Kanonfoder og Kaninfoder – om krigens positive virkning på folkesundheden
10. september 2018
Danskismens Højborg – Skamlingsbanken
8. oktober 2018

Myter Før og Nu

Mennesket er et nysgerrigt væsen. Vi vil så forfærdeligt gerne forstå vores omgivelser. Fra de ældste tider har vi søgt svar på de store spørgsmål og prøvet at finde sammenhænge, at skabe orden af kaos; allerede de første monumentbyggere, der stod bag Stonehenge og alle de andre bedagede, mosbegroede stenbunker der ligger spredt ud over hele den beboede verden, iagttog deres omgivelser og søgte sammenhænge. Det ligger i vores natur at forsøge at forstå.

Men skal man ret forstå sin verden kræves der visse redskaber. Man kommer ikke langt uden det rette værktøj. Det forudsætter, at man har både teknologi og metode til rådighed – og en stor del af disse elementer er først for alvor blevet tilgængelige inden for de seneste par hundrede år. Videnskabelig metode, i moderne forstand, er i historisk perspektiv et ret nyt fænomen. Teknologiske hjælpemidler har man i varierende grader alle dage haft – men det hører en ny tid til, at de har været tilstrækkeligt udviklede til for alvor at være effektive. De neolitiske ingeniører bag Stonehenge havde tilsyneladende indsamlet en imponerende viden om himmellegemernes bevægelser, og var formentlig i stand til at forudsige astronomiske begivenheder med en forbløffende præcision… men de havde simpelthen ikke redskaberne til en fuld forståelse, hvor brillante de så end må have været. I virkeligheden er vi jo selv i dag kun undervejs i dette æonlange, verdensomspændende og fællesmenneskelige projekt; selv i vor tid er der bunker af fænomener, den moderne videnskab med alle dens logaritmer, computere og andre imponerende trylleremedier ikke er i stand til at forklare tilfredsstillende.

Stonehenge er (også) et forsøg på at forstå verden.

Det har naturligvis ikke afholdt mennesket fra at forsøge at forklare ting og sager. Man har dannet sig forestillinger, der har givet de ønskede forklaringer så tilfredsstillende, det nu lod sig gøre. Og stort set alt, hvad der er hændt af den slags indtil for ret få århundreder siden, er det, vi i dag under ét betegner som… myter!

De antikke grækeres gudeverden består af myter. Beretningerne om vikingernes muntre voldspsykopat-pantheon er myter. Det er jo derfor, vi omtaler alt andet end den til enhver tid mest populære himmelnisse som ”mytologi”. Men dybest set er den eneste forskel på myten og religionen antallet af medlemmer af klubben; for dybest set er det naturligvis hverken mere eller mindre fjollet at tro, at torden bliver skabt af en rødskægget slagsbror, der farer hen over himlen i en gedetrukket vogn, end det er at tro på en tømrerlærling, der kan vække de døde til live og lave vand om til vin (når han altså er færdig med at trampe rundt på det). Udtrykket ”myte” er en subjektiv betegnelse; forskellen på tro og overtro er dybest set, at dét man selv hælder mest til, er tro, mens det andre hælder til, er overtro – men i grunden er der jo sådan set bare tale om rivaliserende og, i empirisk forstand, utilstrækkelige forklaringsmodeller (at nogle så kan forekomme mere besnærende end andre, er en ganske anden sag.)

De spørgsmål, man gennem tiderne har søgt svar på, har typisk været af to ”grundtyper”: de abstrakte, metafysiske (f.eks. ”hvor kommer vi fra?”, eller ”hvad mon der sker, når vi dør?”) og de mere lavpraktiske (”hvordan dælen er dén enorme jordbunke blevet til?” eller ”hvem pokker har smidt dén kolossale sten dér?”) Det er karakteristisk, at sidstnævnte i almindelighed er de mest konkrete – og oftest også de mest underholdende – simpelthen fordi de som regel har en meget pragmatisk rod; overalt i verden kender vi til forklaringsmyter på store sten eller andre prominente topografiske fænomener. I oldtiden mente man således, at Sjælland var opstået, fordi den norrøne gudinde Gefjon engang havde pløjet øen fri af Sverige og slæbt den mod vest – og efterladt søen Mälaren i Sverige, hvor Sjællands muld var fjernet. Det er naturligvis noget vås; Mälaren dækker f.eks. et areal på 1.140 km2, mens Sjælland har et areal på 7.031 km2 – og således er mere end 6 gange så stor som den svenske sø – og i øvrigt ligner Mälaren overhovedet ikke Sjælland (!)

Næstved-Trolden, der skabte Mogenstrup-åsen… det er ganske vist!

Men samtidig er det en slags ur-myte, der i sin grundform ligner et væld af andre; alene i Danmark er der enorme mængder af åse, højderygge, søer, huller i jorden og andre topografiske anormaliteter, der har været forklaret med at en trold eller heks ville begrave denne eller hin by/kirke/nabo, men på en eller anden måde forkludrede projektet og spildte jorden eller stenen undervejs mod målet; historien findes blandt mange andre steder i Næstved, hvor Mogenstrup-åsen angiveligt er opstået, netop fordi en vred trold ville tildække kirken i byen (jeg har i øvrigt i anden forbindelse engang udregnet Mogenstruptroldens omtrentlige størrelse. Han var 1,8 km. høj – hvilket er særligt imponerende i og med, at myten også fortæller at han tog et hvil undervejs på Mogenstrup Kro. Der må have været ret højt til loftet engang!)

I dag overlever disse myter hovedsagelig kun som æventyr, som sjove beretninger vi kan fortælle vores børn og more os over – altså en illustration af, hvor uvidende folk var før i tiden. Men faktisk lever den, om ikke i bedste velgående – De Troende er forsvindende få, men findes dog – stadig, selv i nutiden. Der eksisterer i dag en lille kreds ihærdige troende, der insisterer på at Trelleborg, Harald Blåtands gamle fæstning ved Slagelse, aldeles ikke er en vikingeborg, men derimod er en længst glemt landingsbane til flyvende tallerkener – og den er (selvfølgelig!) opført af små, grønne marsmænd med antenner på hovedet! Argumentet (tilgiv min lemfældige brug af begrebet) er, at Trelleborg er et alt, alt for komplekst projekt til, at vikingerne kunne have magtet det. Der må have stået en højere intelligens bag. Og hvem andre kan det have været, end… fremmede fra rummet!

I grunden er dét, der sker med sådan en fortælling, præcis det samme som med beretningen om Næstvedtrolden; man betragter et fænomen i landskabet, der forekommer så enormt og imponerende at man slet ikke kan forestille sig, at der står sølle, skrøbelige almindelige mennesker bag. Det må være skabt af nogen, der var uendeligt meget større, stærkere, klogere eller teknologisk fremskredne end vi. Det er af samme grund, man omtaler oldtidens gravhøje som kæmpehøje eller jættestuer. Selv i dag skaber vi altså myter, på ganske samme måde som vi gjorde for hundredevis af år siden. Dog er der to ikke uvæsentlige forskelle – dels, at den slags historier generelt kun har meget få troende i dag, og dels at de gamle myter i sin tid opstod som den bedst mulige forklaring i en verden, der ingen nævneværdige redskaber havde til empirisk forståelse – altså i mangel af bedre, så at sige – mens vi i dag unægtelig har redskaber til at kunne finde en mildt sagt mere sandsynlig og troværdig forklaring. Hvad der oprindeligt var den bedste tilgængelige forklaring, er i dag den ringeste – men den ”mentale mekanik” er ganske den samme.

I de senere år er der dukket et nyt begreb op i det kollektive ordforråd: Fake News. Udtrykket er på rekordtid blevet ét af de mest anvendte, og benyttes aktivt af især politikere (ingen nævnt, ingen glemt) til at afmontere ubehagelige fakta, der modsiger dét verdensbillede, man nu engang søger at prakke sine vælgere på. I takt med at vi bliver mere og mere vidende, bliver selve fænomenet viden mere og mere undergravet. For ganske få år siden var der i det mindste en stort set universel enighed om, hvordan vi overhovedet skulle definere selve begrebet fakta, men denne konsensus er i dag så småt på vej til at blive erstattet af… blind tro. Vi har større mængder faktuel viden til rådighed end nogensinde før, men vi har gradvis mistet troen på viden. Vi er på sin vis i færd med at vende tilbage til tidligere tiders mytebaserede forklaringer på vores omverden. Et pudsigt eksempel er den hastigt voksende Flat Earth-tanke. Forestillingen om, at jorden i virkeligheden er flad, og at det er den amerikanske regering, russerne, de venstreorienterede, de rødhårede, frimurerne, eller Illuminati [fortsæt selv], der binder os noget på ærmet når de hævder at den er rund, er i dag blandt de hastigst voksende idémæssige bevægelser i den vestlige verden. Man hører jævnligt tanken præsenteret som ”fladjords-teorien”… men dybest set er det jo aldeles ikke en ”teori”; det er en påstand, en fuldkomment uunderbygget fantasi, kogt sammen af løse indfald, mistanker, konspirationsparanoia og en gigantisk overfortolkning af nogle få, pudsige sammenfald. En teori er en videnskabelig tese, baseret på seriøse og objektive observationer – hvilket fladjordsteorien jo på ingen måde kvalificerer til. Det er interessant, at der i dag sandsynligvis er flere tilhængere af dén idé, end der nogensinde har været før; hvorfor er vi ved at miste troen på faktuel viden?

Voltaire, oplysningsmand par excellence. Hans rationelle tankesæt er under stærkt pres for tiden..

Fladjordsbevægelsen er et symptom. Den er et tegn på, at en ikke helt ubetydelig andel af menneskeheden ikke længere har tillid til fakta, og foretrækker at strikke sine egne, hjemmelavede forklaringer sammen i stedet for at læne sig op ad videnskaben. Tro er endnu en gang i færd med at erstatte viden. Bagstræberiske kræfter har haft et horn i siden på oplysningsidealerne lige siden de dukkede op i slutningen af 1600-tallet… og nu ser det faktisk ud til, at de begynder at få vind i sejlene. Om ikke andet må man da beundre deres vedholdenhed; det er ikke mange tankesystemer, der har overlevet 400 års massiv modgang! ;-)

Men den slags adfærd opstår selvsagt ikke ud af det rene ingenting. Selvfølgelig har det empiriske, videnskabelige verdenssyn på visse punkter svigtet ind imellem. Om ikke andet, så ved til tider at blive lige lovlig selvhøjtideligt og skråsikkert. Eller når der fra tid til anden afsløres tætte økonomiske bånd mellem sygdomsforskere og medicinalindustrien, og når et forskningsprojekt der undersøger sundhedsværdien af mælk viser sig at have snævre forbindelser til mejeribranchen. Og hvis man som befolkningsgruppe føler sig overset, talt ned til, ignoreret eller ligefrem svigtet, reagerer man helt naturligt ved at tage afstand. Når man føler sig svigtet af videnskaben opstår der grobund for selvbestaltede, kontrafaktiske idéer. Det er sådan, myter fødes i dag.

Og i grunden er der jo aldeles ikke noget nyt i, at vi gladelig accepterer ting, der ikke lader sig bevise. Måske ligger det ligefrem i vores natur at søge udokumenterede sammenhænge? Horoskoper har alle dage haft sin trofaste menighed, og feng-shui, numerologi, pyramidekraft og krystalhealing m.v. er vel egentlig blot moderne versioner af svundne tiders klippefaste tro på relikvier, helligkilder osv.

Den skruppelløse filminstruktør Stanley Kubrick, der narrede os allesammen til at tro, at amerikanerne var landet på månen (eller osse gjorde han ikke….) (!)

Fladjordsbevægelsen er nemlig langt fra enestående. Man kunne føje en perlerække af gode historier til: månelandingen var svindel (den blev nemlig iscenesat af Stanley Kubrick), angrebet på World Trade Centre var ikke fundamentalistisk terror (det var et indenrigspolitisk komplot, iværksat af Bush-administrationen), Striberne bag rutefly er i virkeligheden kemikalier, som regeringen hemmeligt bestøver os alle sammen med (!) og så videre ad nauseam. Det er jo snublende nærliggende at se dette som en tilbagevenden til myten som forklaringsmodel – hvilket det selvsagt også er. Men at tro, at det samtidig er et udtryk for en tilbagevenden til middelalderens måde at forstå verden på, vil være en alvorlig fejl. Det er det nemlig ikke; det er det modsatte. Vi er ikke i færd med at gøre os lige så ”dumme”, som man var i middelalderen; i virkeligheden er vi hastigt på vej mod noget, der er uendeligt meget dummere end middelalderen nogensinde var.

Og selvfølgelig eksisterer der en sammensværgelse mellem flyselskaberne og regeringen, om at pudre os allesammen til med giftige stoffer! Bare pas på! 

Når middelaldermennesket udtænkte sine sære, mærkværdige (og, selvfølgelig, oftest forkerte) forklaringsmodeller på de store, ubesvarede spørgsmål, var det et udtryk for det mest kvalificerede, tiden kunne byde på, i mangel af videnskab. De var egentlig ikke ”dumme”. Men når vi i dag udvikler tilsvarende myter er situationen aldeles ikke den samme – den er det modsatte. Fladjord-tanken, Trelleborg-UFO´er og alle de andre besynderlige moderne myter er ikke længere det bedst mulige bud på forklaringer. De er de ringeste, mest uunderbyggede og mindst sandsynlige svar på spørgsmål, vi for langt de flestes vedkommende allerede har ganske glimrende, velunderbyggede, fyldestgørende og seriøse svar på; muligvis ikke altid 100% korrekte, muligvis ikke altid 100% tilstrækkelige svar (og, hvad der er nok så relevant, ikke altid de mest underholdende svar)… men dog under de givne omstændigheder langt de mest troværdige. Generelt var middelalderens myter altså det klogest mulige svar i situationen. Moderne myter er det modsatte.

Vi bør ikke kaste smuds på fortidens mytemagere. Vi bør ikke grine ad dem, i hvert fald ikke med en nedladende og hånende latter (men OK, lad os være ærlige: nogle af deres myter er faktisk ret morsomme.)  Middelalderen var slet ikke så dum, som vi i dag nemt kan bilde os selv ind. I stedet er det måske på tide at vende blikket lidt mod vor egen tid, mod os selv og vores egne, moderne myter; vil vi virkelig gøre os selv dummere, end man var i middelalderen?

***

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.