Funkis-vikinger

Et af de mest velkendte ikoner for dansk vikingetid er det berømte langhus på Trelleborg. Siden opførelsen i 1941-42 er der blevet bygget en hel del rekonstruktioner af vikingehuse rundt om i landet, fra små og ydmyge grubehuse til mægtige kongehaller – men Trelleborgs langhus var det første seriøse forsøg på en videnskabelig rekonstruktion af vikingetidens store fyrstehaller. Og dét berettiger jo i sig selv et vist krav på respekt og anerkendelse; At huset så tilmed er usædvanligt elegant og smukt giver jo kun yderligere grund til at skønne på det. Det er kort sagt meget svært ikke at holde inderligt at den mægtige bygning (enhver, der har oplevet en stilfærdig hygge-kæfert i hallen en mørk vinternat vil give mig ret ;-)

Det tekniske grundlag for en rekonstruktion af ringborgens haller var ikke stort; det bestod hovedsageligt i spor af de huller, tømmerstokkene havde efterladt i jorden.

Vores viden om hallernes konstruktion og udseende er vokset ganske betragteligt på det trekvarte århundrede, der er gået siden huset blev bygget. På en lang række punkter har Trelleborghuset sidenhen vist sig forkert. Den karakteristiske svalegang omkring huset er f.eks. en fejltolkning, der opstod fordi arkæologiske udgravninger i 1930´erne og -40´erne kun foregik oppefra og ned, ikke sidelæns. Derfor opdagede man ikke at den yderste stolperække faktisk hælder ind mod væggen (som det f.eks. ses på Fyrkats rekonstruktion af den samme hustype). Men på det grundlag man havde til rådighed i starten af 1940´erne var en svalegang faktisk et rigtigt hæderligt bud på en tolkning af de ydre stolpehuller.

Enkelte samtidige gengivelser af bygningstypen klarlagde de store linier; her tre s.k. hogback-gravsten fra Brompton i Yorkshire. Detaljerigdommen er til at overskue.

Trelleborghuset er altså forlængst blevet overhalet af andre rekonstruktioner, der har haft et betydeligt større grundlag af faktuel viden og arkæologisk materiale – for slet ikke at tale om praktiske erfaringer, bl.a. fra Trelleborghallen – at trække på. I dag er der mange steder, hvor man kan se bedre bud på rekonstruktioner af vikingetidens stormandsboliger. At Trelleborgs hal stadig indtager en særstilling skyldes selvfølgelig, at den var den første af sin slags, og at den blev bygget på initiativ af bl.a. Poul Nørlund, arkæologen der i sin tid udgravede borgen. Hallen er i en vis forstand blevet et – inderligt velfortjent – monument over Nørlund, der iøvrigt også stod bag udgravningerne af nordbokirkegården ved Herjolfsnes på Grønland, og de middelalderlige massegrave på Gotland fra slaget ved Visby 1361. Agtelsen for Nørlunds nationale betydning har formentlig været medvirkende til, at man løbende har været i stand til at finde midler til (i hvert fald nødtørftigt) at holde hallen ved lige.

Kopi af det berømte Cammin-skrin (originalen blev bombet itu af briterne under 2. Verdenskrig) er endnu et eksempel på vikingetidig formgivning, der er inspireret af langhallerne. Men igen er detaljerne få, det er de store linier der ses. Faktisk er det eneste træk der fremhæves, ud over formen, de dragehoveder, som er udeladt på Trelleborg!

Men der er faktisk yderlige et punkt, hvor Trelleborghallen er rent ud ypperlig. Den er nemlig det bedste monument man overhovedet kan tænke sig over… ikke historien, men vores opfattelse af historien! Trelleborghallen er et lysende eksempel på, at selv når vi virkelig lægger os i selen, tager os seriøst sammen og for alvor fokuserer på at være historisk korrekte… så fejler vi ofte! Det kan være helt ubegribeligt svært at frigøre sig fra sin egen samtid, for den gennemsyrer hele vores måde at tænke på, at opfatte ting på. Og selv når man er bevidst om det kan det altså være uhyggeligt vanskeligt at gøre sig fri af.

For år tilbage, mens jeg endnu selv slentrede rundt og var overviking på Trelleborg, stod jeg en dag i hallen med en håndfuld af mine vidunderlige kolleger. Vi var gået ud til huset for at foretage en besigtigelse; en nylig storm havde løftet taget, og truede nu med at få hele huset til at dejse omkuld. Til alt held viste det sig, at hallens konstruktion var så snedig, at vægten i sig selv ville trykke taget på plads. Truslen mod den ærværdige, gamle hal var altså i hastigt aftagende.

Det må jo siges at være ualmindeligt praktisk, når en bygning er konstrueret så den automatisk reparerer sig selv (en effekt, som dog næppe var bevidst fra konstruktørernes side). Og faktisk, når jeg nu så efter, var hele huset jo egentlig utroligt… praktisk!

Holmenkollen Hotel i Norge – et fornemt eksempel på Skandinavismens hærgen. Et skisportssted forklædt som en mellemting mellem de middelalderlige stavkirker og en romantisk version af Valhal.

Trelleborghallen er jo igrunden, slog det mig da, et funkis-hus! Det lyder tåbeligt, men faktisk er bygningen en tolkning af vikingetidens haller, præcis som en funkis-arkitekt ville udføre den! Funkis-stilen fokuserer på rene linier, modviljen mod overflødig pynt, krims-krams, snurrepiberier og anden tant og fjas. Den sætter funktionalisme i højsædet, og udnytter byggematerialernes egen skønhed som det fornemste æstetiske træk. Stilen vandt udbredelse op gennem 1930´erne, og var et sent opgør med 1800-tallets overpyntede, beklumrede indretning og sukrede, overlæssede ydre. En slags endeligt oprør mod victorianismen, kan man sige. Og i Norden havde vi i den foregående periode set forskellige stilarter, der trak voldsomt på fortiden – men ofte en stærkt idealiseret og tillempet version af fortiden. Skønvirke og Skandinavismen havde i årene omkring 1900 rejst bygninger, der gav sig ud for at være en slags historisk genfødsel, men som reelt mere var inspireret af guldalderkunstnernes fantasivisioner. De var kort sagt omtrent lige så historisk velfunderede som datidens Wagner-opsætninger: betagende, men mildt sagt ikke særligt autentiske!

Da arkæologer og arkitekter i starten af 1940´erne satte sig ned og forsøgte at rekonstruere vikingehallerne, var det selvfølgelig med en erklæret hensigt om at gøre det så troværdigt, autentisk og kildenært, det overhovedet var muligt. Intentionerne har været de allerbedste, ingen tvivl om det. Men de gik altså stadigvæk til opgaven med en ballast som moderne mennesker – for hvordan skulle de kunne gøre andet? De VAR moderne mennesker. På den tid var funkis den nye, smarte arkitekturstil. Funkis skulle redde verden og give os allesammen bedre vilkår at leve i, smukkere, sundere og mere hensigtsmæssige rammer for vores dagligdag. Funkis var svaret på snart sagt alting – lidt ligesom “lean”, “omstillingsparathed” og alle de andre tåbelige bullshit-bingo-begreber vi nu bliver dunket oven i hovedet med, er det idag. Man har været fast besluttet på at frigøre sig af fortidens fantasistyrede tosserier, at skrælle alle romantikkens vrangforestillinger bort, og nå ind til den ægte vikingetid… men det, man reelt nåede frem til, var præcis det samme som enhver anden tid ville nå frem til: sig selv!

Funkis-stilen for fuld udblæsning, her et norsk eksempel, opført 1938.

På Trelleborgs langhus er der der ingen overflødig pynt. Hele bygningen er indbegrebet af funktionalisme, udført med vikingetidens materialer og redskaber. Svalegangen er medtaget, fordi den giver mening (både i lyset af en forståelig fejltolkning, men også som konstruktionsmæssigt træk; det svage punkt i enhver bygning med jordgravede stolper er jordoverfladen, hvor tømmeret rådner meget hurtigt. Svalegangens overdækning giver væggene betydeligt længere levetid). Huset er fuldstændigt blottet for udsmykning. Ingen udskårne dragehoveder, ingen gribedyr og slyngplanter på dørstolperne, Ingen smuk bemaling. Al udsmykning er som støvsuget bort. Og dét er jo netop en af funkis-stilens centrale kongstanker.

At man så faktisk har været nødt til at bøje kilderne lidt for at nå frem til dette resultat er egentlig ikke overraskende. Vi er kun mennesker, og det er meget nemt at blive så begejstret for en idé, at man ubevidst begynder at tilpasse sit kildemateriale så det bekræfter éns egne forestillinger. Men faktisk viser talløse fund, at netop vikingerne var æsteter i sjælden grad; de pladrede alting til med gribedyr, dragehoveder og komplekse mønstre; alt fra skibskøle over dragtspænder til våben og køkkenudstyr er usædvanligt smukt dekoreret. Og Cammin-skrinet (én af de få seriøse kilder til langhusenes udseende – se billedet ovenfor) viser næsten ingen detaljer overhovedet, kun husenes krumvæggede grundform og det buede tag… og dragehoveder! De steder, hvor tagets bærende bjælker stikker ud, er alle sammen afsluttet i et drabeligt, fornemt udskåret dragehoved. Alligevel er udskæringerne fuldstændigt fraværende på Trelleborgs hus, man har aktivt fravalgt udsmykningen, fordi den lignede skandinavismens fantasifostre for meget, og fordi det stred imod den underbevidste trang til at forenkle. Fordi det ikke harmonerede med tidens smag for funkis.

Og således, kære læser, blev det, der var tænkt som et strengt fagligt arkæologisk monument over fortidens byggestil og formsprog, til et fornemt monument over stil og smag… i 1941!

Og dét er jo da sådan set meget morsomt.

***

Læs mere om funkisstilen HER