Fattiggården Tur-Retur
3. juni 2016
En Krig på Forventet Efterbevilling
20. juni 2016

En Sund Udfordring

I begyndelsen af marts i år bragte den britiske avis The Guardian en artikel om den indtil da mig komplet ubekendte amerikanske nonfiction-forfatter og politiske analytiker David Rieff. Jeg blev gjort opmærksom på artiklen af min hustru, der mente at den måtte interessere mig. Det handlede nemlig om, at historien i Rieff´s opfattelse er en destruktiv, destabiliserende og farlig faktor. Og ja, det interesserede mig i allerhøjeste grad.

Det var naturligvis et temmelig provokerende synspunkt at blive præsenteret for, når man som jeg har brugt hele sit voksenliv på at fortælle omverdenen hvor vigtig historie er for vores muligheder for at navigere i den moderne verden, og hvor dumme og uvidende vi bliver uden den historiske bevidsthed. For mit vedkommende har det siden min allertidligste ungdom været et urokkeligt dogme, at kendskab til historien er altafgørende. Uden den er vi rodløse, identitetsløse, meningsløse. Den, der ikke kender historien, er dømt til at gentage den, lyder en klassisk maxime (som iøvrigt på skift tilskrives både Edmund Burke, Lemony Snicket, George Santayana, Winston Churchill og en lang række andre kloge hoveder). Og det har sådan set altid givet mening. Det er én af disse betragtninger, jeg egentlig aldrig har haft behov for at retfærdiggøre. Den bekræfter sig selv, sandhedsværdien er indlysende. Visse ting er så åbenlyst rigtige, at de faktisk kan være vanskelige at begrunde.

Og så dukker denne opblæste amerikanersnude op, og hævder præcis det modsatte! At det netop er vores fascination af historien, der er skyld i en stor del af vore konflikter og krige!

Det kan formenlig ikke undre, at en hårrejsende tåbelig påstand som denne fik mig helt op i det berømte røde felt på rekordtid. Allerede inden jeg var igennem kolofonen, faktisk. Magen til forvrøvlet vås havde jeg da sjældent set – men det kunne naturligvis ikke undre at det kom fra netop en amerikaner (der jo som bekendt ikke har ret meget historie). Det måtte være et udtryk for netop historieløshed – banal misundelse! Hrmpf! 1)

Men i virkeligheden skulle artiklen vise sig at være mig en lektion i eftertænksomhed og omtanke. Manden har nemlig ret… sådan, delvis, i hvert fald.

Hans betragtning lyder naturligvis ret krads, men det kommer ethvert kontroversielt udsagn meget nemt til, når det kværnes igennem journalistikkens møllehjul med alle dens ubøjelige krav om skarpe linier, dramatiske modstillinger og kategoriske, letfattelige udsagn. Pressen – selv i et ellers relativt hæderligt medie som the Guardian – trives ikke med nuancer.

Rieffs tanke er, kogt ned til sin essens, at det kan være destruktivt at klamre sig til sin historie. At det ikke hjælper os til at undgå at gentage fortidens fejl, men tvært imod netop kan forhindre os i at undgå dem. Og argumentationen er for så vidt kernesund. Han henviser til Balkankrigene i 90´erne, hvor netop bevidstheden om fjerne, fortidige undertykkelser og ydmygelser var stærkt medvirkende til at sætte gang i en ny halvleg myrderier på kryds og tværs. De s.k. “kristnes” massakrer på muslimer (og vice versa, uden tvivl) begrundedes langt hen ad vejen med henvisning til den islamiske fremfærd på Balkan i slutningen af 1400-tallet. Man brugte sine tip-tip-x15-oldeforældres ulykker som begrundelse for at begå nye og mindst lige så grusomme handlinger.

Og det er egentlig ikke spor vanskeligt at finde flere eksempler. Mange flere. Frankrigs ultranationalistiske had mod Tyskland i begyndelsen af det 20. århundrede kan føres direkte tilbage til deres ydmygende total-nederlag i den Fransk-Prøjsiske krig i 1870. Den radikale islamismes had mod vesten har (delvis) sine rødder i begivenheder for et århundrede siden (eller 9 århundreder, for den sags skyld). Og Hollywoods uvane med kun at hyre britiske skuespillere i skurkeroller er en konsekvens af Englands fortid som koloniherrer i Amerika. Som sagt: der er dynger af eksempler. Det er meget få ting der er bedre til at holde liv i had og retfærdiggøre konflikter end halvfordøjede, forsimplede historiske fortællinger.

Naturligvis kan vi ikke hermed kreditere David Rieff for at have taget livet af historien; den ære overlader vi trygt til de gamle amerikanske historikere i Ronald Reagans stald i 80´erne, der erklærede historien for afsluttet fordi østblokken var faldet – og Historiens Store Endemål dermed indfriet (hvilket er idiotisk på så uendelig mange planer). Men det er heller ikke det, Rieff prøver på. Hans pointe er ganske enkelt, at man ikke ukritisk skal lade sig styre af historien. At parolen ind imellem nok snarere burde være Forgive and Forget end Lest We Forget.

Og som historiker – særligt med fokus på Første Verdenskrig – må jeg et langt stykke hen ad vejen give ham ret og erklære mig enig. Har man fulgt med i de drivende sentimentale britiske hyldester til længst bortgangne britiske soldater på Facebook (og dem har der været RIGTIG mange af!) er det faktisk ret let at se, at det i virkeligheden vedligeholder hadet snarere end at stimulere forsoning. Selv i dag, på et århundredes afstand.

Der, hvor Rieffs argumentation alligevel ikke helt holder vand – i hvert fald ikke i den journalist-filtrerede udgave – er selvfølgelig, at han kun forholder sig til den negative måde at erindre på. At den historiske bevidsthed forveksles med den organiserede kollektivt-nationalistiske bæren nag. Selvfølgelig er historien ikke destruktiv. Naturligvis kan vi lære fantastisk meget af historien. Og uden den er vi helt åbenlyst famlende, forvirrede og alt, alt for nemme at narre. For den negative brug af historien er jo når alt kommer til alt dybt afhængig af, at man netop ikke ved nok om sin historie; den, der stiller sig tilfreds med et helt overfladisk kendskab til historien, falder langt nemmere for politisk manipulation. Den, der ikke ved mere om sin danskhed – siden vi jo nu er danskere hertillands – end at det er noget med stråtage & storke & glade lyshårede bønder & hvidkalkede bindingsværkshuse, falder langt lettere for nationalistisk manipulation. Som den engelske essayist Alexander Pope påpegede: a little knowledge is a dangerous thing. Kun den, der ikke kender sin historie ordentligt, kan lade sig besnære af det nationale storhedsvanvids blændværk (og det gælder selvsagt alle folkeslag, ikke kun danskerne). Jo mere man faktisk kender sin historie, des vanskeligere bliver det at sælge populistiske redigerede versioner af fortiden til én.

Vi skal da aldeles ikke glemme. Vi skal blive bedre til at huske – og forstå. Det er når historien spændes for en eller anden ideologisk stridsvogn, at den bliver farlig. Når stater og regeringer og politikere tager historien som gidsel for deres eget verdenssyn, monopoliserer den og bruger den til at legitimere ting, den overhovedet intet har med at gøre.

Den franske politiker Clemenceau hævdede engang, at “Krig er alt for vigtig til at blive overladt til generaler”. Deri havde han åbenlyst ret. Men han manglede en mindst lige så vigtig tilføjelse: og historien er alt, alt for vigtig til at blive overladt til politikere!

David Rieffs betragtninger er udfordrende, men de er en udfordring der vækker til eftertanke. Der er ingen tvivl om at Rieff har ret i mange af sine pointer. Men det betyder ikke at historien er negativ eller farlig. Tvært imod – det betyder i virkeligheden blot, at det er endnu vigtigere at kende til den end vi i forvejen troede!

***

1): Dette var – blot sagt for at undgå misforståelser – er spagfærdigt forsøg på afvæbnende selvironi… Sorry.

 

Guardians artikel om David Rieff kan læses her:  http://www.theguardian.com/education/2016/mar/02/cult-of-memory-when-history-does-more-harm-than-good

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.