Jordens Salt eller Ondskabsfulde Klovner?
14. februar 2019
Dumme Disponeringer & Forældede Fly – Avedøre
4. marts 2019

Strøtanker om en Afdød Maler

Få skikkelser står så solidt plantet med det ene ben i middelalderen, og det andet i vor moderne tid, som den nederlandske maler Hieronimus Bosch. Man husker måske ikke navnet – men vil dog nok alligevel nikke genkendende til hans værker, for de fleste af os har på ét eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med hans besynderlige, sprudlende og fabulerende billeder.

“Taskenspiller på en Markedsplads”; en ganske dagligdags gadescene i 1400-tallet – men stadig med Bosch´s blytunge himmel, dunkle belysning og borderline-groteske figurskildring.

At Bosch hører til i middelalderen kan der selvfølgelig ikke herske tvivl om. Dels er hans værker umiskendeligt præget af senmiddelalderens billedsprog og forestillingsverden, med al dens hang til mysticisme, visioner og religiøs ekstase – og dels kommer vi selvfølgelig ikke uden om det faktum, at han helt konkret levede i slutningen af middelalderen (ca. 1450 til 1516).

Men samtidig er der noget distinkt moderne over ham. Ikke uden grund er han blevet kaldt for “surrealismens bedstefar”, for de fleste af hans malerier foregriber på mange måder 1920´erne ekspressionistiske og surrealistiske kunstnere som f.eks. Otto Dix, og især Salvador Dali (der iøvrigt i et enkelt tilfælde benytter samme motiv som Bosch – St. Antonius´ Fristelser i Ørkenen). Surrealismens og ekspressionismens drømme/mareridtsagtige febersyner adskiller sig på mange måder ikke fra Bosch – skønt han døde 428 år før André Breton udgav Det Surrealistiske Manifest i 1924.

Men i virkeligheden er åndsslægtsskabet slet ikke så overraskende. På mange måder er det åndelige klima i de to perioder – slutningen af det 15. og begyndelsen af det 20. århundrede – ikke helt ulig hinanden. Begge perioder er brydningstider, hvor en gammel verdensorden er presset og traditionelle, hæderkronede tankebaner og verdensopfattelser er i frit fald. Bosch levede i tiden op mod reformationen, hvor den gamle katolske verdensorden mistede sit monopol på europæisk åndsliv (Martin Luthers 95 teser på kirkedøren i Wittenberg i 1517 var på ingen måde begyndelsen på reformationen – det var den logiske kulmination på en forfaldsproces, der havde varet mindst to århundreder); pesten, hundredeårskrigen, pavedømmets opsplittelse 1378-1417, og den katolske kirkes stadig mere åbenlyse moralske forfald op gennem det 15. århundrede var altsammen faktorer, der gav gevaldige ridser i lakken på den herskende verdensorden. Verden var kaotisk, og de gamle forklaringsmodeller oplevedes i stadig stigende grad som utilstrækkelige.

“Tondal´s Vision” (udsnit); Det myldrende liv af mennesker, dæmoner og sære skabninger foregriber bl.a. det 20. årundredes collagekunst.

På samme måde fødtes surrealismen og ekspressionismen i efterdønningerne på den Første Verdenskrig, hvor det 19. århundredes tankesystemer, verdensforståelse og sociale strukturer med ét havde spillet spektakulært fallit. Bosch og hans sene kolleger i 1920´erne har med andre ord i hvert fald én ting til fælles: de levede i tider, hvor en gammel verdensorden var åbenlyst i forfald, men hvor en ny Tingenes Orden endnu ikke var blevet formuleret. Eller, helt kort: i utrygge, kaotiske tider! Det er dette kaos, denne uorden og utryghed, der afspejles i både Boschs og 20´ernes kunst. Virkeligheden er simpelthen blevet dysfunktionel, den er gået i stykker. Det er derfor, der pludselig sniger sig så mange uvirkelige elementer ind i kunsten, derfor f.eks. naturlovene ikke længere overholdes i billedkunsten. Skal man beskrive en dysfunktionel, usammenhængende og kaotisk verden, må resultatet nødvendigvis blive fragmentarisk, foruroligende og dystopisk.

Bosch var langtfra den første, der lavede sære billeder…

Men det uvirkelige var nu i grunden slet ikke noget nyt på Boschs tid. Den religiøse kunst – og det vil på dét tidspunkt sige stort set al kunst – havde hele vejen op gennem middelalderen benyttet sig af visioner. Ikke-jordiske motiver som Himmel og Helvede må nødvendigvis adskille sig fra den hverdag, mennesket kender til, og skønt f.eks. kalkmalerierne generelt gengiver sine biblehistoriske motiver på en overordentlig jordnær og hverdagsagtig måde, så er der også talrige eksempler på motivelementer, der dårligt kan beskrives som andet end… meget, meget syrede! Hieronimus Bosch var ikke ophavsmand til det skæve, besynderlige og uvirkelige – men han var den, der for alvor udkrystalliserede og raffinerede det.

Rent biografisk vides der meget lidt om ham. Han blev født i eller lige omkring 1450, i byen ´s-Hertogenbosch, der var et driftigt handelscentrum i hertugdømmet Brabant i det nuværende Holland. Byen kaldes i daglig tale Den Bosch, og blev altså i bedste middelaldertradition antaget som en slags efternavn. Hans døbenavn var Joen van Aken, og efter tidens skik latiniseredes hans fornavn til Jheronimus (stavemåden “Hieronimus” er en nyere tillempning).

Otto Dix´ intense skildringer af 1. Verdenskrigs slagmarker kunne uden større ståhej falde naturligt ind i Bosch´s dommedagsscener.

Kilderne til hans liv er meget få, og består næsten udelukkende af små bemærkninger og notitser i forskellige officielle dokumenter. Hans fødeår, der normalt anslås til ca. 1450, er alene baseret på en antagelse om hans alder ved hans død i 1516, og er altså behæftet med en ganske betydelig usikkerhed. Dét lidt, vi ved om hans liv, er hentet fra notater i stadsarkiverne, eller fra dokumenterne efter Det Strålende Vor Frues Broderskab, en indflydelsesrig og prestigefyldt orden i byen; Bosch var såkaldt “Svanebroder”, altså medlem af broderskabets inderkreds (der var pligtige at donere en svane hver til den årlige banket). I princippet var det en religiøs orden, men allerede fra starten optoges også fortjenstfulde verdslige medlemmer, og broderskabet var i praksis mere et socialt netværk – en slags loge, om man vil – end en egentlig munkeorden.

Oplysningernes formelle karakter betyder altså, at vi har nogenlunde styr på hvornår Jheronimus opholdt sig hvor, hvordan hans sociale position og anseelse i byen var. Men på det personlige plan – hans temperament, holdninger, meninger osv – er vi aldeles på bar bund. Som så mange af middelalderens prominente skikkelser er han mærkeligt fraværende som menneske. Og alligevel kender vi ham selvfølgelig rigtig godt, for det eneste vi har fra hans hånd – hans malerier – taler deres tydelige sprog. Samtidig med at han udtrykker sin tids almene tanker og opfattelser, har de fleste af hans værker et meget personligt udtryk, de er umiskendeligt “Bosch´ske”.

“De Jordiske Glæders Have” (detalje); Motivets på én gang grotesk-morsomme og gruopvækkende sceneri er en tydelig inspiration for surrealismen.

Rent psykologisk var middelalderen en ekstremernes tid. Som moderne nordeuropæer kan man opleve at se nyhedsklip fra f.eks. Mellemøsten, og måske synes at folk virker noget overdrevne i deres følelsesudbrud; man både græder og jubler uhæmmet på åben gade, og bærer følelserne udenpå tøjet på en måde, som for os kan opleves som temmelig fremmedartet, måske ligefrem skabagtig. Men dén reserverede, følelsesmæssige afdæmpethed, der er så karakteristisk for os (og som ofte forveksles med kulde), ligger formentlig fjernt fra vore middelalderlige forfædre og -mødres adfærd. I forhold til os var middelalderens mennesker – også danskerne – efter alt at dømme en flok skingre hystader.

Det langt mere uhæmmede forhold til følelser, der kendetegnede middelalderen, genspejles tydeligt i Bosch´s malerier. Himlen er enten natsort og blytung, eller fjerlet sommeragtig – afhængig af om der er tale om positive eller negative motiver, Himmel eller Helvede. Nogen mellemvare lader overhovedet ikke til at eksistere i Boschs verden, hvor noget så banalt som en jævnt overskyet, almindelig dag sjældent forekommer. Men det er jo heller ikke en tilfældig torsdag eftermiddag, han ønsker at vise os. Ligesom kirkekunsten skal hans billeder vække følelser, de skal ruske op i tilskueren, give et blik ind i andre verdener – de er visioner! Paradiset skal udstråle harmoni, lykke, balance – og Helvede skal vække rædsel, uro, græmmelse. Trods sin karakteristiske og stærkt personlige visuelle stil er Bosch nemlig ikke radikal i sin overordnede tænkemåde; han er helt på linie med tidens alment accepterede verdenssyn. Bosch er på intet tidspunkt på kollisionskurs med sin tids gældende kirkelige dogmer.

Den berømte (-rygtede?) øjensnitter-scene fra Luis Bunuel & Salvador Dalis film “Un Chien Andalucien” fra 1929 er helt i Bosch´s ånd.

Der er i virkeligheden slet ikke noget provokerende i hans billeder. Når hans groteske, sadistiske og forkrøblede helvedesvisioner med deres perfide torturscener og myldrende vrimmel af mærkværdige væsner, djævle, blandninger af mennesker og klipper, træer eller dyr i dag kan forekomme provokerende (og samtidig sært fascinerende), er det fordi opfattelsen af tingene har ændret sig radikalt på det halve årtusinde, der er gået siden han døde. Og det er ikke i sig selv de groteske figurer, der provokerer – det er selve dét kaos, han overordnet viser os. I dag betragtes kaos som lidt anstødeligt, en lille smule krænkende – men samtidig også sært tillokkende. Vi drages med modvillig fryd imod kaos, fordi det sætter dagligdagens faste regler ud af spillet… det er derfor, katastrofe- og horrorfilm har så stort et publikum. Og det er derfor, Hieronimus Boschs billeder fortsat er blandt de mest kendte og fascinerende i verdenskunsten.

Dalis “Den Hellige Antonius´Fristelser” (1946); arven fra Bosch er svær at overse.

Særligt kendte er selvfølgelig hans feberagtige gengivelser af Himmeriget og – især – Dommedag og Helvede. Men faktisk spreder Bosch sig motivmæssigt over et betydeligt større spektrum; Blandt hans malerier finder vi også helt hverdagsagtige scener, der regnes for nogle af vore vigtigste billedkilder til dagligdagen i den sene middelalder. En stor del af dem har et tydeligt element af karrikatur eller satire – f.eks. hans billede af en taskenspiller på en markedsplads – men giver alligevel et fantastisk, næsten montageagtigt, indblik i hverdagen i senmiddelalderens Nordeuropa; dragtdetaljer, indbo, huskonstruktion, vogne osv er gengivet i minutiøs detalje. Og skønt personernes ansigtstræk nok er fremstillet lidt overdrevent skævt og pudsigt (af og til direkte grotesk), så er det dog tydeligvis levende mennesker med personlighed, der optræder på hans billeder. Kanhænde at deres forbløffelse, morskab eller rædsel forekommer overdreven… men måske er det netop et udtryk for tidens brede følelsemæssige spektrum, som anført ovenfor?

Bosch er stadig så populær, at man kan få naive mennesker (mig, bl.a.) til at betale ret ublu summer for en sjov lille resinfigur af en skikkelse fra hans Dommedags-vision…

I dag er antallet af malerier fra Bosch´s hånd stærkt på retur. For hundrede år siden kendtes en lang række billeder, men gennem de seneste årtier er stadig flere blevet afskrevet; Selv signerede han så vidt vides kun syv af sine værker, de øvrige blev tilskrevet ham på grundlag af stil, maleteknik og motivvalg. Men allerede i det 16. århundrede var hans billeder så efterspurgte, at der blev fremstillet store mængder værker “a´la Bosch”, og i dag regnes kun 25 værker for nogenlunde sikre – og de er tilmed spredt over det meste af verden.

Trods de stadig færre malerier står det dog fast, af Hieronimus Bosch er et overordentlig interessant bekendtskab – både for den, der ønsker et indblik i middelalderens fysiske verden i Nordeuropa, dens tankegang, og i kunsthistorien i almindelighed!

***

(Teksten er en let bearbejdet version af et essay, bragt i Middelaldercentrets fortræffelige Nyhedsblad, foråret 2014)

4 Comments

  1. Kåre Johannessen siger:

    Netop. Det er egl. lidt bekymrende; de to foregående gange mundede ud i hhv. Trediveårskrigen og 1. Verdenskrig. Man tør dårligt tænke på, hvad fremtiden bringer… :-)

  2. Erik Velling siger:

    2020´rne kan vel også opleves som en brydningstid – den politiske verdensorden er i opbrud, den økonomiske verdensorden løsriver sig fra enhver sammenhæng med moralske normer og den katolske kirke har ikke været i større moralsk krise end netop i disse år. Spændende at se hvilke spor kunsten vil sætte sig i de kommende år?

  3. Kåre Johannessen siger:

    Hej Susanne – ak, desværre ikke! Jeg holder forfærdeligt meget af hans billeder, men læser sjældent i større stil om dem :-/
    Jeg håber at du finder frem til egnet læsning – evt. tror jeg bestemt at bibliotekerne kan hjælpe.

  4. Susanne Hviid siger:

    Spændende læsning om Hieronimus Bosch, som jeg altid selv har været fascineret af. Kan du anbefale nogen gode bøger om ham?

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.