Fake News anno 1914 (og før)

Sandelig, kæreste læser, vi lever i sære og mærkværdige tider! Tider, hvor der ryggesløst vendes op og ned på alt, hvad vi indtil for få år siden betragtede som indlysende og urokkeligt. Og ikke mindst: vi lever i tider, hvor vi ikke længere kan stole på vores nyhedskilder. Vendinger som “fake news” og “alternative fakta” er pludselig blevet hverdagsbegreber. Men det er der faktisk strengt taget ikke noget nyt i.

Siden de ældste tider har man tilrettelagt sine udsagn og tilpasset sit sprog – og virkeligheden – så det bedst tjente det formål man ønskede. Da romerkirken i senantikken og middelalderen benyttede ordet paganus (= hedning) som betegnelse for ikke-kristne var det bevidst manipulation. “Paganus” betyder egl. bonderøv, og signalerer således at man er dum, uvidende og primitiv, hvis man ikke underkaster sig den organiserede kirkes forestillinger.

Et velkendt og klassisk eksempel på forvridning af fakta er den berømte engelske fornærmende gestus, hvor man med håndryggen mod modtageren stritter med pege- og langefingeren – den “britiske version af skråt-op-fingeren”. Dette tegn, fortæller myten, kan føres tilbage til middelalderens Hundredeårskrig, hvor den engelske kong Henrik V. i sin peptalk til tropperne inden slaget ved Azincourt i 1415 bildte dem ind, at franskmændene havde for vane at snitte de to nævnte fingre af tilfangetagne engelske bueskytter for at forhindre dem i at betjene buen fremover – hvilket så igen fik englænderne til at vise de to fingre frem til franskmændene i en hånende gestus. Altså et skoleeksempel på manipulation og fake news, anvendt for at opflamme Henriks egne soldater før slaget. Og graver man blot en lille smule dybere i myten viser den sig faktisk at være “fake” i 2. potens: der er nemlig intet belæg for historien overhovedet; det er en fejltolkning af en passage i Jehan de Wavrin´s 1400-tals krønike. Froissarts Krønike, der ofte anføres som kilde, nævner det ikke med så meget som en stavelse… og iøvrigt kendes der ingen eksempler på brugen af denne gestus i fornærmende øjemed før 1860´erne!

Brevet, den arme Grace Hume skrev til sin lillesøster – døende, blind, og tilmed uden at ane det mindste om hvad der var hændt hende (!)

Et mindre kendt, men endnu mere grotesk eksempel på fake news finder vi i den arme engelske sygeplejerske Grace Hume, der ganske ufrivilligt kom til at spille en ikke ubetydelig rolle i den allierede propaganda under 1. Verdenskrig. Hendes gruopvækkende historie spredtes i samtiden med lynets hast, og er et lysende eksempel på hvor umenneskelige tyskerne kunne være; ved krigens udbrud meldte Grace sig som sygeplejerske, og blev knyttet til et lille felthospital i Vilvorde i Belgien. Da de tyske tropper kort efter stormede byen kæmpede hun tappert for at slæbe en hårdt såret, forsvarsløs belgisk soldat i sikkerhed, men blev indhentet af en flok tyskere. I et desperat forsøg på at forsvare sin arme, lidende patient greb Grace resolut patientens pistol, og gav sig til at true de fremstormende tyskere med den.

Tyske modtræk til allieret propaganda var mildt sagt ynkelige, og indskrænkede sig hovedsagelig til arrangerede fotos af tyske soldater, der “var flinke ved børn”.

Det blev en heroisk handling, der kom til at koste hende dyrt. Som straf for sin opsætsighed fik hun nemlig flået tøjet af, hendes øjne blev stukket ud, og begge hendes bryster blev snittet af. Med sine sidste kræfter lykkedes det hende – blindet, og stærkt blødende – at skrive et hjerteskærende afskedsbrev til sin lillesøster (og, må vi antage, putte det i en konvolut, sætte frimærke på, og slæbe sig hen til den nærmeste postkasse), inden hun omsider forblødte og fik fred. I brevet havde denne enestående kvinde tilmed format nok til at tilgive sine mordere – i sandhed et stort og smukt menneske.

Beretningen viser jo med al ønskelig tydelighed hvor dyriske, brutale og hensynsløse tyskerne kunne være. Og historien er faktisk – tro det eller ej – endnu værre end som så: ikke blot var de tyske soldater nemlig ubeskriveligt grusomme mod den stakkels Grace – de havde end ikke menneskelighed nok til at fortælle hende om det! For mens alt dette indtraf sad Grace Hume på et hospital i Huddersfield i Yorkshire, og anede ikke en lyd om, hvad man havde gjort ved hende i Belgien!

Historien viste sig at være undfanget af Grace´s lillesøster Kate, der i lutter iver efter at bidrage til krigens uspecificerede og allerede rutinemæssige tyskerhad havde fundet på det hele, inkl. forfalsket det rørende afskedsbrev. Skønt historien hurtigt blev afkræftet af britiske aviser – hvilket iøvrigt tjener dem til stor hæder – blev den dog hængende i den folkelige bevidsthed, og dukker stadig op fra tid til anden. En interessant krølle er iøvrigt, at da aviserne omsider dementerede historien skete det med den påstand, at den skulle være plantet af tyske agenter for at underminere tiltroen til den britiske regerings informationer… damage control på et højt niveau!

Still fra Raoul Walsh´s amerikanske stumfilmdrama “The Prussian Cur” fra 1918, der endnu en gang bringer myten om den korsfæstede soldat (som iøvrigt her har besluttet sig til atter at blive amerikaner) til torvs.

En lignende fortælling handler om en ung dreng (som kort efter blev til en ung pige), der blev taget til fange af tyskerne under kampene omkring den franske landsby Le Cateau i 1914. Denne drenge-pige var angiveligt af tyskerne blevet korsfæstet med bajonetter på et kors, der blev rejst så det kunne ses fra de allierede linier, hvorfra man kunne bevidne hans/hendes lidelser og se, hvorledes han/hun til sidst blev brændt levende.

Årevis senere, i starten af 1918, var dette arme menneske dog åbenbart stadig ikke død – for nu dukkede historien op igen, og tilmed havde ofret nu på mirakuløs vis tryllet sig om til en amerikansk soldat… for så kort efter omsider at beslutte sig til at være en canadisk ditto. Trods intensive undersøgelser har det dog aldrig været muligt at påvise ét eneste tilfælde af korsfæstelse under 1. Verdenskrig, hverken med tyske eller andre gerningsmænd (tyrkerne gjorde det muligvis under det Armenske folkemord i 1916, men det var ikke en del af krigshandlinerne.)

Nu skal man selvsagt være mere end almindeligt naiv for at tro, at overgreb og krigsforbrydelser ikke fandt sted. Det er naturligvis hævet over enhver tvivl, og er iøvrigt righoldigt dokumenteret. Ingen af de krigsførende nationer formåede at holde deres sti ren, alle havde forbrydelser på samvittigheden (et ord, der her iøvrigt anvendes i sin tyndest mulige form – samvittighed var en udpræget mangelvare i alle overkommandoer). Men dels var de altså sjældent så bizarre og spektakulært sadistisk som de nævnte… og dels var der ingen særlig overrepræsentation blandt tyske tropper.

Og hvad, kan man så spørge sig selv, har i grunden ændret sig på de forløbne godt-og-vel hundrede år? Ret beset må enhver jo selv tage stilling og afgøre hvad man mener man kan have tillid til, og hvad ikke – men lad det være sagt med det samme: hvis der blandt læserne findes folk, der har blind tiltro til deres nyhedsstrøm… så har jeg et Eiffeltårn, jeg gerne vil sælge dem! ;-)  

***

Ønsker man at dykke dybere ned i den utrolige, interessante og stundom absurd-morsomme verden, der udgøres af løgn, misforståelser og hysteriske vrangforestillinger under den Første Verdenskrig, kan jeg anbefale James Haywards Myths & Legends of the First World War (The History Press, 2002)

***

Om krigspropagandaens deprimerende følger for eftertiden kan læses i et tidligere blogindlæg HER