Selvfed Scenekunst – Middelalderteater som social propaganda
8. februar 2018
LotR – grundbog i hyggefascisme?
22. februar 2018

Virkelighedens Professor Moriarty

Som en del andre har også jeg en kommodeskuffe, fyldt med skitser og noter til fremtidige, spændende romanprojekter. Bøger, der ganske givet ville blive bestsellere og milepæle i verdenslitteraturen, og helt sikkert straks ville blive filmatiseret af tidens førende instruktører med de ypperste skuespillere i hovedrollerne (og, hvem ved – tør man drømme så dristigt? – måske ligefrem lavet til musicals!)… hvis blot jeg altså kunne tage mig sammen til at få dem skrevet!

Blandt disse er der særligt én roman, som jeg må tilstå at det ærgrer mig grusomt at jeg ikke kan få løbet i gang. En beretning, der er så betagende, at den helt afgjort burde fortælles. En levnedsskildring af en længst afdød vaneforbryder, hvis navn er ukendt udenfor ret snævre kredse – men hvis litterære alter ego til gengæld er kendt af enhver. Han var nemlig…. (ta-daah!) virkelighedens professor Moriarty, Sherlock Holmes´ brilliante nemesis og ærkefjende!

Adam Worth, alias Henry J. Raymond, alias alt muligt andet
(herunder muligvis Prof. James Moriarty)

Conan Doyle, der skrev de udødelige beretninger om mesterdetektiven, omtaler flere gange Moriarty som “Forbryderverdenens Napoleon” – en ærestitel som i virkeligheden blev formuleret i 1888 af sir Robert Anderson, det senvictorianske Londons mest prominente politichef, om en herre ved navn Adam Worth. Worth opholdt sig i de år netop i London, og skønt det ikke kan påvises er det faktisk ikke utænkeligt, at Doyle og Worth er stødt på hinanden. Der er ingen tvivl om, at Doyle har kendt til Worth, som på den tid var ikke så lidt af en celebrity i Londons under- (og over!)verden. Og Doyles ven, Dr. Chandler Briggs, hævdede at forfatteren betroede ham, at han havde brugt Worth som inspiration for ærkeslynglen.

Ganske som den fæle Moriarty havde Worth opbygget et kriminelt netværk med forgreninger over hele Europa og USA. Men i modsætning til sin diabolske fiktive modpart var Worth imidlertid slet ikke en livsfarlig og hensynsløs voldspsykopat – tvært imod. Gennem hele sin lange og vidtfavnene kriminelle løbebane fastholdt han et ubøjeligt princip om aldrig at gribe til vold; en ufravigelig regel, der omfattede alle i hele hans vidtstrakte netværk. Ifølge William Pinkerton, medejer af det berømte detektivbureau og én af de opdagere, der i årevis stæsede rundt i hælene på Worth, var det en urokkelig og fundamental leveregel; i et privat erindringsskrift om den berømte forbryder skriver han, at Worth “aldrig begik et røveri, hvor det var nødvendigt at gribe til våben, eller forsøgte at flygte fra tilfangetagelse ved rå vold. Han fastholdt, at en mand med en god hjerne ingen ret havde til at bære våben – at der altid kunne findes en anden måde, en bedre måde, ved at bruge sin hjerne.

Man skal selvfølgelig være varsom med at idealisere forbrydere. At Worth ikke var voldelig betyder jo ikke nødvendigvis, at han var alle tiders fine fyr og et godt forbillede. Hans gerninger havde stadig ofre, der led under de kriminelle aktiviteter. Vi har en sjov tilbøjelighed til at se en Robin Hood i alle elegante forbrydere med flamboyant personlighed, og det ville være meget nemt at opfatte Adam Worth på samme måde som vi opfatter f.eks. Victor Lustig (svindleren, der solgte Eiffeltårnet til skrot. To gange!) – men ingen af dem var selvfølgelig blandt Guds bedste børn. De var kriminelle, deres gerninger var forbrydelser – og forbrydelser har altid ofre.

Alligevel er det svært at komme udenom, at Adam Worth var en fascinerende skikkelse, og at han – sideløbende med sine mørkere, kriminelle tilbøjeligheder – havde sine sympatiske, ligefrem betagende, sider. I fiktionen er det jo også netop sådan, at den bedste helt altid er en lille smule skurkagtig, og den bedste skurk næsten kan ligne en helt. I det lys var Worth en formidabel skurk.

Worth blev født som Adam Werth i Preussen af jødiske forældre i 1844, men flyttede til Massachusets med forældrene i 1849. Han stak af hjemmefra som 10-årig, og havnede i 1860 i New York. Udbrudet af den Amerikanske Borgerkrig var en vej ud af et kedsommeligt ekspedient-job, og han gjorde hurtigt karriere; på mindre end to måneder var han forfremmet til sergeant i Nordstatshæren, men deserterede under det berømte 2. slag ved Bull Run. Herefter blev det en vane at melde sig under fanerne (og indhøste den medfølgende løn), hvorefter han rutinemæssigt simulerede død – og lod sig hverve igen under et nyt navn et andet sted. Der gik dog ikke lang tid, før Pinkerton-bureauets agenter blev opmærksomme på den foretagsomme unge mand, og han måtte opgive sin ellers ganske lukrative militære løbebane og gå under jorden.

Western Lodge i London, Worth & Co´s tilholdssted fra 1873.

Over de følgende år etablerede han sig som et hovednavn i New Yorks underverden. Flere gange havnede han i tugthus, men blev sjældent siddende ret længe; bl.a. undslap han fra det berygtede Sing-Sing fængsel. I november 1869, efter et indbrud i en bank i Boston, besluttede han at drage til Europa sammen med sin kumpan Charlie Bullard, og havnede i Liverpool. Her traf han barpigen Kitty Flynn, som imidlertid giftede sig med Bullard. I en årrække herefter boede de tre sammen i et besynderligt menage-a-trois, og det temmelig usædvanlige forhold ødelagde ikke venskabet mellem Worth og Bullard. Kitty fødte to døtre, som de begge hævdede at være far til… hvilket dog heller ikke lagde en dæmper på den gode stemning. Victoriatidens England kunne ind imellem være en hel del mere moralsk fleksibel end vi forestiller os (et lignende, ret åbenlyst trekantsforhold eksisterede f.eks. på samme tid mellem multikunstneren William Morris, hans hustru Jane, og malerdigteren Dante Gabriel Rossetti).

I 1873 købte Worth og Bullard-parret i fællesskab – efter at have skabt en imponerende formue ved afpresning, tyveri, svindel og allehånde andre indbringende foretagender – et herskabeligt hus i London-bydelen Clapham Common. I midten af 70´erne havde Bullard imidlertid oparbejdet et massivt alkoholproblem, og begyndte at udvise voldelige tilbøjeligheder. I 1875 gik samarbejdet i stykker, og Bullard og Kitty flyttede tilbage til New York.

Gainsboroughs portræt af hertuginden af Devonshire – der tilbragte årtier under Adam Worths seng.

Året efter begik Worth sit mest spektakulære kup, da han i et dristigt tyveri stjal et maleri af den berømte engelske 1700-tals portrætmaler Thomas Gainsborough. Billedet forestillede Georgiana, Hertuginden af Devonshire (som iøvrigt portrætteres af Keira Knightley i filmen The Duchess, og som var en fjern slægtning af Prinsesse Diana). Maleriet blev angiveligt stjålet for at tjene som “modydelse” for løsladelsen af én af Worths folk, der var havnet i fængsel. Fyren blev dog løsladt inden forhandlingerne kom igang… og billedet var dermed overflødigt. Worth lader til at være blevet voldsomt betaget af maleriet, og beholdt det i de næste mange år som en hemmelighed, til trods for dets enorme værdi – angiveligt skjult under sin seng (!)

På nuværende tidspunkt havde Worth etableret en lyssky organisation med hovedbase i London, hvis aktiviteter strakte sig fra den amerikanske østkyst til Istanbul. Både Pinkerton-folkene, New Yorks politikorps og Scotland Yard havde et ualmindeligt godt øje til ham, men formåede ikke at bevise, hvad alle og enhver vidste: at Worth stod bag stort set al højprofileret kriminalitet på begge sider af Atlanten!

Og dog. Ligefrem alle og enhver vidste det nok ikke, for i 1884 giftede han sig (vanen tro dog ikke under sit eget navn; han kaldte sig nu for Henry J. Raymond – et alias, han iøvrigt havde hugget fra grundlæggeren af avisen New York Times), og hverken hans hustru eller de deraf følgende to børn synes at have haft den ringeste idé om, hvad hans formue egentlig stammede fra.

I oktober 1892 befaldt Bullard sig atter i Europa, og var havnet i fængsel i Belgien. Worth besluttede at besøge ham, og under sit ophold på kontinentet arrangerede han et overfald på en pengetransport i Liége. Jobbet gik grueligt galt, og Worth blev pågrebet. Under retssagen hørte han intet fra sin familie i London, men modtog til gengæld et brev fra Kitty Flynn i Amerika, der tilbød at betale for hans forsvar. Sagen endte med, at han blev idømt en relativt beskeden dom på  7 års strafarbejde. Trods et alenlagt anklageskrift, stykket sammen af alle hans mellemværender med politikorps over hele den vestlige verden, var man nemlig ikke i stand til at bevise andet end røveriet i Liége. I marts 1893 blev han indsat i statsfængslet i Leuven.

Worth´s grav på Highgate Kirkegård, London

Enter fire års afsoning blev han løsladt for god opførsel. Hans formue var forlængst borte, hans netvært eksisterede ikke længere, og hans hustru var blevet sindssyg og indlagt på et asyl. Det lykkedes Worth at komme til New York, hvor han opsøgte sine to børn. Under opholdet tog han, temmelig overraskende, kontakt til William Pinkerton, som han tilbød at overdrage det stadig forsvundne Gainsborough-maleri mod en findeløn (!) på 25.000 $. Under deres møde aflagde Worth en fuld tilståelse til Pinkerton, der uvist af hvilke årsager aldrig forfulgte de mange oplysninger om talløse uopklarede forbrydelser. I stedet skrev agenten hele beretningen ned, og manuskriptet befinder sig nu i Pinkerton-bureauets arkiver.

Han vendte tilbage til London, hvor han tilbragte sine sidste år under trange kår, sammen med sine to børn. Da han døde i 1902 blev han begravet i en anonym fattig-massegrav på Highgate-kirkegården i det nordlige London. I 1997 bekostede det Jødiske-Amerikanske Historiske Selskab en beskeden sten på graven, der indtil da havde været umærket. Stenen anfører iøvrigt både hans rigtige navn, og hans favorit-alias, Henry J. Raymond.

Michael Caine i rollen som Adam Worth i den letbenede krimi-komedie “Harry and Walter go to New York” fra 1976.

En sidste krølle på historien om “forbrydernes Napoleon” er, at han under mødet med William Pinkerton i 1898 indgik en temmelig uventet aftale; han bad nemlig agenten om, at hans – Worths – søn måtte blive optaget som elev i detektivbureauet. Mesterforbryderens gave til sønnen var… en karriere i kampen mod kriminalitet!

Skønt stort set ukendt i dag har Adam Worth alligevel fundet veje til den moderne massekultur (ud over den herostratiske berømmelse som model for Sherlock Holmes´ rival); han optræder som bifigur i adskillige knaldromaner og spillefilm, og er såmænd blevet skildret af både Michael Caine og Mark Hamill. Og er fortællingen om Worth måske ikke helt så højspændt og hyperdramatisk som hans ufrivillige alter egos – så var han til gengæld et væsentlig mere sympatisk bekendskab end det psykopatiske forbryder-geni, professor Moriarty; på visse punkter synes han faktisk at have mindet mere om Egon Olsen…

***

Highgate-kirkegården formelig oser af gotisk forfaldsromantik…

Highgate-kirkegården, Worths sidste hvilested, er i øvrigt en af Londons mest betagende (og mest oversete!) attraktioner. Her finder man et righoldigt sortiment af interessante knogler, fra Karl Marx over kultforfatteren Douglas Adams til punk-ikonet Malcolm McLaren. Stemningen på kirkegården har umiskendelige ligheder med de klassiske Dracula-film – af hvilke en del faktisk er optaget på stedet – og har sågar sin helt egen vampyr-mytologi. Det kan varmt anbefales at fornøje sig med en rundvisning, dersom vejen skulle falde forbi London. Læs mere om Highgate HER

***

Adam Worth´s liv er uddybende beskrevet i en udmærket biografi af Ben Mackintyre, The Napoleon of Crime – Life and Times of Adam Worth, Master Thief

 

 

3 Comments

  1. Carsten Madsen siger:

    Absolut ja…hvis man (som jeg) gerne vil prale med lånt viden😉

  2. Kåre Johannessen siger:

    Hej Carsten… sig mig… påstår du, at læsere af min blog ikke er passende selskab???? ;-D

  3. Carsten Madsen siger:

    WAUV…Tak for pragtfuld fortælling👍🏻.
    Som periodisk Sherlock/Conan Doyle fan (dvs., der med års mellemrum farar en fanden i mig, og hele den gamle bogserie bliver hevet frem, ærbødigt støvet af og genlæst), er jeg overrasket over nyt fra den kant.
    At überskurken Moriaty var en fiktiv udgave af et rigtigt levende menneske, anede jeg ikke, og med din tilladelse, vil jeg prale med denne nyerhvervede viden i passende selskaber…hvor der IKKE er læsere af din blog 😉
    Mvh. Carsten

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.