Nyt og gammelt landbrug – de afgørende ord
5. februar 2016
Indtryk fra Verdun – hundrede år efter
22. februar 2016

Historie i Baghaven

Fokker Gunhlich F111, af samme type som dét, Dörr ufrivilligt aflagde visit på Sydsjælland i.

Noget af det herligste der kan overgå en ægte historie-buff, er at opdage verdenshistorie i sin egen baghave. Vi kan i sagens natur ikke allesammen have slagmarken ved Waterloo eller en kongehal fra jernalderen liggende i haven – men nogle gange kan mindre såmænd også gøre det. Stor var i hvert fald min begejstring, da jeg for nylig blev opmærksom på et ret prominent besøg, der i 1925 fandt sted ganske tæt ved min bolig.

Mit lille hjørne af Hundredemeterskoven hedder Ørslev, og ligger lidt øst for Vordingborg. Ved Ørslev lå i 1925 en gård ved navn Brydegård (det gør der sådan set stadig). Den 11. december 1925 var vejret gråt og tåget, hvilket tvang rutemaskinen på vej fra Berlin til København til at nødlande; I det dårlig vejr havde den ellers meget rutinerede pilot mistet orienteringen, og var tvunget til at nødlande på en tilfældig mark. Passagerer var der ingen af på denne flyvning, og postsækkene tog selvfølgelig ingen skade.

 

Gustav Dörr, der højtdekorerede krigsflyver, der nødlandede i Ørslev

Gustav Dörr, der højtdekorerede krigsflyver, der nødlandede i Ørslev

Nødlandingen forløb ganske udramatisk. Maskinen var tæt på at ramle ind i en af gårdens længer, men stoppede dog inden der hændte noget. Der blev telefoneret til København, hvorefter piloten af gårdejer Jens Pedersen blev indbudt til at overnatte på Brydegården, og den følgende dag inviterede piloten som tak for hjælpen gårdejeren og en ven med på flyveturen til hovedstaden. En sådan flyvetur var en meget kostbar fornøjelse i 1925, og det var en helt usædvanlig chance for en ganske almindelig dansk gårdejer for at få luft under vingerne.

I sig selv er der jo næppe gods i dette lille, trivielle stykke hverdagsdrama til at vække en historikers opmærksomhed. Men det er der til gengæld i pilotens identitet. Det var nemlig en herre ved navn Gustav Dörr, der syv år før havde været løjtnant og officielt flyver-es i de kejserlige tyske luftstridskræfter.

Ved krigsudbruddet i 1914 blev Dörr genindkaldt til aktiv tjeneste i det 176. Infanteriregiment, men et alvorligt bajonetsår i februar 1915 gjorde ham uegnet til ordinær fronttjeneste. Frem for at overgå til administrative funktioner bag kamplinien valgte han at ansøge om overflytning til flyveruddannelsen. Til trods for både hans ret høje alder – han blev født i 1887 – og hans dårlige helbred lykkedes det ham at blive optaget, og den 18. marts 1915 trådte han i tjeneste ved Fliegerabteilung 68. Året efter deltog han i Slaget ved Somme som artilleristøtte, og i 1917 overlevede han et voldsomt styrt, der dræbte hans observatør, og atter en gang sårede ham selv voldsomt. Efter tre måneder var han dog tilbage i tjeneste, og i februar 1918 overgik han fra tosæders fly til énsæders jagermaskiner, nu tilknyttet Jagdstaffel 45. Sin første luftsejr høstede han den 17. marts i en Kurwenkampf (“hundeslagsmål”) mellem 6 tyske og 26 franske maskiner.

Fokker Gunhlich F111, af samme type som dét, Dörr ufrivilligt aflagde visit på Sydsjælland i.

Fokker Gunhlich F111, af samme type som dét, Dörr ufrivilligt aflagde visit på Sydsjælland i.

I august måned havde han samlet sig 23 luftsejre, og fik nu suppleret sit jernkors af 1. grad med Goldene Militärverdienst-Kreuz, den højeste udmærkelse for ikke-officerer. Ved samme lejlighed blev han forfremmet til løjtnant. I slutningen af oktober havde Dörr noteret sig for ialt 35 bekræftede luftsejre – et imponerende antal der forlængst havde kvalificeret ham som Es eller “Kanone”, og som gjorde ham til den 18. mest succesfulde tyske jagerflyver i hele 1. Verdenskrig.

Den 25. oktober blev han indstillet til Orden Pour le Merite, den fornemste prøjsiske militærorden overhovedet – men hans timing var uheldig. Kejser Wilhelm abdicerede, inden Dörr kunne modtage sin orden.

Orden Pour le Merite (af amerikanere og andre uvidende kendt som "the Blue Max") - den fornemst mulige hædersbevisning, som kun uheldige omstændigheder berøvede Gustav Dörr.

Orden Pour le Merite (af amerikanere og andre uvidende kendt som “the Blue Max”) – den fornemst mulige hædersbevisning, som kun uheldige omstændigheder berøvede Gustav Dörr.

At en så højtdekoreret flyverofficer efter krigen måtte ernære sig som civil post- & ruteflyver var langt fra usædvanligt i mellemkrigsårene. De meget rutinerede og erfarne piloter kunne ikke længere finde anvendelse i luftvåbnet (som var blevet ikke blot kraftigt beskåret, men ligefrem nedlagt ved Versailles-freden), og måtte derfor overgå til hvilke civile brancher, der nu kunne udnytte deres evner. Det samme hændte for den Røde Barons yngre bror, Lothar von Richthofen – og for den senere så berygtede Hermann Göring, der i en periode i 1920 ligefrem boede i København, og ernærede sig som postflyver mellem Danmark og Sverige.

Gustav Dörr omkom under en flyveulykke i 1928, på vej fra Köln til Berlin.

I dag er der selvfølgelig ingen spor af den jo egentlig ret ubetydelige affære i 1925. Brydegården ligger der stadig, og markerne omkring den ser formentlig også ud nogenlunde som de gjorde for 91 år siden. Men det er nu alligevel morsomt at tænke på, at en højtdekoreret tysk flyverhelt har overnattet ganske få hundrede meter fra mit hjem…

 

Skriv en kommentar