Om Bitcoins & Blomster – tulipankrakket 1637

Den uopmærksomme betragter kunne nemt forfalde til at tro, at det er frygteligt anstrengende at være en vrissen, gammel mand. Men som stolt og erklæret eksemplar af arten kan jeg meddele, at det ingenlunde er tilfældet. Tvært imod. Ikke blot er det svært tilfredsstillende; det kræver såmænd kun en ganske minimal indsats (f.eks. et lejlighedsvist kig på nyhederne, et overfladisk blik på tidens mode, eller en hurtig gennemlytning af øjeblikkets populære dansetoner.) Faktisk er det rent ud forbløffende, hvor leveringsdygtig verden er i gode argumenter for vrissenhed; i gamle dage havde amerikanerne superpræsidenten Teddy Roosevelt, idag har de… “den unævnelige”. I gamle dage havde vi Jacob Gades Tango Jalousie, idag har vi Medina, der tror at man kan dø af jalousi. Mine damer & herrer: Jeg hviler min kuffert!

Den forgangne uges breaking news (det er det, der førhen hed “store nyhed”) om, at den såkaldte “Bitcoin” på under et år har forøget sin markedsværdi med mere end 600%, og nu handles for rent absurde beløb i menneskepenge, var en regulær saltvandsindsprøjtning til min indre (ydre?) sure gamle mand. Det rykkede med ét mit vrisseri op på eliteplan.

Nu er jeg jo ingenlunde økonom, og skal aldeles ikke gøre mig til af at forstå de dybere og utvivlsomt meget komplekse mekanismer bag det internationale pengemarked. Jeg forstår ikke engang de helt overfladiske mekanismer, og indrømmer blankt at abstrakt pengesnak i mine ører er sort tale. Jeg betvivler sådan set ikke, at der gemmer sig én eller anden form for logik og mening i hele dette enorme system; men jeg sidder udenfor og stirrer på det i en blanding af ærefrygt, vantro, rædsel og væmmelse. Og nogle gange kan det faktisk være en udmærket udkikspost, sådan at stå udenfor og betragte; man undgår i det mindste at blive tryllebundet af systemets eget besnærende væsen. Man bliver ikke forblændet af systemets indbyggede troldspejl og, i mangel af bedre ord, logik. På afstand kan man af og til få øje på ting, der er helt usynlige hvis man står midt i det.

I mine øjne er Bitcoins altså et besynderligt påhit, og i grunden et stærkt bekymrende tiltag. Jeg har svært ved at se andre grunde til at opfinde en valuta, der ikke findes og som ikke er bundet til reelle værdier, end en generel cyber-psykose; Internettet er løsningen på alting, her kan alt lade sig gøre, og vejret er altid godt i cyberspace. Vi flytter gladeligt ind i SimCity, mens vores børn morer sig i Minecraft-verdenen. Vi er nanometer fra Matrix-filmenes dalrende dumme, kunstige lykkeverden (som iøvrigt & blot nævnt i parentes faktisk blev udtænkt af den tyske filmmand Rainer Werner Fassbinder i TV-serien Welt am Draht allerede i 1973. Alting VAR bare bedre førhen!) Hvorfor skulle vores penge dog ikke flytte med ind i dette vidunderlige forjættede trylle-land? Hvorfor skal vi trækkes med besværlige, tunge, kedelige, pladskrævende (og sikkert også bakteriebefængte!) “rigtige” penge, når vi så nemt som ingenting kan lave en glitrende cyber-valuta, der passer til vores fine nye virtuelle virkelighed?

Rent bortset fra at tanken om penge der ikke findes er svær at tage alvorligt, forekommer det mig imidlertig også, at der er mere fornuftbetonede årsager til at være forbeholden; en valuta, der ikke er bundet til konkrete, eksisterende værdier, men som alene baserer sig på efterspørgselen på hypotetisk værdi, er meget svær at kontrollere. Et marked, der ikke forholder sig til ting der rent faktisk eksisterer – guld, jord, vingummi, eller hvad man nu synes – er i sagens natur uhæmmet… og dermed, kan man frygte, et oplagt emne for spekulation. Og dét har sjældent vist sig at føre noget godt med sig.

Men situationen er faktisk ikke ny. Bitcoins, bolig-, bank- og hvad vi nu ellers har oplevet af bobler og skandaler på det seneste, er ikke noget nyt fænomen. En af de første økonomiske bobler, hvor hæmningsløs spekulation i fiktive værdier førte til kaos, krise, sammenbrud, gråd & tænders gnidsel, handlede om noget så poetisk som…. tulipaner!

De ser harmløse ud… men tag jer i agt!
De er den sikre vej til tiggerstaven!

I Holland oplevede man i 1630´erne et sandt boom i interessen for tulipaner. Blomsten, som europæerne havde stiftet bekendtskab med i den nære Orient i 1500-årene, havde langsomt spredt sig, og klimaet i Holland viste sig i starten af 1600-tallet at være ideelt til tulipandyrkning. Den elegante (og, skal jeg hilse og sige, iøvrigt ganske velsmagende) blomst oplevede en eksplosiv popularitet, hvor løgene blev handlet til stadigt stigende priser. Efterspørgselen voksede ud over de botanikinteresseredes rækker til det brede, nederlandske borgerskab, og det udviklede sig til et regulært tulipan-hysteri. Der kendes eksempler på, at folk satte sig i bundløs gæld for et enkelt tulipanløg, og særligt de sjældne sorter kunne opnå fuldkomment vanvittige priser. I perioden 1634-36 steg priserne voldsomt, i nogle tilfælde til det tolv-dobbelte. En særligt populær sort steg på under et år fra 40 til 350 floriner – og her taler vi altså om rigtige penge i ædelmetal! I et enkelt tilfælde 60-dobledes prisen på få måneder. Allerede i 1633 skulle en køber angiveligt have købt tre – 3! – tulipanløg, og betalt med… sit hus! Efterspørgselen nåede hysteriske højder. I februar 1637 blev den nyligt afdøde tulipansamler Wouter Wickels´ løgsamling solgt for at rejse penge til hans syv efterladte børn – der endte med at få 13.000 gylden hver. Det svarede omtrent til, hvad en driftig håndværkerfamilie kunne tjene på fyrre år… gange 7! Men Wickels´ efterladte børn var ualmindeligt heldige med deres timing; ganske kort efter gik bunden nemlig ud af tulipanboblen, og tulipanløg blev fra den ene dag til den anden værdiløse og usælgelige.

Også dengang var der folk, der gennemskuede tosseriet. På Jan Brueghels
samtidige satire er spekulanterne en
flok hujende aber.

I sig selv er der naturligvis ikke noget galt i, at man gerne vil betale for ting, der “kun” har nydelses- eller affektionsværdi. Selv er jeg noget af en samlernatur, og har ved flere lejligheder betalt forholdsvis generøse summer for ting, der ikke har noget praktisk formål. Og tulipaner er da  pæne og nydelige blomster. Problemet opstår, når efterspørgselen får feber og markedet mister al jordforbindelse. Udsigten til en hurtig fortjeneste havde stimuleret handel med tulipanløg der slet ikke eksisterede, men først var ved at blive dyrket – hvilket jo er aldeles det samme som vor tids “futures”, hvor der handles med f.eks. kød fra grise, der ikke engang er født endnu. 1600-tallets nederlandske finansmarked er såmænd slet ikke så fjernt fra vor tids. Børshajerne havde bare pænere tøj dengang

Pamflet om tulipanens mange velsignelser, udgivet 1637, kort tid før æventyret sluttede.

På langt sigt var tulipaner sådan set et godt bekendtskab for den hollandske nation, der  idag sælger sig selv på vindmøller, pot og tulipaner. I vor tid er der en regulær tulipan-turisme, som hollænderne vistnok tjener ret godt på. Der er selvfølgelig ikke noget galt i et raskt lille tulipan-æventyr. Og følgerne af det store tulipankrak i 1637 er da også ind imellem blevet stærkt overdrevet; det har været hævdet, at alle hollændere hoppede med på vognen, at fattige mennesker solgte deres børn for at få råd til tulipanløg, og at en stakkels sømand der forvekslede et tulipanløg med et almindeligt løg og spiste det, blev flået i stumper og stykker af en rasende folkemængde. Men hvor underholdende disse historier end er – så er de desværre ikke sande. Tulipanboblen var hovedsagelig et fænomen i velbeslåede kredse; allerede inden boblen tog fart var tulipanpriserne temmelig høje, og finansæventyret var i det store og hele forbeholdt den velhavende middelklasse og de decideret rige – en glimrende illustration af den gamle sandhed: det kræver penge at tjene penge. Krakket slog ikke bunden ud af den hollandske statskasse, og nationen gik ikke fallit. Holland overlevede sin tulipanfeber.

Men verden overlevede også 1930´ernes massive økonomiske krise, og det danske boligmarked er såmænd også så småt ved at rejse sig efter den seneste boligboble. Bankerne – og vi – er her endnu, og overlever krise efter krise. Men dét er jo altså ikke nogen grund til ikke at tage det alvorligt; økonomiske kriser har store omkostninger, også for det enkelte menneske. Og selv om man naturligvis ikke uden videre kan sammenligne en hollandsk blomst i 1637 med en fiktiv tegneserievaluta anno idag…  så skader det nu altså ikke noget at være på vagt. Nogle gange bør man lytte til de sure, gamle mænd! ;-)

***