Fortolket Fortid – Øksnebjerg 1535
8. oktober 2017
Funkis-vikinger
27. oktober 2017

Hensyn eller Historie ?

Ingenting i denne verden eksisterer uafhængigt af en sammenhæng. Ting kan kun forstås i en kontekst, og giver ikke mening hvis de anskues isoleret. Det gælder naturligvis også, måske ligefrem især, for historien. Historien og vores forståelse af den er altså noget, der er afhængig af en sammenhæng – tidsmæssigt, socialt, kulturelt, og i en mængde andre henseender. Og det er indlysende, at dén sammenhæng historiske begivenheder og strømninger skal ses i, er deres egen samtid. Ikke eftertidens.

Anskuer man en svunden tid med sin egen tids briller, får man selvfølgelig kun meningsløse vrangbilleder. I bedste fald kan det give en slags forståelse af nutiden, men vi bliver ikke klogere på middelalderen, vikingerne eller pietismen, hvis vi ikke tager udgangspunkt i den moral, verdensopfattelse og selvforståelse, begivenhederne udspandt sig i. Dømmer vi fortiden med nutidens målestok, så kommer den naturligvis håbløst til kort. Men det er for letkøbt (og iøvrigt useriøst som bare pokker) hvis vi uden videre affejer f.eks. korstogene som intet andet end stupide voldsorgier. Det 19. århundredes imperialisme kan ikke dømmes alene med en konstatering af, at Kiplings forkætrede “White Man´s Burden”-digt bare er en tom glasur der skal dække over griskhed og magtsyge; at imperialismen var vederstyggelig kan ingen tænkende mennesker være uenige i – men det er ikke det samme som at sige, at briterne bare var dumme, voldelige og løgnagtige. Der lå også andre, mindre gustne, motiver bag. Der var oprigtig idealisme og religiøs iver bag korstogene. Nazismens fremvækst skyldes ikke kun, at Hitler var ond og dum.

En ophidset folkemængde ødelægger et sydstats-monument i Durham, N. Carolina, fordi de finder det upassende, stødende og umoralsk.

Det handler naturligvis ikke om, at det er “synd” for historien. Hvis det var så enkelt ville der jo egentlig ingenting være på spil, for historien er i sagens natur fortællingen om en masse mennesker der forlængst er døde, og begivenheder der i de fleste tilfælde ingen praktisk betydning har længere. Det er ikke historien, det er synd for. Det er os. Nutiden. Hvis vi ikke evner at se fortiden i dens rette sammenhæng, så mister vi enhver mulighed for at forstå den. Så reduceres den stort set til umotiverede voldshandlinger, hæmningsløs overtro og det rene og skære dumhed.

Derfor er det så fortvivlende, at der i disse år hersker en voldsom trang til at redigere historien, at skabe en pænere version af vores fortid… for så er det ikke længere historie, men skønmaleri. Hvis vi sorterer alle de stødende dele ud af vores historie, så står vi tilbage med et lyserødt glansbillede, der mere viser hvordan vi synes fortiden burde have været, end hvordan den rent faktisk var… og dét er hverken særlig interessant, eller særlig nyttigt.

Ophidsede medlemmer af terrorbevægelsen Islamisk Stat ødelægger en gudestatue på et museum i Mosul, fordi de finder den upassende, stødende og umoralsk.

Det er ikke som sådan ond vilje, der er skyld i at vi er i fuld gang med at flytte vores historie fra fakta- til fiktionsafdelingen. Tvært imod. Det er lutter gode og venlige motiver og de allerbedste hensigter der driver værket. Men vejen til Helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. Denne eller hin befolkningsgruppe føler sig stødt (en stadig mere populær folkesport, kan det synes) – og som de ordentlige mennesker vi nu en gang er, vil vi selvfølgelig meget nødig have, at nogen bliver kede af det. Falder ét eller andet i fortiden nogen for brystet… ja, så reagerer vi ofte ved at forsøge at fjerne det. Politisk korrekthed er ikke båret frem af en trang til at dominere, men det modsatte: hensyntagen og anerkendelse af krænkelsen. Og det er jo sådan set både positivt og sympatisk.

Problemet er imidlertid, at det ofte drejer sig om begivenheder og forhold, der hører til i historien. De ER forlængst indtruffet, og vi kan ikke fjerne dem ved at udslette erindringen om dem. Den moderne moralske kvababbelse over 1700-tallets slavehandel eller andre historiske overgreb er selvfølgelig helt berettiget – men synden forsvinder jo ikke, bare fordi vi pludselig benægter at den nogensinde har været der. Ludvig Brandstrups præsentation af Louis Armstrong i Tivoli i 1933, hvor han omtaler Satchmo som en “brøleabe” der “kravler rundt i skovens kroner, brølende i stygge toner” er i enhver forstand skrækkelig og frastødende, og selvfølgelig må man tage afstand fra den. Men det betyder ikke, at episoden skal glemmes og udslettes af erindringen. Det ændrer jo ikke en tøddel på den vrede, Armstrong med rette kunne føle. Det eneste det betyder er, at vi gradvis mister forståelsen for den europæiske mentalitet i starten af 1930´erne – og så er vi godt på vej til at sætte forståelsen af hele det 20. århundrede over styr!

I disse år bliver mangen en kendt og elsket klassiker taget under kærlig behandling, og mast igennem den politiske korrektheds altknusende vridemaskine. Tintin udkommer i stærkt redigerede versioner, hvor de kedelige kulturspor er borte som dug for solen. Kaptajn Haddock skal værs´go lære at tale pænt. Pippi Langstrømpe-bøgerne er under heftig beskydning, fordi de benytter ordet “neger”. Rasmus Klump slæbes i anklagebænken, fordi hans verden viser et kønsmønster, der ikke lever op til vor tids standard. Spørge-Jørgen stilles i skammekrogen, fordi hans pædagogik ikke svarer til vore dages (og tag ikke fejl; både Tintin, Rasmus Klump, Pippi og Spørge-Jørgen er skam i allerhøjeste grad historiske tekster!) Og i USA raser en skinger debat om, hvorvidt man overhovedet kan tillade monumenter for sydstaterne at blive stående. I vores (distinkt nutidige!) forståelse af den amerikanske borgerkrig var det nemlig et sammenstød mellem sydens onde slaveejere på den ene side, og de brave, frihedselskende nordstater på den anden – og i dén opstilling må syden naturligvis være skurke. Og skurke rejser man jo ikke monumenter for! Men hvad er egentlig forskellen på ophidsede folkemængder, der smadrer mindesmærker for sydens faldne, og Islamisk Stats systematiske ødelæggelser af gamle statuer på museet i Mosul? Jojo, bevares – de gamle mellemøstlige kunstskatte er selvfølgelig meget gamle og langt mere værdifulde end de kunstnerisk set oftest mere end almindeligt tvivlsomme monumenter i sydstaterne… men dét er jo dybest set bare et spørgsmål om tid. Fik de lov at stå urørte ville også de på et eller andet tidspunkt blive 3.000 år gamle.

Fra det forkætrede album “Tintin i Congo”; billeder som dette skal ikke bortcensureres. Tvært imod: de skal fremhæves som eksempel på, hvor forskruet et verdensbillede europæerne kunne skabe for sig selv i 1. halvdel af det 20. århundrede.

Nu er det bestemt heller ikke, fordi jeg synes at det er “synd” for sydstaterne, eller fordi de smadrede mindesmærker nødvendigvis i sig selv var særligt bevaringsværdige. Nej, det handler om, at vi altså ikke uden videre kan begynde at smadre en hammer ind i alt, hvad en eller anden tilfældig folkestemning måtte beslutte sig for at blive forargede over lige her og nu. Begynder vi først på dét, så er der jo ingenting tilbage; hvis vi skal udslette ethvert minde om alt, hvad en tilfældig eftertid finder kritisabelt, så kan vi lige så gerne kaste historiebøgerne bort med det samme – for alting viser sig kritisabelt hvis man venter længe nok, og borer tilstrækkeligt grundigt. Væk med alle statuer af Churchill (for han var en ærke-imperialistisk bølle), bort med Mahatma Ghandi (for han sagde utroligt tåbelige ting ind imellem) – og inden vi får set os om er der jo slet ingen historie tilbage!

I kølvandet på 2. Verdenskrig blev mangen en Hitler-buste knust, ligesom der forsvandt rigtig mange statuer af Lenin og Stalin efter Sovjets sammenbrud. Men dét er noget ganske andet end nutidens hovedløse billedstormeri; at der er stærke følelser i spil lige efter begivenhederne kan sagtens retfærdiggøre et opgør med fortidens billedsprog – men at beslutte det med 150 års forsinkelse er altså noget ganske andet.

Nej, frem for denne evindelige slåen-ting-itu og hovedløse, følelsesstyrede censur bør man naturligvis bibeholde fortidens spor som de nu engang er – og så se til, at folk er klædt på til at se dem i en større kontekst. White Mans Burden skal ikke udelades af antologier, tvært imod; det skal fremhæves med en tilhørende forklaring, så man i dag kan få en forståelse af hvad der egentlig foregik inde i hovedet på disse hæmningsløse imperialister. Den dybt racistiske Tintin skal da naturligvis fortsat slentre rundt i Congo og være ubegribeligt nedladende… men der skal tilføjes et forord, der sætter fortællingen ind i den korrekte historisk kontekst! Indlæggets temabillede ovenfor er naturligvis satire, men illustrerer faktisk på glimrende vis hvad der sker, når vi redigerer fortællingen moralsk: den mister al mening og logik!

Det vil formentlig være læsere af denne blog bekendt, hvordan mit generelle forhold til Martin Luther er (og til de, der ikke ved det kan jeg oplyse, at det er…. skal vi sige… anstrengt. Mildt sagt). Personligt mener jeg ikke at der, sådan, alt i alt, er ret meget at hylde den berømte reformator for. Personligt finder jeg det faktisk temmelig krænkende at se ham kritikløst hyldet overalt. Personligt finder jeg det ualmindeligt tåbeligt at reformationen optræder på den officielle demokrati-kanon. Men jeg vil da så sandelig meget have mig frabedt, at man begynder at fare rundt og vælte statuer af Luther; han er en vigtig del af historien. Vi har brug for at revurdere ham – ikke for at udslette erindringen om ham (men iøvrigt er det faktisk lige præcis hvad vi gør med Luther: vi har bortluget alt det grimme, grumme og gustne, og står tilbage med et glansbillede der har meget lidt med virkeligheden at gøre, og som historisk set er gennemført ubrugeligt) (Hrmpf!)

I virkeligheden handler al denne fortidsredigering nemlig aldeles ikke om, at nogen – ingen nævnt, ingen glemt – kunne gå hen & føle sig stødt. Det handler om, at vi vesterlændinge simpelthen ofte ikke bryder os om at se på den historie, vi selv har skabt. Vi vil meget hellere have en anden historie, hvor vi ikke er så dumme, arrogante og frastødende.

Og det skal vi dæl´me ikke have lov at slippe afsted med! Historie er alt, alt for vigtigt til at vi kan tillade os at fifle med den – også hvis hensigterne er de bedste og mest velmenende. Historien er historie. Den er ikke hensynsfuld, og i dét øjeblik vi begynder at “tage hensyn” i vores historiefortællinger er det ikke længere historie, men æventyr.

***

Skriv en kommentar