Indtryk fra Verdun – hundrede år efter
22. februar 2016
Apologia pro Historiarum Meo, eller 1. Verdenskrig er F***me vigtig!
21. marts 2016

Verdens Særeste Krig… 1-0 til pipfuglene

Emu´en, eller Dromaius novaehollandiae - pipfuglen, der var smartere end det samlede australske militær...

Gennem de senere år er jeg fra tid til anden blevet bedt om at gæsteoptræde i formiddagsprogrammet Ghandi på Danmarks Radios P3. I begyndelsen var emnerne velkendte for mig, men efterhånden har jeg ved gentagne lejligheder oplevet at blive bedt om at fortælle om ting, jeg mildt sagt ikke umiddelbart følte mig synderligt fortrolig med – og det er jo sådan set dejligt, al den stund jeg selv lærer en mængde finurlige historiske beretninger nærmere at kende.

Det mærkeligste emne er dog dét, jeg i dag har fortalt om: Emukrigen i 1932! En beretning så vidunderligt mærkværdig, at den i sandhed fortjener videre udbredelse… og således emnet for denne uges blogindlæg.

Efter den Første Verdenskrig stod Australien, som så mange andre lande, med en mængde hjemvendte veteraner, der på en eller anden måde skulle belønnes af fædrelandet. I den situation valgte man bl.a. at honorere soldaternes indsats med landbrugsjord i den tyndtbefolkede vestlige ende af kontinentet.

Jorden viste sig dog at være af tvivlsom kvalitet, og det var ikke let for de hjemvendte unge mænd at få de nye landbrug til at give overskud. Når dertil lægges, at afgrøderne blev truet fra en uforudset kant udviklede hele projektet sig efterhånden til lidt af en krise. Markerne hjemsøgtes nemlig af et skadedyr: emuen! Emuen er en strudseart, henved to meter høj og med en vægt på mellem 40 og 50 kg. Det er altså en pipfugl af ganske betydelig størrelse, der i store flokke gør et voldsomt indhug i afgrøderne.

Emu´en, eller Dromaius novaehollandiae - pipfuglen, der var smartere end det samlede australske militær...

Emu´en, eller Dromaius novaehollandiae – pipfuglen, der var smartere end det samlede australske militær…

Som modtræk valgte den australske regering i 1932, efter en række fejlslagne tiltag, simpelthen at indsætte militæret mod strudseflokkene. Man kunne synes, at det var en ulige kamp; på sin vis er det jo nærmest en australsk version af at “skyde gråspurve med kanoner”. Men om ikke andet burde det da i hvert fald løse problemet. Grundigt. Hæren fik simpelthen ordre på at nedlægge 20.000 eksemplarer af Emu-arten, og hjembringe halefjer som krigsbytte (!) Disse fjer skulle – i ramme alvor! – bruges til at udsmykke soldaternes hatte som ærestegn på en glorværdig sejr (!!)

Men den glorværdige sejr viste sig hurtigt at være noget længere udenfor rækkevidde end man havde forestillet sig. Kampagnen udviklede sig nemlig overhovedet ikke, som den militære overkommando havde forudset. Det langhalsede fjerkræ var en betydelig mere sejglivet fjende end man havde regnet med, og de brave soldater stod overfor en lang række helt uventede udfordringer; dels var fuglene meget hurtige, de kan løbe op til 70 km/t og er i modsætning til militærets køretøjer i stand til at galopere tværs over ujævne, hullede og stenfyldte marker. Maskingeværskytterne på ladet af de forfølgende biler havde rigeligt at gøre med klamre sig fast for ikke at falde af, og fik stort set ikke løsnet et eneste skud – og når de endelig ramte en emu, syntes den stort set upåvirket af det. Men ikke blot udeblev den forventede succes – den udviklede sig ligefrem til en rungende ydmygelse! Formålet med hele offensiven var jo nemlig at frelse afgrøderne, men i ren iver efter at nedlægge fuglene lykkedes det tropperne at trappe langt mere korn ned, end emuerne… og det hele bliver dokumenteret af et filmhold, som den ansvarshavende officer, major Meredith, i overmod havde inviteret med på felttoget. Ydmygelsen var total.

To af de tapre deltagere i emukrigen, der allerede på forhånd - en smule forhastet, kan man synes - har smykket deres hatte med emufjer som markering af en sejr, der altså i sjælden grad udeblev...

To af de tapre deltagere i emukrigen i 1932, der allerede på forhånd – en smule forhastet, kan man synes – har smykket deres hatte med emufjer som markering af en sejr, der altså i spektakulær grad udeblev…

I regeringskredse havde man forståeligt nok lidt svært ved at forholde sig til situationen, som alle (udenfor militære kredse) havde temmelig svært ved at tage alvorligt, og den australske presse fulgte affæren med stor opmærksomhed… og ualmindeligt brede grin. Og når det endelig lykkedes soldaterne at nedlægge en emu, var det som regel fordi de kom til at køre dem ned med deres biler. I parlamentet drøftedes det, med en slet skjult undertone af humor, hvorvidt der skulle uddeles medaljer for indsatsen i denne krig – men man nåede frem til, at de i så fald skulle tildeles emu´erne, som alle er enige om gik ud af bataljen som klokkeklare vindere.

I den endelige formelle rapport om kampagnen konstaterede militæret selv, at ét af de få lyspunkter i hele affæren var, at den trods alt hverken havde kostet dræbte eller sårede soldater. Andet positivt kunne man ikke rigtig finde i sagen, der blev en rystende ydmygelse for det australske militær. Offensiven mod de fjerklædte fjender blev hurtigt indstillet, og i stedet overlod man det til landmændene selv at bekæmpe skadedyrene som bedst de kunne. Der er i dag en større bestand af emuer i Australien end nogensinde før, så også på langt sigt man må konstatere et sviende nederlag til den humane bestand i det fjerne kontinent – og en spektakulær sejr til pipfuglene!

***

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.