Indtryk fra et Hul i Jorden

I sidste uges blogindlæg var vi faretruende tæt på at træde ud af det faghistoriske, og ind i omklædningsrummets slibrige mandehørm. Men nu, kære læser, vender vi os atter en gang mod bloggens yndlingsfelt og hoved-referenceramme: den Første verdenskrig!

Udsnit af britisk feltkort, med minekrateret tilføjet. Hullet befinder sig nogle hundrede meter på den tyske (højre) side af frontlinien, markeret med rødt.

Hvis man ønsker at understrege hinsides enhver tvivl, at et givent sted på landkortet er blottet for charme eller interessante træk, kan man som bekendt beskrive det som “et hul i jorden”. Men nogle huller kan være så helt utroligt interessante, at de i sig selv tjener som interessepunkt. I nogle tilfælde er et hul i jorden sågar det eneste krav en by har på opmærksomhed. Det gælder f.eks. den pyttelille landsby La Boiselle i Picardiet, ikke langt fra Somme-floden; den er aldeles blottet for enhver antydning af interessante eller bemærkelsesværdige træk… undtagen et dybt fascinerende og temmelig stort hul i jorden!

Moderne foto af krateret ved La Boiselle; turisterne langs hullets kant illustrerer dets enorme størrelse; 140 m. i diameter, og 16 m. dybt!

Kært barn har, siger man jo, mange navne, og hullet i La Boiselle er kendt under hele tre navne; i bøger om 1. Verdenskrig omtales det oftest under dets officielle britiske betegnelse under krigen, Lochnager Crater. På kort og i de fleste turitsbrochurer kaldes det slet og ret for La Grande Mine (“det store minekrater”) – og under krigen 1914-18 var det blandt de jævne britiske tommies kendt for sin imponerende og – åbenbart – ærefulde størrelse. Soldaterne kaldte det simpelthen for “Glory Hole”.

Og skabelsen af minekrateret ved La Boiselle var da også ikke så lidt af en bedrift, både militært og ingeniørmæssigt. Hullet er nemlig ikke naturligt. Det blev skabt kl. 07.28 den 1. juli 1916, da kaptajn James Young fra 179th Tunnelling Company udløste de 27 tons ammonal, som briterne havde placeret i to kamre under det tyske skyttegravs-knudepunkt, Schwabenhöhe. Braget kunne angiveligt høres i London, og udgjorde en passende ouverture til det uhørt voldsomme og blodige Somme-slag.

RFC 2nd Lieutenant Cecil Lewis, hvis oplevelse af minesprængningen kan læses i hans berømte krigserindringer, Sagittarius Rising.

Detonationen af minen blev bevidnet af den engelske jagerpilot Cecil Lewis, der i sit spinkle Morane Parasol-fly havde udsigt til begivenheden fra første parket:

Ved Boiselle bævede og rystede jorden, en enorm og storslået jordsøjle rejste sig mod himlen. Et øredøvende brøl druknede kanontordenen, og slyngede maskinen til side i luften. Jordsøjlen rejste sig højere og højere, til næsten 4.000 fod [1.200 meter]. Der hang den, eller syntes at hænge, urørlig en stund i luften, som silhouetten af et enormt cypres-træ, og spredtes så i en bred vifte af jord og byggematerialer.

Underjordisk krigsførelse og minesprængninger var langtfra noget nyt i 1916. Siden middelalderen havde man gravet skakter ind under fjendtlige stillinger for at underminere befæstningsmure. Men brugen af højeksplosiver gav minekrigen uhørt styrke, som skulle komme til at sætte sig synlige spor. Ved en tilsvarende minesprægning ved Mesen-højderyggen i Flandern året efter konstaterede den befalhavende general sir Charles Harington overfor sine officerer; Gentlemen, we may not make history tomorrow, but we shall certainly change the geography! (“Mine herrer, vi ændrer måske ikke historiens gang imorgen, men vi ændrer i hvert fald geografien!”) Det var sandt ved Mesen – og det var i høj grad sandt året før ved La Boiselle.

Stemningsbillede fra en militær minegang, forarbejdet til underjordiske opholdsrum. Minegangen ved La Boiselle var betydeligt mere snæver.

Arbejdet på tunnelen under Ingenmandsland – som netop her var meget smal, helt ned til 14 meter (i 1914 havde der her været franske og tyske stillinger med kun 3 meters afstand!) – blev påbegyndt allerede i november 1915, og fortsatte med afbrydelser helt frem til detoneringen 7 måneder senere. Arbejdet måtte i sagens natur foregå i den dybeste stilhed, for ikke at vække tyskernes opmærksomhed. Minefolkene arbejdede barfodede i par, så én hakkede jord fri, mens en anden greb den nedfaldende jord og bar den bort. Mineskakten udgik fra en engelsk forbindelsesgrav der havde betegnelsen Lochnager Street – deraf kraterets formelle navn. Gangen var kun 140 cm. høj, og 75 cm. bred, og løb i en dybde af ca. 15 meter over en distance på mere end 300 meter; selv om afstanden mellem de britiske og tyske stillinger var ganske kort, blev sprængningstunnellen anlagt et godt stykke bagude, for at skjule arbejdet. I gennemsnit blev der gravet omkring en halv meter tunnel hver dag.

Umiddelbart efter sprængningen, der foregik synkront med en tilsvarende minegang på landsbyens nordre side, den såkaldte Y-Sap, indledtes infanteriets angreb som en del af den store Somme-offensiv. Selv om sprængningen udslettede mere end 100 meter af de tyske løbegrave lykkedes det dog det tyske 110. Reserve-Infanteriregiment med massiv støtte fra artilleriet at presse de angribende briter tilbage, så offensiven i sidste ende ikke førte til nogen nævneværdige fremskridt.

Efter krigen blev det enorme hul bl.a. anvendt til motocross-bane, indtil englænderen Richard Dunning i slutningen af 1970´erne købte jorden for at sikre kraterets bevarelse. Siden da er det blevet en af de store turistattraktioner langs den gamle Vestfront, og tiltrækker hvert år omkring 200.000 gæster. Stedet er, sammen med de mere officielle mindesmærker som f.eks. det nærliggende Tiepval-monument eller museet i Albert, blevet et af de store kultcentre for særligt den britiske erindring om krigen, og jorden omkring hullet er ganske rød-plettet af efterladte papir-valmuer (hvilket i grunden godt kan undre, al den stund der var langt flere tyske ofre end britiske netop her).

Lochnager-krateret er – måske netop fordi det ikke er et “officielt” mindesmærke med sentimentale statuer af Fædrelandets Tapre Sønner, souvenirbutik, iskagebod og hvad der nu ellers hører sig til – en meget stærk oplevelse. Museerne ligger tæt i omegnen, med både Peronne, Albert og Thiepval mindre end en halv times kørsel derfra, og under en time til Cambrai og Arras. Det er med andre ord ikke vanskeligt at få dækket behovet for minder om den Første Verdenskrig her, hvor minderne virkelig ligger tæt. Alligevel er dette uprætentiøse hul i jorden én af de stærkeste oplevelser, man overhovedet kan få. Og så er det tilmed ganske gratis at besøge.

***

Den australske spillefilm “Beneath Hill 60” fra 2010 handler ikke om La Boiselle-minen, men giver et fantastisk indblik i minørernes klaustrofobiske tilværelse under 1. Verdenskrig. Filmen kan ses i sin fulde længde her: https://www.youtube.com/watch?v=KQZQ9tXEmm4

Ønsker man at udforske en alternativ betydning af udtrykket “glory hole” kan man gøre det her (men jeg garanterer IKKE for éns sjælefred!): https://en.wikipedia.org/wiki/Glory_hole_(sexual_slang)