Gammel Vin i en Fjern Galakse

Filmverdenen har det som bekendt med at hente inspiration de særeste steder. Hollywood-teenage-komedien “Clueless” fra 1995 er f.eks. ret åbenlyst inspireret af Jane Austens 200 år gamle roman “Emma“, og Gus van Sants 1991-drama “My Own Private Idaho” er i det store og hele en nytolkning af de dele af Shakespeares skuespil om Henry IV & V, der følger überslamberten sir John Falstaff og hans charmerende slyngler.

Han Solos “Blaster”…

På samme vis låner en af nyere tids mest massive filmsucceser (i økonomisk forstand, i hvert fald) massivt fra det 20. århundredes historie – særligt den Første Verdenskrig. I modsætning til de to ovenfor nævnte er det dog her ikke først og fremmest handlingsgangen, men scenografien. Film… øh… “septologien” (?) Star Wars trækker nemlig i så voldsom grad på Den Store Krig, at den uden større ståhej ville kunne henlægges til Flandern i 1917. Egentlig kan man jo godt undre sig over, at der tilsyneladende i hele universet kun findes et så begrænset antal mulige våbendesigns – for ved en rent utrolig tilfældighed er stort set hele våbenarsenalet i Star Wars (der jo som bekendt udspiller sig for længe siden i en galakse langt, langt borte) et forvarsel om krigen 1914-18.

Men lad os starte fra en ende af. En af de centrale skikkelser i filmserien, den brøsige men godhjertede Han Solo (Harrison Ford) kæmper mod den ond-med-ond-på-fæle kejser (!) og hans stormtropper (!!) med en

– og Mauserfabrikkernes smækre lille frækkert fra 1896.

fiks lille laserpistol. Denne i SF-kredse så berømte laser-zapper er i virkeligheden blot en ganske let camoufleret version af verdens ubetinget mest sexede håndvåben, den tyske Mauser C96 (der iøvrigt efter sigende var Winston Churchills favoritvåben). Man har så at sige limet en dippedut i den ene ende og en dingenot i den anden, og – vupti! – har man forvandlet en 120 år gammel pistol til en en supersej rum-laser!

Men også de mørke kræfter har kigget de tyske designere over skulderen. De hvidklædte stormtroopers (der iøvrigt lader til at være blevet ladt noget i stikken rent uddannelsesmæssigt, al den stund at hele horder af dem ikke på noget tidspunkt formår rent faktisk at ramme vore helte) er forsynet med et bredt sortiment af morderisk isenkram – her i blandt den såkaldte BlasTech T-21 Light Repeating Blaster (om ikke andet er der i hvert fald gjort meget ud af baggrundsdetaljerne!)… AKA det amerikansk- producerede Lewis maskingevær fra 1911! Sidstnævnte regnes for verdens første strategiske maskingevær, da det med en vægt på kun 11 kg. faktisk kunne bæres; de tidligere MG´ere havde en samlet brugsvægt på i omegnen af 70 kg, og var i sagens natur temmelig stationære. Den meget beskedne vægt skyldes bl.a. at det var det første luftkølede maskingevær, der derfor ikke havde brug for kølervand. Takket være den relativt beskedne vægt og den enkle konstruktion og deraf følgende pålidelighed blev den allerede fra starten meget populær blandt tropperne; så populær, at også de tyske tropper anvendte den, når det lykkedes at erobre eksemplarer. Lewis´en var iøvrigt blandt de tyske tropper kendt som Den Belgiske Klapperslange, fordi dens karakteristiske, rytmiske og klirrende lyd mindede lidt om en klapperslanges raslen.

Den amerikanske oberst Isaac Newton Lewis designede sit MG i 1911, og det blev hurtigt et favoritvåben blandt de allierede tropper.

Ligesom med Han Solos håndlaser er der i filmserien kun justeret ganske lidt på det historiske design, og der er tilsyneladende ikke gjort noget aktivt forsøg på at tilsløre inspirationen – nærmest tvært imod.

Den vel nok mest velkendte skikkelse fra stjernekrigsserien er den sorte slyngel, Darth Vader (hvis navn iøvrigt, ifølge et interview med instruktøren George Lucas, er afledt af hhv. det engelske “Dark” og det tyske “Vater” – altså egentlig Mørke-far). Og naturligvis har også han en kraftig inspiration fra Verdenskrigen at byde på. Hans ikoniske udseende

Tysk soldat anno 1917 & den superskurkede Darth Vader (indsat)

med den karakteristiske sorte hjælm og hi-tech maske er påfaldende tæt – for tæt til at det er tilfældigt – på en almindelig tysk soldat iført den klassiske M16-stålhjælm og den såkaldte Ledermaske, model 1917-gasmasken (sidstnævnte var iøvrigt – blot nævnt som et kuriosum – lavet af hundeskind, fordi hunde som bekendt sveder gennem tungen, og deres hud derfor ikke har de myriader af svedporer vi andre må trækkes med). Da Vaders garderobe mildt sagt er temmelig monokrom (det er sort alt sammen!) leder hans hjælmdesign naturligvis tankerne hen på de sorte banditter under 2. Verdenskrig – SS… og heller ikke dét er selvfølgelig tilfældigt. Også 2. Verdenskrig er righoldigt repræsenteret i Star Wars-serien; f.eks. er en hel planet opkaldt efter den tyske Østfront-general Hermann Hoth, og den dæmonisk-karismatiske Kejser Palpatines karriereforløb (og metoder!) minder påfaldende meget om en vis forfejlet østrisk kunstmalers.

Den ægte uhlaner (her repræsenteret af Manfred von Richthofen, den “Røde Baron”) – og den skurkagtige kopivare.

Det er ganske interessant (omend ikke nødvendigvis særlig overraskende), at med Han Solos tyskproducerede håndvåben som eneste undtagelse er alle henvisninger, inspirationer og visuelle citater af tysk materiel og tyske forhold at finde på skurkesiden. De fæle kejserlige styrkers overkommando er f.eks. iført uniformer, som det ikke kræver nogen nævneværdig opmærksomhed at se er åbenlyst hentet fra de kejserlige tyske elite-kavalerister, uhlanerne. Den karakteristiske uniformsjakke med det dobbelt-koniske bryststykke og opretstående krave er let genkendelig på Dødsstjernens kommandobro – tilmed suppleret med et bredt sort bælte med rektangulært, blankt metalspænde, der i mistænkelig grad minder om det tyske uniformsbælte. Stjerneskurkenes uniformer er iøvrigt fremstillet i en grå-grønlig kulør, der ligger mere end almindelig tæt på de kejserlige tyske uniformers feltgrau. Oven i hatten har filmseriens kostumeafdeling åbenbart villet være helt sikre på at vi ikke overså parallellen til de gamle kejserlige kavalerister, og har for en sikkerheds skyld givet dem ridebukser og ditto støvler på – og således finder et par benklæder vej fra det tidlige 20. århundredes Nordeuropa til det ydre rum!

Endnu et eksempel på inspiration fra Den Store Krig finder vi i de storladne kampscener omkring Dødstjernen og andre steder i det ydre rum; den måde, kampene mellem de små énmandsjagere er skildret, er nemlig en helt åbenlys hilsen til de klassiske dogfights over Vestfronten, hvor myriader af maskiner kaster sig ind og ud mellem hinanden i et kaotisk virvar med maskingeværkugler hhv. kulørte lysstråler fløjtende i alle retninger; vist er de gamle jagerflys sporildskugler erstattet af laserstråler, men indtrykket er dog ganske det samme. Det kræver heller ingen nøjere studier at se slægtsskabet mellem heltenes X-Wing Fighters og den Første Verdenskrigs dobbeltdækkere.

Sammenlign dette foto af et hunde-slagsmål højt over Vestfronten med det store billede øverst i teksten… (dette foto er iøvrigt blevet afsløret som en senere konstruktion, men skildrer alligevel forholdene ganske godt).

Naturligvis er det ikke tilfældigt, at vi finder så mange “germanismer” på skurkeholdet i Star Wars-serien. Det er såmænd ikke engang overraskende. Det er jo nemlig sådan med enhver stor fortælling, at den ikke vækker nogen interesse, hvis den ikke på en eller anden måde knytter an til noget, der har relevans for os selv. Og Star Wars-serien er – blandt rigtig meget andet – en fantasi over Den Første Verdenskrig… som den tolkes i USA, vel at mærke! I filmene er heltene kække og smukke (med pelsaben og den rullende skraldespand som mulige undtagelser), charmerende, handlekraftige, dristige og vittige (ganske som amerikanerne ynder at se sig selv), mens skurkene enten er meget, meget onde, eller meget, meget dumme (som amerikanerne gerne ynder at se alle, de tilfældigvis er eller har været i krig med – herunder tyskerne).

Og det er der sådan set ikke noget galt i. Den slags gør vi allesammen, og naturligvis må man tolke historien (det er i virkeligheden meget svært at lade være). Men når alt kommer til alt, så er det vigtigt når man sidder i biografmørket og hengiver sig til spændigssus & popcorn, at man ikke lader sig forføre af denne bekvemt letfattelige beretning om “de Gode mod de Onde”, og overfører det til virkeligheden… for det er som bekendt sjældent sådan, virkeligheden ser ud…

***