Rokokoens James Bond… i dametøj!
7. oktober 2016Videoblog fra Katedralen i Reims
22. oktober 2016Nu med lyd & billede….
Nu har jeg skrevet blog gennem en rum tid – og det har vist sig at være helt ubeskriveligt morsomt. Det er herligt at kunne udbrede sig fuldkomment uhæmmet om emner, jeg har 100% kontrol med, og på måder jeg behersker lige så diktatorisk. Det er uindskrænket egocentrisk nørderi – og kan som sådant selvfølgelig ikke undgå at være fornøjeligt. Tilmed er det jo fuldkomment harmløst, al den stund det jo står enhver frit for at lade være at følge bloggen; ingen er tvangsindlagt til at læse med. Og hvis det så tilmed af og til kan åbne en og anden læsers øjne for glimt af historien, så…. tjah…. what´s not to like?
Men et vistnok ikke særlig gammelt visdomsord siger jo, at “Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok”. Og bedre ER unægtelig muligt på denne blog! Beretningerne kunne f.eks. krydres med levende billeder, og jeg kunne fortælle historierne i stedet for at skrive dem. Jeg kunne opgradere min blog, og gøre den til en video-blog (jeg er udmærket klar over, at den slags i nymodens populær-lingo kaldes for en “vlog” – men jeg er altså endnu ikke så forarmet at jeg er nødt til at spare fire bogstaver bort… og ikke så ugidelig at jeg ikke orker at skrive dem!)
Naturligvis er der udfordringer i således at betræde urørt grund. Teknologien, for eksempel. Der er uhørt mange knapper på et kamera, og enhver der kender mig blot overfladisk ved, at teknologi virker fuldkomment lammende på mig. Er der mere end to knapper på et hvilket som helst stykke teknologi er jeg aldeles prisgivet, sat til vægs, og handlingslammet. Hvis ikke jeg havde hjemmeboende børn ville jeg aldrig nogensinde kunne så meget som tænde for mit fjernsyn. Og så er der naturligvis de endeløse udfordringer i at oprette en YouTube-kanal (hvilket er meget overvældende, når man som jeg regner en velfungerende mailkonto for ikke så lidt af en teknokratisk triumf). Det er med andre ord et bundløst morads af faldgruber og fælder, man kaster sig ud i.
Men, kære læser, intet skal få lov at stå i vejen for min historieformidling! Fuld af dødsforagt og opflammet af idealistisk altruisme, uden mindste tanke for egen sikkerhed (undskyld, jeg lyver. Jeg er skræmt fra vid og sans) kan jeg hermed meddele, at jeg er gået på YouTube! Også fremover kan man, ganske som førhen, læse om historie her på bloggen, men fra tid til anden vil fortællingerne altså blive suppleret med små video´er, hvor man, hvis man af uudgrundelige årsager skulle have lyst til det, kan fornøje sig med mit hærgede gammelmandsansigt og drævende stemme.
Et så betydningsfuldt tiltag skal naturligvis søsættes med manér. Da beslutningen endelig var truffet gav det sig selv, at min video-blog selvfølgelig skulle åbnes med et emne, der virkelig står både mit hjerte og min hjerne nær: den Første Verdenskrig! I selskab med min herlige ven, kollega og legekammerat fra formidlingsgruppen Westfront 1916, den uforlignelige John Brahtz, har jeg netop tilbragt nogle dage på en kombineret studie- & optagelsestur langs den gamle vestfront, fra Verdun til Ijserkanalen i Flandern. Undervejs blev der optaget en håndfuld indlæg, som fremover vil blive drysset ud til offentligheden med gavmild hånd – spædet op med andre, mere lokale indslag.
Teknisk set er kvalitetet naturligvis hovedrystende ringe. Dels har jeg som nævnt slet ikke forstand på de dele, og dels har jeg ikke adgang til udstyr i noget, der bare ligner den fornødne kvalitet; kamerastativet er ustabilt som en gymnasieelevs ben lørdag morgen & efterlader seeren med en mild følelse af søsyge – mens panoreringer til gengæld foregår i tilfældige hop og spring. Lyden er optaget med en mikrofon der er forsynet med en hjemmelavet vindhætte, skabt af en udtjent badesvamp betrukket med et stykke luvslidt frakkeklæde (nød lærer aldeles ikke nøgen kvinde at spinde – men det lærer hende muligvis at trække en kartoffelsæk over hovedet). Kameraets objektiv er, skønt af meget fin kvalitet, af en sådan art, at der kun kan stilles skarpt på enten mig eller baggrunden – og mindst halvdelen af billedet er derfor til hver en tid en tåget, konturløs masse. Alt er med andre ord temmelig utilfredsstillende udført – men gjort så godt det nu kunne lade sig gøre, og efter princippet om at det er bedre at lave noget der ikke er fuldkomment, end ingenting der er perfekt! Bær over med mig, det er som bekendt tanken der tæller… og med lidt held bliver kvaliteten bedre med erfaringerne ;-D
Første indlæg er en lille montage fra et sted, der i mange år har stået højt på min personlige to-see-liste; en ganske almindelig gård nær byen Mesen i Vestflandern, som på ingen måde adskiller sig fra enhver anden landbrugsejendom på de kanter…. bortset fra at den er bygget ovenpå en udetoneret engelsk mine med adskillige tons sprængstof, som har ligget og simret i 98 år!
Følg linket nedenfor, kære læser – og giv gerne feedback hvis der er noget at sige.
***