Fredsdagen, der blev væk
29. oktober 2016
Da Titanic trak en nitte, eller: hvorfor den billigste løsning ikke altid er den bedste
15. november 2016

Morbide Minder – victorianernes dødsfotografier

Gennem tiderne har mennesket haft mange forskellige, af og til ret bizarre, måder at erindre de afdøde på. I adelens forgyldte boliger samlede  endeløse rækker af portrætmalerier af henfarne slægtninge støv i korridorerne, og i byerne fik prominente bysbørn gader og pladser opkaldt efter sig. Men bevæger vi os bare en lille smule nedad i indkomstklasserne har det indtil for ikke meget længe siden været betydeligt vanskeligere at sætte et minde over afdøde. Portrætmalere koster penge – mange penge – og det er selvfølgelig ikke en hvilken som helst Hr. Gennemsnit der sådan uden videre kan få en offentlig vej opkaldt efter sig; glemsel og anonymitet har alle dage været den brede befolknings lod.

En s.k. dødsmaske - en voksafstøbning af Oliver Cromwell´s ansigt, foretaget ved hans død i 1658.

Dødsmaske – en direkte voksafstøbning af Oliver Cromwell´s ansigt, foretaget ved hans død i 1658.

Men næsten så langt tilbage vi kan følge menneskeheden, har man søgt at bevare erindringen om de afdøde; i begyndelsen under kollektive former som f.eks. bondestenalderens dysser, senere med et klart individuelt sigte; fra de ægyptiske mumiers ansigtsmasker, over romernes gravportrætter, til nyere tids afstøbninger af den dødes ansigt, de såkaldte dødsmasker. Men igen: Alt sammen noget, der var forbeholdt de få velhavende.

Først med fotografiets fremkomst blev det muligt for de s.k. “almindelige” mennesker at blive foreviget; Thomas Wedgwood havde eksperimenteret med fotografi allerede omkring 1800, men uden held. Først med Louis Daguerres teknik i slutningen af 1830´erne blev fotografering praktisk muligt.  Kostbart, javist, men dog inden for også den lavere middelklasses rækkevidde (industriproletariat og landalmuen havde selvfølgelig stadig ikke råd – men dem var der nu heller ikke mange, der gad at kigge på). Og med fotografiet opstod lynhurtigt en helt ny genre i portrætkunsten: post mortem-portrætter, eller dødsfotografier!

Der har til alle tider været folk, der var seriøst syge i låget - men hvad dette billede angår må der tilrådes en betydelig skepsis. I dag har alle adgang til Photoshop, og fotografier som dette handles til ret imponerende summer. Det er med stor sandsynlighed et stykke moderne svindel.

Der har til alle tider været folk, der var seriøst syge i låget – men hvad billeder som dette angår må der tilrådes en betydelig skepsis. I dag har alle adgang til Photoshop, og fotografier som dette handles til ret imponerende summer. Det er med stor sandsynlighed et stykke moderne manipulation.

I dag er post mortem-fotografiernes dødekult omgærdet af en veritabel tåge af myter. Ofte støder man på fortællinger om de forkvaklede victorianere, der spændte deres døde op i komplicerede stålstativer for at få taget groteske gruppebilleder af den døde og de levende sammen, med den døde stående i midten – ofte i synlige stadier af begyndende forrådnelse. Man søgte på alle måder at camouflere døden, og tvang f.eks. ligets øjne op, eller bandt kadavret fast til en lænestol – eller anrettede dem malerisk henslængt på en chaiselongue, så det blot så ud som om de sov.

Nu lader det sig ikke nægte, at victorianerne faktisk havde et noget forkvaklet syn på døden (som på de fleste andre ting, iøvrigt). Men helt så morbide var de altså trods alt ikke. De moderne forestillinger om victorianernes dødsportrætter er næsten lige så sygelige som den adfærd, de beskæftiger sig med – for det meste af det er i virkeligheden det rene opspind!

Et autentisk, victoriansk post mortem-fotografi. Der er ikke gjort nogen forsøg på at få den døde til at se levende ud.

Et autentisk, victoriansk post mortem-fotografi. Der er ikke gjort nogen forsøg på at få den døde til at se levende ud.

På de forskellige netauktioner kan man uden synderligt besvær finde disse morbide, gamle dødsfotografier. Billeder af mødre med ansigtet forstenet af sorg, med deres døde spædbørn på skødet, handles for ret imponerende summer – for der er en perfid fascination af fænomenet. Et 150 år gammelt billede af en anonym mor med en grim unge på knæene er ikke mange penge værd – men hvis barnet er dødt ryger der pludselig et par nuller ekstra på prisen. Så er det nemlig pludselig ikke bare et meningsløst portrætfoto af glemte mennesker; det er en historie! Desværre er det efter alt at dømme løgn. Alle disse billeder er præcis hvad de ligner ved første øjekast: ganske almindelige, banale portrætbilleder af anonyme (levende) mødre med deres grimme (men levende) unger på skødet.

Et klassisk eksempel på et påstået dødsfotografi; men modellen er sprællevende, og har kun stativet på for at kunne holde hovedet stille i de adskillige minutter, teknikken krævede.

Et klassisk eksempel på et påstået døds-fotografi; men modellen er sprællevende, og har kun stativet på for at kunne holde hovedet stille i de adskillige minutter, teknikken krævede.

I dag forveksler vi victorianernes alvorstunge fremtoning med sorg, og spædbørns besynderlige ansigtsudtryk med dødens bizarre stivhed. Og de sindige stativer, som den døde angiveligt er spændt fast i for at holde liget oprejst, har i virkeligheden intet med død at gøre; datidens fotoapparater havde en eksponeringstid på adskillige minutter, og stativerne blev brugt for at holde de sprællevende modeller nogenlunde i ro – ikke for at holde dem oprejst. Rent praktisk er stativerne da også alt, alt for spinkle til at holde et afsjælet menneskelegeme på fødderne.

Post Mortem-fotografier findes skam. I stort tal, endda. Men som regel er der ikke så meget at tage fejl af; man har fotograferet den afdøde liggende i kisten eller draperet på sengen, omgivet af blomster i helt enorme mængder (muligvis for at dulme den kvalme lugt, indtil fotografen havde tid at møde op).

I dag kan det forekomme temmelig morbidt at fotografere sine døde. Og det er da også sandt, at victorianerne havde et… skal-vi-sige “usundt” forhold til mange af livets aspekter (!) De var på mange måder fascinerede at døden, og havde en tilbøjelighed til at æstetisere den i en grad vi har svært ved at tage alvorligt i dag (det er f.eks. ikke tilfældigt, at Bram Stokers “Dracula” blev skrevet netop i denne periode). Men forholdene var anderledes dengang. Meget anderledes. For det første var døden i langt højere grad nærværende end den er i dag – folk døde hjemme, ikke på hospitaler, plejehjem eller hospicer, og de efterladte fulgte forløbet på nærmeste hold. For det andet var et fotografi af liget ikke sjældent den eneste mulighed for at fastholde den dødes ansigt; for manges vedkommende har det været det første og eneste fotografi, der nogensinde blev taget af dem.

Billeder som dette betragter vi idag med frydefuld gysen og dyb undren; det er dog kun vores undren der er berettiget. Billedet er nemlig en opstilling, et trickfoto, og den halshuggede bedstemor i midten lever og har det aldeles udmærket!

Billeder som dette betragter vi idag med nogenlunde lige dele frydefuld gysen og dyb undren. Det er dog kun vores undren der er berettiget. Billedet er nemlig et trickfoto, og den halshuggede morlil i midten lever og er helt med på spøgen!

At der bliver svindlet med disse gamle dødsfotografier i dag kan ikke undre, al den stund der er en hel del penge i det. Men også tidligere manipulerede man billederne; i USA opstod f.eks. omkring år 1900 en trend med fup-dødsbilleder, hvor levende mennesker stillede sig an som døde i tableau´er, der kunne være endog ganske overordentligt grumme – ind imellem ligefrem perverse. Det var en slags “leg med døden”, en besynderlig og krukket modedille – men i virkeligheden skal man ikke bruge lang tids søgen på nettet for at finde en tilsvarende moderne fascineret trang til at udviske grænsen mellem levende og død. Se blot den nys overståede halloween!

***

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.