Frugtbare Feriedage

Det er ferietid. Tid for afslapning, rejser og gemytligt samvær. Men en ferie behøver jo ikke at være det rene, uproduktive tidsspilde (om hvilket der iøvrigt ikke herfra skal ymtes et eneste ondt ord!) – den kan få vidtrækkende konsekvenser! I disse dage for nøjagtig 200 år siden holdt et lille selskab af englændere ferie ved bredden af Genfersøen i Schweitz – en samling unge, smukke og skandaleombruste jetsettere, der af forskellige grunde havde forladt hjemlandet. Englands flamboyante enfant terrible nr. 1, digteren George Gordon lord Byron var flygtet fra en hel stribe af skandaler; han havde netop været gennem en skilsmisse der havde rystet the establishment i sin grundvold, og som havde afsluttet et ægteskab med systematisk utroskab (blandt andet, hævdede rygterne, med Byrons egen halvsøster!) Byrons hæmningsløse selvudfoldelse havde efterhånden gjort tilværelsen derhjemme umulig for provo-digteren, der var fortrukket til kontinentet sammen med sin læge, den unge John Polidori.

Tre af historiens hovedpersoner: fra venstre Percy Shelley, Mary Godwin (senere Shelley), og lord Byron. Romantikkens hotteste, mest skandaløse jetsettere.

Undervejs havde Byron stiftet bekendskab med en af sine fagfæller, den næsten lige så skandaleombruste Percy Shelley, der ligeledes havde fundet det mentale klima i England lige lovlig broget, og var draget bort med sin elskerinde Mary Godwin og dennes stedsøster, Claire Clairmont. Altså et selskab af unge, selvbevidste frie sjæle med en fuldkommen ringeagt for herskende normer og anstændighed – og de fleste af dem med et yderst veludviklet talent for fortællekunsten.

I Byrons lejede pragtbolig ved Genfersøens bredder, Villa Diodiati, samledes selskabet for at fordrive tiden, og drøfte kunst og politik i hinandens behageligt frie og afslappede selskab. Det blev en ferie, der fik vidtrækkende konsekvenser.

Som en slags selskabsleg besluttede man nemlig at more sig med en slags konkurrence. Man ville slet og ret se, hvem der kunne skabe den bedste fortælling – en temmelig studentikos aktivitet, kan man mene, men også meget klassisk og lærd; det er præcis den samme tanke der er rammen om såvel Chaucers “Canterbury Tales” (der hermed anbefales på det varmest mulige!) og Boccacchios “Decameron” (der anbefales lige så varmt!). Temaet for konkurrencen skulle være gyserfortællinger – og skønt det langtfra var dem alle der rent faktisk fik skrevet eller digtet noget videre (det var trods alt ferietid, og sjusser drikker jo ikke sig selv), så kom der dog et par værker ud af det, af hvilke især det ene blev én af de allermest kendte titler i hele verdenslitteraturen!

Selskabets nøgleperson i denne forbindelse er den unge miss Godwin. Hun var datter af den i sig selv stærkt kontroversielle forfatterinde Mary Wollstonecraft og journalist, forfatter og politisk debattør William Godwin. Moderen havde allerede i 1792 udgivet bogen Vindication of the Rights of Woman, et af de allertidligste feministiske værker, og en efter tiden voldsomt kontroversiel og dristig bog (der iøvrigt stadig regnes for et afgørende skridt i ligestillingskampen). Mary Godwin var altså så at sige vokset op med skandaler og social ringeagt som normaltilstand. At tage på en længere rejse med en af tidens mest forkætrede digtere, der havde ry for erotiske eskapader i særdeleshed og ryggesløs adfærd i al almindelighed, har været noget, de fleste unge damers gode ry ikke ville kunne overleve – men Mary Godwin havde til alt held ikke noget ry at værne om (!) Hendes stærkt provokerende og normbrydende affære med digteren Shelley viste sig dog at være mere end blot en tilfældig sommer-romance, for senere blev de lovformeligt gift… hvorved hun omsider fik dét navn, hun har skrevet sig ind i den kollektive bevidsthed under: Mary Shelley!

De eneste i selskabet, der faktisk fik lavet helstøbte fortællinger ud af konkurrencen, var Mary og Byrons læge, John Polidori. Sidstnævnte nedkom med fortællingen “The Vampyre“, der nogle år senere, i 1819, blev udgivet. Den regnes idag for den første egentlige litterære vampyrfortælling, og foregreb Stokers “Dracula” med næsten 80 år. I fortællingen trækker Polidori på både de spredte folkelige beretninger om vampyrer, og på romantikkens kærlighed til det “gotiske” (der altså ikke har det allermindste med middelalderens gotik at gøre!). Mary, derimod, lod sig inspirere af landskabet omkring sig – og af tidens allernyeste og mest dristige videnskabelige tanker; ulig de fleste af sine samtidige medsøstre var hun opdraget i den tanke, at kvinder havde samme intellektuelle kapaciteter som mænd, og at de derfor kunne og burde beskæftige sig med alt, hvad der fangede deres interesse; herunder den ellers stærkt mandsdominerede naturvidenskab.

Schloss Frankenstein, den tyske 1200-tals borg.

Undervejs på rejsen havde Mary og hendes rejsefæller passeret ganske tæt forbi en forfalden middelalderborg i det sydlige Hessen. Om de rent faktisk besøgte ruinen er uvist, men om ikke andet lånte hun i hvert fald ét træk fra den, nemlig titlen til sin fortælling. Borgens navn var Schloss Frankenstein… og Marys fortælling fik, da den blev udgivet i bogform i 1818, titlen “Frankenstein, or the Modern Prometheus”

Samtidigt kobberstik af alkymisten og kætteren Johan Conrad Dippel – temmelig sikkert et forbillede for Victor Frankenstein.

Selv nævner hun intetsteds ruinen med så meget som et ord, men meget tyder på at hun i hvert fald må have hørt lokalbefolkningens beretninger om den. Til borgen knytter der sig nemlig en virkelig fortælling, der ligner Marys monsterfortælling for meget til at det kan være en tilfældighed. På Schloss Frankenstein fødtes i 1673 Johan Conrad Dippel, der senere blev ansat på borgen som hof-alkymist. Han udviklede blandt meget andet godt og nyttigt (!) en særlig eliksir, som han meget fantasifuldt kaldte Dippels Olie. Det var, hævdede han, alkymiens eftertragtede livseliksir, der kunne give evigt liv. Rygter (ubekræftede, ganske vist… men der går som bekendt sjældent røg af en brand uden ild) (eller hvad det nu er man siger) ville endvidere vide, at han under sit ophold på Schloss Frankenstein gav sig af med anatomistudier, til hvilket formål han benyttede stjålne lig fra de lokale kirkegårde. Og i Johan Dippel finder vi jo i virkeligheden alle kerneelementerne i Mary Shelleys fortælling: trangen til at skabe liv, de opgravede kadavre, og selve navnet.

At Dippel har spillet en vis rolle som inspiration for Mary Shelley kan der vel næppe herske særlig tvivl om. Men faktisk var hendes hoved-inspiration formentlig en anden videnskabsmand, italieneren Giovanni Aldini, der netop på denne tid skabte rasende debat i London med sine eksperimenter indenfor elektrisk re-animation. Eksperimenterne foregik som offentlige demonstrationer (der i virkeligheden mere var effektjagende, sensationshungrende shows), og baserede sig på at elektricitet, der sendes gennem døde lemmers nervebaner, kan afstedkomme krampelignende spjæt – altså bevægelse, som i samtiden blev opfattet som udtryk for selvstændigt liv. I 1803 gennemførte han en sådan forestilling i Newgate-fængslet i London, hvor den nyligt henrettede forbryder George Forsters lig blev forbundet med elektriske kabler. Et øjenvidne fortæller om sceancen:

Ved processens første aktivering i ansigtet begyndte den afdøde forbryders kæbe at skælve. De omgivende muskler blev

skrækkeligt fortrukne, og det ene øje ligefrem åbnede sig. I den efterfølgende proces løftede den højre hånd sig og knyttedes,

og benene bevægede sig.

Det er ikke underligt, at disse forestillinger har hensat tilskuerne i voldsomt chok, og at man har forvekslet de elektrisk stimulerede muskelspasmer med egentligt liv. Elektricitet var et ret nyt fænomen – vores egen H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen fandt således først sted i 1820 – og dens tilsyneladende mirakuløse effekter må have gjort et enormt indtryk. Lige som alle andre har den usædvanligt velorienterede Mary Shelley i 1816 opfattet elektriciteten som en mulig forklaring på selve livets gåde.

En af filmhistoriens indiskutabelt dårligste (og mest charmerende) film – åbenlyst inspireret af Mary Shelleys roman.

Romanen om den moderne Prometheus er ét af de litterære værker, der har gjort størst indtryk på offentligheden. Der er vel næppe nogen overhovedet, der ikke kender fortællingen om den gale videnskabsmand og hans frygtindgydende, men i sit væsen egentlig tragiske, skabning. Filmverdenen har kastet sig over historien, og der er gennem tiden lavet utallige genfortællinger på det hvide lærred – både som direkte filmatiseringer, og inspireret af den. En god del af mytegodset omkring Frankenstein skyldes dog ikke Mary Shelley (der f.eks. ikke skiver noget som helst om, hvordan doktoren egentlig giver sin skabning liv); de stærke billeder skyldes i virkeligheden snarere James Whales ikoniske 1931-filmatisering med Boris Karloff. Karloffs filmmonster er dog langtfra den første filmiske tolkning; allerede i 1910 stod Edison Studierne bag en filmversion, der ganske vist kun har meget overfladiske handlingstræk til fælles med Mary Shelleys ordrige og meget, meget filosofiske roman. Humoristiske efterkommere skorter det heller ikke på, fra Richard O`Briens kultklassiker “Rocky Horror Show” over Mel Brooks´ eminente spoof “Young Frankenstein“, til komikeren Dave Allens tilbagevendende TV-sketches om monstret i 1970´erne. Der er såmænd også lavet op til flere film om tilblivelsen af historien under ferien i Schweitz, bl.a. Ken Russels besynderlige (men stjernespækkede) syretrip “Gothic” fra 1986.

***

Se 1910-filmversionen af “Frankenstein” her: https://www.youtube.com/watch?v=TcLxsOJK9bs