En Meget Farlig Rundkørsel

Rundkørslen i udkanten af Ieper, tidligere kendt under navnet “Hellfire Corner”. Synsvinkelen er omtrent den samme som på det gamle fotografi ovenfor.

Ugens indspark er den sidste optagelse fra min pilgrimsrejse i efteråret, sammen med den bedårende Hauptmann John, og tager form af en rapport fra et sted, der bizart nok kombinerer dræbende kedsommelighed med… jah, drab. Lokaliteten befinder sig i den østlige udkant af den flanderske by Ieper (Ypres, Ypern, Wipers – kært barn, mange navne osv), på vejen mod nabobyen Menen, og er noget så prosaisk som en rundkørsel. Men for et århundrede siden betragtedes netop dette sted (der jo altså dengang ikke var en rundkørsel) som det farligste sted på jorden – og muligvis endda med rette!

Stedet var nemlig ét af de mest intenst beskudte steder på hele Vestfronten. Byen Ieper var centrum i en såkaldt salient – et engelsk ord, der bedst oversættes med “udposning” – og var altså mod både nord, øst og syd omgivet af tyske stillinger. Nogen synderlig strategisk betydning havde byen ikke, men den blev alligevel rammen om ikke mindre end tre at de største slag på Vestfronten; begge sider synes at have bidt sig fast i tanken om at hhv. erobre og fastholde Ieper, skønt der i virkeligheden ikke var nogen synderlige praktiske årsager til det. Blandt menige soldater på både tyske og engelsk side – den allierede side af frontstrækningen her var gennem hele krigen hovedsagelig på britiske hænder – var den almindelige holdning at de voldsomme kampe og enorme tab var ganske meningsløse, og både Fritz og Tommy gav i breve og dagbøger udtryk for, at de gladelig havde overladt Ieper til modstanderen.

Hellfire Corner, samtidigt oliemaleri af den britiske krigskunstner Haydn Reynolds Mackey.

Selve byen blev i flere omgange meget heftigt beskudt, og henlå allerede i det andet krigsår stort set som ruin. Byens mest berømte bygning, den enorme middelalderlige Laakenhalle, var ved krigsafslutningen bogstaveligt talt reduceret til brokker, men er i dag omhyggeligt genopført og rummer ét af de mest spændende og vellykkede museer for verdenskrigen, In Flanders Fields Experience.

Men det mest intenst beskudte sted i hele udposningen var netop her, hvor den på alle måder upåfaldende rundkørsel ligger i dag. Der er ingen informationstavler, ingen monumenter, ingen standere med oplysende brochurer til turisterne. Intet. Det er et i enhver forstand kedsommeligt sted, som man suser igennem uden at skænke det en tanke. Når man står her er det meget, meget nemt at glemme den Første Verdenskrig, for den er fuldkomment borte. Stedet er anonymt, karakterløst, blottet for alt bemærkelsesværdigt… undtagen altså lige dets historie (som man altså så at sige skal have med hjemmefra for overhovedet at opdage at den er der).

Et digt, jeg altid har holdt meget af, er amerikaneren Carl Sandburgs “Grass” fra 1918. Det kunne meget vel have være skrevet med dette sted i tankerne:

Pile the bodies high at Austerlitz and Waterloo.
Shovel them under and let me work—
I am the grass; I cover all.

And pile them high at Gettysburg
And pile them high at Ypres and Verdun.
Shovel them under and let me work.
Two years, ten years, and passengers ask the conductor:
What place is this?
Where are we now?

I am the grass.
Let me work.

***

Se videoberetningen fra Hellfire Corner her: https://www.youtube.com/watch?v=anApqr1Yjro