Propaganda – hadets fødsel

Blandt de mange nyskabelser, som den 1. Verdenskrig berigede eftertiden med (!) er én af de lidt mere oversete propagandaen. Naturligvis var det ikke først gang en nation havde fremhævet sin egen fortræffelighed på bekostning af fjenden (den slags kan man finde ansatser til allerede under Hundredeårskrigen), men det var første gang det for alvor var sat i system; første gang, statslige kontorer blev etableret med dét ene formål at påvirke sine egne befolkninger. Og det skulle få uoverskuelige konsekvenser. Væsentlig større, viser det sig, end jeg indtil for nylig har været opmærksom på.

En typisk tysk propaganda- plakat, der appellerer til fædrelandskærlighed og offervilje… og som  handler om tyskere.

Betragter man de enkelte krigsførende landes propaganda er der naturligvis visse fællestræk; det overordnede formål er det samme for alle parter – nemlig at fremme sin egen sag – og naturligvis er der visse gennemgående træk. Alligevel tegner der sig distinkte nationale “skoler” eller karakteristiske stilformer. Tyske propagandaplakater er (efter datidens standard) moderne og dristige i udtrykket; de foregriber ofte ekspressionismen, eller leger med f.eks. industrielt design i form af farvevalg, der bevidst liger tekniske fejl. Østrig-Ungarske plakater er æstetiske og tydeligt influeret af jugendstilen. Fransk propagandamateriale er ofte båret af forestillingen om national storhed, om den franske soldats sejghed, ukuelighed og “elan”. Men en ganske særlig stil lægges i den britiske propaganda – eller i hvert fald visse dele af den. En stil, som var ganske ny på det tidspunkt, og som skulle få meget uheldige konsekvenser på længere sigt.

Fransk poster, 1918. Som den modstående tyske taler plakaten til den nationale stolthed og forsvarsvilje: On ne passes pas – de kommer ikke forbi!

En god del af den britiske propaganda var naturligvis båret af de samme strømninger som alle andres: højstemt opflammende appeller til den nationale æresfølelse, og til den personlige ansvarsfølelse. I en del tilfælde driver den britiske propaganda tingene et godt stykke videre end de fleste andre, men der er dog basalt set de samme mekanismer der bringes i anvendelse.

I krigens løb udvikler der sig altså en helt ny type propaganda i Storbritanien. En propaganda, der ikke retter søgelyset mod briterne selv, deres ære og ansvarsfølelse, men mod fjenden. En propaganda, der for første gang systematisk har som mål at dehumanisere fjenden. Denne sub-genre af den britiske propaganda handler ikke om hvor dygtige, sammenbidte og selvopofrende briterne er… men om hvor rent ud djævelske tyskerne er!

En af de mest berømte anglo-amerikanske “hate-posters”. Her fremstilles hele det tyske folk og deres samlede kultur som en sindssyg bavian midt i et voldtægtsorgie.

Man kan mene at propaganda er en nødvendig ting i en krigssituation, og der er i hvert fald ingen vej udenom at erkende dens uundgåelighed. Krigens første offer er som bekendt sandheden, dét er et veletableret faktum, og det vil være naivt at tro at vi nogensinde kan bekæmpe selve propagandaens eksistens. Men at rette sin propaganda mod et helt folk – altså ikke kun mod dets herskere, politikere, eller for den sags skyld dets soldater – men mod hele befolkningen, fra spædbørn til rystende oldinge, det var et skråplan. Det var en kampagne, der ikke hvilede på national stolthed og offervilje, men på rent og skært had. Og det skulle få uoverskuelige konsekvenser på lidt længere sigt.

Den britiske (senere i nogen grad fulgt op af den amerikanske) propaganda var den første, der i stor skala søgte at fradømme et helt folk dets menneskelighed. Midlerne var, i hvert fald set med vore øjne, rystende primitive, og man kan undre sig over at den befolkningerne overhovedet hoppede på limpinden og tog det for gode varer.

Men jo mere man studerer de britiske plakater, des mere går det op for én, hvor fuldkomment skamløst og infamt det i virkeligheden er. Et folk og en kultur der har skabt Goethe, Mozart, Beethoven, Kant, Schiller, Schubert og myriader af andre kulturelle kæmper, reduceres uden tøven til en voldspsykotisk flok barbarer. At propagandaen påpeger at tyskere gør fæle ting er selvfølgelig både forventeligt og i en vis forstand også rimeligt (for det gjorde de!) – det nye er, at de gør det fordi de er tyskere! Det ligger slet og ret indbygget i deres natur. De kan slet ikke lade være med at gøre fæle ting – for tyskere er simpelthen onde fra naturens side! Vi er her betænkeligt tæt på den amerikanske general Sheridans fascistoide maxime fra 1869 om, at “den eneste gode indianer er en død indianer”.

Visse eksempler illustrerer pointen særligt godt. En af disse er en britisk tegning med titlen “Red Cross or Iron Cross”. Den viser en såret engelsk soldat, der er taget til fange af tyskerne. Fortvivlet rækker han hånden frem i en bøn om vand, men den tyske “sygeplejerske” vælger i stedet med et diabolsk udtryk i ansigtet at hælde vandet ud på jorden foran ham, mens et par fedladne, ondskabsfulde prøjsere står i baggrunden og morer sig. Den ledsagende tekst meddeler, at “der er ingen kvinde i Storbritanien, der ville opføre sig sådan. Der er ingen kvinde i Storbritanien, der vil glemme det!”  Altså igen et eksempel på, at tyskere er onde og gemene. Ikke fordi omstændighederne tvinger dem til det, men simpelthen fordi de er tyskere. De er bare fæle.

Og det er måske her værd at bringe i erindring, hvor taknemmeligt et medie en tegning egentlig er. Situationen har da muligvis nok udspillet sig i virkeligheden (sandsynligvis på alle sider af fronterne) men dels har det mildt sagt ikke været almindeligt – og dels er der absolut ingenting der tyder på at tyske sygeplejersker var værre end alle andre i så henseende. Tvært imod synes krigsfanger i det store og hele at være blevet behandlet så anstændigt, som de praktiske omstændigheder nu engang tillod. Men tegningen postulerer altså, uden så meget som antydningen af skyggen af reel dokumentation, at være reportage, at være et sandhedsvidne. Og det virkede; I de britiske og amerikanske befolkninger blev den slags i det store og hele ædt råt og ukritisk, og uden forbehold eller eftertanke taget fuldt ud for gode varer. Man havde – ganske som vi har i dag – en grundliggende tillid til sin egen stat, og var slet ikke forberedt på at den kunne lyve skamløst for sin egen befolkning. Men det kunne staten i allerhøjeste grad (om det stadig forholder sig sådan eller ej overlader jeg det ganske til læseren selv at vurdere) (men jeg kan da give et lille hint: SELVFØLGELIG GØR DET DET!!!)

Et eksempel blandt utallige på en i den sejrende allierede verden inderligt elsket forestilling: at de tyske soldater med særlig forkærlighed spiddede spædbørn på deres bajonetter. Det gjorde de ikke (!)

Denne nye linie i propagandaen slog låget af Pandoras Æske, og blev starten på et voldsomt skred med uoverskuelige konsekvenser. Hvor krige tidligere var blevet set som det de var – styrkeprøver mellem nationer – blev det nu pludselig til en kulturkamp, en strid til døden mellem forskellige styreformer, forskellige kulturer og verdensopfattelser. Eller rettere: mellem kultur og barbari, mellem civilisation og kaos. Og dermed blev konflikten rykket op i en helt anden klasse end den var startet i; i 1914 havde det været en ret udbredt holdning, at det måske i virkeligheden slet ikke var så dårligt med en lille, hurtig krig til at “rense luften” i Europa (en holdning, der kan synes bindegal i vore dage, men som faktisk gav god mening for mange i 1914) – men med den nye britisk-amerikanske propagandastil var det ikke længere aktuelt. Nu var en fredelig udgang ikke længere mulig, for man kan selvfølgelig ikke indgå fred med Mørkets Magter og Den Onde selv. Nu var der – rent psykologisk – intet andet muligt mål end en total og endegyldig udslettelse af Tyskland.

Nazistisk, anti-jødisk tegning fra mellemkrigsårenes Der Sturmer; den onde jøde klamrer sig til sine pengeposer, mens det arme, knækkede tyske folk slæber sig forbi i fortvivlelse, og Frk. Germania græder sine salte tårer ved synet.

Og dermed kom den nye propaganda til at stikke den retning ud, der kulminerede med den katastrofale Versailles-fred i 1919, som igen blev direkte årsag til nazismens fremvækst og den Anden Verdenskrig. Men hvad der er mindst lige så slemt: den kom også til at tjene som inspiration og forbillede – både psykologisk og i sit visuelle udtryk – for de anti-jødiske kampagner som naziregimet i Tyskland iværksatte i mellemkrigsårene. Den afhumanisering, som tyskerne selv havde været udsat for under 1. Verdenskrig, blev forbilledet for nazismens afhumanisering af det jødiske folk – som betjente sig af præcis de samme teknikker og virkemidler. Man hører iblandt anført, at Hitlers propagandaminister Josef Goebbels var en meget talentfuld PR-mand. Det var han muligvis også… men hans læremestre på de allierede propagandakontorer under 1. Verdenskrig foregreb altså mange af hans metoder og teknikker med to årtier.

Hvor er det godt, at vi i dag er blevet alt for kloge til at falde for vilde, dæmagogiske påstande om, at et helt folkeslag kan være ondt…. (!)

***