Virkelighedens Professor Moriarty
15. februar 2018
Nyt fra Filmverdenen!
1. marts 2018

LotR – grundbog i hyggefascisme?

Forgangne søndag aften skulle jeg have nogle timer til at gå – og gjorde som man nu gør, når man er dansker og ikke har noget særligt for: jeg smed mig i sofaen og tændte for TV´et. Tilfældigvis var det netop, som en kanal havde dansk TV-premiere på sidste runde af Peter Jacksons tredelte filmatisering af præludiet til Ringenes Herre, beretningen om den kække Bilbo Sækkers muntre og dramatiske æventyr, Hobbitten. Som de fleste andre har jeg naturligvis forlængst set filmene i biografen, og som de fleste andre blev jeg (lige så naturligvis) endnu en gang forført af den storslåede visuelle overdådighed, de charmerende skuespillere, og den ualmindeligt velfortalte historie.

I modsætning til en del andre har jeg imidlertid aldrig været ubetinget begejstret for Ringenes Herre. Da jeg var barn fik min klasse – det har været engang i midten af 70´erne – læst Hobitten højt som føljeton i skolen, og dén syntes jeg rigtig godt om. Men da jeg som voksen tyggede mig igennem dét, som jeg kunne forstå var den seriøse og modne fortsættelse, var min begejstring noget mindre. Bevares, det er da en udmærket fortælling, men jeg havde mine forbehold. Det har jeg stadig.

J.R.R. Tolkien, fotograferet under 1. Verdenskrig

Det har f.eks. altid undret mig, at romantrilogien i sin tid nød så stor agtelse i hippie-kredse. Siden den udkom på dansk i 1968 har der hersket en næsten febrilsk dyrkelse af beretningen om den arme Frodo Sækkers fortrædeligheder i forsøget på at slippe af med den forbandede ring. Men skønt jeg selvfølgelig udmærket kan se en lang række kvaliteter i beretningen (de talløse referencer til nordisk/germansk mytologi og fortælletradition, og det imponerende grundige detaljearbejde, for blot at nævne et par stykker) så tilstår jeg, at jeg har et problem med æventyrets grundtone, hele dets “moral”, som er… jah… alt andet end klassisk hippie!

De værdier, der hersker i fortællingen, er jo på overfladen sympatiske. Det er svært at indvende noget imod en positiv præsentation af begreber som mod, loyalitet, ære, æventyrlyst, offervilje og ønsket om at kæmpe for “det gode”. Og på samme vis kan man naturligvis kun bifalde forfatterens slet skjulte foragt for grådighed, egoisme, egennytte og smålighed. På overfladen er der altså ikke meget at arbejde med, hvis man som jeg er en sur, negativ og kynisk skeptiker med en udtalt trang til at svinge kniven.

Men der er, forekommer det mig, et underliggende værdisæt, et dybere lag, som faktisk er temmelig foruroligende. Det anføres ofte, at bøgerne er skrevet under indtryk af den 2. Verdenskrig, og at Saurons fæle ork-hære i virkeligheden er “kodesprog” for Hitlers nazi-tropper; seriens første bind udkom i 1954, hvor verdenskrigens rædsler stadig stod i frisk erindring. Det er heller ikke svært at genkende den klassiske engelske country gentleman i de små, elskelige hobbitter; faktisk er det blevet hævdet, at hobbitten i sin underjordiske bolig skulle være en spejling af den britiske officer, der uanfægtet nipper afternoon tea i sit nedgravede dækningsrum ved fronten under 1. Verdenskrig (som Tolkien iøvrigt tog aktivt del i som officer, bl.a. som deltager i Somme-slaget i 1916). Og dén udlægning har jeg selvsagt ikke det store problem med; hvis hele historien skal læses som en allegori om vigtigheden af at kæmpe mod fascismen er det jo svært at bevare sine forbehold.

Men faktisk er der et helt fadfuld kameler, der skal sluges før dét regnestykke går op. Der er nemlig en hel del elementer i fortællingen, der snarere end at tale fascismen imod rent ud understøtter den! Hele mentaliteten i værket er præget af noget, som jeg har inderligt svært ved at se som andet end foruroligende fascistoidt.

Sådan ser man ud, hvis man er “god” hos Tolkien.

Et eksempel er den næsten maniske besættelse af begrebet race; med nogle ganske, ganske få undtagelser bestemmes de enkelte personers adfærd helt og holdent af deres racemæssige tilhørsforhold. Orker er onde, punktum. De er ude af stand til at være andet, de ejer kun negative kvaliteter. De er brutale, blodtørstige, nådesløse, dumme og barbariske. Dværge er besværlige, højrøstede og ubehøvlede, men deres loyalitet og kampvilje er stålsat. Naturligvis vakler enkelte af dem i perioder, når de fristes af rigdom – men de ender næsten altid med at se lyset og vende tilbage til den rette vej. Det samme gælder både menneskene og elverfolkene (igen, med enkelte undtagelser); brave, modige, højpandede og ædle!

Naturligvis må man skelne mellem Tolkiens romaner og Peter Jacksons filmatisering. Filmene og deres visuelle udtryk står for Jacksons regning, ikke Tolkiens. Men det er vel meget få, der vil hævde at filmene går helt galt i byen; der hersker noget nær universel enighed om, at Jackson har ramt ånden hos Tolkien med rimeligt sikker hånd. Og det er et ret gennemgående træk i både bøger og film, at man allerede ved første øjekast kan se, hvem der er gode, og hvem der er onde; de onde er grimme og beskidte, de gode er smukke og elegante. I Midgård er der ikke noget behov for at sy jødestjerner på orkerne, for man kan straks se at de er onde. Det er overflødigt at umenneskeliggøre dem (rent bortset fra, at de selvfølgelig slet ikke er mennesker) – og tanken om en “god ork” er en umulighed i Tolkiens univers; de ejer ikke fri vilje, og har ingen anden mulighed end at være onde. Uden forbehold, nuancer og grænser, bare… onde. I romanserien ofres temmelig meget – nogle vil mene for meget! – spalteplads på de forskellige væsners myter, historier og digte, men orkerne har ingen myter, ingen fortællinger, ingen digte og sange, ingen poesi. De evner det ikke. Værkets verdensanskuelse er sort-hvid i en grad, man sjældent ser, og som i virkeligheden i betænkelig grad ligner fascismens. Den psykologiske kompleksitet og nuancering er på niveau med en gennemsnitlig Disneyfilm, og den eneste gode ork er, bogstaveligt talt, en død ork.

Mon fyren her er god eller ond? Uha… det er sør´me ikke nemt at regne ud (!)

Beslægtet hermed er historiens romantiske forestilling om “det ædle blod”; den menneskelige protagonist, Aragorn, ender som konge af riget Gondor. Han er den retmæssige arving til riget, fordi han nedstammer fra de gamle konger – men der stilles aldrig spørgsmålstegn ved hans egnethed. Den er nemlig åbenlys. Og åbenlys er den, fordi han er af herskerslægten. De royale egenskaber er simpelthen nedarvede, og forestillingen om at ædelmod, tapperhed og duelighed er betinget af det rette blod er jo i bedste fald en enevældstanke – i værste fald rendyrket Josef Goebbels!

En anden ting er beretningens tilbagevendende besættelse af krig. Skønt både Bilbo og Frodo taler for besindighed og fred ender det hver gang med, at våbnene får lov at tale, og selv den stoiske og patologisk fredsommelige Bilbo Sækker griber til sværdet og kaster sig ud i kampen. Det er et tilbagevendende tema, at de gode kæmper for deres sag – med våben i hånd, vel at mærke. Hele den gamle, fortærskede krigermentalitet bliver luftet for fuld udblæsning; i Ringenes Herre ER det smukt og sødt at dø for fædrelandet. Den ærefulde død på slagmarken er god og ønskværdig… ganske som krigspropaganda til alle tider har forsøgt at bilde os ind. I hele det meget omfattende værk er der ingen eksempler på, at man forsøger forhandling eller kompromis, i hvert fald ikke med held; jovist, når de “gode kræfter” midlertidigt rager uklar med hinanden eller for en tid lader sig forlede fra den rette vej, men det er kun de smukke og ædle racer, der evner forhandling. I Midgård kan der ikke forhandles med den virkelige fjende, kun med de midlertidige. Våben og blodsudgydelse er i sidste ende det eneste, der kan redde verden.

Tolkien havde det ikke fra fremmede; hans verdensbillede
følger en udbredt propagandatradition. Hans orker har
(åbenbart) en fortid i den internationale socialisme.

Og det er netop den betændte grundtanke, at der overhovedet kan findes helt klare og urokkelige skel mellem godt og ondt, der i virkeligheden er det mest betænkelige ved hele værket. Forestillingen om, at det er muligt at træffe et valg én gang for alle, at en krig kan være éntydigt og fuldkomment nuancefrit retfærdig, og at ondskaben kan besejres med et rask lille blodbad (som i temmelig mange tilfælde tilmed forener det heroiske og ophøjet ærefulde med det kække og hyggelige, jfr. heltenes hyppige friskfyr-agtige smarte bemærkninger til hinanden, når de muntert uddeler øksehug til højre og venstre). I Ringenes Herre er der ingen tvivl eller slinger i valsen: når den udkæmpes mod de rigtige, er krigen god. Og dét er jo faktisk én af fascismens grundidéer. Hele tanken om, at det er muligt at trække en tydelig streg i sandet, og henvise alt godt, fint og ophøjet til den ene side, og alt ondt, lavt og nedrigt til den anden, uden nogen mulighed for gråzoner, kompromiser, forbehold eller undtagelser, er fundamentalt fascistoid.

Selvfølgelig var Tolkien ikke fascist. Tvært imod tilbragte han det meste af sit voksenliv med at arbejde for fascismens direkte modsætning: åndslivet og de skjønne kunster, og der er ingen grund til at betvivle at hans motiver var de bedste. Men han havde også stærke kulturelle rødder i den engelske kolonialismes imperietraditioner og mentale verdensbillede. Fascismen i Ringenes Herre er ikke direkte politisk, den er ikke selvbevidst. I stedet er den iklædt et humanistisk og lyrisk klædebon… som i virkeligheden kun gør det hele endnu værre, fordi den dermed bliver snigende og ubevidst, forklædt (den formåede f.eks. at bilde hippierne ind, at det var deres værdier der blev understøttet). I en vis forstand er æventyret en fortælling om kampen mod fascismen – men samtidig er æventyrets præmis ganske den samme som dets fjendes. Det går fascismens ærinde, men diskret, pænt og tilforladeligt. Fascisme med et menneskeligt ansigt, så at sige, og tilmed formentlig uden selv at være klar over det. Tolkiens vidtstrakte fantasiverden er ikke kun en allegori over 2. Verdenskrig og den nazistiske trussel; på et overordnet plan er den i mindst lige så høj grad et udtryk for en virkelighedsforståelse, der er formet af britisk-amerikansk krigspropaganda (som man iøvrigt kan læse mere om i et tidligere indlæg HER) – der blev en stor inspiration for fascismen.

Nu er det naturligvis ikke, fordi jeg synes at man bør kaste Tolkiens mastondontværk på bålet. Det er jo vitterligt en herlig beretning, velfortalt og gennemarbejdet, og det har begejstret generation efter generation af læsere. Selvfølgelig skal man da også fremover lade sig fryde over de fortrinlige bøger (at jeg personligt ikke er overdrevent begejstret er jo netop, jah, personligt; forhærdede læsere af disse spalter vil kende til mit anstrengte forhold til Jane Austen – og jeg vil da så sandelig heller ikke hævde at ingen burde læse Austen!) Men det er aldrig nogen skade til at være lidt bevidst om, hvilke værdier og normer, man risikerer at rage sig til i ubevogtede øjeblikke, mens man labber de herlige fortællinger i sig. Man kan nemlig godt nyde en god fortælling uden nødvendigvis at adoptere dens verdenssyn, hvis blot man har hjernen med undervejs.

Og naturligvis kan man indvende, at det er jo netop er en allegorisk fortælling, at “god” og “ond” ikke nødvendigvis skal tages for pålydende, men snarere bør ses som sindsbilleder på idéer eller principper – hvilket da meget vel kan være tilfældet. Men hver gang man gentager påstanden om at verden er sort-hvid, at der kan skelnes tydeligt mellem ondt og godt… så graver man grøfter, man skaber en fortælling om verden, der simpelthen ikke svarer til virkeligheden. Accepterer man tanken om, at ondskaben kan besejres endegyldigt hvis bare vi fører tilstrækkeligt meget krig og slår tilstrækkeligt mange umenneskeliggjorte, dæmoniserede fjender ihjel – så har man valgt side.

Og det er ikke den gode….

***

Peter Jackson, der stod bag filmatiseringerne af Tolkiens romaner, er iøvrigt en mand med sunde interesser. På New Zealand har han grundlagt, hvad der ser ud til at være intet mindre end verdens bedste museum for flyvning under 1. Verdenskrig. Det kan man læse mere om HER

1 Comment

  1. Caroline siger:

    Åååh, det var en god tekst! En lidelsesfælle er altid godt at ha’! :-)
    Jeg kommer i tanker om Hagrids rejse til troldene, og om hvordan vi mennesker derved får et indblik i nogen, vi ellers ville opfatte som ork’er…

Skriv en kommentar