Myten om den tyske antisemitisme
14. december 2015
Det Største Julemirakel
16. december 2015

Tanker om Historisk Fiktion

Shakespeare´s "Richard III" er ikke hsitorieskrivning, og hovedrollens fascinerende morder-figur har meget lidt til fælles med den engelske middelalderkonge.

Historiske film vækker gerne en vældig debat. I 2014 faldt politikere og historikere over hinanden for at påpege, at Ole Bornedals TV-føljeton “1864” ikke var en korrekt gengivelse af begivenhederne omkring Slaget ved Dybbøl. I -15 vækker Martin Zandvliet´s film “Under Sandet” ganske samme reaktion, fordi den ikke skildrer danskernes behandling af tyske krigsfanger efter 2. Verdenskrig historisk korrekt.

Diskussionen er selvfølgelig væsentlig. Jeg har selv haft problematikken inde på livet i forbindelse med mine historiske romaner. Mit eget udgangspunkt har altid været, at man – selvfølgelig – skal tilstræbe et så korrekt tidsbillede som overhovedet muligt. Der er få ting, der trætter og irriterer mig så meget som en fortælling der postulerer en historisk ramme, men i virkeligheden blot er en gengivelse af sin egen samtid. At benytte historien som undskyldning for overdådige kostumer, men iøvrigt ignorere den som referenceramme, er letkøbt – og resultatet er ligegyldigt.

Det giver sig selv, at det ikke er mange historiske romaner og film, der kan holde min interesse fangen. Siden jeg selv oplevede udfordringerne ved at gengive historien i fiktionsform har jeg ganske vist måttet mildne mit syn på kunstnere, der vover forsøget. Det er virkelig ikke nogen nem opgave, og selv den allermest grundige research kan ikke garantere et fuldt troværdigt resultat. Dels er der den ganske omfattende indsats der kræves, for at den fysiske verden bliver historisk korrekt skildret; alt fra arkitektur over kogegrej til skosnører og vegetationstyper i naturen skal i princippet undersøges grundigt før der skrives. Dels er der samspillet mellem den faktuelle historie (hvem opholdt sig hvor hvornår? Hvad sagde, gjorde & mente denne eller hin historiske personlighed?) Og endelig er der udfordringen i, at en historisk roman eller en film jo ikke “bare” er en gengivelse af en fortidig virkelighed. Det er også et stykke fiktion, en beretning der skal fange læseren/seeren, og fastholde interessen. Og hertil kræves som udgangspunkt en hovedperson eller fortæller, som læseren bliver tilstrækkeligt interesseret i og får sympati nok for, til blive ved med at læse eller kigge med.

Shakespeare´s "Richard III" er ikke hsitorieskrivning, og hovedrollens fascinerende morder-figur har meget lidt til fælles med den engelske middelalderkonge.

Shakespeare´s “Richard III” er ikke historieskrivning, og hovedrollens fascinerende morder-figur har meget lidt til fælles med den egentlig ret kedsommelige engelske middelalderkonge.

Bevæger man sig mere end blot 100-200 år bagud i tiden ændrer moral, verdensopfattelse og tankegang sig så meget, at det bliver rigtig svært at gøre personerne sympatiske for et moderne sind. Man må altså ofte vælge: enten må man give køb på autenticiteten, eller på empatien. Groft sagt kan éns persongalleri være enten historisk troværdige, eller sympatiske – men meget sjældent begge dele!

Det er naturligvis en grov forsimpling. Der har selvfølgelig, også for århundreder tilbage, levet mennesker der ikke var “usympatiske”. Men det er dog et faktum, at man i langt de fleste tilfælde enten må nedtone visse temaer, eller skabe et persongalleri, der ikke afspejler en fuld historisk virkelighed.

Men – og det er nok den vigtigste erkendelse i denne sammenhæng – måske bør man i virkeligheden se på spørgsmålet med helt andre briller. Måske bør man nedtone de historiske krav, og i stedet se på fiktionens kunstneriske  kvaliteter. Det er givetvis sandt, at Bornedals “1864” ikke er helt på linie med de historiske fakta. Men serien er heller ikke en historiebog. “Under Sandet” er ikke en dokumentarfilm.

Og når vi, bevæbnet med fakler og høtyve, kaster os over nye værker fordi de ikke er “historisk korrekte” skal vi lige huske på, at hvis vi først begynder at stille den slags krav til fiktion, så er det slut med “De Tre Musketerer” og “Gøngehøvdingen”. Det er slut med stort set samtlige Hollywoodfilm. Og det er slut med Shakespeares kongespil! Fiktion er og bliver fiktion, og så længe den ikke påberåber sig historisk vederhæftighed, er det vel sådan set også i orden?

Men det ændrer naturligvis ikke ved, at det ville klæde ganske mange forfattere og filmskabere, hvis de gjorde sig betydelig mere umage med deres historiske skildringer. Det er et faktum, at de flestes opfattelse af historien i ekstrem grad formes af film, TV og romaner – og kunstnere har derfor et betydeligt ansvar for, når de vælger en historisk ramme, i det mindste at forsøge at gengive fortiden nogenlunde rimeligt!

***

Og tillad mig så afslutningsvis at påpege, at det altså godt kan lade sig gøre at forene fiktionens og historiens krav. Læs hvad som helst af min gode veninde, den uovertrufne Susanne Clod Pedersen – Danmarks suverænt dygtigste forfatter af historiske romaner

;-D

5 Comments

  1. Kåre Johannessen siger:

    Åh… det er et meget, meget vanskeligt spørgsmål. Overordnet kan man sige, at der kun er de regler, du selv opstiller. Det er din egen skal-vi-kalde-det “samvittighed”, der sætter grænserne. Personligt hælder jeg til, at man selvfølgelig skal stræbe efter at komme så tæt på den historiske virkelighed som muligt, hvis man forsøger at skabe en “historisk roman” (hvilket ikke er det samme som en roman, der foregår i fortiden. Historien kan også sagtens bare være en kulisse – ellers måtte vi som nævnt i blogindlægget undvære Shakespeares “Richard III”) (hvilket jeg meget, meget nødig vil)
    Men selvfølgelig er det under alle omstændigheder i orden at skabe et fiktivt hændelsesforløb. Ellers ville hele formen roman jo være overflødig; så ville det være en faghistorisk bog ;-) Og selvfølgelig er det i orden at fortolke virkelige personligheder… inden for visse rammer. Man er i næsten ethvert tilfælde nødt til at tolke (for der er næppe nogen historiske personer overhovedet, vi kan beskrive 100% dokumenteret) – men tolkningen kan være enten med eller mod kilderne; det var f.eks. en meget interessant erfaring at skrive “Kejserhøgen”, hvor langt den overvejende del af tiden gik med at hitte ud af, hvor han opholdt sig hvornår, hvad han evt. havde udtrykt af meninger og holdninger til dette & hint, hvor meget han røg, hvad han syntes om kålrabisuppe, privatbilisme, kolonipolitik osv. Som udgangspunkt synes jeg, at alt hvad der overhovedet kan dokumenteres, skal dokumenteres – og så kan man digte resten. Varsomt, og med konstant blik for den viden, der er til rådighed.
    Men alt i alt: dansk lovgivning rummer mig bekendt ingen paragraffer om den slags. I princippet kan du gøre som du har lyst & temperament til ;-)

  2. heino Løvendahl siger:

    hvordan har du det endelig med historisk fiktion?
    er det i orden at skrive en fiktiv historie bare den passe ind i tiden og de få historiske personer, som er med i fortællingen, gør og siger det de virkelig gjorde?
    eller er det i orden at fortolke på virkelige personer så de passer bedre ind i den fortælling man ønsker at fremstille?
    jeg har selv en historie i hovedet og tomler lidt med om jeg skal fylde historien med kende personer fra tiden og hvordan jeg skal fremstille dem.

  3. Jakob Danielsen siger:

    Hehe naturligvis, men når “nogen” er DF, er jeg jo nød til at kæmpe imod. Jeg vil hellere høre Bornedals fiktive version end DF’s fiktive version :D
    Desværre synes jeg at Bornedals version var lidt kedelig. Den fangede mig aldrig rigtigt, så jeg fik ikke set den til ende.

    Nu er du så ude i din version af Gonzo historie og det er jeg klart tilhænger af. Der findes ingen ægte objektivitet og hvis det gælder i journalistik, gælder det i al formidling.
    Hmmm Gonzo historie. Det må jo egentligt være middelaldercentret :)

  4. Kåre Johannessen siger:

    Historien er altid et værktøj for den ene eller den anden ideologi. Der er ikke noget galt i, at man er uenig med Bornedals version (det er jeg såmænd også. Temmelig meget, endda). Problemet er, når man begynder at anfægte hans ret til at have sin opfattelse af tingene ;-)

  5. Jakob Danielsen siger:

    Det er der jo ikke noget nyt i…
    Men mon ikke det også hænger sammen med den skoling du har givet i min tid på MC og jeg i virkeligheden genkender nogle af de samtaler vi har haft om historie og formidling :)
    Så er mine tanker naturligvis også påvirket af den politiske interesse for netop Bornedals 1864, hvor det var tydeligt at nogen hellere så at historien blev et værktøj for en bestemt politisk ideologi og de derfor ønskede deres egen fiktive virkelighed i stedet for Bornedals.

    Pyt. Om det er din påvirkning eller en blanding af flere forskellige ting inklusiv din påvirkning, så er jeg under alle omstændigheder helt enig og føler trygt at vi kan overlade historiefaget i til dig. :D

Skriv en kommentar