Dora – Big Sister is watching you

Forestillingen om den altovervågende Big Brother blev oprindelig lanceret af den britiske forfatter og journalist George Orwell, da han i 1949 udgav sin fremtidsdystopi “1984”. Hans forstemmende vision om det totalovervågede samfund og de 100% kontrollerede borgere står stadig som det store, fælles referencepunkt, når vi diskuterer borgerens forhold til samfundet. Og skønt alt for få reelt har læst bogen er selve begreberne “Big Brother” og “1984” forlængst gledet over i den kollektive begrebsverden. Det hæmningsløst snagende samfundsapparat er blevet hvermandseje.

Naturligvis er romanens rædselsvision for fremtiden ikke blevet indfriet. I hvert fald ikke helt, som Orwell beskrev det. På mange måder er overvågningssamfundet i “1984” forlængst blevet sejlet agterud og overhalet af virkeligheden, men jo naturligvis ikke med den undertone af tyranni, som bogen skildrer. At vi i dag reelt er mindst lige så grundigt overvåget som borgerne i romanen er et faktum – men det er blevet indført på en venlig og smilende måde, der har gjort at vi så at sige har taget totalovervågningen til os ganske frivilligt. Vi har som samfund selv valgt overvågningen.

Men faktisk var “1984” allerede ved udgivelsen slet ikke så fjernt fra virkeligheden, som mange af os går rundt og tror. Faktisk var overvågningssamfundets fundament i Storbritannien blevet lagt adskilligt tidligere, nemlig hele 34 år før – eller helt præcist den 8. august 1914. Og det var naturligvis den tilstundende verdenskrig, der dannede fundamentet under dette første organiserede stormløb på et demokratisk samfunds borgeres basale rettigheder. Og ganske som i vor tid skete det uden nævneværdig modstand, ja langt hen ad vejen sågar med accept og begejstret opbakning fra brede dele af befolkningen. Overvågningen var jo nemlig indført for at beskytte de selvsamme borgere – ganske som vi idag frivilligt, ja sågar jublende, giver afkald på basale rettigheder fordi det angiveligt kan beskytte os mod en ydre fjende; dengang var det de fæle, umenneskelige og barbariske tyskere man skulle beskyttes imod, idag er det de fæle, umenneskelige og barbariske terrorister. Og ganske som de forskellige ind- & overgreb dengang aldeles ikke formåede at beskytte briterne mod verdenskrigen, formår talløse CCTV- kameraer og stort set uindskrænkede særbeføjelser til Ordensmagten & diverse halv- og helfordækte efterretningstjenester idag selvfølgelig ikke at beskytte os. Det kunne ikke engang forhindre en enkelt, ikke særligt raffineret terrorist i at gennemføre angrebet på krudttønden i København.

Nu er det vist ingen hemmelighed, at jeg personligt holder meget af et godt, skarpt og velformuleret citat. Og blandt mine absolutte yndlingscitater er ét af en af de mest klarsynede amerikanere, der nogensinde har levet: Benjamin Franklin. I 1755 skrev han i pamfletten “Reply to the Governor” følgende ofte (fejl-)citerede betragtning: Those who would give up essential Liberty to purchase a little temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety. En sentens, finder jeg, som man med fordel kan bringe i erindring når folk stiller op i lange køer for at få lov at opgive deres forfædres surt erhvervede borgerlige rettigheder.

Men som sagt: noget nyt fænomen er dette gennem-kontrollerede samfund altså ikke. Den lov, der indledte afviklingen af de vestlige samfunds frihed, blev indført for bedre at kunne kontrollere den britiske krigsindsats i 1. Verdenskrig. Den havde det formelle navn An Act to confer on His Majesty in Council power to make Regulations during the present War for the Defence of the Realm, eller, i korthed & blandt venner: Defence of the Realm Act, der bekvemt forkortedes til: DORA. Dora blev altså indført med et løfte om kun at være aktuel så længe krigen stod på – men naturligvis (!) blev den ikke helt fjernet ved fredsslutningen. Den blev fjernet så lidt, at den med et snuptag kunne genindføres ved udbruddet af 2. Verdenskrig. Når den slags først er indført er det som bekendt rasende svært at slippe af med igen.

Satiretegning i London-magasinet London Opinion, 16. marts 1918: Embedsmanden (til DORA): “Gå ud og se hvad den britiske offentlighed laver – og sig at den skal holde op med det!” En tegning som denne ville i sig selv under DORA kunne bringe tegneren i ganske betydelige problemer.

DORA´s formål var helt åbenlyst at styrke krigsindsatsen. En af de første centrale rettigheder der blev suspenderet var (naturligvis!) ytringsfriheden. I loven hed det, at “No person shall by word of mouth or in writing spread reports likely to cause disaffection or alarm among any of His Majesty’s forces or among the civilian population” (ingen mennesker skal, i tale eller skrift, sprede information der kan skabe utilfredshed eller ophidselse blandt nogen af Hans Majetsæts styrker eller blandt den civile befolkning). Nu er det som bekendt ikke vanskeligt at finde tåbeligheder, inkompetencer og det rene og skære rablende vanvid i 1. Verdenskrig – herunder i allerhøjeste grad den britiske andel af den. Men det var altså under tungt strafansvar (i teorien dødsstraf; der blev faktisk afsagt 10 dødsdomme under DORA i 1914-18) forbudt at gøre opmærksom på det, når det skete. I hvert fald så længe krigen stod på. Og bagefter, i 1920, gennemførte man så the Emergency Powers Act, der gjorde størstedelen af DORA´s tiltag permanente – også i fredstid.

Dybest set er det jo komplet uforeneligt med et demokratisk samfund, at hele befolkningen underlægges en altomfattende forpligtelse til ikke at sige noget ufordelagtigt om statsadministrationen – krig eller ej (og her henleder jeg opmærksomheden på, at det aldeles ikke er et spørgsmål om at mene eller synes. Det er et teknisk faktum). Hvis man i lutter iver efter at forsvare demokratiet begynder at afvikle demokratiet… så forsvinder jo enhver mening med noget som helst!  Og ytringsfriheden (som i den reviderede version af DORA fra 27. november 1914 iøvrigt udvidedes til også at omfatte “ytringer, der kunne mishage hans Majestæt”) var langtfra det eneste offer; den anden af den britiske industrialismes kernedyder, den private ejendomsret, blev også afviklet. Alle former for produktion, der på nogen måde kunne have betydning for krigsindsatsen, blev nemlig underlagt myndighedernes uindskrænkede vilje.

Nu var Storbritanien naturligvis ikke noget enkeltstående tilfælde. Alle krigsførende nationer indførte rutinemæssige indgreb overfor deres egne befolkninger. I Canada vedtog man nogenlunde samtidig the War Measures Act, der ligesom DORA suspenderede ytringsfrihed, muliggjorde arrestationer, tilbageholdelser og deportationer uden retslig behandling, gav regeringsapparatet mulighed for fuld kontrol med det private produktionsapparat, og muliggjorde vilkårlig ophævelse af den private ejendomsret i videre forstand. USA indførte lignende regler ved deres indtræden i krigen, først og fremmest The Espionage Act af 1917 (som stadig er i kraft, til trods for talløse juridiske udfordringer lige siden 1917).

Naturligvis havde man rent praktisk ikke mulighed for en virkelig totalovervågning i 1914. Det teknologiske grundlag var simpelthen ikke til stede. Og skønt der ikke er nogen grund til at betvivle oprigtigheden i hensigten med loven – altså en forestilling om at vi er nødt til at give afkald på de personlige rettigheder for at samfundet kan forsvare vores personlige frihedsrettigheder (!) – så står det jo unægtelig fast, at DORA og de forskellige efterfølgende versioner i sidste ende udgjorde et væsentligt mere omfattende overgreb på den britiske befolknings frihed, end et eventuelt militært nederlag til Tyskland sandsynligvis ville have medført. Det er selvfølgelig at sætte tingene voldsomt meget på spidsen… men i grunden kan man sige at Storbritanien vandt 1. Verdenskrig, fordi de kom Tyskland i forkøbet med at undertvinge den britiske befolkning.

Tilbage står så, at der er ét gennemgående træk, som har fulgt os fra 1914 til idag: nemlig den foruroligende villighed, med hvilken den vestlige verdens befolkninger ikke blot accepterer, men langt hen ad vejen ligefrem aktivt bifalder suspenderingen og afskaffelsen af den ene fundamentale frihedsret efter den anden; den største trussel mod de vestlige demokratier kommer idag ikke fra Rusland, Nordkorea eller bindegale islamister. Den kommer fra os selv, og består i vores egen rystende ligegyldighed overfor demokratiets fundament.

Naturligvis kan man stille sig op og råbe “konspirationsteoretiker!” efter mig. Det ville ikke være første gang. Naturligvis kan man grine lidt af den paranoide mand med sølvpapirhatten… men mens du griner, så registrerer din GPS hvor du befinder dig, din MobilePay hvad du køber og hvem du handler med, dit pay-per-view-abonnement hvad du ser i TV, din bank registrerer alle detaljer af din økonomi, Internettet overvåger dine søgninger så Facebook kan tæppebombardere dig med målrettede reklamer – og staten sælger dine sundhedsoplysninger til medicinalfirmaer.

Det var DORA, der startede det hele i 1914, og det er fortsat lige siden. Der har aldrig været så meget brug for kritisk sans, som der er nu.

***