Pilgrimsfærd til en Tom Grav
20. april 2018
Et fort, der fik tæsk – Douaumont, Verdun
8. maj 2018

Verdens Sjoveste Boldspil

Faste læsere af disse spalter vil vide, at sport fylder meget, meget lidt på bloggen. Det har den simple årsag, at bloggen er MIN legeplads, og derfor i sagens natur handler om emner, jeg selv finder interessante, spændende eller nyttige – og hér spiller sport i (næsten) enhver afskygning en forsvindende lille rolle. Jeg kan på ingen måde påberåbe mig at være sportsbegejstret, hverken aktivt eller som tilskuer. Oprigtigt talt vil jeg personligt hellere flække et ben på langs, end spille håndbold (der jo som bekendt er drønfarligt; man risikerer at flække et ben på langs!)

En enkelt, men til gengæld spektakulær, undtagelse fortjener dog et nærmere kik. Ikke blot er det den eneste sportsgren jeg nogensinde har taget frivillig del i – som alle andre led jeg selvfølgelig talrige kvaler og bundløse, ugentligt tilbagevendende ydmygelser på skolens idrætsbaner som meget ung, men det var på ingen måde frivilligt – det er også den eneste, hvor jeg kom i nærheden af noget, der med lidt god vilje kunne ligne sportslig begejstring, og som satte uafrystelige spor på min identitet og selvopfattelse… og som tilmed indbragte mig rosende omtale i sportspressen; som et resultat af min korte, men glorværdige

En middelalderlig gengivelse af et spil, der muligvis godt kan være knáttleikr.

indsats på feltet høstede jeg nemlig intet mindre end et helt dobbeltopslag i Politikens sportstillæg!

Mit idrætsmæssige karriere udspillede sig på en græsmark vest for Slagelse i sommeren 2002 (så ja, i skrivende stund er det 16 år siden, jeg sidst dyrkede idræt!) Anledningen var, at jeg på det tidspunkt gjorde tjeneste som over-viking på Museet ved Trelleborg, Harald Blåtands gamle fæstning. På det tidspunkt var Trelleborg i næsten komisk grad underfinansieret, og det store, årlige sommermarked stod for døren. Det var sæsonens absolutte højdepunkt, den ene uge, hvor vi meget gerne skulle hente 40% af årets samlede besøgstal. Hundredevis af vikinger ville om føje stunder rykke ind på borgen, og i den anledning var det selvfølgelig på sin plads med noget PR; det er som bekendt væsentligt sjovere at formidle historie, hvis der rent faktisk kommer nogen og overværer det.

Budgettet levnede ingen midler overhovedet til annoncekampagner, så der var egentlig kun én vej frem: vi måtte hitte på et indslag, der var så komplet rablende vanvittigt, at pressen kunne lokkes til, og delagtiggøre den undrende omverden i vores planer med redaktionel omtale, når der nu ikke var penge til egentlig reklame. Det var faktisk ingen helt ringe strategi, al den stund uafhængig omtale selvfølgelig sælger bedre end betalt. Det var også en strategi, vi efterhånden blev ret skarpe til på Trelleborg.

Lykkeligvis var jeg så heldig, at jeg omkring mig på museet var velsignet med en perlerække af vidunderlige, skæve, skøre og kreative medarbejdere, og sammen med min uovervurdérbare næstkommanderende og en håndfuld splitterravende geniale hangarounds gik jeg i tænkeboks. Det kunne jo, tænkte vi, være meget sjovt for en gangs skyld at tage udgangpunkt i andet end drabelige slåskampe og blodig våbenbrug. Krig fyldte naturligvis en hel del på Trelleborg – det var trods alt en fæstning – men ind imellem måtte vikingerne vel også have slappet af, hygget sig og boltret sig i munter leg?

I de islandske sagaer omtales hyppigt et boldspil, som tilsyneladende var enormt populært blandt vore muntre forfædre. Et spil, der i kilderne blot omtales som knáttleikr (der egentlig bare betyder “boldspil”). Der er ikke overleveret noget samlet regelsæt til spillet, men vi havde bemærket utroligt mange hentydninger til det, spredt ud over de mange tekster; burde det ikke, tænkte vi, være muligt at læse samtlige sagaer igennem, notere alle oplysninger – og så stykke et regelsæt sammen på det grundlag? Som sagt, så gjort!

Set i bakspejlet burde det muligvis nok have fået alarmklokker til at bimle højt og skingert, når det står at læse om spillet i Hord Grimkelssons Saga, at legen var hård den dag, og da solen gik ned lå der seks mand døde. Det gjorde det ikke. Tvært imod. Om det nu skyldes de til tider ret omfattende mængder whisky som vi dengang satte til livs efter lukketid, almindelig, ungdommelig naivitet, eller blot og bar dumhed, så fyrede det egentlig bare yderligere op under vores begejstring. Tiden skulle imidlertid vise, at de gamle sagatekster i visse sammenhænge vitterligt ER sandhedsvidner (!)

Foto fra den oprindelige, første gennemspilning på Trelleborg, i sommeren 2002. Bemærk, at ingen dyr led overlast under disse optagelser…

Efter en ret intens læseperiode stod vi tilbage med en række informationer om spillet, der gjorde det muligt at rekonstruere dette knáttleikr med nogenlunde præcision. Naturligvis var der huller, naturligvis måtte vi træffe valg; der står f.eks. at det er en holdsport, men ikke hvor mange deltagere der er. Banens dimensioner omtales slet ikke. Varigheden af et spil var heller ikke nævnt. Men alligevel tegnede der sig et omrids af et spil, der godt kunne komme til at fungere, og vi lappede ufortrødent hullerne i vores viden med lån fra åndsbeslægtede idrætsgrene som rundbold, hockey, rugby og det irske hurling.

Næste skridt var selvfølgelig at bemande holdene. Personalegruppen var alt for beskeden til at kunne dække behovet, men der ville jo komme store mængder friske, energiske vikinger til markedet, heriblandt adskillige drabelige krigergrupper. Det burde ikke være den store udfordring at finde frivillige spillere.

Til vores store overraskelse viste det sig, at stort set ingen medlemmer af krigergrupperne havde lyst til at stille op. Efter at have hørt reglerne besluttede de, at det var alt, alt for farligt! Til alt held var der andre markedsdeltagere, der var mere friske, og det lykkedes faktisk at få stablet de 2 x 11 mand på benene, som vi havde besluttet var det korrekte antal holdmedlemmer til en kamp, og aftenen inden det store sommermarked officielt skulle åbne lød fløjten til den allerførste knáttleikr-kamp i henved tusind år. Vi tænkte nemlig, at det nok var en god idé lige at prøve det af inden offentligheden og verdenspressen indfandt sig. Det viste sig at være en god idé. En rigtig god idé, faktisk.

Prøvespillet viste nemlig, at sagaernes hyppige hentydninger til spillet ekstrem-voldelige natur var helt, helt korrekte. Det ER et psykopatspil, og krigergruppernes nejtak til at deltage (som vi ærligt talt havde syntes var en lille smule pjevset og tøseagtigt) var en helt, helt fornuftig holdning. Under den allerførste kamp fik min Uundværlige Næstkommanderende smadret sin skulder, nogen brækkede tre ribben, der indhøstedes et større antal knækkede fingre, blå mærker og ditto øjne, og jeg selv ofrede et knæ; i det meste af et år derefter kunne jeg stort set ikke gå, og den dag idag kan jeg ikke for alvor løbe (hvilket dog er OK, jeg kunne ikke drømme om at gøre det alligevel). Da vi efterfølgende lå på en lang række og blødte ved siden af hinanden, var der almindelig enighed om, at det var en meget, meget smertefuld idrætsgren – og et helt usandsynligt morsomt spil!

Den følgende dag, hvor spillets egentlige premiere skulle finde sted, måtte der naturligvis foretages visse justeringer. Holdstørrelsen blev reduceret fra 11 til 5 spillere – en del skader opstod, fordi alt for mange og alt for ivrige mennesker spænede planløst rundt på banen, hver især bevæbnet med et boldtræ –  og det blev indskærpet at der altså skulle tages visse humane hensyn. Det lykkedes at få fyldt hullerne ud efter de faldne, og spillet lod sig rent faktisk gennemføre, denne gang uden (særlig mange) alvorlige skader. Tilskuernes begejstring var stor, og vi noterede os en ganske hæderlig succes med indfaldet. Pressedækningen var uovertruffen. Selv den landsdækkende presse lod sig lokke, hvilket i sig selv var en ikke ganske ringe bedrift dengang; som sagt bragte Politikens sportstillæg et helt dobbeltopslag om affæren.

Efterfølgende skrev jeg en kort artikel om vores erfaringer til en engelsksproget publikation, Viking Heritage Magazine, hvori også reglerne blev fremlagt. Jeg har sidenhen ladet mig fortælle, at der på grundlag af denne artikel nu angiveligt findes foreninger for spillet, med “the Trelleborg Rules”, i Rusland, Australien, Canada og New Zealand (om det er ganske sandt skal jeg dog ikke kunne sige). Begejstringen over vores nye/gamle spil førte til, at vi skrev et officielt brev til Dansk Boldspilsunion og anmodede om optagelse – og ved samme lejlighed foreslog dem at ændre navn til Dansk Blodspilsunion. Henvendelsen blev sjovt nok aldrig besvaret.

***

Af ren og skær akademisk interesse kan reglerne læses her. Det er – og dette kan ikke understreges tilstrækkeligt – IKKE en opfordring til at genoptage spillet!

Knáttleikr, trelleborg-reglerne:

Spillet afvikles på en rektangulær bane på 40 x 15 skridt. I hver ende rejses et mål af samme type som de, der anvendes i rygby, med en horisontal overligger i seks fods højde. Bolden er gjort af hårdstoppet læder eller stof, omtrent af størrelse som en tennisbold. Sidelinierne kan frit krydses under spillet, men hvis bolden passerer endelinierne stoppes spillet, og bolden kastes atter ind af en spiller fra dét hold, hvis endelinie blev passeret. Forud for spillet tildeles hver spiller en bestemt modspiller på det andet hold, som vedkommende har som særlig opgave at bevogte. Der er fem spillere på hvert hold, men der kan frit opereres med udskiftningsspillere, der når som helst kan indsættes; når en spiller ønsker at trække sig forlader han banen, og banker sit boldtræ mod den, han ønsker overtager pladsen (hans boldtræ, altså).

En dommer udpeges ved spillets start, og hvert hold vælger en anfører. Funktionen som anfører kan når som helst overdrages til en anden spiller. Samtlige spillere er udstyret med et fladt boldtræ, og bolden må sparkes, kastes eller slås med boldtræet. Mål kan dog kun scores med boldtræet. Når bolden slynges hen over modstanderholdets måls overligger, er der point.

Ved spillet start placeres bolden på banens midte. Holdenes anførere tager opstilling fem skridt fra bolden, på modstanderholdets banehalvdel.  Indtil spillet blæses i gang skal alle spillere, bortset fra anføreren, befinde sig på egen banehalvdel. Når dommeren dutter i sit horn er spillet i gang. Dersom spillet bliver for voldsomt (eller kedeligt) kan dommeren når som helst afbryde kampen, skælde spillerne ud og kalde dem pjevsede, ømskindede og kyllingeagtige, hvorefter spillet startes påny. Tacklinger må kun finde sted med overkroppen, og boldtræ må kun anvendes mod bolden, ikke mod- eller medspillere. Der spilles, til der er scoret tre mål.

***

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.