Anbefaling til Weekenden
7. marts 2018
En Samler-Sjæls Overvejelser
22. marts 2018

Snobberiets Virtuos – Harry Domela, den falske prins

Det wilhelminske Tyskland var et frygteligt snobbet sted at være. Beundringen for adelstitler og fornemme uniformer var uden sidestykke, og selv om der til alle tider og alle steder har været en tendens til at falde på halen over staffage og overflade, så var det mentale klima i Berlin og omegn i kejsertiden mere parat til at lade sig imponere, end de fleste andre steder. Et diskret “von” i slægtsnavnet var mere eller mindre en garanti for en hæderlig karriere, og snobberiet blomstrede frit.

Kejsertyskland var på mange måder et paradoksalt rige; på den ene side var det ubestridt Europas mest moderne stat, med en industri og et forskningsmiljø, der sejlede stort set alle konkurrenter massivt agterud, og politisk set var det lige så langt fremme i den demokratiske proces som alle andre lande; Tyskland havde et parlament og der blev holdt valg, ganske som det hører sig til. Men rent kulturelt hang nationen stadig fast i enevældens psykologi, og adelen spillede en rolle der langt, langt oversteg enhver berettigelse (strengt taget har adelens magt aldrig haft nogen reel berettigelse, men lad nu dét ligge!), og bismarcktidens selvbevidste junkervælde levede i bedste velgående.

Med kejserrigets fald i kølvandet på afslutningen af 1. Verdenskrig forsvandt også adelens tekniske privilegier. Kejserdømmet erstattedes af Weimarrepublikkens demokrati… men mentalt fulgte man ikke rigtig med. Krigen havde selvfølgelig i voldsom grad mindsket opbakningen til kejseren, som man i vide kredse opfattede som delvis personligt skyld i fædrelandets ulykke; Wilhelm var draget i eksil i Holland, og sad nu og kukkelurede på sit lille slot uden for Utrecht, med et rige der var indskrænket til godt og vel halvanden kvadratkilometer, og brugte sin tid på at fælde alt, hvad der bare lignede et træ – bare for at få tiden til at gå.

I Tyskland er man så stolt af sin yndlings-svindler, at der idag står en statue af Wilhelm Voigt udenfor indgangen til rådhuset i Köpenick.

Men hjemme i Tyskland var det dog ikke alle, der så på ham med foragt. Den nu stort set magtesløse adel var jo dog ikke helt så magtesløs endda, al den stund at de havde reddet sig ud af statustabet med hæderlige dele af deres betragtelige formuer i behold, og i det bedre borgerskab var man drønhamrende snobbet, fordi… jah, fordi det er det bedre borgerskab nu engang! Trods alt var der mange i Tyskland, der så tilbage på kejsertiden med vemod og længsel. Det var absolut ikke alle, der havde tabt agtelsen for kejserfamilien. Og dét var der nogen, der fandt ud af at kapitalisere på!

At spinde guld på tyskernes snobberi var ikke nogen ny idé. I 1906 havde skomageren Wilhelm Voigt skrevet sig ind i det svedne grins verdenshistorie med sin optræden som kaptajnen fra Köpenick. Iført en luvslidt kaptajnsuniform havde han samlet en deling soldater op på gaden, arresteret borgmesteren i Berlinforstaden Köpenick og beslaglagt kommunekassen, uden at nogen havde så meget som overvejet at stille spørgsmålstegn ved hans autoritet. Uniformen alene bekræftede hans magt, og der var mere end en smule Kejserens Nye Klæder over hele affæren. Til samtidens ære taler det dog, at man også dengang godt kunne se ironien. Selv kejseren skal angiveligt have moret sig over affæren, og Voigt blev idømt den mildest mulige straf for sit svindelnummer. Man var godt klar over, at den virkelige skurk var éns egen blinde autoritetstro.

Men selv om Vilhelm Voigt er langt den mest berømte svindler – hans fiffige fupnummer har sågar lagt navn til en hel genre; køpenickiaden – så var han nu ikke den eneste. Mindre kendt, men til gengæld lidt mere raffineret, er “den falske prins”, Harry Domela!

Domela blev født i 1904 eller -5 i den lille by Grusche i Livland (dengang en del af det tyske kejserrige; i dag Litauen), som søn af en møller. Han var for ung til at tage del i krigen, men sluttede sig allerede som 15-årig til et af de mange tyske frikorps, Brandis, men stod kort efter uden nogen udsigt til fast arbejde. Hans far var død, hans mor havde han ikke længere nogen forbindelse til. Han ernærede sig en tid som tændstiksælger på gaden, og fandt hurtigt ud af at salget gik markant bedre, når han bildte folk ind at han var af fornem slægt. Folk var villige til at tage hans historier for gode varer, og han begyndte at introducere sig selv som “Baron Korff”. Han opholdt sig sjældent ret længe ad gangen det samme sted, for illusionen kunne naturligvis ikke opretholdes ubegrænset.

3 X Wilhelm; fra venstre kronpinsen, den afsatte kejser, og prinsen.
Sammenlign sidstnævntes ansigt med det store billede ovenfor, der
forestiller Harry Domela.

Under et ophold i Heidelberg, hvor han på skift præsenterede sig hos medlemmer af den detroniserede tyske adel og levede på nas hos skiftende værter, begyndte han at kalde sig for Prins Lieven af Litauen – og så tog nummeret fart! I sagens natur var han tilbageholdende med detaljer om sin baggrund, hvilket gav ham en aura af mystik. Man fik mistanke om, at der sikkert stak mere under. Og dette “mere” fandt folk frem til helt af sig selv. Man bemærkede nemlig, at han havde en rent utrolig lighed med den afsatte kejser Wilhelms sønnesøn – og pludselig gav det hele mening. Tronarvingen måtte naturligvis rejse incognito (det var trods alt Weimarrepublikkens tid), og det sære titel som lettisk adelsmand, mente man, var naturligvis tronarvingens forsøg på at hemmeligholde sin sande identitet! Den ægte prins – der iøvrigt også hed Wilhelm, ligesom både sin far og farfar – ville i 1951 have besteget tronen ved faderen, den gamle kronprins “Lille Villy”´s, død, som Kejser Wilhelm IV af Tyskland… hvis altså historien havde artet sig en smule anderledes.

Det var en ønskesituation for Domela. Herefter kørte affæren helt sit eget løb, og Domela flød med strømmen og tog for sig af retterne; borgerskab & adel var ved at falde over deres egne ben af lutter iver efter at få besøg af den unge prins, og hvor end han gik stod dørene åbne; restauranter og hoteller kunne ikke drømme om at skrive en regning til deres fornemme gæst, og de bedste huse åbnede døren for den charmerende unge mand. Ganske vist var han ikke til at formå til åbent at vedgå sig sin sande identitet, men insisterede på blot at sige, at han “jo var nødt til at være diskret i disse tider”. Ved flere lejligheder præsenterede han sig endda under sit eget – virkelige – navn, men et diskret løftet øjenbryn lod enhver forstå, at dette naturligvis var en påtaget identitet, en nødvendighed. Man forstod, man havde takt… og imens guffede den littauiske svindler løs af kaviar og overdådige middagsretter!

Over de følgende måneder turnerede han gennem Thüringen og Preussen, hvor han levede fyrsteligt af kongerøgelse og royalistisk naivitet. I slutningen af 1926 begyndte pressen imidlertid at blive opmærksom på det tilsyneladende kongelige nærvær, og Domela besluttede klogeligt at det var på tide at fordufte. Han besluttede at rejse til Frankrig og melde sig til fremmedlegionen, men blev arresteret på vej til toget.

Omslaget til Domelas bekendelses-bog.

Herefter tilbragte han syv måneder i fængsel i Köln, mens han afventede sin retssag. Ventetiden brugte han på at skrive en bog (ganske som Hitler havde brugt sit fængselsophold – tydeligvis et populært alternativ til at samle tøjklemmer!). Bogen, Der Falsche Prinz – Mein Leben und Meine Abenteuer, var hans egen beretning om svindelnummeret, og blev en enorm salgssucces der den dag idag stadig genoptrykkes med jævne mellemrum på tysk.

I modsætning til hans “kollega” Wilhelm Voight, der tilbragte en rum tid i Tegel-fængslet i Berlin som afbetaling på det fornøjelige nummer i Köpenick, slap Domela imidlertid helt for straf. Retssagen endte med en pure frifindelse, da den initiativrige unge mand aldrig nogensinde selv havde hævdet at være tronarvingen (og iøvrigt aldrig havde slået direkte mønt på sagen; han modtog ingen pengegaver, men indskrænkede sig til at udnytte naive menneskers gæstfrihed). At ofrene selv havde tænkt sig frem til at det nok var tronarvingen, kunne jo ikke lægges den unge Domela til last. Kort sagt: retten henholdt sig til, at folks egen dumhed kunne man ikke lovgive sig ud af (at det var de kejsertro, der var ofrene, har jo muligvis nok også spillet ind). Harry Domela blev sat på fri fod i sommeren 1927… og fængselsopholdets flid bar frugt. Snart kunne han leve godt af indtægterne fra bogsalget, der på kort tid rundede en kvart million mark – en ganske anseelig sum på den tid – og kort efter lykkedes det ham endda at sælge filmrettighederne. Der blev lavet ikke mindre end to spillefilm over fortællingen – den ene tilmed med Domela selv i hovedrollen!

I 1933 forlod han Tyskland, hvor han havde gjort sig grundigt upopulær hos nazisterne, og slog sig ned i Holland under navnet Victor Zsajka. Her blev han venner med en række af tidens intellektuelle, blandt andet forfatterne André Gide og Andre Malraux. Under den spanske Borgerkrig kæmpede han på regeringstroppernes side, mod Francos fascister, og blev sidenhen interneret af den tysk-venlige franske Vichyregering. Ved Gides mellemkomst lykkedes det ham at undslippe til Mexico.

Hvad der helt præcis blev af ham efter flytningen til Sydamerika står hen i det uvisse. Det vides, at han en overgang arbejdede som tegnelærer i Venezuela, og at han en tid lang opholdt sig på Cuba under falsk navn. Han døde den 4. oktober 1979 i Maracaibo i Venezuela, glemt og ukendt.

Beretningen om Harry Domela, den “falske prins”, står i dag helt i skyggen af fortællingen om Kaptajnen fra Köpenick – men hans bedrageri var mindst lige så opfindsomt og elegant som Wilhelm Voights – og væsentligt mere nænsomt. Og i grunden kan man sagtens argumentere for, at ethvert samfund simpelthen har brug for folk som ham; folk, der kan udstille hykleri, dumhed og snobberi. Domelas karriere kan nemlig ses som en ret spidsfindig samfundssatire… og dét har ethvert samfund i sandhed brug for!

***

Skriv en kommentar