Et Skud for Boven – Harald Blåtands død
10. januar 2017
Historiequizzen – bag kameraet
24. januar 2017

Sagnhelt på Udebane

At guder og helte fra myternes tågede og konturløse fantasiland knyttes til konkrete og i allerhøjeste grad eksisterende lokaliteter er ikke usædvanligt. Lidt udenfor Ringsted kan man således besøge den selvsamme høj, hvor sagnhelten Hagbard blev gravlagt efter hans og Signes tragiske endeligt, og på Djursland finder man sågar selveste Hamlets grav.

Rolf Krake og hans onkel og far, de navnkundige Roar og Helge, optræder også i det berømte oldengelske Beowulf-kvad, og der er et påfaldende sammenfald i fortællingerne om Rolf, og den engelske kong Arthur. Det gør imidlertid hverken Rolf eller Arthur til historiske skikkelser.

I langt de fleste tilfælde – faktisk kan jeg på stående fod ikke komme i tanke om én eneste bare nogenlunde sandsynlig undtagelse – er sammenhængen mellem lokalitet og helt så spinkel, at den reelt ikke eksisterer. Hamlets Grav blev f.eks. først knyttet sammen med Hamlet i 1933 (og rykkede iøvrigt ved samme lejlighed den gl. Shakespeare-inspirator små 2.000 år bagud i tid, da der er tale om en broncealderhøj). Den slags er næsten altid resultatet af en brændende ønskedrøm… af og til kombineret med et gustent behov for at tiltrække turister. Det skulle såmænd ikke overraske mig det mindste, hvis man om 600 år stolt fremviser Gandalfs grav, resterne af Bat-Hulen – eller for den sags skyld den æggeskal Anders And kom ud af (!)

I denne uges videoberetning kigger vi nærmere på et ekstraordinært spøjst eksempel på lokalisering af sagnhelte. Det er fortællingen om en kærlighed til historien, der var så brandvarm at den fuldstændigt slap jordforbindelsen; Historien omfatter selveste Lejrekongen Rolf Krake (om hvem vi ingen fornuftig grund har til at tro, at han nogensinde har eksisteret) og Danmarks suverænt mest berømte gulashbaron, Harald Plum (som vi har temmelig sikre vidnesbyrd om faktisk har eksisteret), samt en lettere distraheret stenhugger i Odense – og ikke én, men hele TO øer i havet omkring Fyn!

***

                                   Se videoberetningen HERhttps://www.youtube.com/watch?v=IQke83csF_I

Skriv en kommentar