Danmarkshistoriens Særeste Tyveri
13. juli 2017
Hagbard & Signe
8. august 2017

Om Afholdsfolk og Cocktails

Ord er som bekendt langt mere end den umiddelbare kommunikation, de viderebringer. Ord maner billeder frem, ord har værdiladning – positiv eller negativ – og de sender signaler. Prøv f.eks, kære læser, at smage på glosen “cocktail”…. alene ordet tænder op under indre billeder, og leder straks tankerne hen på fest, ferie, farver, luksus og glade dage. Når dertil lægges de ind imellem umådeligt kulørte navne, de enkelte cocktails er blevet tildelt, bliver farveskalaen endnu mere sprudlende; hvem bliver ikke opstemt ved udsigten til en forfriskende Diamond Rose, Gin Fizz eller Piña Colada – eller for den sags skyld en hurtig og uforpligtende gang Sex on the Beach?

Andrew Volstead, der lagde navn til én af de mest naive og håbløse love i USA nogensinde…

Cocktails er altså næsten synonymt med letbenet uansvarlighed, høj cigarføring, afslapning og en snert af luksus (for udenfor den besnærende & vidunderlige verden der befolkes af typer som Dean Martin og Nick & Nora fra Den Tynde Mand-filmene er der trods alt ikke mange af os, der tyller fashionable cocktails på en hverdags-formiddag). Det er simpelthen indbegrebet af farvestrålende, sorgløs og smådekadent fornøjelse. Pudsigt nok skylder vi selve eksistensen af begrebet “cocktail” noget så uventet som… fanatiske afholdsfolk!

-og Wayne Wheeler, afholdsmanden der formulerede forbudsloven.

Cocktailen er om noget en amerikansk specialitet, og det er da også her, vi skal finde dens oprindelse; op gennem de sidste årtier af det 19. århundrede voksede en magtfuld afholdsbevægelse frem i USA, affødt af erfaringerne med uhæmmet drukkenskab. Også i Europa havde man gennem århundreder oplevet konsekvenserne af det massive alkoholforbrug. I Danmark udstedte Christian IV allerede i 1593 et edikt, der fastlagde at landstingsmøder fremover skulle påbegyndes ikke senere end kl. 7 om sommeren, og kl. 8 om vinteren… fordi folk generelt var stanghamrende bacardi når man nåede frem til midt på formiddagen! Også i England hjemsøgtes samfundet af alkoholens forbandelser, som det f.eks. er illustreret så glimrende i Wm. Hogarth´s kobberstik Gin Lane og Beer Street fra midten af 1700-tallet. Gennem tiden har alkohol virkelig været skyld i ubegribelig lidelse og menneskelig ulykke.

Det er med andre ord for nemt at affeje afholdsbevægelserne som en flok blegnæbbede, kedsommelige festdræbere, der ikke undte deres omgivelser en smule fornøjelse. Alkohol var virkelig en seriøs trussel, både mod individet og samfundet, og det var aldeles ikke uden grund, når Karl Marx udråbte drukkenskab til de arbejdende massers forbandelse. Men det er ikke nok at have identificeret problemet; man skal helst også have en løsning, der har bare en lillebitte chance for at lykkes!

I USA, der jo som bekendt alle dage har haft en særlig svaghed for moralsk overlegenhed og pietistisk bedreviden, betød den voksende støtte til afholdsbevægelsen, at man kort efter 1. Verdenskrig nedsatte en kommission, der skulle barsle med en national strategi til bekæmpelse af drukkenskab. Kommissionen blev nominelt ledet af det republikanske kongresmedlem Andrew Volstead, men hjernen bag projektet var den radikaliserede alkoholmodstander Wayne Wheeler. I oktober måned 1919 forelagde man kommissionens arbejde for præsident Wilson, der imidlertid pure afviste at godkende resultatet. Han betragtede det som et moralistisk overgreb på den personlige frihed, og påpegede at det var i modstrid med centrale dele af konstitutionen.

Spritbranchens enorme fortjenester betød, at alle kneb blev taget i brug for at holde leverancerne kørende. Spritmarkedet blev mere og mere voldeligt.

Det var imidlertid slet ikke nok til at lukke munden på de energiske forbudsfolk, der i stedet tvang loven igennem i Kongressen (hvilket skete selv samme dag som præsident Wilson affejede den, så man har tydeligvis forudset Wilsons modstand). I 1920 trådte så The National Prohibition Act of 1919 (eller, som den er bedre kendt, The Volstead Act) i kraft, og indledte én af de særeste, mest ineffektive og tåbeligste politiske kampagner i USA historie: forbudstiden!

Personificeringen af det eneste synlige resultat af forbudsloven: gangsterbossen Al Capone!

Det var ganske vist ikke første gang, liberalismens højborg greb til forbud for at regulere borgernes nydelse; allerede i 1851 havde de såkaldte Maine Laws forsøgt at gennemføre et forbud, men slet ikke med den styrke man nu oplevede; Den nye lov forbød borgerne at fremstille, sælge, bytte, transportere, importere, eksportere, levere, fremlægge eller besidde nogen alkoholiske drikkevarer, bortset fra til lægeordinerede medicinske formål. Målet var simpelthen at tørlægge Amerika, fra den ene dag til den anden. Og det lykkedes – jeg havde nær sagt naturligvis! – ikke. Tvært imod. Forbud mod nydelsesmidler betyder sjældent at problemet forsvinder; det betyder som regel bare, at markedet forsvinder fra radaren og rykker hinsides enhver kontrol (og skyldes vel også ofte dubiøse politikeres behov for at vise handlekraft, snarere end en reel tro på effekten). Forbudstiden affødte en markant tilvækst i spiritusforbruget, fordi det blev en slags folkesport; reelt var der meget lidt folkelig opbakning til loven, og langt de fleste opfattede det som en tåbelighed. Tilmed gav det alkoholen et skær af spænding og glamour, for pludselig skulle man opsøge små, luskede smugkroer for at få en stille sjus, med alt hvad det indebar af pirrende fare for pludselige politirazzia´er og andre dramatiske hændelser. Og de mennesker, der tilvejebragte den så inderligt eftertragtede vare – gangsterne – blev en slags folkehelte. Man opfattede dem i begyndelsen næsten som en art frihedskæmpere, der under stor personlig fare drev gæk med en moraliserende, allestedsnærværende statsmagt, hvis hedeste ønske var at snage i borgernes private sager… og den slags har selvsagt aldrig været populært i individualismens fædreland!

Ophævelsen af det foragtede spritforbud i 1933 blev fejret med manér!

Hollywood kastede sig begejstret over de nye forbrydersyndikater, og spritsmugleren blev gjort til en moderne version af det vilde vestens desperado; moralsk forkastelig, selvfølgelig…. men meget, meget fascinerende! At gangsterne i virkeligheden aldeles ikke var frihedskæmpere (men slet og ret larmende vulgære, ultravoldelige kriminelle) var så en ganske anden sag, og ikke noget man i de første mange år lod sig påvirke synderligt af. Festen var simpelthen for morsom, og når selv højtplacerede samfundsstøtter som politichefer og borgmestre helt åbenlyst stadig havde drinksskabe stående på deres kontorer var det selvfølgelig svært at tage forbudet alvorligt. Hykleriet stod i fuldt flor.

Men hvad rolle, spørger man måske sig selv, spiller cocktailens relativt beskedne del af alkoholens samlede udbud da så i alt dette?  Joh, kære læser – cocktailen er såmænd direkte født af Volstead-loven! Selv om der gennem hele forbudstiden fandt smugleri af de klassiske kvalitetsvarer sted – whisky fra Skotland, Gin fra England osv – blev langt størstedelen af spiritussen fremstillet lokalt, enten på små, diskrete baggårdsbrænderier i de store byer, eller rundt om på gårde langt ude på landet. Efterspørgselen var enorm, markedet var umætteligt, og det handlede i langt højere grad om mængder end om kvalitet; resultatet var det såkaldte “bathtub liquor”, som efter sigende ikke sjældent faktisk blev brygget i folks badekar! Det giver sig selv, at produktet var i bedste fald ujævnt, ikke sjældent decideret sundhedsskadeligt, og i almindelighed ville få en flaske vinduespuds til at ligne en skotsk single malt. Og smagen var absolut ikke nogen top-prioritet; faktisk smagte det meste af spiritussen så utroligt elendigt, at man blev nødt til at blande den op med alle mulige smagssættere for overhovedet at få skidtet ned… og voilá: Cocktailen var født!

Efter en årrækkes spektakulære mangel på succes blev forbudsloven ophævet i 1933, men da var skaden forlængst sket; der havde naturligvis været bandekriminalitet i USA også før Volstead-loven, men med spiritusforbudets væksthus blev de kriminelle bander for alvor etablerede. Man sadlede beredvilligt om, og satsede i stedet for spiritus på narko, prostitution, ulovligt spil og en bred vifte af andre typer ulovlige aktiviteter. Den organiserede kriminalitet er stadig en seriøs udfordring for det amerikanske samfund, og skønt det selvfølgelig er naivt at tro at USA idag havde været ganske fri for kriminalitet uden spiritusforbudet er det dog et faktum, at perioden kom til at konsolidere en underverden af gigantiske dimensioner, så magtfuld at den selv i dag – 84 år efter Volsteadloven blev ophævet – har vist sig umulig at komme til livs.

***

Thompson Sub-Machine Gun M1921 – eller, blandt venner… The Tommygun!

Et at de våben, som forbudstiden (og Hollywood) udødeliggjorde, var den notoriske gangster-maskinpistol, Tommygun´en. Det er derfor ikke ganske upassende, at der er opkaldt en cocktail efter netop dette ikoniske våben. Og her, kære læser, følger som en slags kundeservice opskriften på en “Tommygun Cocktail“:

Bland 2 tynde skiver ingefær med en teskefuld abrikosmarmelade i en cocktailshaker. Tilsæt et lille skvæt appelsinjuice, en ordentlig portion irsk whisky, og en smule Grand Marnier. Tilføj knust is. Ryst grundigt. Hæld i glasset – glem ikke at hægte en strimmel citronskal på glassets kant!

Here´s looking at you, kid!

 

 

1 Comment

  1. Henning (CocktailHenning) siger:

    Jamen så må jeg jo være “en slags afholdsmand” – da jeg i halvfemserne fik tilnavnet “Cocktail-Henning” …bla har jeg opfundet en uovertruffen tequila-Martini …

Skriv en kommentar