Da dansk revy havde tænder

For nylig stødte jeg, under ét af mine rutinemæssige strejftog ind i de mørkeste kroge af Odenses genbrugsbutikker, på intet mindre end det pureste guld. Normalt går jeg ikke efter noget bestemt, men jeg har dog en kort liste over virkeligt eftertragtede ting, der stedse spejdes efter; det er jo altid værd at holde øje med, om der skulle gemme sig en lille skitse af Agnes Slott-Møller, en signeret førsteudgave af Kongens Fald eller noget i den stil, i bunden af de talløse støvfyldte kasser, bag forældet elektronik og stabler af kasseret køkkenudstyr. Det gør der dog sjældent. Men forleden lykkedes det altså alligevel at krydse en genstand af på den mentale ønskeliste. Formedelst en flad 5-krone kunne jeg nemlig, triumferende og lykkelig, hjemføre en gammel lakplade – disse herligt tunge, tykke grammofonplader til 78 rpm – med Carl Alstrups vidunderlige Manden paa Risten!

Visen blev lanceret i Apollorevyen 1936
– en tid, hvor sangens sørgmodige tema
var bitter virkelighed.

I grunden er det jo på sin vis en lidt sær ting at investere i, al den stund jeg ingenting har at afspille den på (og, som min hustru benytter enhver lejlighed til at påpege, heller ikke har plads til sådan en gammel håndsving-og-stoppenål-grammofon med messingtragt & alt til faget hørende). Og skønt jeg ret ofte falder over 78´ere jeg har stor lyst til at eje, så modstår jeg som regel fristelsen – men som sagt: der er et lille antal titler, jeg simpelthen ikke kan betvinge trangen til at eje, og Alstrups “Manden paa Risten” er altså en flot nr. 2 på denne liste. Selvfølgelig måtte den købes!

Grunden til, at jeg holder så forfærdeligt meget af netop denne sang er selvfølgelig, at den slet og ret er… god. Alstrups ejendommelige, næsten tale-agtige måde at fremføre den på er fantastisk (det er iøvrigt én af de ret få sange, jeg gerne fornøjer mig selv og, i noget mindre grad, omverdenen med når jeg er i bad.) Men endnu tungere vejer det, at den altid har stået for mig som et ualmindeligt godt eksempel på, hvad revyviser altid burde være!

Sangen blev skrevet til Apollorevyen i 1936, og handler i al sin enkelthed om en forarmet arbejdsløs, der nyder godt af en restaurant på Vesterbro… men vel at mærke kun af duften af al den gode, overdådige mad, der trækker ud på gaden; her står så de fattige, og må ernære sig på den liflige duft af de velhavende gullaschbaroners overdådige måltider på den anden side af ruden. Det er en vise, der bæres af en social empati, som jeg sjældent ser i dag, og et eksempel på revy i den gamle tradition med bedsk vid og skarp satire som i de gode, gamle PH-dage; naturligvis er der undtagelser, men den danske revyscene i dag er generelt en blegnæbbet, tand- & harmløs affære i sammenligning; efter at have nået et virkeligt lavpunkt i 1970´erne med fjollet lagkagekomik, tåbelige hatte og mærkelige skæren-ansigter, hvor humoren hovedsageligt bestod i at gøre nar af provinsens dialekter, er revyscenen i dag præget af kedsommelige gentagelser af de samme skabagtige parodier på dronningen og lumre sketches som vi så sidste år (og året før). Og når der en sjælden gang endelig er ansats til at ville forny revygenren, så ender det ofte i ondskabsfuld udstilling af grimme og dumme mennesker. Der er meget langt til Alstrups afdæmpede indignation og menneskekærlige medfølelse. Dén empati, der bærer Alstrups vise, er et sjældent syn i dag.

Den sociale armod i Danmark var langt fra så
ekstrem som i Amerika – men dog rigeligt slem.
Billedet er taget af Dorothea Lange i Californien 1936
(samme år som Alstrups vise) og viser
den virkelighed, der kendes fra
bl.a. John Steinbecks romaner.

I 1930´erne var sangens billede af den fattige og sultende arbejdsløse på gaden ikke langt fra virkeligheden. Det var midt under den såkaldt Store Depression, der var resultatet af hensynsløse finansfolks og bankers grådige spekulationer (lyder det bekendt?), og som blev skudt igang af det berømte Wall Street-krak i 1929. Arbejdsløsheden var rekordstor, og der var reel nød i mange hjem; i Danmark døde folk måske ikke ligefrem af hunger – trods alt, skønt der utvivlsomt er eksempler på det – men sult på daglig basis har bestemt ikke været ukendt for store dele af befolkningen. Et par år før var Kanslergadeforliget blevet indgået som et forsøg på at imødegå krisens virkninger, og den berømte danske velfærdsstat – den kan I godt huske, ikke? – var under opbygning. De politiske tiltag afspejlede til dels præsident Roosevelts New Deal-politik i USA, hvor storstilede offentlige projekter bragte folk i arbejde, og skønt der bestemt var effekter at se, var krisen altså langt fra overstået i 1936. Alstrups arbejdsløse mand foran restaurantens udluftningsrist var en skikkelse, revygæsterne kendte udmærket fra hverdagens gadebillede.

Skuespiller, revykunstner (og stilikon,
kunne man tilføje) Carl Alstrup, her
sammen med hustruen Fenja.

Nu skal det selvfølgelig heller ikke gå helt op i en spids. Naturligvis er der undtagelser – både dengang og nu. Der var også fjollede indslag i revyerne i 30´erne uden bid, vid og indsigt. Der er selvfølgelig også glimtvise lyspunkter i nutidens revyer, og på standup-scenen (der jo på sin vis er en slags moderne aflægger af revygenren) ser man også fra tid til anden optrædener med både mod og indsigt, der smager herligt bittert og bider sin samtid grundigt i haserne. Alligevel står Carl Alstrup – eller rettere den noget mindre kendte Aage Steffensen, der skrev teksten – stadig frem som et højdepunkt der sjældent er nået, og aldrig overgået. Selv i dag, på mere end 80 års afstand, har visen et vigtigt budskab; om ikke andet, så illustrerer den glimrende, at den af Ayn Rand, reaganisterne & alle de andre såkaldte ultraliberale så højt besungne Trickle Down-effekt er en gusten hovedpude, en hul illusion. Havde teorien om velstandens uundgåelige fordeling holdt stik, så var det vel mere end blot duften, der var sivet ud fra grossererne, direktørerne og toplederne derinde ved de veldækkede borde, til de arme mennesker på gaden foran restauranten. Og netop i denne søde juletid, hvor vi jo forventes at nære omsorg for vore medmennesker og tænke på hinanden, er det måske ikke nogen helt dårlig ting at blive mindet om. Manden på risten derude har det utvivlsomt bedre idag end i 1936… men han står der stadigvæk, nu med sine Hus Forbi under armen…

***

Den vakse læser har muligvis bemærket, at jeg ovenfor omtaler visen som Nr. 2 på min personlige ønskeliste. Enkelte kunne måske spørge sig selv, hvad nr. 1 så mon er? Nuvel; det er såmænd Mogens Wieth´s hjerteskærende sørgmodige og længselsfulde indspilning af Mandalay. Hvis nogen skulle ligge inde med dén på en 78´er-lakplade… jah, så hører jeg da ganske overordentlig gerne om det (det samme gælder iøvrigt hans I Vandkunstens Lille Café, og Svend Asmussens Sangen om Larsen) ;-)

***

Carl Alstrups “Manden paa Risten” kan høres HER (hvis man kan klare sig igennem den indledende, støjende reklame!)