Nyt fra TVøst (et skamløst reklameindslag)
16. oktober 2018
Den Fornemste Borgerpligt – om begrebet respekt
13. november 2018

Koncentrationslejre & Selektiv Hukommelse

Det er almindeligt kendt, at begrebet “koncentrationslejr” for alvor blev introduceret i verdenshistorien af en mand med et fjollet overskæg under næsen. Det er måske mindre kendt, at hverken næsen eller overskægget sad på Adolf Hitler. Skønt der er mere end rigeligt med nederdrægtigheder på Herr Hitlers synderegister, så kan han nemlig trods alt ikke bryste sig af at have undfanget idéen om koncentrationslejrene.

Naturligvis er det et spørgsmål om, hvordan man overhovedet definerer begrebet. De fleste tænker naturligt nok på 2. Verdenskrigs gaskamre og pigtråd – Auschwitz-Birkenau, Dachau og de andre nazistiske udryddelsesfabrikker – eller på Stalins Gulag-lejre. Men teknisk set er der faktisk forskel på koncentrationslejre og udryddelseslejre; Theresienstadt regnes f.eks. for en KZ-lejr, men ikke en egentlig udryddelseslejr; selvom folk blev dræbt i Theresienstadt var det ikke en “dødsfabrik” på samme måde som Auschwitz. De egentlige udryddelseslejre, hvis eneste formål var at rationalisere massemordene, var ganske rigtig et resultat af nazisternes vanvittige forsøg på at tage livet af alle, der ikke passede ind i deres forskruede verdensbillede – men koncentrationslejre var ikke en nazistisk opfindelse. Strengt taget er udtrykket koncentrationslejr jo i sproglig forstand blot et synonym for “interneringslejr”, og indebærer ikke nødvendigvis industrialiseret massemord.

Alfred Leete´s berømte hverveplakat fra 1914, hvor Kitcheners monumentale moustache og stålsatte blik opmuntrer briterne til at lade sig massakrere for fædrelandet.

Tanken om særlige fængsler, indrettet med henblik på at tage bestemte grupper af mennesker ud af cirkulation i samfundet, er selvfølgelig langtfra ny. Fængsler eller lejre til opbevaring af uønskede elementer har man haft til alle tider, og efter sigende – jeg har, trods ihærdig søgen, desværre ikke kunnet finde passagen – foreslog allerede den græske filosof Platon (ca. 428-348 f.v.T.) et “nattefængsel”, hvor man kunne gemme alle de af vejen, der ikke var nyttige for samfundet. Tanken er gennemført usympatisk, men i grunden ikke særligt kompliceret.

Man kan naturligvis diskutere, præcis hvornår idéen bliver tilstrækkeligt sat i system og organiseret til at kunne kaldes for koncentrationslejr. Men et rigtig godt bud er faktisk briternes fremfærd under den Anden Boerkrig i det sydlige Afrika, 1899-1902 (det var også hér, selve udtrykket “koncentrationslejr” begyndte at vinde udbredelse). Og manden, der om nogen stod bag projektet, var indehaveren af ét af verdens mest ikoniske overskæg: den britiske Lord Kitchener! Navnet er måske ikke særlig kendt udenfor historikerkredse i dag, men hans ansigt er til gengæld velkendt af de fleste. Det var nemlig ham, der under 1. Verdenskrig optrådte på den mest berømte hverveplakat nogensinde (og som sidenhen blev efterabet af amerikanerne, med Uncle Sam i stedet for Kitchener).

En af de britiske koncentrationslejre under Boerkrigen.

Herbert Horatio Kitchener havde i 1898 sejret i Slaget ved Omdurman i kolonikrigen i Sudan, og var blevet hædret med ærestitlen Earl of Khartoum. I november 1900 overtog han kommandoen over de britiske tropper i Boerkrigen, hvor man efter små tyve års pause var i gang med 2. halvleg i opgøret med de selvstændighedshungrende boere (hvide kolonister, hovedsagelig af hollandsk afstamning). På det tidspunkt havde boerne anlagt en guerillastrategi, som Kitchener forsøgte at imødegå med en massiv krigsindsats, rettet mod hele boer-befolkningen; først og fremmest den såkaldte Brændt Jord-taktik, hvor alt af nogen som helst værdi blev ødelagt; marker og gårde blev afbrændt, brønde forgiftet, skovområder lagt øde, broer nedbrudt, o.s.v. En velafprøvet og effektiv strategi, der havde været i brug i hundredvis af år (Vilhelm Erobreren smadrede f.eks. det nordlige England så eftertrykkeligt i 1069-70, at det bogstaveligt talt tog området hundredevis af år at komme nogenlunde på højkant igen) – men det var mildt sagt ikke nogen udpræget humanitær fremgangsmåde.

Den 7-årige Lizzie van Zyl, fotograferet i  Bloemfontein-lejren i marts 1901. Billedet kunne lige så godt have været taget i Dachau i 1944.

Som et led i strategien blev der på Kitcheners initiativ oprettet et antal teltlejre, hvor den ikke-krigsførende del af boerbefolkningen – kvinder, børn og gamle – blev interneret. Formålet med interneringen var angiveligt ikke specifikt at tage livet af dem, men i praksis blev det alligevel resultatet for en meget stor dels vedkommende; en bevidst og systematisk nedprioritering af ernæring, hygiejne og medicinsk behandling af fangerne betød, at dødstallet hurtigt steg til absurde højder; der var meget få åbenlyse tilfælde af drab, ingen henrettelsespeletoner eller gaskamre, men resultatet var dog ganske det samme: rigtig mange mennesker døde, særligt børn. Kitchener og den engelske hærledelse kunne formelt dække sig ind under, at det skam ikke var meningen – men reelt var de mange tusinde døde et resultat af kyniske og helt bevidste britiske valg. Det var, kan man sige, en slags “mord by proxy”; drabsvåbnet var ikke Cyklon B-gas eller geværkugler, men sult, mæslinger, tyfus og dysenteri – og slutresultatet var helt som forventet: massedød! En kommissionsundersøgelse slog senere fast, at af de 93.940 internerede boere der var i lejrene i august 1901, mistede 27.927 (heraf størstedelen børn) livet som følge af bevidst britisk misrøgt. Krigsministeren, sir St. John Broderick, hævdede ganske vist at samtlige indsatte opholdt sig frivilligt i lejrene, og at de var “glade og tilfredse” – et udsagn, han dog havde mere end almindeligt svært ved at underbygge (!)

Adolf Eichmann blev hængt som straf for sin andel i nazisternes Endlösung. Lord Kitchener blev tildelt 3/4 kg. medaljer. 

Det er blevet hævdet, at Kitchener overhovedet ikke havde til hensigt at aflive den civile boer-befolkning, og at de enorme dødstal bare var resultatet af uheldige omstændigheder. Det er også blevet hævdet, at Hitler intet kendte til forholdene i de tyske KZ-lejre, og ville være blevet forfærdet hvis han havde vidst det. Sidstnævnte kan selvfølgelig uden videre afskrives som det sædvanlige højreradikale tågesnak… men dét kan førstnævnte dybest set også. Hvad Kitchener end ønskede at opnå, så var resultatet både forudsigeligt og indlysende, og konsekvenserne var bevidste.

Efterhånden som forholdene blev kendt i den britiske civilbefolkning rejste der sig en bølge af forargelse. I sommeren 1901 nedsatte man Fawcett-kommissionen for at undersøge sagen, der mundede ud i en sønderlemmende kritik af krigsledelsens dispositioner… men forbrydelserne fik ingen konsekvenser for nogen af betydning (og ignorerede iøvrigt totalt de godt-og-vel 14.000 sorte dødsofre, som åbenbart ikke var fine nok til at blive taget med i regnskabet).

I vor tids populære historiefortælling hyldes Horatio Kitchener stort set enslydende som en helt. Det skyldes hovedsageligt to ting, nemlig dels at han ved udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 som britisk krigsminister iværksatte skabelsen af den såkaldte Kitchener´s Army, der udelukkende bestod af frivillige (og uden hvilke Storbritanien ville være blevet tæsket til mos på et par måneder), og dels at han i 1916 omkom, da hans skib blev sænket af en tysk U-båd. Hans fortid som krigsforbryder af internationalt format forbigås gerne i diskretion; lidt fordele må der vel være ved at høre til den sejrende side… (!)

Med jævne mellemrum drøftes det, hvor skændigt det tyrkiske folkedrab på armenerne i 1916 var. Dette er selvsagt helt på sin plads, al den stund det var et skånselsløst massemord i verdensklasse, der selvfølgelig lige så lidt må gå i glemmebogen som de nazistiske forbrydelser. Men det er da (for at sige det mildt) tankevækkende, at de massive britiske forbrydelser i Sydafrika fylder så lidt i sammenligning? Og det er da tankevækkende, at den ansvarlige bagmand stadig hyldes som helt, og stadig den dag i dag genudgives som idolplakat…

***

 

2 Comments

  1. Kåre Johannessen siger:

    Hej Kim – Det er ganske sandt, netop Andersonville var virkelig grum… der har desværre været mange af den slags :-/

  2. Kim Frederiksen siger:

    Tak for en god artikel om koncentrationslejre, men jeg mener at der også var en form for koncentrationslejre under den Amerikanske Borgerkrig fra 1861 til 1865 bla.Andersonville.Den var godt nok en krigsfangelejer, men forholder ville kunne “sammenliges med en KZ-lejer”.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.