Videoblog fra Katedralen i Reims
22. oktober 2016
Morbide Minder – victorianernes dødsfotografier
8. november 2016

Fredsdagen, der blev væk

Om ikke længe rammer kalenderen atter en gang den 11. november. En dag, der ingen særlig betydning har her i Danmark, men som er anderledes alvorstung i den engelsktalende verden. Den 11. November er nemlig årsdagen for våbenhvile-aftalen, der afsluttede den Første Verdenskrig – og er af samme grund i store dele af verden viet til ihukommelse af krigens ofre.

Oprindelig var det kun de faldne fra verdenskrigen, der blev mindet og hædret på denne dag. Men i takt med at krigen blev mere og mere fjern, blev mindedagen udvidet til at omfatte alle krige. I Storbritannien kan man i ugerne op til 11. november hvert år ikke sparke sig frem på gaden for røde papir-valmuer – mindedagens officielle emblem – og mindekrans-industrien oplever formentlig en voldsom vækst i omsætningen. Der er med andre ord rigtig, rigtig bred opbakning til dette storstilede erindringsprojekt… og det kan selvsagt kun glæde et historiker-hjerte!

I Storbritanien er valmuen blevet det store, fælles symbol på soldaten - et lån fra John McRaes berømte digt "In Flanders Fields". Her er Tower of London udsmykket med håndlavede keramik-valuer på Armistice Day 2014. Der er én for hver faldne britiske soldat.

I Storbritannien er valmuen blevet det store, fælles symbol på soldaten – afledt af John McRaes berømte digt “In Flanders Fields” (se link nedenfor). Her er Tower of London udsmykket med håndlavede keramik-valmuer på Armistice Day 2014. Der er én for hver faldne britiske soldat.

“Remembrance Day”, som dagens kaldes i Storbritannien (eller “Poppy Day” blandt venner), startede i England allerede i 1919, på årsdagen for krigens afslutning, oprindeligt på initiativ af Kong George V. Herfra bredte idéen sig til hele Commonwealth, og i 1920´erne blev datoen i USA formelt udpeget til Armistice Day (“våbenhvile-dag”), med det specifikke formål at være “a day to be dedicated to the cause of world peace” – altså en dag helliget verdensfredens sag. Den 4. juni 1926 henstillede en samlet amerikansk kongres til præsident Coolidge at dagen blev udpeget til nationens officielle mindedag, og 12 år senere, i 1938, blev dagen sågar gjort til en national helligdag. Endnu en gang blev det formelt understreget hvad dagens formål var: “A day to be dedicated to the cause of world peace and to be hereafter celebrated and known as “Armistice day”.

På netop dette punkt er der faktisk forskelle i den betydning dagen havde på hver sin side af Atlanten; i Storbritannien handlede det om at mindes de (allierede!) faldne og de ofre de bragte, men der var – og er fortsat – ingen særlig tilknytning til fredssagen som sådan. Der var således ingen særlig mangel på moralsk sammenhæng, når Storbritannien i 1939 vedtog at flytte mindedagen til den nærmeste søndag for ikke at bremse krigsindustrien. Dog, amerikanerne fastholdt stadig deres fredsdags-koncept – og det taler jo, kan man synes, til deres ære. Men naturligvis holdt de gode intentioner ikke.

I kølvandet på 2. halvlegs afslutning i 1945 opstod der et ønske om at udvide dagen til også at omfatte veteraner fra andre amerikanske krige, med opbakning fra præsident Eisenhower. Fra 1947 var Våbenstilstandsdagen dermed viet til faldne amerikanere i alle nyere krige. Og det var jo sådan set rimeligt nok, al den stund de faldne amerikanske soldater fra 1941-45 var nøjagtig lige så døde som deres fædre fra 1917-18. Noget nyt var imidlertid, at det nu også blev gjort til en formel dag for fejring af alle amerikanske veteraner. Under Koreakrigen, den 1. juni 1954, omformuleredes mindedagens formelle grundlag af kongressen. Man ændrede dagens navn fra “Armistice Day” til “Veterans Day” – fra Våbenhviledag til Veterandag.

"Fredens Dag" i sin moderne amerikanske inkarnation; rigtig mange våben... og meget lidt fred (!)

“Fredens Dag” i sin moderne amerikanske inkarnation; rigtig mange våben… og meget lidt fred (!)

Det kan synes at være en ubetydelig lille justering. Herregud, hvad kan det vel betyde? Det er jo alligevel en dag, der står i veteranernes tegn. Og hvem kan vel indvende noget imod, at man hylder nationens tapre sønner, der har bragt så store ofre i fællesskabets tjeneste? Men det har faktisk betydning. Ord er ikke ligegyldige. I praksis betød ændringen nemlig, at fra 1954 – altså i samme øjeblik den tilsyneladende uskyldige lille tilpasning blev gennemført – var ordet “fred” som støvsuget bort fra dagen! Veterans Day er ikke kun en hyldest til de kæmpende i Amerikas talløse tidligere og igangværende krige rundt om i verden. Det er samtidig en hyldest til hele den militære idé… og til krigen! En dag, der oprindelig blev lanceret for at fremme gensidig menneskelig forståelse, fred og samdrægtighed mellem nationer, blev med ét gjort til ikke blot noget andet, men til det stik modsatte!

Bevares. Jeg er da så ganske udmærket klar over, at illusionen om evig fred på jord og harmoni mellem mennesker er rystende naiv (mere hippie er jeg trods alt heller ikke). Men det er altså ikke nogen grund til ikke at arbejde for det, eller stræbe efter det. Man kan sagtens anerkende krigens eksistens, og sågar måske dens glimtvise nødvendighed (selvom jeg langtfra er sikker på sidstnævnte) uden dermed at smide al etik overbord og kaste sig ud i hæmningsløs krigsbegejstring. Den slags – altså krigsbegejstring – er for de historieløse (og det gælder også, når en faghistoriker hylder krigen. Så er vedkommende sandsynligvis en dårlig historiker… og i hvert fald et dårligt menneske) (!)

Jeg har ved flere lejligheder berørt sprogets betydning her på bloggen. Vores kollektive måde at erindre krige på er heller ikke noget urørt felt. Men det kan altså ikke siges ofte nok. Naturligvis kan man affeje det som noget teoretisk akademiker-bavl, som pladerhumanistisk hipster-snak fra den kreative klasse (omend jeg må skuffe i så henseende; jeg er virkelig ikke kreativ, og fuldkomment håbløs som hipster; mit skæg er nogenlunde veltrimmet, jeg har slet ikke hår nok til en Bedstemor And-knold i nakken, og jeg afskyr café latte).

Den symbolske papirvalmue er så udbredt i Storbritanien, at det vækker synlig forargelse hvis en kendt person ses på gaden uden; Skuespilleren Sienna Miller blev mødt med en regulær shitstorm (undskyld!), da hun i 2015 optrådte på TV... uden valmue! Her er derfor tidl. PM David Cameron - med valmue.

Den symbolske papirvalmue er så udbredt i Storbritannien, at det vækker synlig forargelse hvis en kendt person ses på gaden uden; Skuespilleren Sienna Miller blev mødt med en regulær bæstorm (undskyld!), da hun i 2015 optrådte på TV… uden valmue! Her er derfor tidl. PM David Cameron – med valmue.

Men faktum er, at ord ikke er gratis. Man ændrer indholdet, når man skifter navn fra Våbenhviledag til Veterandag. Når man begynder at svælge i fraser som dén, der ses i det indledende billede herover  – “freedom is never free” – så bliver det helt naturligt et udsagn, der retfærdiggør krigen som politisk redskab. Når det tilmed sker på en baggrund af et smukt blafrende Stars & Stripes, og dermed kombineres med en distinkt national tanke… så er denne Fredens Dag pludselig blevet et reklameskilt for krigen. Og det var vist ikke meningen… sådan, oprindelig. Hensigten med den oprindelige Armistice Day var at arbejde for fred – ikke at være et rekrutteringskontor for militæret, der kan benytte dagen til at lokke flere unge mennesker ud i skyttegravene.

Dog, helt sort-i-sort er det trods alt ikke. Midt i al denne frådende nationalistiske delirium er der også fornuftige og besindige stemmer. I 1985 blev der således indstiftet en forening, der blev startet af amerikanske veteraner fra 2. Verdenskrig, Koreakrigen, Vietnamkrigen og hvad de nu ellers har haft af væbnede konflikter derovre. Foreningens formål var at genfinde ånden fra den oprindelige Våbenhviledag – at finde alternativer til krig, og arbejde for fred. Siden hen startedes en søsterorganisation i Storbritannien, med samme formål som den amerikanske. Særligt populær er foreningen selvfølgelig ikke, den beskyldes rutinemæssigt for alt fra manglende patriotisme over landsforræderi til den rene og skære kommunisme. Og det er lige så selvfølgeligt noget vås.

Vi behøver ikke nære en naiv og barnlig tro på at al krig kan ophøre. Men vi behøver heller ikke kaste os kritikløst ud i det modsatte. Stræben efter fred er – eller burde være – en fællesmenneskelig pligt. Der findes muligvis en nødvendig krig… men der findes ingen god krig.

***

Læs om Veterans For Peace HER: https://www.veteransforpeace.org

Hør Leonard Cohen recitere John McRae´s In Flanders Fields HER: https://www.youtube.com/watch?v=cKoJvHcMLfc

Læs om det sørgeligt oversete pacifistiske alternativ til den røde valmue HER: http://www.ppu.org.uk/whitepoppy/

 

 

 

 

Skriv en kommentar