Hævnen er Sød… eller sur… eller hvad…?!?
1. oktober 2016
Nu med lyd & billede….
15. oktober 2016

Rokokoens James Bond… i dametøj!

Jeg har aldrig lagt særlig skjul på mine kulturradikale tilbøjeligheder. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg finder at diversitet ikke blot er en kulturel (og biologisk, bevares) fordel; det er en decideret nødvendighed hvis man vil undgå mental indavl, stilstand og degenerering.  Rummelighed og tolerance er sympatiske træk, men de er mere end det – for et samfund der opgiver evnen til at rumme det sære, det underlige, det mærkelige og skæve, og i stedet i frygt for det ukendte bevæger sig imod ensretning og konformitet, er allerede slået ind på en vej, der er grundliggende fascistoid. Evnen og viljen til at gøre plads til dét, der er anderledes end én selv, er et pejlemærke for civilisation. Det gælder livsopfattelse, religion, hudfarve, politiske holdninger, spisevaner – og naturligvis seksuel orientering!

National Portrait Gallery´s billede af d´Eon, malet af Thomas Stewart.

National Portrait Gallery´s billede af Chevalier d´Eon, malet af Thomas Stewart.

Lige netop den seksuelle identitet har i de senere år været voldsomt i fokus, med Gay Pride parader og andre events over det meste af verden, med indførelsen af homovielser i den danske kirke, og med en voldsom debat om hvor mange forskellige køn der egentlig findes (Der er iøvrigt kun to. Køn er biologi. Alt andet er identitet og selvforståelse – men derfor skal der alligevel være plads til det!). På verdensplan er der virkelig sket noget inden for de seneste årtier – herunder en kraftigt stigende bevidsthed om at kritisere de styrer og regeringer rundt om i verden, der fortsat udsætter “afvigere” for forfølgelse. I vores egen ende af verden er der også kommet betydelig mere fokus på de s.k. Hate Crimes. Og det er jo alt sammen helt som det skal være!

Men man kunne forledes til at tro – med alle disse massive landvindinger på så relativt kort tid – at denne rummelighed er et nyt fænomen. Og det er det såmænd også, sådan i alt væsentligt. Det kræver ingen voldsom indsats at finde eksempler på, i hvor høj grad allehånde seksuelle minoriteter er blevet forfulgt, lagt for had og pint & plaget… også herhjemme i vores hyggelige, rummelige lille Danmark. Men der er altså undtagelser!

Under et (alt for!) kort besøg i London for et par år siden besøgte jeg the National Portrait Gallery. Det var en del år siden jeg havde været der sidst, og udstillingerne var blevet lagt helt om; En komplet nyopstilling, hvor jeg ledte forgæves efter en del velkendte billeder, men til gengæld blev præsenteret for en række nye, mig fuldkomment ukendte. Der var bl.a. en særudstilling med værker af den… øh… meget farveglade (!) transvestit-kunstner Grayson Perry. Men der var faktisk også en anden af en beslægtet seksuel orientering, som jeg ærligt talt fandt mere interessant; Et portrætmaleri af en person, hvis køn jeg havde mere end almindeligt svært ved at identificere. En person, hvis navn ikke sagde mig et suk.  En person, der syntes at være mand og kvinde på én gang – og det var jo ganske interessant, al den stund vedkommende efter billedet at dømme hørte hjemme engang i sidste halvdel af 1700-tallet!

Et samtidigt håndkoloreret stik, der viser dÈon i en fægtekamp i 1787. Han bar altid den afbillede sorte silkekjole, når han fægtede.

Et samtidigt håndkoloreret stik, der viser d´Eon i en fægtekamp i 1787. Han bar altid den afbillede sorte silkekjole, når han fægtede.

Nu er jeg ganske vist udmærket klar over, at det 18. århundrede kunne være en voldsomt dekadent tid, hvor der i mode og personlig fremtoning blev flirtet kraftigt med det androgyne; mænd bar parykker, højhælede sko, flæser og blonder, og make-up til den helt store guldmedalje (i hvert fald overklassen. Bønderne havde som altid hverken tid eller overskud til den slags pjank), og var i det hele taget så kvindagtige, at vi skal frem til de tidlige 1980´ere for at finde noget tilsvarende. Men ligefrem åbenlys crossdressing… det kom alligevel lidt bag på mig. Billedet forestillede en person, der i sin samtid var kendt som Le Chevalier d´Eon – og som havde nogenlunde samme effekt på sine samtidige, som på mig; de kunne heller ikke helt finde ud af, om det var en mand eller en kvinde.

D´Eon blev født ind i lavadelen i Bourgogne i 1728, og blev døbt Charles-Geneviéve-Louis-Auguste-Andrée-Timothée d`Eon de Beaumont (MED bindestreger! Man kunne finde ud af at navngive børn dengang!). Efter endt uddannelse fik han i 1743 ansættelse i statsapparatet som censor for historie og litteratur. I 1756 blev han rekrutteret til spion-organisationen Secret du Roi, iværksat i dybeste hemmelighed af kong Ludvig XV. Under en mission til det russiske hof måtte han forklæde sig som kvinde for at få adgang til kejserinde Elisabeth. Det gjorde han med så stor succes, at han blev ansat som hofdame hos kejserinden – unægtelig en praktisk position for en spion, der gav fri adgang til monarken!

d`Eon blve den første i en hel britisk tradition for mænd i kvindeklæder (tænk blot på Monty Python!). Her billedkunstneren Grayson Perry.

d`Eon blev den første i en hel britisk tradition for mænd i kvindeklæder (tænk blot på Monty Python!) Her billedkunstneren Grayson Perry.

I 1760 vendte han tilbage til Frankrig, og modtog en livsvarig pension af kongen på 2.000 Livres årligt. Han kastede sig nu over en militær karriere, og kæmpede med udmærkelse i den sidste fase af Syvårskrigen. Ved krigens afslutning deltog han i den franske delegation, der skulle opstille fredstraktaten i London – og blev i byen efter fredsslutningen som de facto fransk ambassadør. I 1761 blev han hjemkaldt, men nægtede at forlade England. I stedet indledte han en systematisk afpresning af både den franske regering og kongen; hans virke i diplomatiet havde givet ham dyb indsigt i franske affærer og planer, og han havde rigeligt materiale til at udgøre en reel trussel. Både konge og regering bøjede af, og i 1775 valgte kongen at tildele d´Eon den temmelig ublu sum på 12.000 Livres om året, han havde stillet som pris for sin tavshed.

Men med udbetalingen fulgte imidlertid også et mere end almindeligt mærkeligt krav. Kongen insisterede nemlig på, at det var en urokkelig betingelse for pengenes udbetaling… at d`Eon fremover til alle tider skulle bære kjole! 

Baggrunden for kongens besynderlige betingelse var, at der både i Frankrig og England længe havde verseret sejlivede rygter om, at han i virkeligheden var en kvinde. På den engelske børs blev der tilmed indgået officielle væddemål om sagen; d`Eon blev sågar selv inviteret til at deltage, men afviste det med en drilsk erklæring om at en undersøgelse – uanset hvad den så måtte vise – ville være ydmygende. Han påtog sig dog sin kvindelige identitet med stor iver; bl.a. hævdede han at være født som pige, men opdraget som dreng, fordi hans far kun havde kunnet arve sine svigerforældre hvis han kunne fremvise en søn. At samtiden så relativt villigt hoppede på historien skyldes nok til dels, at man på den tid formelig svælgede i fortællinger om kvinder, der klædte sig i mandetøj for at kunne følge deres elskede i krig.

Forsiden til Kiriko Yumejis manga-tegneserie om d`Eon fra 2005. Ligheden med Stuart´s portræt ovenfor er slående (!)

Forsiden til Kiriko Yumejis manga-tegneserie om d`Eon fra 2005. Ligheden med Thomas Stewart´s portræt ovenfor er jo rent ud slående (!)

Med kong Ludvig XV´s død blev det atter muligt for d`Eon at besøge Frankrig, men i 1786 vendte han tilbage til London. Han blev hurtigt et celebert omdrejningspunkt i det London´ske selskabsliv, hvor hans mystiske baggrund og kokette væsen gjorde ham voldsomt interessant. Han var bl.a. en meget anerkendt fægtemester (hvilket han iøvrigt fortsatte med, til han var i 70´erne). Spørgsmålet om hans køn holdt aldrig op med at fascinere den engelske offentlighed, selv ikke i hans høje alderdom. Der blev sågar afholdt en formel retssag for at fastslå hans køn, hvor hans insisteren på at være kvinde blev taget til følge. For de tidligste engelske feminister som f.eks. Mary Wollstonecraft var han “et lysende eksempel på kvindelig energi og sjælsstyrke, der kan tjene som inspiration for britiske kvinder”. I tider som disse kunne man passende tilføje: og for et åbent, rummeligt og tolerant samfund.

Ved hans død i 1810, i en alder af 81 år, kunne offentligheden omsider få tilfredsstillet sin brændende nysgerrighed. Et hold af læger undersøgte hans lig – og konkluderede at han havde “i enhver henseende perfekt udformede mandlige kropsdele”. Han ligger begravet i en idag umærket grav på St. Pancras Church-kirkegården i Camden, London.

***

 

 

 

 

3 Comments

  1. Kåre Johannessen siger:

    Kære Marie
    Tusind tak for den opklarende kommentar. Jeg ruller helt om på ryggen & tilstår, at mit begrebsapparat i så henseende nok er mangelfuldt. Det var imidlertid på ingen måde min hensigt at træde nogen over tæerne – heller ikke med bemærkningen om de to køn. Du har naturligvis ganske ret, der er også hermafroditter… men hvad alle de øvrige betegnelser angår – Facebook hævdede vist på et tidspunkt at der var mere end 50 køn – så gik min bemærkning alene på, at køn i biologisk forstand kun kan opdeles i to (som altså, tilstår jeg blankt, i virkeligheden snarere er tre), og at resten er mentale/psykologiske forskelle (hvilket jo ingenlunde gør dem mindre reelle eller betydningsfulde). Det er nok et spørgsmål om, hvordan vi hver især definerer ordet “køn”. Men som sagt: ingen træden-over-tæerne var bevidst ;-D

  2. Marie Ebbesen siger:

    Kære Kaare, det er interessant at høre om det historiske, men du roder altså i dine begreber. Transvestitisme drejer sig ikke om seksuel orientering, og fortæller heller ikke nødvendigvis noget om hvilket køn personen identificerer sig med. Og diskussionen af hvordan køn defineres er uafsluttet. Rent biologisk fødes der ikke kun to køn men også hermafroditter. Så, der er lidt at læse op på….det er faktisk et ret interessant felt.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.