Den Forsvundne Attentatmand – Herschel Grynzspan
12. november 2017Helligkilden i Fraugde
2. december 2017Krigsturisme & en Sarkastisk Poet
Den Første Verdenskrig efterlod sig en mængde tungt arvegods, som vi for en stor dels vedkommende stadig slæber rundt på den dag idag. Men ikke alle krigens følger var rædselsfulde. Nogle af dem var – til trods for den grufulde baggrund – næsten positive; Grundlæggelsen af Folkeforbundet, the League of Nations (som i 1949 transmogriffede sig om til FN) var f.eks. udtryk for, at deltagerne dog trods alt forsøgte at lære noget af de traumatiske erfaringer.
Et andet felt, hvor krigsoplevelserne – der jo, uafhængig af uniformens farve, på et overordnet plan var nogelunde identiske for de fleste deltagere – kom til at stikke en ny kurs ud, var… lyrikken! Digtekunsten blev (ligesom de fleste andre kunstarter) selvfølgelig påvirket af de dramatiske begivenheder. Særligt i den engelsktalende verden opstod en hel, selvstændig genre indenfor lyrikken: de såkaldte War Poets, krigsdigtere. Det er ikke helt uinteressant, at vi blandt de ganske få navne fra den Første Verdenskrig, der stadig huskes i brede kredse, finder flere krigsdigtere: Siegfried Sassoon, Wilfred Owen og John McCrae er i mindst lige så høj grad (og med mindst lige så god ret) husket i dag, som d´herrer Haig, Hindenburg og Joffre.
Betegnelsen “krigsdigtere” er imidlertid meget bred. Den rummer alle uniformerede, som i én eller anden form behandlede deres krigsoplevelser lyrisk. I holdningerne til krigen varierer digterne meget, fra John McCraes berømte In Flanders Fields (der, trods den bedragerisk poetiske form, er en opfordring til at sende stadig flere unge mænd i døden) over Rupert Brookes sørgmodige og stilfærdigt indadvendte The Soldier, til Wilfred Owens sammenbidt indignerede Dulce et Decorum Est. Særligt krigsmodstanderne – med Owen og Sassoon som bannerførere – har siden 1960´erne stået som hele deres generations stemme. I de senere år er der rejst voldsom kritik af disse digtere; man har hævdet – ikke uden en vis ret – at de faktisk ikke taler på deres generations vegne, at deres krigsmodstand ikke var udtryk for en generel holdning blandt de kæmpende. Erkendelsen har på det seneste givet anledning til en veritabel smudskampagne mod anti-krigsdigterne, der nu ofte skoses for at håne deres kammeraters modige bedrifter og ofre, og på det nærmeste undergrave hele den britiske krigsindsats. Dette er selvsagt noget ynkeligt vås; at Owen, Sassoon & Co. ikke var talerør for hele generationen betyder jo ingenlunde, at de ikke havde ret. Det betyder blot, at de var del af en lille gruppe, der gennemskuede krigspropaganda og bevidst- & kritikløs nationalisme. At man er i undertal er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man tager fejl (!)
Men blandt disse digteriske værker udmærker særligt ét sig, både ved sin pragtfuldt sarkastiske kynisme og svært underspillede humor… og ved dét dragende slør af mystik, der omgærder poeten! Digtet er kendt som High Wood, og det eneste, der med sikkerhed vides om teksten, er at den første gang blev offentliggjort i den engelske avis The Nation i februar 1918 (af og til anføres fejlagtigt The New Statesman, der imidlertid først overtog The Nation i 1931). Her tilskrives digtet en Philip Johnstone, men reelt hersker der betydelig mystik omkring digterens identitet; navnet blev brugt som pseudonym af Lt. John Stanley Purvis, der under og efter krigen udgav en ganske lille mængde digte – men der er reelt ikke noget, der endegyldigt bekræfter Purvis som ophavsmand til dette.
Det interessante ved digtet er, at det i temmelig høj grad falder udenfor de normale kategorier af krigsdigte; det er hverken heroisk, inderligt og dybfølt, eller fuldt af smerte. Det er først og fremmest sarkastisk. Sarkastisk, humoristisk og… profetisk! Humoren er underspillet og tongue-in-cheek (og meget, meget engelsk!), men det er dets evne til at forudse fremtiden, der er virkelig interessant; det udspiller sig nemlig i en ikke nærmere defineret eftertid, hvor digteren forestiller sig en guide vise en flok turister rundt i High Wood, midt på Somme-slagmarken, vadende i ligdele og nysgerrigt samlende souvenirs i dét, der tydeligvis førhen var digterens meget ubehagelige virkelighed.
Og her føler man sig jo, hvis man som jeg og tusindvis andre moderne mennesker har en tilbøjelighed til at opsøge de gamle slagmarker, en lille smule ramt; digtets skildring er nemlig uhyggeligt tæt på nutidens virkelighed, hvor talløse steder på den gamle frontlinie er forsynet med mere-eller-mindre seriøse udstillinger og besøgscentre, komplet med iskage- & souvenirboder, og hvad der nu ellers hører sig til en rigtig turistattraktion. Krigsskuepladserne ER blevet et rejsemål. Utallige guidebøger hjælper turisten med at opsøge de mest spændende steder, og en syndflod af krigsmemorabilia og souvenirs er til fals, fra plasticfigurer over tematiserede chokoladeæsker – det grelleste eksempel jeg selv er stødt på, er en æske med chokolader i form af den engelske brodie-hjælm, der kan erhverves i en slikforretning på torvet i Ypres – til rustne våbendele, knuste lommeure, smuldrende granatsplinter og allehånde personligt udstyr, som de lokale bønder idag samler op ad jorden og sælger videre til butikkerne.
Og ja, jeg har i høj grad selv gjort brug af denne morbide og i grunden ret usmagelige “relikviehandel”, og skal på ingen måde pege fingre ad ivrige samlere. I Belgien og Frankrig er krigsturismen ekstremt udbredt – i en sådan grad, at mange af stederne forlængst har nået en grad af nedslidning, der gør deres autenticitet stærkt tvivlsom. Men krigsturismen er langtfra noget nyt fænomen; allerede i 1917, mens krigen stadig rasede, udgav Michelin en omfattende guide til slagmarkerne ved Marne (som ved udgivelsen har været til meget lidt nytte for turisten, al den stund der stadig blev kæmpet på mange af de lokaliteter, der blev præsenteret.) Sidenhen er der udkommet enorme mængder af rejseførere og guidehæfter, og adskillige rejsebureauer lever i dag af at fragte turister rundt på den gamle slagmark.
I sig selv er der naturligvis ikke noget galt i at besøge historiske lokaliteter. Tvært imod. Det kan dels give den rejsende en betydeligt større føling med de historiske begivenheder; selv oplevede jeg f.eks. hvor stort et indtryk det gjorde at besøge Sunken Lane, hvorfra den britiske Somme-offensiv startede 1. juli 1916. Og dels kan et førstehåndskendskab til slagmarkens fysiske udformning selvfølgelig også være yderst gavnlig for den historiske forståelse; geografi spiller trods alt en ikke helt lille rolle i begivenhederne.
Der er naturligvis heller intet galt i at samle memorabilia. For nogen af os er det en god hjælp til at forstå og erkende de ofte ellers meget fjerne hændelser. Men alligevel rammer digtet High Wood altså noget centralt; når krigsturismen holder op med at være en respektfuld del af en stræben efter empatisk historisk forståelse, og i stedet bliver en hovedløs jagen-rundt efter effekter og sus i maven – når historien reduceres til underholdning, pjank og ligegyldigt tidsfordriv… så viser det gamle digt sig i sandhed profetisk!
***
Digtet kan læses nedenfor, eller høres oplæst af sir John Gielgud HER
High Wood
Ladies and gentlemen, this is High Wood,
Called by the French, Bois des Furneaux,
The famous spot which in Nineteen-Sixteen,
July, August and September was the scene
Of long and bitterly contested strife,
By reason of its High commanding site. Observe the effect of shell-fire in the trees
Standing and fallen; here is wire; this trench
For months inhabited, twelve times changed hands;
(They soon fall in), used later as a grave.
It has been said on good authority
That in the fighting for this patch of wood
Were killed somewhere above eight thousand men,
Of whom the greater part were buried here,
This mound on which you stand being…. Madame, please,
You are requested kindly not to touch
Or take away the Company’s property
As souvenirs; you’ll find we have on sale
A large variety, all guaranteed.
As I was saying, all is as it was,
This is an unknown British officer,
The tunic having lately rotted off.
Please follow me – this way ….. the path, sir, please,
The ground which was secured at great expense
The Company keeps absolutely untouched,
And in that dug-out (genuine) we provide
Refreshments at a reasonable rate.
You are requested not to leave about
Paper, or ginger-beer bottles, or orange peel,
There are waste-paper baskets at the gate.
***