Den Glemte Guttermand

Historiefaget kan selvfølgelig – ganske som ethvert andet fag – fremvise et mylder af helte, der allesammen gennem tiden på myriader af måder har bidraget til at udbrede vores kendskab til og forståelse af historien. Fra giganterne – Herodot, Saxo, Edward Gibbon og deres brilliante nutidige arvtagere – til alle os jævne, anonyme vandbærere, der hver især yder vort beskedne bidrag til den store sag. Og historien handler selvsagt ikke om at fremhæve historikeren; de mange forskere, formidlere, arkivarer, rundvisere, fortællere, reenactorer og hvem der nu ellers på den ene eller den anden vis har bidraget til det store billede, er blot små og ydmyge aktører i en større sags tjeneste… ;-)

Dr. Phil. Professor H. P. Steensby (1875-1920)

Denne uges video-blog handler om et af disse sørgeligt oversete tandhjul. En mand, hvis næsten fuldkomne mangel på berømmelse slet ikke afspejler hans bidrag til historieforståelsen. Vist er han ikke blandt de allerstørste koryfæer. Vist står der ikke marmor-buster af ham på offentlige torve og pladser. Og vist er der ikke mange historieinteresserede danskere – ikke engang inden for vikingemiljøet – der idag husker ham. Men hans bidrag har været vigtigt!

Professor Steensby, hvis gravsten på Skamby kirkegård på Nordfyn danner baggrund for ugens videoindlæg, var egentlig geograf, men fattede tidligt interesse for historien i almindelighed, og vikingerne i særdeleshed. Hans artikel i  Meddelelser om Grønland, bind LVI (1918), om “The Norsemen´s Route to Wineland”, og senere hans rejse til den amerikanske nord-østkyst i 1920, demonstrerede at der i de islandske Vinlandssagaer var bevaret eksakt geo- og topografisk information i et sådant omfang, at det med ret stor sikkerhed lod sig gøre at rekonstruere nordboernes sejladser på grundlag af sagateksterne. Og dermed blev det pludselig langt mere sandsynligt at sagaerne – på et meget overordnet plan – talte sandt.

Frem til det norske arkæolog-ægtepar Ingstad 42 år senere, i 1960, fandt og udgravede det indtil videre eneste hundrede procent sikre vidnesbyrd om norrøne søfareres tilstedeværelse i Amerika – bosættelsen ved L´anse aux Meadows på Newfoundland – var Steensbys artikel det mest pålidelige indicie for, at italieneren Columbus kom næsten et halvt årtusinde for sent til at høste æren som den første europæer i Amerika. Og det er jo i sig selv udmærket. Men faktisk er Steensbys opdagelse langt vigtigere af en helt anden grund.

Steensbys arbejde indgik i en meget langvarig debat, der i høj grad var præget af mere-end-tvivlsomme indlæg, f.eks. Kensington-runestenen og, ovenfor, det berømte “Vinlandskort”. Begge afvises i dag stort set énstemmigt som svindel.

Hans arbejde – og naturligvis i særlig grad efter at det blev bekræftet af arkæologien i 1960 – tjener nemlig et højere formål end blot at fratage Columbus hans ufortjente, lånte fjer. Det tjener også som eksempel på, at der i sagamaterialet vitterligt er bevaret information og viden, som er blevet overleveret mundtligt gennem flere hundrede år indtil de omsider blev nedskrevet i middelalderen, i en sådan grad af oprindelighed at informationerne bogstaveligt talt stadig kan tjene som rejsevejledning. De afslutter den århundredlange diskussion om, hvorvidt sagaerne rummer oprindelig viden eller ej.

Dermed være dog langtfra sagt, at de middelalderlige sagatekster uden videre kan anvendes som kildemateriale. At sagaerne som fortællinger betragtet ligger langt nærmere fiktion end historieskrivning er et veletableret faktum, og at der er mundtligt overleveret viden bevaret i dem er jo desværre ikke det samme som at vi i dag er i stand til at se, hvad der er hvad. Det er uendeligt svært – ofte rent ud umuligt – at afgøre hvad der er fakta, og hvad der er digt. Professor Steensby har ikke på nogen måde frikendt sagaerne for anklagen om fiktion. Men han har påvist, at de kan have kildemæssig værdi!

***

Se video´en om H. P. Steensby her: https://www.youtube.com/watch?v=UX7HFJAheVI

(bemærk iøvrigt, at video-bloggen gradvis og med små, men sikre, skridt træder ud af det primitive barbari; nu er der nogenlunde styr på både billedskarphed og lyd, og der er indlagt klip & fikse overgange. Jeg er ustyrligt tilfreds med mig selv & – især! – mine hjælpende ånder ;-)