En Irsk Hundredeårsdag
25. marts 2016
Ikke kun Sygeplejersker!
17. april 2016

Now you see me, now you don´t ;-)

I en kampsituation er synlighed som udgangspunkt en rigtig dårlig idé. Jo mere man udstiller sig selv, des mere tiltrækker man fjendens opmærksomhed – og med mindre man har heltedøden som primær målsætning er det selvfølgelig ikke ønskeligt. Det kan derfor godt undre, at europæiske militæruniformer op gennem tiden typisk har været udført i meget klare farver. Røde uniformsjakker har f.eks. alle dage været umådeligt populære, gerne garneret med hvide bånd og bælter, guldsnore, messingbeslag og andre gode sager, der altsammen har medvirket til at gøre soldaten omtrent lige så diskret og upåfaldende på slagmarken som et stalinorgel i en klaverkoncert. Dybest set temmelig tåbeligt, altså.

Udviklingen i den franske infanteriuniform gennem krigen - fra det farvestrålende til det stadig mere neddæmpede og diskrete.

Udviklingen i den franske infanteriuniform fra 1914 til 1918 – fra det farvestrålende til det stadig mere neddæmpede og diskrete.

Der er selvfølgelig grunde til tidligere tiders farvestrålende uniformer. Folk før i tiden var ikke så dumme, som vi gerne vil gøre dem til idag. Men deres prioriteringer var ofte anderledes end vore; frem for usynlighedens sikkerhed vægtede de det demonstrative mandsmod højt. Og at tage en rød frakke på i en kampsituation er måske ikke særlig hensigtsmæssigt – men det er unægtelig modigt. Det spiller selvfølgelig også ind, at man nødvendigvis må kunne se og genkende tropperne for at kunne overskue og lede slaget. Der kan altså være andre hensyn at tage end den enkelte soldats personlige sikkerhed. Men når dét er sagt, så er sløring altså alt andet lige en ret fornuftig ting.

Det britiske slagskib SS Empress of Russia, fotograferet i 1918, bemalet i det karakteristiske dazzle-mønster.

Det britiske slagskib SS Empress of Russia, fotograferet i 1918, bemalet i det karakteristiske dazzle-mønster.

 

Camouflage er ikke nogen ny opfindelse. Langt tilbage i tiden kendes eksempler på, at man har forsøgt at få sine tropper til at falde i ét med landskabet. Allerede under Cæsars kampagne i Gallien i det 1. århundrede FvT, fortæller den senromerske militærhistoriker Publius Flavius Vegetius, malede romerne deres krigsskibe blågrønne og lod besætningerne bære tøj i samme farve, for at de skulle falde i ét med havet. Under stormen på København i februar 1659 lod den svenske kong Karl X. Gustav angiveligt sine soldater angribe byens volde med lagener over hovedet, for at de skulle være svære at se mod den snedækkede jord. Og Napoleonskrigenes preussiske infanteri var iført vissengrønne uniformer, ligesom visse engelske tropper bar samme farve. Tilsløring er altså ikke noget nyt påhit. Men almindeligt blev det først et stykke inde i 1. Verdenskrig.

Naturligvis var der – som med alt andet – tale om en gradvis udvikling. Uniformerne i den Amerikanske Borgerkrig var f.eks. betydeligt mere diskrete end de havde været under frihedskrigen knap 100 år før. Men det var så langtfra en udvikling, der var fuldbragt ved krigsudbruddet i 1914. Det franske infanteris postkasserøde bukser er et særligt grelt eksempel, men også de tyske hæres rødkantede uniformer, glitrende pikkelhuer og skinnende messingknapper var voldsomt uegnede til moderne krigsførelse. Og der gik naturligvis ikke lang tid, før de fleste hærledelser havde opdaget værdien af diskretion.

Nært beslægtet med det britiske dazzle-mønster: Ernst udets Fokker Triplan (her dog i en model). Billedet illustrere udmærket, hvor meget striberne forvirrer synsindtrykket.

Nært beslægtet med det britiske dazzle-mønster: Ernst Udets Fokker Triplan (her i en model). Bemærk hvor meget striberne forvirrer synsindtrykket (de røde “LO“-bogstaver på siden er en hyldest til Udets forlovede, Lotte.)

Man kan imidlertid godt undre sig, når men betragter de første organiserede forsøg på camouflage… for de er ikke umiddelbart særligt diskrete. De britiske krigsskibe blev f.eks. bemalet med zebra-agtige, sort-hvide stribemønstre, der ikke ligefrem er svære at få øje på. Mønstret kaldes for “dazzle” – hvilket faktisk afslører hensigten: det er en vanskelig affære at gøre en panserkrydser usynlig, men det behøver man i virkeligheden heller ikke. Det er tilstrækkeligt, hvis man kan forvirre fjenden og forpurre hans afstandsmåling (og dermed hans chance for at ramme). Det zebra-agtige dazzle-mønster tjener præcis samme formål som det gør på zebraen (som jo heller ikke er usynlig, når den storker ud over de afrikanske savanner). Det forvirrer og spænder ben for dømmekraften (og gjorde iøvrigt datidens afstandsmålere stort set ubrugelige).

Forvirringseffekten er også tanken ligger bag bemalingen af nogle af de tyske jagerfly. Ernst Udet malede sit Fokker-fly i retlinede sort-hvide striber, og insisterede – uvist af hvilke årsager – på at det fik hans modstandere til at skyde for langt til højre (hvilket lidt overraskende blev bekræftet i praksis). Udet havde, ligesom den britiske marine, indset, at et fly ikke kan gøres usynligt, ligegyldigt hvilke farver man så maler det i.

Det franske flyver-es Jean Navarre (1895-1919) - der allerede inden den berømte "Røde Baron" malede sit fly helt rødt.

Det franske flyver-es Jean Navarre (1895-1919) – der kom den berømte “Røde Baron”  i forkøbet med den røde malerspand.

Muligvis er det den samme tanke, der ligger bag Richthofens beslutning om at male sit fly rødt. I sin erindringsbog giver han ingen egentlig forklaring, men der ligger en fornuftig psykologisk strategi bag; at gå stik imod tidens (umulige) bestræbelser på at sløre maskinerne var et kraftigt signal til modstanderen, og sendte et tydeligt budskab om, at hér var en pilot, der i hvert fald ikke frygtede kampen… og dét viste sig ganske rigtig at plante en betydelig nervøsitet hos modparten, som dermed var psykologisk underlegen allerede fra starten. Richthofen var iøvrigt ikke den første, der malede sit fly rødt; det var hovedsagelig tyskerne, der dekorerede deres maskiner som flyvende farvelader, men idéen stammede faktisk fra en fransk jagerpilot, Jean Navarre, der allerede under slaget om Verdun lod sin Nieuport-jager male først i trikolorens blå-hvid-røde farver, sidenhen i rent rødt – hvilket indbragte ham det ærefulde tilnavn “Sentinel de Verdun”, Verduns Vogter. Der er ikke noget der tyder på, at Richthofen nogensinde selv oplevede ham i luften, men hans læremester Oswald Boelcke fløj ved Verdun samtidig med Navarre; det er sandsynligt, at Richthofen fik idéen via Boelcke.

Et eksempel på lozenge, eller Buntfarbenanstrich, der var udbredt på tyske fly i krigens sidste to-tre år.

Et eksempel på lozenge, eller Buntfarbenanstrich, der var udbredt på tyske fly i krigens sidste to-tre år. Kravet om den tydelige malterserkors-markering underminerede iøvrigt i nogen grad effekten.

Sideløbende med de tyske piloters kulørte eksperimenter med farveskalaen – der jo altså var stærkt personlig, al den stund formålet bl.a. var at gøre den enkelte pilot umiddelbart genkendelig – eksperimenterede de Kejserlige Luftstridskræfter på et overordnet plan med en mere traditionel camouflage til flyene. I 1916 lanceredes således den velkendte lozenge-camouflage, der bestod af poygoner, typisk regelmæssige sekskanter, i forskellige farver (“lozenge” er iøvrigt den engelsksprogede betegnelse, på tysk kaldtes det for Buntfarbenanstrich). Mønstret var tidskrævende at håndmale, og vægten af den ekstra maling var så stor, at det hæmmede flyets præstationsevne. Mønstret blev derfor trykt på lærredet allerede inden maskinen blev beklædt, og var derfor ensartet på alle maskiner. Buntfarbenanstrich var iøvrigt synligt inspireret af den spirende kunstretning kubismen, der var blevet udviklet i 1908 af Pablo Picasso og George Braque. Men ikke blot kunstretningen, men også selve idéen, var faktisk lånt fra franskmændene; de havde nemlig allerede i 1915 udpeget den kunstmaleren Lucien-Victor de Scévola som leder af et militært projekt, der skulle undersøge netop den kubistiske idés potentiale som camouflage.

Sideløbende med flyverkorpsenes (som sædvanligt!) noget excentriske udskejelser blev der naturligvis også arbejdet intenst med sløring og camouflage af landtropperne.  Således blev den noget prangende tyske uniform M1907/10 fra 1916 og frem gradvis erstattet af den nye M1915-uniform, der dels var betydeligt billigere og hurtigere at fremstille, og dels var en hel del mindre iøjenfaldende; borte var de blanke knapper og røde kantbånd, og det skinnende messing-bæltespænde blev malet feltgråt – og dermed blev de tyske soldater selvfølgelig væsentligt vanskeligere at få øje på i landskabet. Også sløringsnet begyndte at blive udbredt, så kanonstillinger var mindre sårbare overfor flyobservation. En sønderjysk krigsdeltager beretter f.eks. i sine erindringer om, hvorledes han en dag oplevede at en fransk bonde og hans ko pludselig drattede ned i kanongraven, fordi de intetanende var trampet lige ud i hullet, ude af stand til at se det på grund af sløringsnettet. Det voldte angiveligt de tyske soldater ikke ringe besvær at få særligt koen løftet op igen (!)

Som med så mange andre nye tiltag udviklede camouflagen sig også med rivende hast fra 1914 til 1918. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, siger man jo, og det er i sjælden grad sandt i forbindelse med den Første Verdenskrig. På blot fire et halvt år tog den teknologiske udvikling stormskridt fremad, i takt med at svundne tiders forældede militære forestillinger faldt bort under indtryk af den nye tids ubønhørlige krav til krigsførelse. Hovedparten af vores moderne idéer omkring camouflage har deres rødder i krigen 1914-18… ganske som stort set alle andre aspekter af krigsførelse.

***

 

Læs mere om de Scévola her: https://en.wikipedia.org/wiki/Lucien-Victor_Guirand_de_Scévola

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.