Relikvier – tanker om jord

For år tilbage kom den ene af mine afkom hjem fra skole og fortalte, at de dén dag havde snakket om samlinger. Afkommet havde fortalt at hans far – altså undertegnede – havde et geotek, hvorefter læreren blankt havde afvist at der overhovedet findes sådan noget som et “geotek”.

Men det gør der skam. Betegnelsen “geotek” står ganske vist for juniors regning (for indtil da var der aldrig blevet sat et navn på samlingen), men selve fænomenet eksisterer i allerhøjeste grad. Det er jord. En samling af jord (!)

Baggrunden er, at jeg i 2006 lod mig overtale af familien til et besøg i Euro-Disney. Min betingelse var, at vi dels kørte derned i bil, og dels lagde ruten, så jeg kunne besøge en række interessante steder undervejs. Det endte med at blive en fantastisk hyggelig tur (inkl. Disneyparken, som faktisk var ret spøjs) – men én af overnatningerne på udturen var i byen Ieper/Ypres i Flandern, der var centrum for voldsomme kampe gennem det meste af 1. Verdenskrig… og den skulle selvsagt besøges!

“Battlefield Sample #1”, fra Agincourt (der iøvrigt bekræfter myten om usædvanligt finkornet jord, der må blive det rene klister i regnvejr)… og begyndelsen på en stor og lidt sær samling.

Imidlertid var der fra Ieper ikke særlig langt til slagmarken ved Agincourt, der jo er mindst lige så spændende; det var her, den engelske kong Henrik V. i 1415 mulede franskmændene – og dermed leverede stof til ét af Shakespeares allerbedste stykker. Selvfølgelig skulle jeg lige et smut forbi Agincourt, mens resten af familien hvilede sig på hotellet. Det var jo trods alt blot en lille smuttur (det burde måske nok have vakt min mistanke, at GPS´en sagde “86 km, 2,5 times kørsel”, men jeg gik ud fra at køretiden var en fejl; der er ingen omstændigheder i hele verden, tænkte jeg, hvorunder jeg ville kunne bruge 2,5 time til at køre 86 km. Det var der så alligevel. Belgiske brosten. Elendige, for**lede €”!§/&% belgiske brosten!)

Nå, vel fremme ved slagmarken – nu så sent på dagen, takket være de ned i Helvedes niende kreds forbandede belgiske brosten, at det stedlige museum havde lukket – slentrede jeg lidt rundt som jeg har for vane ved den slags lejligheder, og sugede det hele til mig. Manede spøgelserne frem, kan man sige. Visualiserede, prøvede at stedfæste udvalgte begivenheder, og mediterede i det hele taget lidt stilfærdigt over historien. Og så meldte sig naturligvis trangen til at tage en eller anden form for memento med hjem.

Slagmarken ved Agincourt er idag smykket med en række bemalede træplader i form af engelske bueskytter – et tiltag, som ganske afgjort ser bedre ud, jo længere man befinder sig fra det (!)

I en lille bræddeklædt bod i vejkanten blev der meget belejligt faldbudt souvenirs. Små, ubeskriveligt ringe udførte plasticfigurer af engelske middelalder-bueskytter. Ikke lige hvad jeg havde forestillet mig. Mildt sagt ikke. Og hvad gør man så?

I et anfald af inspiration besluttede jeg tage selve slagmarken med hjem. Ikke den hele, naturligvis (der skulle også være plads til bagagen. Og familien, helst). Bare en lillebitte del af den. En enkelt, lille håndfuld jord. Det, tænkte jeg, kunne da umuligt genere nogen; der sad i forvejen mere jord klistret til bilens dæk.

Af denne lille episode fødtes så en lettere tvangspræget adfærd. Siden da har enhver rejse, der på nogen som helst måde kunne gå over en eller anden betydelig slagmark, uundgåeligt altid fået indlagt en kort pause, så jeg kan få samlet en lille håndfuld jord op. Jordprøverne opbevares i forseglede reagensglas, hver med en lille etiket der angiver sted, slagets data, og dato for indsamlingen. På den måde er det blevet til både en (indrømmet, lidt bizar) samling af militærhistoriske memorabilia, og en slags rejsedagbog for mig selv, der foreløbig strækker sig fra Slaget ved Marathon i 490 FVT til Slaget om Berlin i 1945. Og den vokser stadig, for der er konflikter nok at vælge imellem (en temmelig deprimerende tanke, iøvrigt)

Ind imellem kan der også dukke ganske ubehagelige sager op, når man sådan indsamler jordprøver. Min prøve fra Somme 1916 (hvor 57.000 britiske soldater faldt, alene på den første dag) viste sig, da jeg kom hjem og skulle fylde jorden i glasset, at indeholde… en mennesketand! Nuvel, det kan der selvfølgelig være mange forklaringer på – men én af dem (og efter min mening ikke den mindst sandsynlige) er selvfølgelig, at det er en rest af en eller anden arm stakkel, der er blevet blæst i småstykker under slaget. Lige pludseligt rykkede de fjerne begivenheder rigtig, rigtig tæt på!

Officiel fransk jordprøve fra slagmarken (og et godt eksempel på den spøjse måde, hvorpå særligt franskmændene bruger religiøse termer til at erindre historien – “hellig fransk jord”…)

Jordprøve-samlingen har iøvrigt fået et lidt spøjst efterspil. For 5-6 år siden spadserede jeg rundt på et loppemarked i Præstø, og faldt over en lille fransk keramik-krukke, der indeholdt… jord fra slagmarken ved Artois under 1. Verdenskrig! Krukken var industrielt fremstillet som en slags officiel krigs-souvenir og var, fremgik det af de medfølgende papirer, markedsført i 1927! Det var med blandede følelser, jeg købte krukken med hjem; på den ene side var det jo sådan set meget rart at se, at nogen havde fået idéen før jeg (og at jeg altså ikke er helt bims… eller i det mindste ikke er ene om det), men på den anden side forsvandt lidt af det unikke ved samlingen jo selvfølgelig også.

Ind imellem mødes jeg med en mild hovedrysten, når jeg fortæller folk om min samling – ikke altid, der er sandelig også en del der forstår fascinationen – men i virkeligheden er drivkraften bag den jo helt velkendt. Det er den gamle, middelalderlige relikvietanke. Det, man førhen kaldte Pars Pro Toto: forestillingen om, at et lille minde eller souvenir på en eller anden måde bringer én nærmere på noget stort og betydningsfuldt. Jeg er ikke selv troende, men har færdedes tilstrækkeligt længe i middelaldermiljøet til fuldt at kunne forstå og påskønne idéen med relikvier; det er en måde at erindre på, at fastholde historien. En måde at gøre den til andet og mere end gold statistik og gustne politiske redegørelser. Med fare for at lyde sværmerisk kan man sige, at det ligefrem er en måde at “føle” historien på. Men det er nu i virkeligheden slet ikke så ringe endda – så længe det er et supplement, ikke et alternativ, til rationel tænkning og empirisk viden!

Jeg fastholder altså, at mit “krigeriske geotek” faktisk har en berettigelse, selv om det måske nok i sig selv hører til i den mere aparte ende af samlerverdenen: Og dybest set har den jo faktisk ganske samme funktion som de middelalderlige relikvier… eller John Lennons autograf, James Deans overfrakke, Joe DiMaggio´s baseball-bat, eller hvad man nu ellers kan tænke sig af moderne paralleler…