog med en ny titel)

Som sagt er det naturligvis at tage munden for fuld ligefrem at lægge skylden for den Første Verdenskrig på den arme Le Queux´ skuldre. Spillet frem til krigsudbruddet var voldsomt komplekst, og årsagerne var talrige. Men det er et faktum at hans bog fik enorm indflydelse på den britiske befolknings holdninger – og dermed også på reaktionerne på det komplicerede politiske spil frem til krigsudbruddet… og ikke mindst på villigheden til at melde sig under fanerne & få blæst hjernen ud for imperiet.

The Invasion of 1910 er ikke nogen litterær triumf. Det er næppe nogen fornærmelse at betegne den som et jammerligt makværk, set med litterære øjne. Den er fuldt fortjent udeladt fra alle antologier, og har i dag kun historisk interesse. Men den er et interessant eksempel på, hvordan tilsyneladende uskyldige indfald kan få (omend beskeden) indflydelse på den storpolitiske og historiske udvikling. William Le Queux døde i 1927, hvilket egentlig er lidt ærgerligt; det havde været interessant at se om han i 1930´erne kunne have præsteret en tredie version – eller en fjerde efter 2. Verdenskrig, nu med russerne som ersatz-franskmænd…

***

The Invasion of 1910” kan høres i sin helhed som lydbog her: https://archive.org/details/invasion_1106_librivox

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.