Om Historie og Historikere – en slags trosbekendelse

Mange mennesker tror, at historie er en eksakt videnskab – at hvis blot man læser tilstrækkeligt mange bøger får man til sidst styr på historien; Man når frem til ”sandheden”. Men virkeligheden er faktisk en helt anden. Det allerførste man bør vide om historien er nemlig at:

DET ER LØGN!

I virkeligheden findes der ingen endelig, uforanderlig historisk sandhed. Der er ingen overordnede, store sandheder, bøjet i neon og støbt i beton. Der findes kun midlertidige sandheder. Sandheder, der gælder hér og nu. Vor tids sandheder. Engang afløste vores sandhed en ældre sandhed – og engang vil den selv blive skubbet til side af en ny tids sandhed. Der dukker nye kilder op, man udvikler nye metoder at håndtere kildematerialet på, og finder på nye spørgsmål at stille til kilderne. Det er der ikke noget nyt i, det er sket masser af gange siden den græske forfatter Herodot (som man har besluttet opfandt historiefaget).

Men der er også en anden kraft på spil, der yderligere forplumrer sagen. Historikere er nemlig – tro det eller ej – ikke kun historikere. Vi er også mennesker. Og som sådan har alle historikere (ligesom alle andre mennesker) selvfølgelig holdninger, meninger, værdier og overbevisninger. Alt det, der tilsammen udgør vores personlighed. Men personligheden kan man ikke sådan uden videre lægge af sig, heller ikke når man er på arbejde. Og derfor vil den enkelte historikers personlighed meget ofte farve dén opfattelse, han eller hun har af historien; den er med til at bestemme, hvilke spørgsmål man stiller til sit stof, hvordan man bedømmer historiske begivenheder. Man kan f.eks. være liberal eller marxist, religiøs eller ateist, nordkoreaner eller amerikaner – og det betyder i allerhøjeste grad noget for, hvilke svar man finder i historien; de svar man finder, afhænger af hvilke spørgsmål man stiller. Og dermed bliver historiefaget altså endnu mere farvet, endnu mere subjektivt!

Selvfølgelig forsøger historikere at finde frem til en sandhed. Selvfølgelig prøver vi at være så sandfærdige som muligt. Men det kan altså kun lade sig gøre i ret begrænset omfang. Der er ingen facitliste til historien. Der er ingen evige, uforanderlige historiske sandheder. Og frem for alt er der ingen enkle svar. Historien består ikke af pludselige, dramatiske begivenheder, og den styres ikke af stålsatte, viljestærke konger og politikere.

Historien er én lang, uendeligt langsom udvikling, hvor hver eneste begivenhed er et resultat af en hel række af årsager og følger. Anden Verdenskrig startede ikke, fordi Hitler var ond. Den Amerikanske Borgerkrig begyndte ikke, fordi de tapre nordstater ville afskaffe slaveriet. Og den Franske Revolution brød ikke ud, fordi Marie Antoinette foreslog de fattige at spise kage.

Altså: historien er i virkeligheden løgn. Men dog ikke helt: den er nemlig den bedste sandhed, det er muligt at skabe. Historien er vores vedtagede, fælles besluttede fortælling om fortiden. Og selvfølgelig er den ”sand” – den er det bare ikke evigt, men kun hér og nu. Og så er den selvfølgelig alle tiders mest spændende, inspirerende og underholdende fortælling… og det er jo trods alt heller ikke så ringe!