Tillykke, Hr. Luf!
13. januar 2016
Peter Plys & hans Venner ved fronten
27. januar 2016

Heltemod og Mylderbæ

Verdenskrigens Flyverhelte som vi (og de selv) ynder at opfatte dem: elegante, tapre... og i malerisk modlys ;-)

Som det måske vil være læseren bekendt, har jeg en mere end almindeligt levende interesse for jagerflyvningen under Den Store Krig – måske endda snarere en fascination. Det er der naturligvis mange grunde til – herunder den helt oplagte, at det bare ER et rasende interessant emne. Men en af de faktorer, der gennem så mange år har fascineret mig dybt, er den besynderlige kombination af sandt heltemod og ren og skær tåbelighed, der kendetegner så mange af de gamle esser, eller – sagt med andre ord – konflikten mellem vores opfattelse af dem (i høj grad understøttet af deres egen voldsomme selv-iscenesættelse; flyverheltene 1914-18 ville kunne lære mangen en nutidig spindoktor ét og andet om offentlig profilering) og den ikke sjældent temmeligt frastødende virkelighed, de færdedes i.

Verdenskrigens Flyverhelte som vi (og de selv) ynder at opfatte dem: elegante, tapre... og i malerisk modlys ;-)

Verdenskrigens Flyverhelte som vi (og de selv) ynder at opfatte dem: elegante, tapre… og i malerisk modlys ;-)

Naturligvis skyldes vores forestilling om dem i høj grad senere spillefilm, ofte af imponerende ringe kunstnerisk og historisk kvalitet. Den elegante jagerpilot i skræddersyet uniform, der nonchalant læner sig op ad sin kulørte maskine med en cigaret i den ene hånd og et glas perlende champagne i den anden, mens hans ganske let melankolske blik hviler på solopgangen i horisonten, er indbegrebet af “cool”. Men filmskaberne er nu ikke eneansvarlige for dét billede. Også samtiden foretrak at få sine dristige flyverhelte serveret på den måde – og det gjorde de fleste af piloterne faktisk også selv.

Idolfoto af Oberleutnant Löwenhardt - fanget i en alt andet end afslappet, naturlig positur (!)

Leutnant der Flieger Erich Löwenhardt – fanget i et afslappet øjeblik, tydeligvis ganske uvidende om fotografens tilstedeværelse (!)

Idolportrætterne i samtidens cigaretpakker, avisartikler og hvor man nu ellers støder på dem, er næsten altid tydeligt arrangerede. Piloterne er ikke bare tilfældigt fotograferet i forbifarten. De poserer. Det var selvbevidste unge mænd, der udmærket vidste hvordan man skulle leve op til offentlighedens og propagandakontorernes forventninger. Dermed være ikke sagt at billederne lyver. Det gør de efter alt at dømme ikke. De viser bare ikke hele sandheden.

F.eks. er et ganske kuriøst faktum, der i nogen grad lukker luften ud af de selvbevidste unge mænds ansigt udadtil, relateret til tidens teknologi: en meget udbredt motortype var nemlig den såkaldte stjernemotor, hvis cylindre sad monteret i stjerneform omkring motorblokken, og som havde et sindsoprivende stort antal bevægelige dele indeni – og derfor krævede enorme mængder af olie for at fungere. Propellen var monteret direkte på motorblokken, så hele motoren drejede rundt sammen med propellen – hvilket betød, at der under flyvning stod en sky af forstøvet motorolie omkring flyet.

Umiddelbart bag motoren sad piloten, i et åbent cockpit, og fik blæst al denne forstøvede olie lige ind i ansigtet… og selvfølgelig indåndede store mængder under et ofte timelangt togt. Og den fysiske effekt udeblev ikke; indtager man olie, behøver den ikke være amerikansk for at afføde en ret konkret kropslig reaktion. Man fik kort sagt galopperende mylderbæ.

Når Fædrelandets Tapre Sønner landede hjemme på basen, var det første de gjorde altså bestemt ikke at skåle i champagne. Nej, der var én ting, der var vigtigere: de spænede afsted mod latrinerne med et ganske overordentlig presserende (og lidet heroisk) ærinde… og utvivlsomt er det ikke altid lykkedes at nå frem i tide! Sjovt nok et faktum, der sjældent skildres i Hollywoods storladne filmiske dramaer.

Ritter von Greim, fotograferet i efteråret 1917. Bemærk sporerne...

Ritter von Greim, 1917. Bemærk sporerne, der kan anes på hans støvler…

I realiteten kunne jagerpilotens liv måske nok ind imellem være glamourøst, så længe han var på jorden. Men i luften var der ikke meget renskuret filmhelt over ham. Følelsesløs af isnende kulde, halvdøv af motorens brølende støj, blindet af snavs, med en flængende hovedpine efter den voldsomme blæst, fedtet ind i forstøvet olie og krudtslam – og med eksplosionsklart tarmsystem. Så langt fra et oplagt emne for et idolbillede til teenagepigernes sovekammervægge derhjemme, man næsten kan komme!

Det var selvfølgelig heller ikke dér, de lod sig fotografere. De vogtede nidkært over deres offentlige fremtoning, og imagepleje – både personligt og kollektivt – var en underforstået pligt (særligt på tysk side, briterne tænkte mere i korpsånd og fremhævede ikke gerne enkeltindivider). Men enkelte gik i helt ekstraordinær grad til yderligheder med selviscenesættelsen. Til venstre er gengivet et foto af ét af de tyske flyver-esser, Robert Ritter von Greim (som iøvrigt et kvart århundrede senere gjorde sig uheldigt bemærket som den sidste øverstkommanderende for Hitlers Luftwaffe efter Görings fald, og som sammen med den kvindelige pilot Hanna Reitsch fløj gennem den russiske spærreild ind til Førerbunkeren og landede ved Brandenburger Tor midt under det endelige slag om Berlin i april 1945). På billedet ses han i en karakteristisk krukket positur foran sit Albatros-jagerfly i efteråret 1917, klar til start og iført den populære fløjls-sparkedragt… med ridesporer på støvlerne!!!

Sporer er ikke blot meningsløse i et fly-cockpit. De er decideret vanvittige. De gør ikke den ringeste gavn, og må meget nemt kunne filtre sig ind i det trange cockpits stålrør og trælister, kabler, fodpedaler osv, ligesom de hæmmer føddernes bevægelse, og dermed gør det vanskeligere at styre flyets sideror. De er en regulær sikkerhedsrisiko. Alligevel bærer piloten dem med den største selvfølgelighed – for de er vigtige for hans selvforståelse! I 1917 var militær flyvning stadig et helt nyt fænomen; vist var piloterne populære idoler, men traditionelt var det stadig kavaleriet, der var den mest prestigetunge gren af militæret. Ofte havde piloterne baggrund i kavaleriet, der ligesom flyene fordrede små, spinkle soldater. Sporerne har simpelthen været et ærestegn for den gode Ritter von Greim (ganske som de var det for hans middelalderlige ridder-kolleger 600 år tidligere) og som sådan alt, alt for vigtige til at vige pladsen af usle pragmatiske hensyn. Facaden måtte holdes, koste hvad det ville!

Man kan kun gætte på, hvor ridderlig Hr. von Greim og hans ligesindede mon egentlig har følt sig, når de sad med deres fine sporer i 3 kilometers højde… og med markant overtryk i tarmsystemet ;-)

***

Læs mere om Ritter von Greim her: https://en.wikipedia.org/wiki/Robert_Ritter_von_Greim

Læs mere om Hannah Reitsch her: https://en.wikipedia.org/wiki/Hanna_Reitsch#Death

2 Comments

  1. Kåre Johannessen siger:

    Mange tak ;-) Og jo, jeg tror bestemt at nervepresset i sig selv har medført et betydeligt spritusforbrug – det beretter talrige dagbøger & erindringer iøvrigt også om…

  2. Carsten Madsen siger:

    Piloterne i de tynde luftlag kunne efter sigende holde resultatet af oliedampende nede ved at drikke mælk med rom (eller omvendt), hvilket også kunne være grunden til det store alkoholforbrug blandt piloterne…men mon ikke også det store psykiske pres havde noget at skulle have sagt ?!

    Som vanligt et underholdende indlæg med interessant indhold 👍🏻

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.