Tillykke, Hr. Luf!

I morgen, den 14. januar, fylder Herluf Trolle 500 år. En flot, rund dag, som nok kan berettige et lille kig på den brave søhelt-gone-skolepionér.

Som gammel Næstved-dreng er jeg jo praktisk taget vokset op med go´e gamle Herluf. Byen er nemlig fuld af referencer til ham. Herlufholm Kostskole kommer man selvfølgelig ikke udenom, og trolde-figuren ved Munkebakken blev i mit lille, forvirrede hoved selvfølgelig knyttet sammen med den gamle krigskarl – skønt den handler om en helt anden trold & ikke har det allermindste med Herluf at gøre. På Axeltorv ligger stadig et bygningskompleks der kaldes for “Gøyernes Gård”, selv om de bygninger der havde forbindelse til Gøyeslægten og Herlufs hustru, Birgitte, forlængst er fjernet (dele af den oprindelige gård rummer i dag Legetøjsmuseet i Den Gamle By i Århus). Og min korte og ikke specielt glorværdige karriere som grøn spejder udspillede sig i en trup, der havde taget navn efter Trolle. Herluf var altså i rigt mål tilstedeværende i min barndom, og jeg var selvfølgelig – som enhver sund dreng – fuld af indre, dramatiske billeder, når jeg stod foran hans flotte, musketkugle-hullede rustning i Herlufholm Kirke.

Samtidigt (og – forhåbentlig! – ikke synderligt vellignende) dobbeltportræt af dagens 500-års-fødselar & hustru

Og ganske ufortjent er det da sandelig heller ikke. Trolle er på mange måder en fascinerende skikkelse. Dels kan hans livsbane ses som en slags “ideal-karriereforløb” for en dansk adelsmand på overgangen fra middelalder til renaissance, og dels er han simpelthen bare… interessant ;-)

Herluf Trolle synes nemlig at legemliggøre den danske adel i årene omkring reformationen. Hans selvforståelse og verdenssyn er, så vidt vi kan se, nærmest en opsummering af hans samtidige ligestillede. Som én af de få har Herluf Trolle f.eks. efterladt os en forklaring på, hvordan datidens adel oplevede sig selv, hvordan de retfærdiggjorde deres enorme privilegier. I modsætning til de fleste af sine standsfæller gjorde han sig faktisk den ulejlighed at forklare den jævne befolkning, hvorfor hans rang, titel og rigdom var berettiget, i en ofte citeret og ganske berømt, næsten manifest-agtig sentens der lyder som følger:

“Vide I, hvorfor vi hedde herremænd, hvi vi bære guldkæder og have jordegods og vil være højere agtet end andre?

Derfor at når konge og herre, land og rige have det behov, da skal vi rigets fjender afværge,

beskytte og beskærme med al magt og formue vort fædrene rige, at vore undersåtter må bo og være udi fred og rolighed.

Ja, vil vi have det søde, må vi også tage det sure med.”

Man kan nemt glemme, at der jo faktisk var en rationel begrundelse for det feudale samfundssystem. Man kan nemt forfalde til en tåget forestilling om, at “sådan var det bare. Ridderne var svinerige, og bønderne døde af sult.” Og med al respekt for den klassiske marxistiske historieskrivning (!)… så er det jo altså trods alt en grov forsimpling af forholdene. Middelalderens feudale samfund var bygget på en basalt rationel idé: at nogen, der havde evner for den slags (ridderne), måtte påtage sig at værne resten af samfundet (bønderne) – og at det var nødvendigt at give dem visse privilegier for at sætte dem i stand til at udføre jobbet. Det er præcis den tanke, Herluf Trolle formulerer i citatet ovenfor; adelen nyder særlige rettigheder, men må til gengæld være parat til at ofre livet til fædrelandets forsvar, hvis det er nødvendigt.

I parken omkring Herlufholm Kostskole ved Næstved står denne fine træskulptur af Herluf & Frue, som en hyldest til skolens grundlæggerpar.

I praksis er det selvfølgelig så nemt at afmontere dette ideologiske skønmaleri, at det ikke en gang er sjovt. Det svage punkt i argumentationen er naturligvis, at adelen reelt var betydeligt mindre udsat for en voldelig død i utide, end de jævne bønderkarle, der blev slæbt med i krig når overklassen skulle more sig. Feudalismens teoretiske ligeværd mellem alle samfundsklasser var en illusion, der stod i skærende kontrast til de faktiske forhold; frem for at være de fattiges, armes og værgeløses tapre og galante forsvarer, var den arketypiske adelsmand i middelalderen en ubeskriveligt arrogant udbytter, og hans privilegier blev lynhurtigt til nedarvede rettigheder i stedet for en kompensation for personlige ydelser, som egentlig var berettigelsen.

Herluf Trolles forklaring er altså i realiteten aldeles ikke dækkende for den middelalderlige virkelighed. Skal vi forstå den middelalderlige adel, er det langt mere givtigt at vende sig til den sydfranske ridder & troubadur Bertand de Born, der i slutningen af 1100-tallet komponerede et digt, som virkelig går i flæsket på ridderens selvforståelse (bær over med den lidet poetiske oversættelse. Jeg påtager mig det fulde ansvar):

Jeg finder ingen sådan glæde / ved føde, drikkegilde eller søvn / som når jeg hører ordet “Angrib!” / fra begge sider, fulgt af skrig / fra rytterløse heste, eller faldnes nødråb / Og når jeg ser de døde, små som store, / segne om i græsklædt voldgrav / med brudte, flagbesmykte lanser / stødt igennem deres kroppe.

De Born har siden været inderligt forkætret og lagt for had for sin åbenhjertige bekendelse til en sadistisk fryd ved krigen. Men i virkeligheden er det egentlig ikke rimeligt. I virkeligheden udtrykker han sådan set bare de faktiske forhold under feudalismen. Og denne ekstatiske glæde ved nedslagtning er jo i grunden ikke synderligt overraskende, når man skaber en hel samfundsklasse, hvis enorme velstand, magt og anseelse alene er baseret på deres krigsduelighed. Herluf Trolle leverer i 1500-tallet det skønmalede teoretiske fundament for adelen… men Bertrand de Born beskriver de reelle forhold lige på kornet allerede i 1100-tallet!

Nu kunne man jo så få den tanke, at Hr. Luf er en slem hykler der dækker sig ind under en fernis af konstrueret moralsk berettigelse. Det er ingenlunde tilfældet. Hykleri er det sidste, man kan beskylde ham for. Der er nemlig ingen tvivl om, at han er ganske oprigtig og ærlig i sit syn på tingene; Trolle har temmelig sikkert selv troet på sit skønmaleri. Hans holdninger afspejles nemlig i hans handlinger.

Herluf Trolle tog sin krigspligt alvorligt. Efter alt at dømme skærmede han ikke sig selv, men indtog lige netop dén plads i forreste linie, som hans ideologi bød ham – og det kom til at koste ham livet (som hullet i lårpladen på hans rustning i Herlufholm Kirke vidner om). Herluf Trolle ofrede livet i kamp for fædrelandet, ganske som han forventede af sig selv og sine standsfæller.

I 1899 søsatte man det første danske panserskib med navnet “Herluf Trolle” – en hyldest til den gamle søhelt. Glemt er han ingenlunde.

Nej, det er ikke hykleri, vi kan beskylde dagens fødselar for. Det er snarere naivitet. For hans ædle adfærd var anakronistisk allerede i samtiden. Feudalismens rolle var reelt udspillet allerede i 1200-tallet, hvor dens alt for simple samfundsmodel kom fuldstændigt til kort; alene dét at der dukkede en ny, professionel handelsklasse af købmænd op, sprængte den feudale verdensorden. Herluf Trolle ofrede sig for et samfundssystem, der allerede på hans tid havde været forældet i mange, mange år. Hans tragedie – og resten af samtidens, kan man tilføje – var, at man ikke havde opdaget det. Man tullede stadig rundt i en arkaisk forestilling om orden, system, offervilje og anstændighed, der ikke længere havde det allerringeste med virkeligheden at gøre – hvis den da nogensinde havde haft det.

Selvfølgelig tilkommer det ikke os at fælde dom over Herluf Trolle. Og en femhundredeårs fødselsdag er en meget agtværdig affære. Vi skal ikke tale grimt om ham; målt med hans egen standard (og dét er jo én af mine kongstanker, at det er den eneste anstændige målestok at vurdere fortiden ud fra!) var Herluf Trolle en helt. En vaskeægte søhelt af den gamle skole… i mere end én forstand, tilmed. Tillykke med dagen, Herluf!

***

Læs mere om Herluf Trolle her: https://da.wikipedia.org/wiki/Herluf_Trolle