Farlig Blindhed & Historikerens Ansvar

Ondskaben er grundliggende dybt fascinerende. Hvis vi skal lægge al politisk korrekthed til side og være helt ærlige, så vil de fleste af os nok være nødt til at indrømme at en god skurk er uendelig meget mere betagende end en todimensionel helt. Bevares, vi ånder altid lettede op, når ondskaben i allersidste øjeblik slynges til jorden og besejres af helten – men indtil dét øjeblik følger vi hellere end gerne skurkens diabolske meriter med en frydefuld gysen.

Men ude i den kedsommelige virkelighed, hvor Hollywoods og romanernes redigerede verden kommer ynkeligt til kort, ser tingene gerne noget anderledes ud. Herude er ondskaben knap så betagende. Herude er ondskaben sjældent diabolsk og og stilfuld. I den virkelige verden er ondskaben banal, grim, frastødende – og i almindelighed ikke det allermindste interessant. For det er jo, når alt kommer til alt, et spørgsmål om, hvor vidt ondskaben overhovedet eksisterer. I virkeligheden er ondskab mere et resultat end en kraft, og de mennesker vi ynder at udpege som “onde” er, hvis man kigger ordentligt efter, i langt de fleste tilfælde et resultat at omstændighederne. De er produkter af deres egne erfaringer, personlige og samfundsmæssige. At affeje en historisk person som blot og bart “ond” er simpelthen for nemt. Så enkel er virkeligheden bare ikke.

Cæsars beretning om Gallerkrigene skal ikke ses som en sober redegørelse for et historisk forløb, men som et redskab i forfatterense egen politiske projekt. Et tidligt eksempel på politisk misbrug af historien.

Hvis man forsøger at anskue historien ud fra en banal moralsk optik kan man være mere end almindelig sikker på at ende med et resultat, der er i bedste fald ubrugeligt, og i værste fald voldsomt skadeligt. Hvis man forsøger at bortforklare f.eks. 2. Verdenskrig med at “Hitler var ond”, så gør man sig selv en gevaldig bjørnetjeneste (i ordets korrekte betydning!) for så begriber man slet og ret ikke et pip af de historiske sammenhænge – og dét gavner naturligvis ingen, mindst af alle én selv.

At der findes mennesker der bevidst misbruger historien og vrider og vender den til egen fordel, er mildt sagt ikke nogen nyhed. Det har man gjort alle dage, bogstaveligt talt; Julius Cæsars klassiske beretning om krigene i Gallien 52-50 fvt, Commentarii de Bello Gallico, er et skoleeksempel på manipulation, der ikke har til formål at redegøre for de faktuelle omstændigheder bag gallerkrigene; det er en promovering af Cæsar selv og hans vidtvoksende politiske ambitioner. Det er spin, slet og ret.

Og spin er et spil, der skræmmende ofte har held til at monopolisere historien. Alt for ofte ender historien med at blive taget som gidsel i et politisk spil, der er lige så amoralsk som det er faktuelt forkert.

***

Se, dette blev en beklageligt lang og ordrig optakt til dét, der egentlig er emnet for Ugens Prædiken. Tilmed handler den slet ikke om ondskab – men om dens lige så skadelige slægtninge: blindhed og vanetænkning. Anledningen er et lille essay i en iøvrigt meget spændende og sober udgivelse, som min familie nyligen hjembragte til mig fra London. Det var et hæfte, udgivet af BBC History Magazine, med titlen “The First World War Story”. Heri præsenteres en række aspekter af den store krig på glimrende vis, og efter endt gennemlæsning har man fået både en fin introduktion til begivenhederne, og en række spændende artikler om små, udvalgte underemner. En glimrende publikation, altså.

Sir Hew Strachans værker om 1. Verdenskrig foreligger også på dansk, og er vel nærmest fast inventar på boghylden hos enhver interesseret.

Men som afslutning på hele affæren er trykt en meget kort artikel af den skotske historiker og professor på University of St. Andrews, sir Hew Strachan. Strachan nyder international anerkendelse, og én af de allermest prominente skikkelser i den brede offentligheds forståelse af den Første Verdenskrig. Hans bøger læses over hele verden, og er således en meget vigtig brik i den populære viden om krigen. Han er med andre ord en af de mest fremtrædende Alpha-hanner i historiebranchen.

Det er naturligvis en glimrende disponering fra redaktørernes side. Strachans berømmelse låner tyngde og autoritet til hele udgivelsen, og det er selvfølgelig altid godt at høre sagkundskabens ord. Alligevel blev jeg en smule betænkelig allerede ved artiklens overskrift: “The belief that the war was necessary has been forgotten”.  Så…. Første Verdenskrig var altså en nødvendighed, det var en “god krig”?

Nu ved jeg så godt som nogen, hvor svært det kan være at få nuancerne med når man skal udtale sig på en enkelt side i et medie med en udtalt populær tilgang til historien. Det er sandt for dyden ikke altid nemt, og nogle gange får man måske ikke helt de findere detaljer med. Men i den slags tilfælde er det netop særlig vigtigt, at man afholder sig fra vanetænkning og blot serverer de sædvanlige enkle forklaringer.

Strachans prominente stilling i den offentlige bevidsthed burde forpligte. Det giver et stort ansvar at have så mægtig indflydelse. Lad mig citere fra artiklen:

[…] this belief that the war was both necessary and in a good cause, that it was – in the words inscribed on the

Victory Medal struck by Britain after the war ended – “the Great War for civilisation” –

has been largely forgotten.

Jovist, det er en opfattelse af begivenhederne, som ganske rigtig har været ved at dø ud i de seneste 30-40 år – og Gud ske tak og lov for det! At man i Storbritannen (og alle andre steder) under og lige efter krigen havde et behov for et overdrevent forenklet billede af begivenhederne var ganske naturligt; man have ofret sønner, ægtemænd og fædre, og selvfølgelig var der et stort behov for at høre at det var sket i en god sags tjeneste, og at de ubærlige ofre og afsavn havde givet mening. At det hele var umagen værd, og at de enorme tab af menneskeliv havde haft et formål. Det er alt sammen helt forståeligt.

Men at man forsøger at genoplive denne mere end almindeligt anstrengte version af sandheden (sic!) hundrede år efter, det er ikke blot tåbeligt. Det er decideret skadeligt. Og ikke mindst: det er ikke en velestimeret, internationalt anerkendt historiker og førende ekspert på feltet værdigt. At forsøge at gøre den Store Krig til en kulturkamp mellem civilisation og barbari er lodret kontrafaktisk. Krigen handlede ikke om civilisation overfor barbari. Den handlede ikke om demokrati overfor militærdiktatur. Den handlede om økonomi (det gør i øvrigt alle krige, hvis man ser ordentligt efter).

Strachans grundtanke, udført i praksis: en plakat fra de Britiske Fagforeninger, der advarer befolkningen mod den naive forvildelse, at der kan findes sådan noget som en “god tysker”.

Når jeg ophidses sådan over Hew Strachans ultrakorte artikel skyldes det ikke, at jeg ikke er enig med ham. Der er mange historikere jeg ikke er enig med. Rigtig mange. Det skyldes, at han med dette ene udfald misbruger sit fag til ideologisk holdningsbearbejdning – og dét er lodret forræderi mod historien. At beskrive Tyskland og alle dets allierede i 1914-18 som “det rene barbari” er så åbenlyst noget vås, at det turde være meningsløst at imødegå det. At man i 1918 forvekslede Tyskland med Mordor og Kejser Wilhelm med Antikrist var for så vidt forståeligt nok (også dengang forkert, men i situationen forståeligt) – men at gøre det idag er det rent ud tåbeligt og i direkte modstrid med fakta.

Men for den, der følger Strachans udtalelser blot en lille smule opmærksomt, burde det egentlig ikke komme som en overraskelse. Han har f.eks. ved andre lejligheder markeret sig som en voldsom modstander af præsident Obama (der i Strachans optik ikke fører tilstrækkeligt mange krige) (!) og fremhævet George Bush´ mange felttog som et politisk ideal (!!!!)

Hans fordrejning af historien grænser til det utilgivelige – men han er beklageligvis langtfra enestående. Illusionen om “den store civilisationskrig” er med jævne mellemrum blevet ført til torvs… og altid med en underliggende politisk agenda. Et særligt grelt tilfælde kunne læses i den britiske avis Daily Mail den 2. januar 2014, dag to af jubilæumsåret for krigens udbrud. Heri bragtes et indlæg, skrevet af den daværende britiske undervisningsminister, Michael Gove (som i parantes bemærket i skrivende stund er en af kandidaterne til posten som leder af tory´erne, og dermed til jobbet som britisk premierminister).

Indlægget var en slet skjult opsang til de britiske historikere, mediefolk og befolkning  almindelighed, om venligst at rette ind og undlade at kritisere den britiske krigsindsats. Bort med påstandene om de arrogante, inkompetente generaler. Bort med beretningerne om de meningsløse massemyrderier. Bort med kritikken, bort med forbeholdene. Første Verdenskrig var en god krig, Tyskerne var dumme – og iøvrigt skyldes hele denne opfattelse af krigen de fæle venstreorienterede. Artiklens overskrift lød: “Why does the Left insist on belittling true British heroes?”

Rent bortset fra at det faktisk ikke på nogen måde er tilfældet – ingen benægter den menige soldats mod og offervilje. Det er den militære og politiske ledelse, der kritiseres – så er alene titlen et udtryk for en virkelighedsforståelse, der er skræmmende på indtil flere planer; dels fordi der sættes urokkeligt lighedstegn mellem den enkelte soldat og hans øverstkommanderende (og det dermed slås fast, at man håner soldaten, hvis man påpeger krigens tåbelighed – hvilket i sig selv er noget jammerligt vrøvl), dels fordi man i sig selv forsøger at slå ned på kritik. Siden hvornår har politikere kunnet bestille en bestemt version af historien hos faghistorikerne? Er vi da bare et viljeløst appendix på embedsapparatet, der skal gøre som politikerne forlanger og levere de tilfældigvis opportune sandheder? Naturligvis ikke. Hvis historiefaget skal have nogen som helst berettigelse skal det nødvendigvis være præcis det modsatte.

Bevares. Jeg kan da også blive træt af de gamle vaneforestillinger, som at de engelske soldater var “lions, led by donkeys”. Det er for enkelt. Vist var de militære beslutningstagere (på begge sider) dybt inkompetente, men det gør dem ikke til onde. De var inkompetente, fordi de ingen reel mulighed havde haft for at blive kompetente. Field Marshall Haig var da temmelig sikkert ikke nogen perfid og ond mand, og han har da helt givet ikke jublet over de talløse døde, han gives skylden for. Men derfor var det alligevel hans beslutninger, der førte til de mange døde.

Micahel Goves holdning bliver først for alvor uhyggelig, når man læser længere ned i artiklen. Der skriver han nemlig, at:

[…] the challenges we face today – great power rivalry, migrant populations on the move, rapid social upheaval, growing global  economic interdependence, massive technological change and fragile confidence in political elites – are all challenges our forebears faced. Indeed, these particular forces were especially powerful one hundred years ago – on the eve of the First World War. Which is why it is so important that  we commemorate, and learn from, that conflict in the right way in the next  four years.

Michael Gode hævder altså at den britiske politik i 1914-18 var den indiskutabelt rigtige, og dernæst at vi står overfor de samme udfordringer idag. Deraf turde vel så følge som en logisk ting, at han mener det er på sin plads at reagere på samme måde idag, som man gjorde for hundrede år siden. I rest my case.

Ondskaben drives ikke nødvendigvis frem af onde mænd og kvinder. Det, vi skal vogte os for, er i langt højere grad blindhed, dumhed og snæversynethed. Det er rigeligt skræmmende at have en mand med disse holdninger som undervisningsminister. Det bliver i sandhed spændende at se hvad der sker, hvis han ender i Downing Street…

***

Goves artikel i Daily Mail kan læses her: http://www.dailymail.co.uk/debate/article-2532930/MICHAEL-GOVE-Why-does-Left-insist-belittling-true-British-heroes.html