Copycat-kultur (Betragtninger fra en Vrissen Gammel Mand)

For en gangs skyld handler blogindlægget ikke om 1. Verdenskrig. Faktisk handler det ikke engang om historie. Det handler om kultur i nutiden. Men i grunden er nutiden jo også det eneste, der virkelig tæller; hvis historien ikke har relevans for nutiden, er den jo komplet ligegyldig. Derfor, højt skattede læser: bær over med mig, og følg mig på dette udsigtsløse, quixote´ske korstog mod tomhedens og den åndelige armods vindmøller!  ;-)

Under et kort besøg i London for ikke længe siden spadserede jeg i nogle timer rundt i byens velestimerede teaterdistrikt. I det område ligger teatrene så tæt, at man hurtigt får et ret bredt overblik over repertoiret. Og det slog mig da, at der var en temmelig tydelig tendens at spore: en meget, meget stor del af de opsatte forestillinger var musicals og adaptions. Og i størstedelen af tilfældene var det begge dele – altså en allerede velkendt historie, sat i musik.

Det er der selvfølgelig i sig selv ikke noget galt i. Jeg har selv en hel perlerække af nytolkninger af klassiske forlæg, som jeg holder meget af. James Joyce fik f.eks. et ganske spændende resultat ud af at nytolke Homers Odysseen, og jeg synes egentlig også at de moderne versioner af Sherlock Holmes – både Robert Downey, Benedict Cumberbatch og Ian McKellen – hver på sin måde er vældig charmerende.

Men det er virkelig påfaldende, hvor udbredt en tendens det er i disse år. Over de senere årtier har vi set De Elendige (eller, som den åbenbart hedder nu, “Les Mis”) (!), Phantom of the Opera, The Lion King, Billy Elliot, La Cage aux Folles, The Producers, Sunset Boulevard, Shrek, Matador… listen er endeløs! Og vist er det da ikke noget nyt fænomen; det er mange år siden at Oliver Twist og Don Quixote blev slæbt gennem musical-møllen, og Shakespeares “Trold kan Tæmmes” blev allerede i 1947 sat i musik af Cole Porter. Og skal vi drive den helt ud i yderste konsekvens, så er Mozarts “Figaros Bryllup” jo i virkeligheden også en musikalsk adaption af Beaumarchais´ skuespil. Fremragende arbejder, bestemt. Ikke et ondt ord om Cole Porter, Andrew Lloyd Webber eller alle de andre talentfulde hitsnedkere (eller Mozart, for den sags skyld). Igen: det er ikke den enkelte adaption som sådan, der er problemet.

Problemet er, at de oprindelige værker forsvinder. Fortrænges, i samme øjeblik der kommer en ny, lettilgængelig version på markedet, som man kan overstå på halvanden time – og som man tilmed kan nynne med på. Lad gå med Shrek (som er morsom, men ikke ligefrem nogen milepæl i den vestlige kultur).  Men ofte går det ud over virkelig vigtige værker; hvorfor dog bruge dagevis på at læse Victor Hugo´s endeløse murstensroman, fuld af svære ord og forældede begreber, når man kan få det hele serveret på en munter, letfordøjelig og ikke spor anstrengende måde – som man oven i købet kan spise popcorn til? Hvorfor dog plage sig selv med en langsom, gammel sort/hvid film, når man kan få den samme historie med fest og farver og sprudlende ørehængere?

Men originalerne har jo faktisk en værdi! Victor Hugos mastodontroman om Jean Valjean er så uendeligt meget mere end blot en “god historie”; den er et tidsbillede, et psykologisk studie, en bedsk historisk og menneskelig kommentar, en social anklage – og iøvrigt ét af de vigtigste litterære værker i hele det 19. århundrede. Og nej, musical´en er simpelthen bare ikke lige så god! Selvfølgelig kan man indvende, at der jo ingen skår går af originalværket, bare fordi nogen laver den om til en musical. Men det passer jo ikke. Hugo´s roman er borte, væk, glemt, fortrængt af en overdådig musikalsk extravaganza. Hvem tænker idag på “De Elendige”, når man hører titlen Les Miserables? Meget, meget få! Det er ikke længere et romanværk, det er en musical. Og Les Miserables er i så henseende langtfra enestående. Listen over adaptions (med og uden musik), der stille og diskret tager livet af originalværkerne, er lang. Rigtig, rigtig lang! Vist er de da formentlig tænkt som en slags hyldest til originalværkerne… men deres kærlighed er dræbende. De elsker originalværkerne ihjel.

Selv dét ville i sig selv ikke nødvendigvis være noget enormt problem. Der er masser af mennesker, der lever lykkeligt uden at have læst “De Elendige”. Det virkelige problem er, at adaption-feberen er et symptom. Vi lever i en tid der synes ude af stand til at skabe noget nyt, noget selvstændigt, noget virkelig originalt! Og igen: det er selvfølgelig noget vås. Der er masser af original kunst på de europæiske scener. Det er bare ikke den, der for alvor bliver set. Det, der virkelig bliver set, er… musical-adaptions. Sang-og-dans-udgaver af allerede kendte historier, der hverken provokerer eller udfordrer. Eller, ikke sjældent, papirtynde historier bygget op omkring en eller anden populær popkunstners bagkatalog. Man har gjort det med Queen (We Will Rock You), Michael Jackson (Thriller), Abba (Mamma Mia) – og i Danmark laver vi “teaterkoncerter” med nye udgaver af gamle travere: Gasolin, Beatles, Shu-bi-dua osv. Alt sammen utvivlsomt meget fint, dygtigt, professionelt, glitrende og imponerende… men dog (hvordan man end vender og drejer det) gammel vin på nye flasker – og inderligt, gennemført & på alle måder ufarligt! Ikke noget der støder, skubber, prikker, provokerer eller på nogen som helst måde risikerer at rykke ved noget som helst for tilskueren.

Hvorfor, kan man spørge. Hvad er det der gør, at grammofonpladen er gået i hak, og blot mekanisk gentager fortiden og sig selv i ét væk? Er vi blevet for dovne, stressede eller uvidende til at yde en indsats selv? Er vi blevet for forvænt af Facebooks og Twitters her-og-nu-kommunikation til at orke noget, der ikke kan stå på et mobildisplay? Gider vi simpelthen ikke interessere os for noget, som ikke er blevet fordøjet for os på forhånd? (og lad os så iøvrigt ikke dvæle ved hvad det egentlig er vi indtager, hvis vi suger noget til os der allerede er fordøjet!)

Eller er det i virkeligheden endnu værre? Er vi som samfund simpelthen ramt af kulturel åndenød? Det ville absolut ikke være første gang; Alle de store kulturer er med tiden løbet tør for fremdrift. De græske bystater, det romerske imperium, den italienske renaissance – alle er de til sidst degenereret til en mekanisk gentagelse af tidligere tiders bedrifter – flot, veludført, dygtigt, men uden at bidrage med noget nyt. Det er et forfaldstegn.

Men som sagt: der er ikke noget galt i at nyde en god, veludført forestilling. Jeg gør det selv, med stor fornøjelse. I enkelte tilfælde kan en musikalsk adaption såmænd ligefrem overgå forlægget, som Jim Steinmans Tanz der Vampire gør med Roman Polanskis håbløse filmkomedie The Fearless Vampire Killers (eller som Bizets opera Carmen gør med Mérimées litterære forlæg). Men ind imellem de medrivende hitsange og fejende flotte opsætninger er det nu altså ikke nogen helt dårlig idé at krybe op i et hjørne af sofaen, trække fødderne godt op under sig, bevæbne sig med en stor kande thé, og læse en god, gammeldags bog. Ikke for bogens skyld, men for vores egen ;-)

***